Spørgsmål om selvforskyldt ledig afslag på formidlet arbejde - korrekt formidling
Statutory Text (4 Articles)
§ 8. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om formidling af arbejde, herunder formidling til tilbud efter kapitel 10-12, om særlige formidlingsaktiviteter og om støtte til arbejdssøgende, der skifter bopæl i forbindelse med overtagelse af arbejde. Beskæftigelsesministeren kan herunder fastsætter regler om, at personer, der er omfattet af § 2, nr. 1 og 2, kan pålægges at søge konkrete job, hvor arbejdsgiveren ikke har aftalt med arbejdsformidlingen eller kommunen, at der sker henvisning af arbejdssøgende.
Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1099 af 18. november 2005 om en aktiv beskæftigelsesindsats
§ 34. Henvisningen til arbejdsgiveren skal være skriftlig. I særlige situationer, f.eks. inden for områder, hvor det er sædvane at formidle med kort varsel (korttidsformidling), kan henvisningen ske telefonisk. Den arbejdssøgende skal gøres bekendt med, at samtalen er en henvisning.
Stk. 2. Forud for den skriftlige henvisning, jf. stk. 1, afholder Arbejdsformidlingen henholdsvis kommunen en formidlingssamtale (personligt eller telefonisk) med den arbejdssøgende, hvorunder den arbejdssøgende gøres bekendt med, at samtalen finder sted med henblik på en skriftlig henvisning.
Spørgsmål om selvforskyldt ledig – afslag på formidlet arbejde -
korrekt formidling
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 21. december 2006.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
De er ikke selvforskyldt ledig den 3. juli 2006.
De har således ikke mistet retten til dagpenge fra den 3. juli 2006.
Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 1. august 2006.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har lagt til grund, at
– De 3. juli 2006 havde en telefonisk ansættelsessamtale til et arbejde formidlet af AF,
– De under samtalen uopfordret oplyste arbejdsgiveren, at De havde søgt andet arbejde,
– De under samtalen uopfordret oplyste arbejdsgiveren, at De havde ondt i Deres ene arm, og at De helst ikke ville arbejde i weekender,
– De under samtalen uopfordret havde spurgt, hvor YY lå, herunder hvor stor afstanden var mellem Deres bopæl og arbejdspladsen,
– De under samtalen oplyst, at De var ved at sælge Deres bil,
– arbejdsgiveren efterfølgende meddelte AF, at De ikke fik stillingen, da De under samtalen ikke havde virket interesseret,
– arbejdsgiveren oplyste til a-kassen, at De ikke var blevet ansat, fordi De under samtalen var kommet med så mange undskyldninger,
– De har oplyst, at arbejdsgiveren ikke oplyste om løn – og arbejdsvilkår, herunder weekendarbejde,
– De telefonisk den 6. december 2006 har oplyst, at De siden august har fået arbejde i et supermarked 24 timer pr. uge, og
– AF telefonisk den 14. december 2006 på forespørgsel fra sekretariatet har oplyst, at AF alene havde formidlet arbejdet telefonisk. AF beklagede, at formidlingen ikke var sket skriftligt.
Ifølge bekendtgørelsen om en aktiv beskæftigelsesindsats skal en henvisning til arbejdsgiveren være skriftlig.
Det forhold, at AF alene har formidlet jobbet telefonisk medfører efter nævnets vurdering, at formidlingen overfor Dem ikke er korrekt.
Nævnet har herved lagt vægt på, at De ikke var sikret tilstrækkelig oplysning om arbejdets art og omfang inden De skulle kontakte arbejdsgiveren og at De ikke var vejledt om at det kunne have dagpengemæssige konsekvenser for Dem, ikke at kontakte arbejdsgiveren eller at afslå arbejdet.
R E G L E R
Ankenævnet henviser til
– § 8 i lov om aktiv beskæftigelsesindsats jf. lovbekendtgørelse nr. 685 af 29. juni 2005, og
– § 34 i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1099 af 18. november 2005 om en aktiv beskæftigelsesindsats.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet, samt de oplysninger sekretariatet modtog ved telefonisk henvendelse til AF den 14. december 2006.
På ankenævnets vegne
XXX
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
XXX
Regler
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats jf. lovbekendtgørelse nr. 685 af 29. juni 2005
Resumé
Medlemmet fik via AF formidlet et arbejde som salgsassistent hos YY. Medlemmet blev anmodet om at kontakte arbejdsgiveren den 3. juli 2006.
Arbejdsgiveren har efterfølgende meddelt AF, at medlemmet ikke fik stillingen, da hun ikke virkede interesseret i at få jobbet.
A-kassen traf den 25. juli 2006 afgørelse om, at medlemmet måtte anses for selvforskyldt ledig, og at hun herfor skal pålægges en karantæne på 111 timer (dvs. 3 uger).
Arbejdsdirektoratet tiltrådte den 1. august 2006 a-kassens afgørelse.
Arbejdsdirektoratets afgørelse blev af medlemmet påklaget til Arbejdsmarkedets Ankenævn.
AF har på forespørgsel fra Sekretariatet for Arbejdsmarkedets oplyst, at medlemmet ved en beklagelig fejl ikke havde modtaget en skriftlig formidling forud for samtalen med arbejdsgiveren den 3. juli 2006.
Arbejdsmarkedets Ankenævn ændrede direktoratets afgørelse. Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at AF alene havde formidlet jobbet telefonisk. Ankenævnet fandt derfor ikke, at medlemmet var sikret tilstrækkelig oplysning om arbejdets art og omfang inden hun skulle kontakte arbejdsgiveren.
Medlemmet ansås derfor ikke for selvforskyldt ledig.