Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 1 fra ÅB 2006 V

Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 1 fra ÅB 2006 V

Resumé

Efter offererstatningslovens § 1, stk. 1, er det en betingelse for, at staten kan betale erstatning og godtgørelse efter loven, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven.Hvis der foreligger en strafbar handling efter § 1, stk. 1, betales erstatning efter loven, selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, jf. lovens § 6.

Skadelidte har ligeledes efter lovens § 6 krav på erstatning, selv om der foreligger subjektive straffrihedsgrunde i form af, at skadevolderen er under 15 år eller utilregnelig, jf. straffelovens §§ 15 og 16.

De subjektive strafbarhedsbetingelser i øvrigt (forsæt eller eventuelt uagtsomhed) skal under alle omstændigheder være opfyldt.Hvis der derimod foreligger en objektiv straffrihedsgrund, f.eks. nødværge eller nødret, jf. straffelovens §§ 13 og 14, eller samtykke, er der som udtrykkeligt anført i betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, side 34 ikke tale om en strafbar handling i lovens forstand.

Erstatning kan i disse tilfælde derfor ikke betales efter offererstatningsloven

(N.j.nr. 06-520-00839) Ansøgeren var nytårsnat blevet ramt af en raket, hvorved han pådrog sig et åbent benbrud.

Politiet udledte på baggrund af vidneforklaringerne, at raketten havde bevæget sig i en vandret bane tværs over kørebanen, hvor den havde ramt en parkeret bil, ændret retning og ramt ansøger på benet, hvor den sprængte.

Nævnet fandt i forbindelse med behandlingen af sagen anledning til at anmode politiet om at foretage yderligere vidneafhøringer med henblik på belysning af omstændighederne omkring ansøgers tilskadekomst.

I den forbindelse afgav yderligere 5 vidner forklaring til sagen.

Ingen af vidnerne havde imidlertid set den skadevoldende raket blive affyret, og det kunne derfor ikke afklares nærmere. om nogen bevidst havde affyret raketten langs jorden, eller om rakettens retning f.eks. skyldtes, at raketten var blevet afskudt fra en flaske, der var væltet.

Der kunne således være tale om et hændeligt uheld i forbindelse med en vildfaren raket.

Nævnet fandt det på denne baggrund ikke tilstrækkelig sandsynliggjort, at raketten bevidst var blevet affyret mod ansøgeren eller i øvrigt var blevet affyret under omstændigheder, hvorved ansøgerens tilskadekomst måtte anses for en straffelovsovertrædelse (f.eks. straffelovens § 249 om uagtsom legemsbeskadigelse eller § 252 om forsætlig fareforvoldelse).

Nævnet afslog derfor erstatningskravet i medfør af offererstatningslovens § 1, stk. 1.