A-kassens skønsudøvelse i forbindelse med vurderingen af selvforskyldt ledighed

§ 3. En a-kasse har ikke ret til refusion, hvis den med urette har udbetalt ydelser. Er der udbetalt refusion skal a-kassen betale den tilbage.

§ 5. Hvis udbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har a-kassen ret til refusion, hvis a-kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt.

§ 86.

Stk. 4. Hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 15, er udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen og skal betale udbetalte refusionsbeløb for den fejludbetalte ydelse tilbage fuld ud, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser

A-kassens skønsudøvelse i forbindelse med vurderingen af selvforskyldt ledighed

Ankenævnet har behandlet arbejdsløshedskasses klage på møde den 9. marts 2006.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

A-kassen har ikke krav på refusion af de dagpenge, der er udbetalt til medlemmet xx samtidig med, at medlemmet er pålagt en effektiv karantæne på 3 uger.

Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 7. oktober 2005.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund for afgørelsen, at

– AF den 4. august 2004 indkaldte medlemmet til en samtale om revision af en jobplan den 31. august 2004,

– det bl.a. fremgik af indkaldelsen, at medlemmet havde pligt til at møde frem,

– medlemmet udeblev fra samtalen på AF uden at have givet besked herom,

– AF henholdsvis a-kassen den 1. og 3. september 2004 sendte medlemmet henholdsvis meddelelse og høringsbrev vedrørende udeblivelsen,

– a-kassen modtog medlemmets høringssvar den 10. september 2004,

– medlemmet oplyste, at udeblivelsen skyldtes en forglemmelse, og

– medlemmet tidligere er registreret for en udeblivelse fra et møde på AF i juni 2003.

Nævnet har desuden lagt til grund, at a-kassen traf afgørelse den 16. september 2004, om at medlemmet ikke kunne modtage dagpenge i perioden fra den 31. august til og med den 9. september 2004, men at medlemmets udeblivelse efter et konkret skøn ikke skulle sidestilles med et afslag.

Arbejdsdirektoratet traf imidlertid den 7. oktober 2005 afgørelse om, at medlemmet skal anses for selvforskyldt ledig ved udeblivelsen fra møde på AF den 31. august 2004 og som en følge heraf skal pålægges en karantæne på 3 uger fra den 31. august 2004. Hverken medlemmet eller a-kassen ses at have klaget over denne afgørelse, hvorfor nævnet er afskåret fra at tage stilling hertil.

De dagpenge, som er udbetalt i perioden hvor medlemmet er pålagt karantæne, er således udbetalt med urette til medlemmet, og a-kassen har som udgangspunkt ikke ret til refusion herfor.

A-kassen har dog ret til refusion, hvis a-kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt.

Nævnet finder, at grundlaget for a-kassens skøn ikke kan kritiseres.

Nævnet finder imidlertid ikke, at a-kassens skøn kan anses for forsvarligt, hvorfor a-kassen ikke har ret til refusion.

Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at medlemmet ikke havde en gyldig grund til udeblive fra mødet på AF den 31. august 2004, idet udeblivelsen skyldtes en forglemmelse.

Nævnet har videre lagt vægt på, at medlemmet ca. 1 år forud for den aktuelle udeblivelse også udeblev fra et møde på AF i juni 2003.

Nævnet har desuden lagt vægt på, at medlemmet først kontaktede a-kassen den 10. september 2004, efter at AF den 1. september 2004 havde sendt medlemmet en meddelelse om udeblivelsen og a-kassen den 3. september havde sendt et brev med høring af medlemmet vedrørende udeblivelsen.

Nævnet finder på baggrund heraf, at det ikke kan anses for godtgjort, at medlemmet har udvist den fornødne vilje til at møde til samtalen, ligesom det ej heller kan anses for godtgjort, at der har været undskyldelige forhold vedrørende selve udeblivelsen.

Det forhold, at medlemmet har underskrevet sit høringssvar til a-kassen den 5. september 2004, ændrer ikke på det faktum, at kontakten til a-kassen først blev genoprettet ved modtagelsen af medlemmets høringssvar den 10. september 2004, og at det ikke skete på medlemmets eget initiativ, men ved svar på a-kassens høringsbrev af 1. september 2005.

Det kan heller ikke efter nævnets opfattelse føre til et andet resultat, at medlemmet forud for udeblivelsen har gennemført jobtrænings- og uddannelsesforløb, og efterfølgende gennemførte 2 aftalte tilbud om jobplaner, hvorefter han startede i ordinært arbejde. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger undskyldelige årsager til, at medlemmet efter den aktuelle udeblivelse den 31. august 2004 først kontaktede a-kassen med et høringssvar, som a-kassen modtog 10 dage efter udeblivelsen.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at AF i indkaldelsesbrevet den 4. august 2004 meddelte at AF ved eventuel udeblivelse ville orientere a-kassen, hvilket kunne få konsekvenser for medlemmets ret til dagpenge, hvorefter AF i udeblivelsesbrevet den 1. september 2004 meddelte, at a-kassen var blevet orienteret om udeblivelsen den 31. august 2004, og at det kunne få betydning for dagpengene. Nævnet finder på baggrund heraf ikke, at medlemmet kan anses for at have manglet forståelse af, at det kunne have konsekvenser for dagpengene, hvis medlemmet ikke kontaktede AF eller a-kassen med det samme, efter at have modtaget AF’s udeblivelsesbrev den 1. september 2004.

Nævnet finder på ovennævnte baggrund ikke, at a-kassens skøn, hvorefter medlemmet ikke blev anset for selvforskyldt ledig, kan anses for forsvarligt.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, stk. 4 og § 86, stk. 4, og

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003, om a-kassernes ret til refusion for udbetalte dagpenge, § 3, stk. 1 og § 5, stk. 1.

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.

På ankenævnets vegne

fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

Arbejdsdirektoratet

Xx medlem

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003

Resumé

Medlemmet udeblev den 31. august 2004 pga. en forglemmelse fra en samtale på AF om revision af en jobplan. Medlemmet genoprettede først kontakten til a-kassen/AF 10 dage senere.

A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet ikke var berettiget til dagpenge i perioden fra udeblivelsen og til kontakten blev genoprettet. A-kassen fandt dog ikke, at udeblivelsen skulle sidestilles med et afslag.

Direktoratet traf derimod afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig, og skulle have en karantæne på 3 uger, idet medlemmets forglemmelse ikke kunne anses for undskyldelig.

Direktoratet traf samtidig afgørelse om, at a-kassen ikke havde ret til refusion af de dagpenge, der var udbetalt med urette.

A-kassen klagede over afgørelsen om refusion.

Ankenævnet fandt at a-kassen ikke havde krav på refusion af de dagpenge, der var udbetalt til medlemmet samtidig med, at medlemmet var pålagt en effektiv karantæne på 3 uger.

Nævnet fandt, at grundlaget for a-kassens skøn ikke kunne kritiseres, men fandt imidlertid, at a-kassens skøn ikke kunne anses for forsvarligt.

Nævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at medlemmet ikke havde en gyldig grund til at udeblive fra mødet på AF den 31. august 2004, idet udeblivelsen skyldtes en forglemmelse.

Nævnet lagde videre vægt på, at medlemmet ca. 1 år forud for den aktuelle udeblivelse også var udeblevet fra et møde på AF i juni 2003.

Nævnet lagde desuden vægt på, at medlemmet først kontaktede a-kassen den 10. september 2004, efter at AF den 1. september 2004 havde sendt medlemmet en meddelelse om udeblivelsen og a-kassen den 3. september havde sendt et brev med høring af medlemmet vedrørende udeblivelsen.

Nævnet fandt på baggrund heraf, at det ikke kunne anses for godtgjort, at medlemmet havde udvist den fornødne vilje til at møde til samtalen, ligesom det ej heller kunne anses for godtgjort, at der havde været undskyldelige forhold vedrørende selve udeblivelsen.

Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse.