Klagefrist, modtagelse af afgørelse, partsrepræsentant
Statutory Text (3 Articles)
§ 81. Klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet i henhold til denne lov, jf. dog stk. 6, kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 2. Klagen sendes til Arbejdstilsynet. Hvis Arbejdstilsynet fastholder afgørelsen, videresendes klagen til behandling i Arbejdsmiljøklagenævnet.
Stk. 3. Rettidig klage har opsættende virkning, indtil Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse foreligger, eller nævnet bestemmer andet. Klager over afgørelser om forhold efter § 77, stk. 1, som skal bringes i orden straks, samt afgørelser efter § 77, stk. 2 og 3, har ikke opsættende virkning.
Stk. 4. Når særlige grunde taler derfor, kan Arbejdsmiljøklagenævnet behandle en klage og tillægge denne opsættende virkning, selv om klagen ikke er fremkommet rettidigt.
Stk. 5. Afgørelser truffet af Arbejdsmiljøklagenævnet kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 6. Klage over afgørelser truffet af Arbejdstilsynet i henhold til regler udstedt i medfør af § 68, stk. 7, og § 68 a, stk. 5, kan indbringes for arbejdsministeren inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Klagefrist, modtagelse af afgørelse, partsrepræsentant
XXX
Dato
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 31. oktober 2006 taget stilling til, om Deres klage skal behandles.
Arbejdsmiljøklagenævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet vil behandle Deres klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 5. juli 2005.
B E G R U N D E L S E
Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 81, stk.1, at klager over Arbejdstilsynets afgørelser efter loven kan påklages til Arbejdsmiljøklagenævnet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt til grund, at
– De i brev af 6. marts 2006 påklagede Arbejdstilsynets afgørelse af 5. juli 2005,
– De først den 27. marts 2006 modtog Arbejdstilsynets afgørelse af 5. juli 2005,
– De i brev af 30. juni 2005 påklagede Arbejdstilsynets afgørelse af 17. juni 2005 (strakspåbud), jf. nævnets afgørelse af 28. september 2005,
– De i ovennævnte brev af 30. juni 2005 stillede Dem uforstående overfor de med høringsbrev af 22. juni 2005 fremsendte udkast til påbud,
– Arbejdstilsynet i brev af 5. juli 2005 til Dem har meddelt, at der er tale om udkast til påbud, og at der således ikke er tale om endelige afgørelser, der kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet. Arbejdstilsynet har i den forbindelse oplyst, at Deres bemærkninger vil blive særskilt vurderet i forbindelse med Arbejdstilsynets stillingtagen til om der skal udstedes endelige påbud, og
– det er Arbejdstilsynets praksis i flere sager at være opmærksom på at en virksomheds høringssvar eventuelt skal behandles som en klage, hvis der træffes en afgørelse som går imod virksomhedens synspunkter.
Klagenævnet har lagt vægt på, at Arbejdstilsynet forud for Arbejdstilsynets afgørelse af 5. juli 2005 var vidende om, at De var indtrådt som partsrepræsentant for virksomheden XX.
Klagenævnet har herved lagt vægt på, at De i brev 30. juni 2005 påklagede Arbejdstilsynets afgørelse af 17. juni 2005, ligesom De stillede Dem uforstående overfor de med høringsbrev af 22. juni 2005 fremsendte udkast til påbud.
Klagenævnet finder på denne baggrund, at Arbejdstilsynets afgørelse af 5. juli 2005 skulle have været sendt til Dem. Da De først modtog afgørelsen den 27. marts 2006 anses afgørelsen først at have retsvirkning fra dette tidspunkt. De anses derfor at have klaget rettidig.
Deres klage har opsættende virkning, jf. arbejdsmiljølovens § 81, stk. 3.
Klagenævnet har i dag bedt Arbejdstilsynet om en udtalelse i sagen.
De og virksomhedens sikkerhedsrepræsentant vil få lejlighed til at udtale sig, når Arbejdstilsynets udtalelse om påbudet foreligger.
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
– Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, § 81, og
– FOB 1991.161.
På klagenævnets vegne
XXX
Kopi til
XXX
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
1. Sagsforløb
Arbejdstilsynet fremstiller sagen på følgende måde
Arbejdstilsynet besøgte virksomheden den 13. juni 2005.
Den 17. juni 2005 afgav Arbejdstilsynet et påbud om straks at bruge egnet åndedrætsværn ved svejsning i afdeling 86000 og 87000. Begrundelsen var, at selvom Arbejdstilsynet ville sende et udkast til påbud om effektiv procesudsugning i forbindelse med svejsning til efterkommelse den 1. oktober 2005, så var belastningen af de ansatte så kraftig, at Arbejdstilsynet måtte kræve, at de ansatte indtil da brugte beskyttelsesforanstaltninger i form af personlige værnemidler.
Den 22. juni 2005 sendte Arbejdstilsynet udkast til
– Problempåbud om effektiv procesudsugning i forbindelse med svejsning i afdeling 86000 og
87000. Påbudet havde en frist for efterkommelse til den 1. oktober 2005.
– Påbud om undersøgelse af ventilationsforholdene i afd. 88000.
Den 28. juni 2005 sendte virksomheden en tilbagemelding til Arbejdstilsynet på strakspåbudet underskrevet af sikkerhedslederen og sikkerhedsrepræsentanten.
Den 30. juni 2005 påklagede virksomheden alle 3 påbud.
Den 5. juli 2005 meddelte Arbejdstilsynet virksomheden, at de 2 sidste påbud ikke kunne påklages før de forelå i endelig form, samt at virksomhedens bemærkninger ville blive vurderet med henblik på, om der skulle udstedes endelige påbud.
Samme dag den 5. juli 2005 afgav Arbejdstilsynet endeligt påbud om effektiv procesudsugning i forbindelse med svejsning i afdeling 86000 og 87000.
Påbudet om undersøgelse af ventilationsforholdene i afd. 88000 blev ikke afgivet i endelig form, da det ikke skønnedes at være relevant, som sagen havde udviklet sig.
Den 11. august 2005 sendte virksomheden en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om aftale med rådgiver underskrevet af sikkerhedslederen, rådgiver og sikkerhedsrepræsentanten.
Den 1. september 2005 ophævede Arbejdsmiljøklagenævnet strakspåbudet om brug af åndedrætsværn under henvisning til arbejdsmiljølovens § 77, stk. 2.
Arbejdstilsynet gjorde straks Arbejdsmiljøklagenævnet opmærksom på, at strakspåbud afgives med hjemmel i § 77, stk. 1, og ikke stk. 2, der giver Arbejdstilsynet hjemmel til at udstede forbud. Herefter genoptog nævnet sagen til fornyet behandling.
Den 28. september 2005 fastholdt nævnet afgørelsen om at ophæve strakspåbudet.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse var meget konkret, idet nævnet afvejede de ansattes krav om at kunne arbejde i et sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt miljø over for de byrder, som det konkrete påbud påførte virksomheden.
Desuden lagde nævnet vægt på, at virksomheden efter sine egne oplysninger ville etablere en mere effektiv ventilation så hurtigt, at de ansatte kun skulle arbejde uden åndedrætsværn i ca. 1 måned.
Den 12. december 2005 fremsatte De på vegne af virksomheden krav om erstatning for udgiften til åndedrætsværn mv. på i alt 185.384 kr.
Den 15.december 2005 fulgte Arbejdstilsynet op på påbudet om effektiv procesventilation med et kontrolbesøg. Ved besøget konstateredes det, at der alene var etableret ventilation ved 18 ud af 24 svejsepladser. Kontrolbesøget bekræftede, at der var tale om et arbejdsmiljøproblem, som krævede øjeblikkelige foranstaltninger.
Den 16. december 2005 meddelte Arbejdstilsynet skriftligt virksomheden resultatet af kontrolbesøget og oplyste, at besøget var en opfølgning både på strakspåbudet og påbudet om effektiv procesventilation. Samtidig bemærkedes det, at det overvejedes at indgive politianmeldelse for manglende opfyldelse af påbud om effektiv procesventilation.
Den 16. december 2005 begærede Arbejdstilsynet sagen genoptaget ved Arbejdsmiljøklagenævnet.
Den 21. december 2005 afviste Arbejdstilsynet erstatningskravet. ”
2. Arbejdstilsynets afgørelse
Arbejdstilsynet traf den 5. juli 2005 afgørelse om følgende påbud
”Brug af autoriseret rådgiver til løsning af følgende arbejdsmiljøproblem
Effektiv procesudsugning i forbindelse med svejsning i afdeling 86000 og 87000
(Arbejdsmiljøproblem nr. 166462). ”
..
3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet
Brev af 6. marts 2006 fra advokat XX
”Jeg henviser til Deres brev 13. februar d.å.
Jeg står ganske uforstående overfor angivelsen af, at der skulle være fremsendt endelige påbud om effektiv procesudsugning til min klient den 5. juli 2005.
Arbejdstilsynet har denne dato ved XX sendt et brev her til kontoret, hvori der netop blev angivet, at påbuddene ikke var endelige og ved XX sendt et brev til min klient, som omhandlede udkastet til påbud vedrørende ventilationsforholdene i afdeling 88.000.
Herudover er der hverken her på kontoret eller hos min klient modtaget korrespondance af 5. juli 2005 fra Arbejdstilsynet. Jeg fastholder således på vegne af min klient, at der ikke er afgivet endelige påbud om effektiv procesudsugning.
For så vidt angår den af min klient fremsendte tilbagemeldingsblanket, er der tale om den med udkastet følgende blanket, der alene blev udfyldt og fremsendt til Arbejdstilsynet, fordi min klient allerede havde kontraheret med et rådgivende firma.
Såfremt De fastholder, at Arbejdstilsynet har fremsendt endelige påbud af 5. juli 2005, beder jeg Dem dokumentere dette ved fremsendelse af kopi af de pågældende påbud samt kopi af Arbejdstilsynets postlister for den pågældende dato.
Jeg skal i givet fald samtidig for god ordens skyld på vegne af min klient påklage de pågældende påbud.
Jeg imødeser herefter Deres tilbagevenden.”
Brev af 4. april 2006 fra virksomhedens advokat
”Ved brev af 6. marts d.å. har jeg på vegne af min klient påklaget Arbejdstilsynets påbud om effektiv procesudsugning.
Deres brev at 23. marts d.å., hvori De anførte, at klagen ikke er indkommet rettidigt og derfor vil blive afvist, medmindre der foreligger særlige grunde, giver anledning til følgende bemærkninger
Min klient har ved brev af 22. juni 2005 modtaget et udkast til påbud om effektiv procesudsugning. Det endelige påbud, som ifølge Arbejdstilsynet er afsendt den 5. juli 2005 er — som tidligere anført — imidlertid aldrig kommet frem til min klient.
Brevet af 5. juli 2005, der gør påbudet endeligt, er endvidere ikke sendt her til kontoret.
Et påbud får først de tilsigtede retsvirkninger, når det er kommet frem til den rette adressat. Ligeledes løber klagefristen først fra dette tidspunkt. Om brevet hverken er kommet frem til min klient eller her til kontoret før den 27. marts d.å., hvor jeg efter forespørgsel herom får tilsendt er kopi, har påbudet først på dette tidspunkt fået de tilsigtede retsvirkninger. Ligeledes løber klagefristen først fra dette tidspunkt.
Det kan tilføjes, at ovennævnte tillige ville være gældende, såfremt påbudet var kommet frem til min klient, idet undertegnede i nærværende sag er partsrepræsentant, og Arbejdstilsynet derfor alene med frigørende i forholdt til de forvaltningsretlige pligter kan sende meddelelse om påbudet til mit kontor. Der henvises i den forbindelse til FOB 1991.161.
Arbejdstilsynet har den 5. juli 2005 været vidende om, at min klient var repræsenteret ved advokat, idet jeg der 30. juni 2005 på vegne af min klient påklagede det af Arbejdstilsynet udstedte strakspåbud af 17. juni 2005 og ved samme lejlighed fremkom med bemærkninger i anledning af de den 22. juni 2005 fremsendte udkast til påbud.
Arbejdstilsynet reagerede herpå ved brev af 5. juli 2005 her til kontoret, der angav, at de tidligere fremsendte udkast til påbud endnu ikke var endelige. Arbejdstilsynet var således den 5. juli 2005 vidende om, at min klient var repræsenteret ved advokat og dermed også vidende om, at eventuelle meddelelser skulle fremsendes her til kontoret, hvilket ikke er sket.
Opsummerende gøres det således gældende, at der ikke er sket bekendtgørelse/meddelelse af påbudet før den 27. marts d.å., at klagefristen derfor først løber fra denne dato, og at min klient i øvrigt ikke har været forpligtet til at efterleve påbudet indenfor den fastsatte frist, da et påbud først får de tilsigtede retsvirkninger, når det er kommet frem til den rette adressat.
Den retlige konsekvens af, at påbudet først er meddelt her til kontoret den 27, marts d.å., er herefter påbudets ugyldighed, da påbud ikke kan udstedes med tilbagevirkende kraft.
Jeg imødeser Deres bekræftelse af ovennævnte, herunder en bekræftelse af, at klagen er indgivet rettidigt.”
4. Arbejdstilsynets bemærkninger
Arbejdstilsynet har i brev af 25. april 2006 udtalt følgende
”Arbejdstilsynet afgiver og sender altid et påbud til den, der er pligtsubjekt i henhold til arbejdsmiljøloven, og det er i sager som den foreliggende arbejdsgiveren.
På det tidspunkt, hvor der afgives påbud, vil det normalt ikke være Arbejdstilsynet bekendt, om en arbejdsgiver lader sig repræsentere ved en advokat.
Arbejdstilsynet skal endvidere henvise til Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse af 28. september 2005, der ophæver Arbejdstilsynets strakspåbud om brug af et egnet åndedrætsværn. I afgørelsen lægger nævnet vægt på, at virksomheden vil etablere en effektiv procesventilation så hurtigt, at de ansatte reelt alene vil være uden åndedrætsværn i én måned.
Det må på den baggrund antages, at virksomheden og XX var bekendt med Arbejdstilsynets påbud og enig i påbudets indhold samt havde til hensigt, at efterkomme Arbejdstilsynets påbud til den fastsatte tid nemlig den 1. oktober 2005, jfr. vedlagte påbud af 5. juli 2005.
5. Nyt efter klagen
Brev af 18. maj 2006 fra virksomhedens advokat
”Jeg henviser til Deres skrivelse af 4. maj 2006 med kopi af udtalelse fra Arbejdstilsynet.
Jeg anmoder fortsat Arbejdsmiljøklagenævnet om, at klagen vedrørende Arbejdstilsynets påbud dateret 5. juli 2005 om effektiv procesudsugning akkumuleres med genoptagelsen af sagen vedrørende strakspåbud af 17. juni 2005 om brug af egnet åndedrætsværn.
Af de i min telefax af 4. april 2006 anførte grunde bestrides det fortsat, at den af undertegnede på vegne af min klients afgivne klage af 6. marts 2006 er for sent indgivet. Det fastholdes således, at brevet dateret 5. juli 2005, der gør påbudet endeligt, hverken er kommet frem til min klient eller her til kontoret før den 27. marts 2006, ligesom det fastholdes, at det er Arbejdstilsynet, der bærer forsendelsesrisikoen.
Det fastholdes tilsvarende, ar Arbejdstilsynet alene med frigørende virkning i forhold til de forvaltningsretlige pligter kunne have sendt det pågældende påbud til mit kontor. Dette følger direkte er FOB 1991.161.
Arbejdstilsynets oplysning om at Arbejdstilsynet altid afgiver og sender et påbud til den, der er pligtsubjekt i henhold til arbejdsmiljøloven, ændrer ikke ved, at begyndelsestidspunktet for en klagefrist, jf. den pågældende ombudsmandsudtalelse, ved partsrepræsentation regnes fra det tidspunkt, hvor meddelelsen om afgørelsen er kommet frem til partsrepræsentanten. Ombudsmanden anfører da også direkte i den pågældende udtalelse, at dette efter ombudsmandens opfattelse også gælder i tilfælde, hvor såvel part som partsrepræsentant får afgørelsen meddelt.
Selv hvis Arbejdstilsynet således havde sendt brevet dateret 5. juli 2005 til min klient — hvilket bestrides — ville klagefristen først være at regne fra min modtagelse af brevet.
Da Arbejdstilsynet tilsyneladende ikke har gjort sig bekendt med den pågældende ombudsmandsudtalelse vedlægges denne nærværende indlæg, idet Arbejdstilsynet herefter opfordres til nærmere at redegøre for, hvorfor Arbejdstilsynet konkret ikke mener at være bundet af den i udtalelsen fastslåede retsgrundsætning om, at henvendelser om sagens behandling og afgørelse, når der er en partsrepræsentant, altid skal ske til denne.
Arbejdstilsynet anfører endvidere i udtalelsen af 25. april 2006, at Arbejdstilsynet på det tidspunkt, hvor der afgives påbud, normalt ikke vil være bekendt med, om en arbejdsgiver lader sig repræsentere ved en advokat.
Hvorvidt Arbejdstilsynet i andre sager er bekendt med, at det sagen vedrørende pligtsubjekt er repræsenteret ved en form for partsrepræsentant eller ikke, samt hvorvidt Arbejdstilsynet normalt er klar herover, har imidlertid ingen betydning i nærværende sag, hvor Arbejdstilsynet utvivlsomt var vidende om, at virksomheden var repræsenteret ved undertegnede som advokat på det tidspunkt, hvor man hævder at have afgivet det pågældende påbud. Arbejdstilsynet opfordres til at tilkendegive, hvorvidt Arbejdstilsynet benægter at have været bekendt med, at virksomheden var repræsenteret ved undertegnede som advokat på det tidspunkt, hvor Arbejdstilsynet hævder at have afgivet det pågældende påbud.
Arbejdstilsynets henvisning til Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse at 28. september 2005 er irrelevant for spørgsmålet om, hvorvidt der er klaget rettidigt over Arbejdstilsynets påbud om effektiv procesudsugning dateret 5. juli 2005.
Arbejdstilsynet fremlægger desuden afgørelsen forkert, idet Arbejdsmiljøklagenævnet i afgørelsen på side 2, femte sidste afsnit anfører følgende
“Derudover har nævnet lagt vægt på, at virksomheden i forbindelse med afgivelsen af strakspåbudet viste vilje (min fremhævelse) til en yderligere afkortning af perioden til den 1. september 2005. Dette i sammenhæng med en periode med ferielukning på virksomheden fra den 15. juli 2005 til den 15. august 2005 medførte, at perioden med sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko i forbindelse med udsættelse for svejserøg for de ansatte ville være (min fremhævelse) begrænset til ca. 1 måneds arbejde.”
At perioden med sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko i forbindelse med udsættelse for svejserøg ville have været begrænset til ca. 1 måneds arbejde, hvis Arbejdstilsynet havde accepteret min klients forslag, er således hypotetisk omtalt.
Arbejdstilsynet anfører slutteligt i indlægget, at det må antages, at virksomheden og advokaten var bekendt med Arbejdstilsynets påbud.
Jeg er dybt fortørnet over denne påstand, der anfægter såvel min klients som undertegnedes integritet. I lyset af den pågældende påstand skal jeg herefter ved nærværende under henvisning til,
at den tilbagemeldingsblanket, der medfulgte det af Arbejdsmiljøklagenævnet i kopi fremsendte brev af dateret den 5. juli 2005 adskiller sig fra den virksomheden til Arbejdstilsynet fremsendte udfyldte blanket, blandt andet i adressefeltet, hvilket bekræfter, at den af min klient fremsendte blanket var den, der medfulgte udkastet til påbud,
at Arbejdstilsynets medarbejder XX tidligere i strid med sandheden har benægtet at have aflagt min klient et besøg et par måneder forud for besøget den 13. juni 2005, hvilket imidlertid kunne dokumenteres med kopi af besøgsbog,
at Arbejdstilsynet den 5. juli 2005 fremsendte et brev, der angav, at de tidligere fremsendte udkast til påbud endnu ikke var endelige, og nu hævder samme dag at skulle have fremsendt et andet brev, hvor Arbejdstilsynet gjorde de selv samme udkast til påbud endelige, brevet dateret 5. juli 2005, ikke er sendt til XX som partsrepræsentant,
at det pågældende brev dateret 5. juli 2005 ikke blev forelagt for Arbejdsmiljøklagenævnet i første omgang sammen med sagens øvrige korrespondance, til trods for at al yderligere korrespondance var blevet fremlagt under klagesagen vedrørende strakspåbudet, f.eks. brevet af 5. juli 2005, der angav, at de tidligere fremsendte udkast til påbud endnu ikke var endelige og tilsvarende det til min klient fremsendte brev tillige af 5. juli 2005, som omhandlede udkastet til påbud vedrørende ventilationsforholdene i afdeling 88.000, samt
at Arbejdstilsynets medarbejdere, XX og YY under overtrædelse af såvel grundlovens § 72 som straffelovens § 164 har krænket min klients rettigheder ved at kontrollere henholdsvis et af Arbejdsmiljøklagenævnet ophævet strakspåbud og et ulovligt/ugyldigt påbud dateret 5. juli 2005 om effektiv procesudsugning, opfordre Arbejdstilsynet til under den for Arbejdsmiljøklagenævnet verserende klagesag at fremlægge den fornødne dokumentation fra Arbejdstilsynets database vedrørende oprettelse og efterfølgende ændringer i skrivelsen dateret 5. juli 2005.
..
Det fastholdes således i det hele, at den pågældende klage er rettidigt indgivet og skal realitetsbehandles.
I den udstrækning Arbejdsmiljøklagenævnet måtte finde, at klagen er indgivet for sent, bør de ovenfor opregnede synspunkter under alle omstændigheder bevirke, at der foreligger sådanne særlige grunde, at sagen under alle omstændigheder desuagtet skal realitetsbehandles.
I forbindelse med en realitetsbehandling gøres det blandt andet gældende, at det pågældende påbud er ugyldigt, da det efter sit indhold tilsigter at have tilbagevirkende kraft og dermed er umuligt at opfylde.
Kopi af nærværende er samtidig hermed fremsendt til Arbejdstilsynet.
Jeg anmoder herefter Arbejdsmiljøklagenævnet om at afvente Arbejdstilsynets fremsendelse at den anmodede dokumentation.”
Brev af 14. august 2006 fra Arbejdstilsynet
”Arbejdstilsynet har modtaget klagenævnets høring af 26. juli 2006 og har enkelte kommentarer
Da Arbejdstilsynet afgav påbudet af 5. juli 2005 om Brug af autoriseret rådgiver — effektiv procesudsugning i forbindelse med svejsning havde vi modtaget brevet af 30. juni 2005 fra virksomhedens advokat. Brevet er navnlig en klage over Strakspåbud af 17. juni 2005 om Brug af egnet åndedrætsværn ved svejsning, men kommenterer også udkastet af 22. juni 2005 til Påbudet om Effektiv procesudsugning - disse kommentarer er indarbejdet i det endelige påbud.
Brevet af 30. juni synes ikke at indeholde noget klart ønske om at al fremtidig korrespondance skulle sendes til advokatkontoret.
Arbejdstilsynet har herefter anset det for rimeligt at kommunikere med advokatfirmaet vedr. det påklagede påbud, men vi mener fortsat ikke at det endelige påbud om Effektiv procesudsugning kunne eller burde være udstedt til andre end virksomheden som pligtsubjekt.
Når det endelige påbud af 5. juli 2005 om Effektiv procesudsugning fremstår med “firkanter i adressefeltet” må det skyldes en udskrivningsteknisk detalje, som ind imellem har drillet os.
Vi er umiddelbart ikke bekendt med notatet i virksomhedens besøgsbog.
Det er korrekt, at det endelige påbud af 5. juli 2005 ikke var med på vores bilagsliste, da vi den 8. juli 2005 indsendte klagen over strakspåbudet til klagenævnet.
Om tilsynsbesøget den 15. december 2006 henviser vi til vores tidligere redegørelse i sagen.”
Brev af 5. oktober 2006 fra advokat XX
”Jeg henviser til Deres skrivelse af 20. september 2006.
For så vidt angår Arbejdstilsynets indlæg af 14. august 2006 henviser jeg i det hele til min telefax af 18. maj 2006, idet jeg særskilt bemærker følgende
Arbejdstilsynet bekræfter udtrykkeligt i indlægget, at have været bekendt med, at virksomheden var repræsenteret ved undertegnede som advokat på det tidspunkt, hvor Arbejdstilsynet hævder at have afgivet påbudet dateret 5. juli 2005. Arbejdstilsynet anerkender tilsvarende udtrykkeligt, at det fremgår af min skrivelse af 30. juni 2006, at jeg ikke alene repræsenterede virksomheden i relation til det af Arbejdstilsynet på daværende tidspunkt udstedte strakspåbud, men også i relation til de øvrige i udkast fremsendte påbud. Dette fremgår da også klart og tydeligt af min skrivelse af 30. juni 2005.
Arbejdstilsynets efterfølgende synspunkt om, at mit brev af 30. juni 2005 ikke synes at indeholde noget klart ønske om, at al fremtidig korrespondance skulle fremsendes til undertegnede, fremstår herefter i lyset af Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOB 1991.161 som fuldstændig uforståelig.
Ombudsmandsudtalelsen fastslår jo netop — og i øvrigt i overensstemmelse med den øvrige forvaltningsretlige litteratur — at der ikke er noget til hinder for, at forvaltningen sender kopi af en afgørelse til pligtsubjektet, men at begyndelsestidspunktet for en eventuel klagefrist, også i disse situationer, under alle omstændigheder, i tilfælde af partsrepræsentation, først regnes fra det tidspunkt, hvor meddelelsen om afgørelsen er kommet frem til partsrepræsentanten. Dette gælder fuldstændigt uafhængigt af, hvorvidt partsrepræsentanten har ytret ønske om at fremtidig korrespondance fremsendes til den pågældende, idet dette under alle omstændigheder skal ske.
Jeg finder det beskæmmende, at Arbejdstilsynet således utvetydigt tilkendegiver, at Arbejdstilsynet fuldt bevidst tilsidesætter almindelige forvaltningsretlige principper og herunder ser stort på udtalelser fra Folketingets Ombudsmand. Jeg forbeholder mig i denne forbindelse min klients stilling i enhver henseende, herunder i relation til udenretlige skridt.
Hertil kommer, at det i den foreliggende situation desuden bestrides, at min klient, overhovedet på noget tidspunkt har modtaget et endeligt påbud.
Arbejdstilsynet angiver endvidere i sit indlæg, at den omstændighed, at tilbagemeldingsblanketten til det påbud af 5. juli 2005, som Arbejdstilsynet hævder at have fremsendt til min klient, adskiller sig fra den tilbagemeldingsblanket, som min klient har indsendt til Arbejdstilsynet i udfyldt stand, skyldes en udskrivningsteknisk detalje. Jeg forstår dette udsagn således, at Arbejdstilsynet anerkender, at den af min klinet indsendte tilbagemeldingsblanket var den blanket, der medfulgte udkastet til påbud. Arbejdstilsynet opfordres til at tilkendegive, hvorvidt Arbejdstilsynet er enigt heri.
Jeg fastholder imidlertid fortsat min opfordring til Arbejdstilsynet om, under den for Arbejdsmiljøklagenævnet verserende klagesag, at fremlægge den fornødne dokumentation fra Arbejdstilsynets database vedrørende oprettelse og efterfølgende ændringer i den pågældende skrivelse dateret 5. juli 2005, idet jeg ønsker klar dokumentation for, på hvilket tidspunkt det pågældende dokument - der som anerkendt af Arbejdstilsynet adskiller sig fra det i udkast fremsendte påbud - er oprettet, ændret og udskrevet. I den udstrækning Arbejdstilsynet ikke frivilligt ønsker at fremlægge den pågældende dokumentation, anmoder jeg Arbejdsmiljøklagenævnet om at pålægge Arbejdstilsynet at fremlægge materialet, henholdsvis fordi materialet kan være af betydning for sagens materielle afgørelse for Arbejdsmiljøklagenævnet, henholdsvis fordi min klient forbeholder sig øvrige såvel inden - som udenretlige skridt i anledning at det passerede, afhængig af de informationer, der måtte fremkomme fra Arbejdstilsynets database vedrørende de pågældende spørgsmål.
Jeg noterer mig i denne forbindelse, at Arbejdstilsynet da også anerkender, at det påståede endelige påbud af 5. juli 2005 var det eneste bilag, der ikke i første omgang blev fremlagt under klagesagen vedrørende strakspåbudet.
I relation til Arbejdstilsynets udtalelse om, at Arbejdstilsynet ikke umiddelbart er bekendt med notatet i virksomhedens besøgsbog skal jeg afslutningsvis bemærke, at siden i den pågældende besøgsbog tidligere er fremsendt til Arbejdsmiljøklagenævnet ved telefax af 11. august 2005, og således til fulde dokumenterer min klients synspunkter i denne henseende.
Jeg skal således i det hele på vegne af min klient fastholde, at den indgivne klage af 6. marts 2006 er rettidigt indgivet, hvorfor sagen derfor tilsvarende skal realitetsbehandles, idet Arbejdsmiljøklagenævnet dog venligst anmodes om at afvente Arbejdstilsynets fremsendelse af den anmodede dokumentation.
I den udstrækning Arbejdsmiljøklagenævnet måtte finde, at klagen er indgivet for sent, må sagens konkrete omstændigheder under alle omstændigheder bevirke, at der foreligger sådanne særlige grunde, at sagen under alle omstændigheder desuagtet tages under realitetsbehandling.
Jeg skal fortsat på vegne min klient anmode om, at spørgsmålet om genoptagelse af sagen vedrørende Arbejdstilsynets strakspåbud af 17. juni 2005 om brug at egnet åndedrætsværn kumuleres med spørgsmålet om, hvorvidt klage over det af Arbejdstilsynet hævdede påbud af 5. juli 2005 er indgivet rettidigt samt om, hvorvidt det pågældende påbud i givet fald er ugyldigt.
Kopi af nærværende er samtidig hermed fremsendt til Arbejdstilsynet til orientering.”
6. Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005
Resumé
Den 22. juni 2005 sendte Arbejdstilsynet udkast til
– Problempåbud om effektiv procesudsugning i forbindelse med svejsning i afdeling 86000 og
87000. Påbudet havde en frist for efterkommelse til den 1. oktober 2005.
– Påbud om undersøgelse af ventilationsforholdene i afd. 88000.
Arbejdstilsynet havde forinden den 17. juni 2005 givet virksomheden et strakspåbud vedrørende brug af friskluftforsynet åndedrætsværn.
Den 30. juni 2005 klagede advokat XX på vegne af virksomheden over strakspåbudet af 17. juni 2005. Advokaten stillede sig samtidig uforstående overfor de med høringsbrev af 22. juni 2005 fremsendte udkast til påbud.
Den 5. juli 2005 meddelte Arbejdstilsynet advokat XX, at de 2 sidste påbud ikke kunne påklages før de forelå i endelig form, samt at advokatens bemærkninger ville blive vurderet med henblik på, om der skulle udstedes endelige påbud.
Samme dag den 5. juli 2005 afgav Arbejdstilsynet endeligt påbud om effektiv procesudsugning i forbindelse med svejsning i afdeling 86000 og 87000. Afgørelsen blev alene sendt til virksomheden.
Advokat XX er efterfølgende i februar 2006 blevet opmærksom på, at Arbejdstilsynet har truffet en endelig afgørelse den 5. juli 2005. Advokaten påklager herefter i brev af 6. marts 2006 afgørelsen. Efter det oplyste modtager advokaten først en kopi af afgørelsen den 27. marts 2006.
Arbejdstilsynet har anført, at klagen ikke er rettidig.
Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at klagen var rettidig. Ankenævnet lagde vægt på, at Arbejdstilsynet forud for Arbejdstilsynets afgørelse af 5. juli 2005 var vidende om, at advokat XX var indtrådt som partsrepræsentant for virksomheden. Ankenævnet fandt derfor, at Arbejdstilsynets afgørelse af 5. juli 2005 skulle havde været sendt til advokat XX. Da advokat XX først modtog afgørelsen den 27. marts 2006 ansås afgørelsen først at have retsvirkning fra dette tidspunkt. Advokaten ansås derfor at have klaget rettidigt.