Påbud om indretning af skærmarbejds- og kontorarbejdspladser
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 2. Skærmterminalarbejdspladser skal indrettes og forsynes med inventar, så arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. reglerne for arbejdsstedets indretning.
Særlige bestemmelser
§ 5. Skærmterminalarbejdspladsen skal indrettes i overensstemmelse med kravene i bilaget.
Bilaget
Indledende bemærkninger
De i bilaget nævnte krav finder anvendelse, hvis de i bilaget nævnte elementer findes på skærmterminalarbejdspladsen, og hvis arbejdsopgavernes særlige krav eller karakteristika ikke forhindrer det.
1. Udstyr.
c) Indlæsnings-/styringsudstyr
Indlæsnings-/styringsudstyr (tastatur, mus m.v.) skal udformes, så hensigtsmæssige arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser sikres. Tastaturet skal kunne skråtstilles og være adskilt fra skærmen således, at den ansatte kan anvende hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser, der ikke fremkalder træthed i arme og hænder. Der skal være tilstrækkelig plads foran tastaturet og andet indlæsnings-/styringsudstyr til, at brugeren kan hvile hænder og arme på bordpladen.
d) Arbejdsbord eller -flade
Arbejdsbordet/-fladen skal være tilstrækkelig stort og muliggøre en fleksibel opstilling af skærm, tastatur, dokumenter og øvrigt tilbehør . Der skal være tilstrækkelig plads til, at den ansatte kan anvende hensigtsmæssige arbejdsstillinger og - bevægelser.
2. Arbejdspladsen
a) Pladskrav
Skærmterminalarbejdspladsen skal være dimensioneret og indrettet således, at der er tilstrækkelig plads til at skifte arbejdsstilling og arbejdsbevægelser.
c) Reflekser og blænding
Skærmterminalarbejdspladsen skal være indrettet således, at lyskilder, såsom vinduer og andre åbninger, gennemsigtige eller gennemskinnelige vægge samt lysfarvet udstyr eller lysfarvede vægge, ikke forårsager direkte blænding og ikke medfører generende reflekser på skærmen.
Vinduerne skal være forsynet med en passende indstillelig afskærmning, som kan dæmpe det dagslys, der falder ind på skærmterminalarbejdspladsen.
7. AT-anvisninger, AT-meddelelser m.v.
At-vejledning nr. D.2.3 om ”Arbejde ved skærme”
1. Skærmbekendtgørelsens særlige bestemmelser
1.1. Hvem er omfattet af de særlige bestemmelser
Skærmbekendtgørelsens særlige bestemmelser gælder, når en ansat regelmæssigt og i en ikke ubetydelig del af sin normale arbejdstid bruger en skærm.
De særlige regler gælder som vejledende hovedregel for arbejde, hvor den ansatte så godt som dagligt bruger en skærm i mere end ca. 2 timer.
1.6. Indretning af skærmarbejdspladsen
1.6.1.2. Indlæsnings-/styringsudstyr
Indlæsnings-/styringsudstyr (f.eks. tastatur og mus) skal udformes, så der sikres hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser.
Tastaturet skal kunne stilles skråt og være skilt fra skærmen, så den ansatte kan bruge hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser, der ikke fremkalder træthed i arme og hænder.
Der skal være tilstrækkelig plads foran tastaturet og andet indlæsnings-/styringsudstyr til, at brugeren kan hvile hænder og arme på bordpladen.
Indlæsnings-/styringsudstyr (tastatur, mus m.v.) skal udformes, så hensigtsmæssige arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser sikres, og anvendelse af udstyret må ikke i sig selv udgøre en fare for den ansattes sikkerhed og sundhed.
Der skal altid være plads foran og parallelt med tastaturet og andet indlæsnings-/styringsudstyr. Det skyldes både, at udstyret skal kunne flyttes frit, og at brugeren efter behov skal have mulighed for at aflaste skuldrene.
Under arbejde med tastatur kan der f.eks. være behov for støtte af håndled. Ved brug af mus kan der i øget grad være behov for at støtte underarmen.
Når der ikke arbejdes med udstyret, men f.eks. læses korrektur på skærmen, bør der også være mulighed for at hvile hænder og arme på bordet.
1.6.1.3. Arbejdsbord/-flade
Arbejdsbordet eller arbejdsfladen skal have lavreflekterende overflade. Arbejdsbordet/fladen skal være tilstrækkelig stor og muliggøre en fleksibel opstilling af skærm, tastatur, dokumenter og øvrigt tilbehør.
Der skal være tilstrækkelig plads til, at den ansatte kan bruge hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser.
Det er vigtigt, at bordet har en størrelse, der giver mulighed for at placere skærm, tastatur/mus og andre styre- og pegeredskaber, dokumenter og andet udstyr, så det passer til den enkelte. Der skal være plads til nødvendige materialer og plads til at lægge fra sig.
Bordets dybde og bredde bør være så stor,
- at skærmen kan anbringes i passende synsafstand. Med en større skærm følger ofte behovet for en større borddybde. Det gælder dog ikke for flade skærme, som normalt begrænser kravene til borddybde
- at der kan skabes plads til eventuel konceptholder og tastatur
- at der er plads til at hvile hænder og/eller arme på bordet.
1.6.2. Arbejdspladsen
1.6.2.1. Pladskrav
Skærmarbejdspladsen skal være dimensioneret og indrettet, så der er tilstrækkelig plads til at skifte arbejdsstilling og -bevægelser, og der skal være tilstrækkelig plads til, at den ansatte kan anvende hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser.
Arbejdstilsynets vejledning om inventar på faste arbejdssteder indeholder bl.a. beskrivelser og tegninger af arbejdsafstande, arbejdsområder og benplads ved siddende arbejde.
1.6.2.2. Belysning, støj m.v.
Generende blænding og reflekser på skærmen eller andet udstyr skal undgås ved, at indretningen af lokaler og skærmarbejdspladser koordineres med de kunstige lyskilders placering og tekniske egenskaber.
Generende blænding og reflekser kan undgås ved at placere skærmen i nogen afstand fra vinduerne, og ved at synsretningen er parallel med vinduerne.
Skærmarbejdspladsen skal være indrettet, så lyskilder, f.eks. vinduer, gennemsigtige eller gennemskinnelige vægge samt lysfarvet udstyr eller lysfarvede vægge, ikke giver direkte blænding og ikke medfører generende reflekser på skærmen. Vinduer skal være forsynet med en passende, indstillelig afskærmning, som kan dæmpe det dagslys, der falder ind på skærmarbejdspladsen.
AT-meddelelse nr. 4.05.3 om ” Vurdering af arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser”, Marts 1998
Denne At-meddelelse oplyser nærmere om arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser
- hvordan risikoen ved uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser vurderes.
- hvordan uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser kan imødegås eller undgås.
Meddelelse nr. 4.05.3 er vedlagt afgørelsen
At-meddelelse nr. 1.01.14 om “Inventar på faste arbejdssteder”, december 1998
Denne At-meddelelse oplyser om funktionskrav til det inventar, der anvendes på arbejdspladsen, og den angiver vejledende retningslinjer for, hvorledes arbejdsborde kan dimensioneres, så varierende arbejdsopgaver kan udføres forsvarligt af personer med forskellige kropsmål.
Leverandører og indkøbere kan ved hjælp af meddelelsen sikre sig, at inventar, som leveres og indkøbes, kan anvendes forsvarligt til eksisterende og fremtidige arbejdsopgaver og brugere.
Meddelelse nr. 1.01.14 er vedlagt afgørelsen
Branchevejledning om arbejde ved skærme på kontorarbejdspladser
Arbejdsbordet
Skærmen skal anbringes på et bord, som let kan indstilles alt efter opgavernes karakter og ud fra behovet for fleksible arbejdsstillinger. Der skal være tilstrækkelig plads til tastatur og mus, således at du kan hvile hænder og arme på bordpladen.
Tastatur
Når du arbejder ved tastatur bør dine overarme hænge ned langs kroppen og dine skuldre være afslappet. Som udgangspunkt er det en god idé at placere tastaturet et stykke inde på bordet, så du har mulighed for at hvile underarmene eller håndrødderne på bordpladen.
Mus og andre pegeredskaber
Musen eller andre pegeredskaber placerer du, så din underarm er understøttet, overarmen hænger ned langs kroppen og skulderen er afslappet, når du arbejder.
Lysforhold
Lysforhold har også betydning for, hvordan billedet på skærmen fremtræder, og hermed også din synsoplevelse ved skærmen. Blænding og spejlinger har især betydning. Derfor er det blandt andet en god ide at gøre følgende
– Placér skærmen et stykke fra vinduet, med synsretningen parallelt med vinduesfladen
– Placér arbejdslampen, så lyset kommer ind fra siden under øjenhøjde
Branchevejledning om Lys og lyd på kontorarbejdspladser
Blænding
Både dagslys og kunstig belysning kan give anledning til blænding, som kan gøre det svært at se arbejdsemnet tydeligt. Blænding kan også føles ubehagelig og give anledning til f.eks. træthed og hovedpine.
Blænding kan forårsages direkte af solen, men også af reflekser og spejling fra vinduer, belysningsarmaturer eller lyse skinnende flader i lokalet.
Sådan reducerer du blænding
– Placér computerskærmen, så synsretningen er parallel med vinduesfladen.
– Hvis solens stråler generer, flyt lidt længere ind i lokalet. Hvis dette ikke er fysisk muligt, bør solens stråler reduceres med en form for afskærmning, f.eks. persienner. En lys, mat og regulérbar afskærmning er bedst.
Kapitel 6
Arbejdsstedets indretning
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
§ 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning skal følges.
§ 43. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om
1) arbejdsrum, f.eks. loftshøjde, luftrum, gulve, vægge, lofter, belysning, temperatur, luftfornyelse og støj,
2) velfærdsforanstaltninger m.v., f.eks. opholds- og spiserum, garderober, omklædningsrum, toiletter, vaske- og baderum samt sovesteder og stole,
3) udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange.
§ 77. Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden en frist.
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1108 af 15. december 1992 om arbejde ved skærmterminaler
Almindelige bestemmelser
Påbud om indretning af skærmarbejds- og kontorarbejdspladser
XXX
XXX
XXX
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den xxx behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af xxx om påbud om indretning af skærmarbejds- og kontorarbejdspladser.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet er enigt med Arbejdstilsynet i, at virksomheden skal sikre, at kontor/skærmarbejdspladserne indrettes og forsynes med passende inventar, så arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig plads foran tastaturet til, at medarbejderne har mulighed for at hvile hænder og underarme foran eller parallelt med tastaturet, og at der er tilstrækkelig fri plads til benene og fødderne under bordet, således, at der kan skiftes arbejdsstillinger og –bevægelser.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af xxx for så vidt angår disse dele af Arbejdstilsynets påbud.
Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den xxx.
Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den xxx.
Arbejdsmiljøklagenævnet hjemviser den del af påbudet, der vedrører generende blænding fra lyskilder, såsom vinduer til Arbejdstilsynet til fornyet behandling.
BEGRUNDELSE
Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at
– Arbejdstilsynet under besøg på virksomheden den xxx konstaterede, at der i virksomhedens bogholderi, telefonsalgsafdeling, på markedschefernes kontorer samt i personale- og indkøbsafdelingen var indrettet kontor/skærmarbejdspladser,
– det blev oplyst, at de ansatte udførte forskellige administrative arbejdsopgaver i mere end 2 timer pr. dag,
– nogle af arbejdspladserne var indrettet med et vinkelbord, der var sammensat af et skrivebord med påmonteret hjørne og et computerbord med en plade til skærm og påmonteret udtræksplade til tastatur,
– der var placeret et ben i hver ende af de 2 sammensatte borde (4 ben i alt). Benene var udformet som et T, hvor benenes flade mod gulvet fyldte bredden af bordene,
– udtrækspladen på computerbordet var ca. 49 cm. bred med en forhøjet kant på ca. 1 cm. i hele udtrækspladens bredde ud mod medarbejderen,
– skrivebordet havde en længde på ca. 1,6 meter,
– der under de fleste af bordene var placeret en skuffesektion, som havde en bredde på ca. 45 cm., hvilket medførte maksimalt ca. 1,1 meter fra bordben til skuffesektion,
– der under nogle af bordene var placeret en harddisk,
– nogle af skærmene var placeret vendt mod vinduer, så medarbejderne kiggede mod vinduer ved brug af skærm, og
– Arbejdstilsynet under nyt besøg den xxx i det store og hele fandt forhold svarende til tilsynets første beskrivelse.
Vedrørende de dele af Arbejdstilsynets påbud, hvorefter virksomheden skal sikre, at der er tilstrækkelig plads foran tastaturet til, at medarbejderne har mulighed for at hvile hænder og underarme foran eller parallelt med tastaturet, og at der er tilstrækkelig fri plads til benene og fødderne under bordet, således, at der kan skiftes arbejdsstillinger og –bevægelser
Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 42, stk. 1, at arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Efter § 2, i bekendtgørelse om arbejde ved skærmterminaler, skal skærmterminalarbejdspladser indrettes og forsynes med inventar, så arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og efter bekendtgørelsens § 5, skal skærmterminalarbejdspladsen indrettes i overensstemmelse med kravene i bilaget til bekendtgørelsen.
Af dette bilag fremgår under punkt 1c, at indlæsnings-/styringsudstyr (tastatur, mus m.v.) skal udformes, så hensigtsmæssige arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser sikres. Der skal være tilstrækkelig plads foran tastaturet og andet indlæsnings-/styringsudstyr til, at brugeren kan hvile hænder og arme på bordpladen.
Af bilagets punkt 1d fremgår, at arbejdsbordet eller –fladen skal være tilstrækkelig stort og muliggøre en fleksibel opstilling af skærm, tastatur, dokumenter og øvrigt tilbehør, samt at der skal være tilstrækkelig plads til, at den ansatte kan anvende hensigtsmæssige arbejdsstillinger og - bevægelser.
Endelig fremgår det af bilagets punkt 2a, at skærmterminalarbejdspladsen skal være dimensioneret og indrettet således, at der er tilstrækkelig plads til at skifte arbejdsstilling og arbejdsbevægelser.
Endvidere henvises til At-vejledning nr. D.2.3 om arbejde ved skærme samt At-meddelelse nr. 4.05.3 om vurdering af arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser og At-meddelelse nr. 1.01.14 om inventar på faste arbejdssteder.
Ifølge At-vejledning nr. D.2.3 gælder de særlige regler i bekendtgørelsen om arbejde ved skærmterminaler, når de ansatte dagligt bruger en skærm i mere end ca. 2 timer.
Klagenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der på de arbejdspladser, hvor der anvendes udtræksplader til tastaturet ikke er tilstrækkelig mulighed for, at hvile hænder og underarme og derved aflaste skuldrene, foran eller ved siden af tastaturet, idet udtrækspladens dybde er på ca. 49 cm. og pladen er forsynet med en forhøjet kant på ca. 1 cm. i hele udtrækspladens bredde ud mod den ansatte.
Klagenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er tilstrækkelig fri benplads under bordene til at kunne skifte arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser, idet der under nogle af bordene foruden i alt 4 ben, er skuffesektioner og harddiske. Desuden har klagenævnet lagt vægt på, at Arbejdstilsynet har angivet, at bredden af en skuffesektion er på ca. 45 cm., og at dette medfører maksimalt ca. 1,1 meter fra bordben til skuffesektion.
Klagenævnet har vurderet, at de ansatte i forbindelse med arbejde ved nogle af kontor/skærmarbejdspladserne, udsættes for sundhedsskadelige belastninger, der på kortere og/eller længere sigt kan resultere i nedslidningsskader på muskler og led af især ryg, nakke, skuldre og arme.
Vedrørende den del af Arbejdstilsynets påbud, der vedrører generende blænding fra lyskilder, såsom vinduerne
Ved afgørelsen om hjemvisning af den del af påbudet, der vedrører generende blænding, har klagenævnet lagt vægt på, at de faktiske oplysninger herom er utilstrækkelige, idet der manglede en nærmere beskrivelse af forholdene omkring skærmarbejdet ved vinduerne, herunder f.eks. af, hvordan vinduerne vender, om der er gardiner eller persienner for vinduerne, og hvilken afstand der er mellem skærmen og vinduerne.
Vedrørende det anførte i klagen
Virksomheden har i forbindelse med klagen anført, at man ikke kan genkende Arbejdstilsynets beskrivelse af antallet af skriveborde og målene på disse, at samtlige skriveborde og indretninger af arbejdspladser er individuelt tilpasset den enkelte medarbejder, ligesom medarbejderne selv er med til at bestemme, hvorledes deres arbejdsplads skal indrettes, og at der ikke er nogen af medarbejderne, der mener at der er et problem med blænding.
Klagenævnet skal i den anledning henvise til, at klagenævnet ved vurderingen af sagen, som overfor beskrevet har lagt vægt på oplysningerne om manglende mulighed for at hvile hænder og underarme, om manglende plads under bordene, samt om generende blænding fra vinduer. De øvrige oplysninger om antal borde og målene på disse har således ikke haft betydning for klagenævnets vurdering af sagen.
Klagenævnet skal endvidere bemærke, at det er arbejdsgiveren, der ifølge arbejdsmiljøloven har ansvaret for, at virksomheden er indrettet sundhedsmæssigt forsvarligt, og at der derfor ikke kan lægges vægt på, at de ansatte er medbestemmende og tilfredse med arbejdsforholdene.
Virksomheden har endvidere anført, at arbejdspladserne i bogholderiet er ændret således, at de gamle edb-borde (med kant) ikke længere benyttes, at skærme og tastatur er flyttet over på det almindelige skrivebord således at der er den støtte som der blev påstået at der manglede, samt således at der ikke længere tilnærmelsesvis kan komme den mindste smule generende svagt lys ind af de nord-vendte vinduer eller for den sags skyld anden generende ”blænding” fra lyskilder.
Endelig har virksomheden telefonisk den xxx oplyst, at virksomheden nu har skiftet alle borde i bogholderiet til hæve- sænkeborde, samt at yderligere ca. 20 andre borde er blevet udskiftet.
Hertil skal klagenævnet bemærke, at klagenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om påbudet er efterkommet.
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
– Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, § 42, stk. 1 og § 77, stk. 1 og
– Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1108 af 15. december 1992 om arbejde ved skærmterminaler, § 2 og § 5, jfr. bilagets punkt 1, litra c og d og punkt 2 litra a og c.
På klagenævnets vegne
XXX
Kopi til
Arbejdstilsynet
XXX
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
1. Sagsforløb
Arbejdstilsynet fremstiller i oversendelsesbrev af xxx sagen på følgende måde
”Sagens indhold
Arbejdstilsynet foretog den xxx screening af XXX. Virksomheden blev på baggrund af mangler ved arbejdspladsvurderingen udtaget til tilpasset tilsyn, hvilket blev meddelt virksomheden ved brev af den xxx.
Det tilpassede tilsyn blev i brevet varslet til at finde sted den xxx.
Under besøget på virksomheden deltog direktør og formand for sikkerhedsudvalget XXX, arbejdsleder XXX og sikkerhedsrepræsentanterne XXX og XXX.
Virksomheden blev placeret som en niveau 3 virksomhed.
Under besøget kunne det bl.a. konstateres at der var et væsentligt problem med indretning af skærmarbejds- og kontorarbejdspladser.
Arbejdstilsynet beskrev forholdene således i afgørelsen
Ved besøget konstaterede Arbejdstilsynet, at der
– i bogholderi, telefonsalgsafdeling og på markedschefernes kontorer i stueplan samt
– i personale- og indkøbsafdeling på 1. sal
var indrettet kontor/skærmarbejdspladser. Det blev oplyst, at de ansatte udførte forskellige administrative arbejdsopgaver mere end 2 timer pr. dag.
Generelt for afdelingerne
Nogle af arbejdspladserne de pågældende steder var indrettet med følgende borde
– et vinkelbord, der var sammensat af et skrivebord med påmonteret hjørne og et computerbord med en plade til skærm og påmonteret udtræksplade til tastatur.
– Der var placeret et ben i hver ende af de 2 sammensatte borde (4 ben i alt). Benene var udformet som et T, hvor benenes flade mod gulvet ca. fyldte bredden på bordene.
– Næsten samtlige skærme på bordene var fladskærme.
– Computerbordets længde var på ca. 75cm og en bredde på ca. 66 cm. Udtrækspladens bredde var på ca. 49 cm med en forhøjet kant ca. 1 cm. i hele udtrækspladens bredde ud mod medarbejderen.
– Skrivebordet havde en længde på ca. 1,6 meter og en bredde på knap 80 cm.
– Fra skrivebordet var der monteret et hjørne til computerbordet, som var ca. 66 cm. gange knap 80 cm.
– Ved de fleste af bordene var der placeret minimum en skuffesektion under skrivebordene, som havde en bredde på ca. 45 cm, hvilket medførte maksimalt ca. 1,1 meter fra bordben til skuffesektion.
Bogholderi
Arbejdstilsynet konstaterede, at bogholderiet bestod af 3 kontorer med hver 2 medarbejdere pr. kontor.
Arbejdstilsynet konstaterede, at på ca. 5 arbejdspladser var der de ovenstående beskrevne borde i bogholderiet. Skærmene (fladskærme) var placeret på computerbordene, hvor nogle medarbejdere brugte udtrækspladen og andre ikke, hvor tastaturet så var placeret på computerbordet med skærm. Skærmene vendte ud mod vinduerne, så medarbejderne kiggede mod vinduer ved brug af skærm.
Skrivebordene blev benyttet til skrivebordsarbejde.
Telefonsalg
Arbejdstilsynet konstaterede, at medarbejderne i telefonsalg sad i et storrumslokale.
Enkelte medarbejdere havde ovenstående beskrevne borde dog uden computerbord og skrivebordet havde ikke hjørnet monteret. Skærmene var placeret forskellige steder på bordene.
Foruden skuffesektioner under bordene var der nogle steder harddiske placeret på gulvet under bordene.
Markedschefernes kontorer
Arbejdstilsynet konstaterede, at der var 2 markedschefskontorer med en markedschef på hvert kontor med ovennævnte borde, hvor computerbordene blev benyttet til skærmarbejde.
Personaleafdeling
Arbejdstilsynet konstaterede, at der i personaleafdelingen var en arbejdsplads i et stort fordelingsrum til enkeltmandskontorer. Der var nogle af de beskrevne skriveborde i denne afdeling med skærmen placeret forskellige steder på skrivebordene.
Indkøbsafdeling
Arbejdstilsynet konstaterede, at indkøbsafdelingen var et åbent storrum.
Alle i indkøbsafdelingen havde de beskrevne borde. Alle skærme var placeret på skrivebordene parallelt med vinduerne. Skærmene var placeret forskellige steder på længden af skrivebordene afhængig af den enkelte medarbejder. En medarbejder havde placeret skærmen skråt i forhold til bordet.
Foruden skuffesektioner var der nogle steder harddiske placeret på gulvet under skrivebordene.
Da Arbejdstilsynet på baggrund af beskrivelsen fandt det nødvendigt at reagere overfor problemet med plads under skriveborde, plads ved tastatur og blænding ved opstilling af skærm blev udkast til afgørelse i form af påbud med frist den xxx sendt i høring hos virksomheden. Høringsfristen blev fastsat til den xxx.
Ved brev af den xxx kom virksomheden med indsigelser mod beskrivelsen i påbudet. Indsigelserne kan sammenfattes således
– Virksomheden kan ikke genkende beskrivelsen
– alle skriveborde og indretning af arbejdspladser er individuelt tilpasset den enkelte bruger
– skrivebordtyper og mål er forkerte (uden nærmere angivelse)
– der er ikke en eneste af kontormedarbejderne, der på nogen måde mener at blænding skulle være et problem
Da Arbejdstilsynet ikke fandt at disse oplysninger havde nogen indflydelse i forhold til den afgørelse, der skulle træffes blev denne oplysning sammen med endelig afgørelse fremsendt til virksomheden den xxx.
Frist for efterkommelse af påbudet blev fastsat til den xxx med en tilbagemeldingsfrist den xxx.
Ved skrivelse af den xxx påklagede XXX. Klagen er således rettidig.
Arbejdstilsynet kvitterede for modtagelse af klagen ved brev af xxx.
Arbejdstilsynets sagsbehandling
Virksomheden indgav samtidig med indgivelse af nærværende klage samtidig klage over et andet påbud, der behandles særskilt under en anden klagesag. Denne klage foranledigede Arbejdstilsynet til fornyet besøg på virksomheden for at konstatere om forholdene på afgørelsestidspunktet havde været afvigende i forhold til normal.
Arbejdstilsynet besluttede samtidig hermed, at forsøge at udrede nogle af de indsigelser, der har været fremført under denne sag, idet det fremgik af virksomhedens klage, at der var uoverensstemmelse mellem virksomhedens og Arbejdstilsynets opfattelse af forholdene.
Under inspektionen den xxx fandtes i det store hele forhold svarende til Arbejdstilsynets beskrivelse. De forhold der var afvigende skønnedes uden betydning for afgørelsen, jfr. redegørelsen under vurderingsafsnittet.
Der blev til illustration fotograferet på tre arbejdspladser.
Under besøget blev det oplyst, at virksomhedens handlingsplan vedrørende arbejdspladsvurdering ikke indeholdt plan for udskiftning af skriveborde.
Det blev yderligere konstateret, at der ikke var sket ændringer - af betydning for afgørelsen - vedrørende arbejdspladsernes indretning siden Arbejdstilsynet afgav påbud.”
2. Arbejdstilsynets afgørelse
Arbejdstilsynet traf den xxx følgende afgørelse
” Påbud
Virksomheden påbydes, at sikre, at kontor/skærmarbejdspladserne indrettes og forsynes med passende inventar, så arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder
– At der er tilstrækkelig plads foran tastaturet til, at medarbejderne har mulighed for at hvile hænder og underarme foran eller parallelt med tastaturet.
– At der er tilstrækkelig fri plads til benene og fødderne under bordet, således, at der kan skiftes arbejdsstillinger og bevægelser.
– At der ikke forekommer generende blænding fra lyskilder, såsom vinduerne.
Påbudet skal efterkommes senest xxx.
Hvis påbudet ikke efterkommes inden fristen, vil der normalt blive indgivet politianmeldelse eller fremsendt administrativt bødeforelæg.
Hjemmel
- Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 af lov om arbejdsmiljø § 42 stk. 1 og § 77 stk. 1.
- Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1108 af 15. december 1992 om arbejde ved skærmterminaler § 2 og § 5 jævnfør bilag punkt 1 litra c og d samt punkt 2 litra a og c.
Vejledning
Arbejdstilsynet henviser til vores hjemmeside på adressen www.at.dk, hvor der under fanen “Regler” blandt andet forefindes
– At-vejledning nr. D.2.3 om “Arbejde ved skærme”, der bl.a. beskriver en hensigtsmæssig indretning af skærmarbejdspladsen ud fra skærmbekendtgørelsens særlige bestemmelser,
– At-meddelelse nr. 4.05.3 om “Vurdering af arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser” samt
– At-meddelelse nr. 1.01.14 om “Inventar på faste arbejdssteder”, se eventuel under punkterne “Arbejdsafstande og arbejdsområder” og ”Benplads”,
hvor reglerne og Arbejdstilsynets praksis på området er beskrevet. Materialet kan udskrives eller bestilles fra hjemmesiden.
Det anbefales at inddrage bedriftssundhedstjenesten (BST) eller andre arbejdsmiljørådgivere for nærmere rådgivning.
Desuden kan henvises til følgende hjemmesider
– Hjemmeside om kontor, www.kontor.at.dk
– Branchearbejdsmiljørådet for FINANS/Offentlig Kontor og Administration, www.bar-foka.dk
– Branchearbejdsmiljørådet for Privat Kontor og administration, www.barkontor.dk.
Tilbagemelding
Arbejdstilsynet skal senest xxx have modtaget meddelelse om, hvordan påbudet er efterkommet. Meddelelsen skal gives skriftligt på vedlagte tilbagemeldingsblanket.
Pligten til at foretage tilbagemelding er fastsat efter Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 235 af 3. juni 1977 om tilsynsbog og tilsynsrapporter samt arbejdsmiljølovens § 76, stk. 1.
Orientering af ansatte
Alle berørte sikkerheds- og tillidsrepræsentanter skal gøres bekendt med påbudet, jf. arbejdsmiljølovens § 18.
Klage over påbud
Arbejdstilsynets afgørelse kan inden 4 uger indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet efter arbejdsmiljølovens § 81.
Klage indsendes til
Arbejdstilsynet, XXX
Rettidig klage over et påbud vil normalt have opsættende virkning.”
3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet
Virksomheden har i klage af xxx anført
”Klage over påbud, sag nr. xxx, arbejdsmiljøproblem nr. xxx.
Deres påbud, sag nr. xxx, arbejdsmiljøproblem nr. xxx
Påbud om indretning af skærmarbejds- og kontorarbejdspladser, er baseret på et markant forkert grundlag, idet der praktisk talt ikke er en eneste af de væsentlige forudsætninger som De har valgt at tage udgangspunkt i, som er korrekt.
Dette har vi allerede, i vores brev af den xxx, forsøgt at gøre opmærksom på, dette brev har De så valgt helt og aldeles at overhøre og derfor ser vi os nu nødsaget til at klage over ovennævnte påbud, samt at gå deres forkerte forudsætninger igennem en for en.
I vores brev af den xxx til Dem med vores bemærkninger i forbindelse med høringen, skrev vi bl.a. følgende;
“Jeg har endog meget svært ved at genkende Deres beskrivelse af vores kontorfaciliteter, samt ikke mindst de mål De har opgivet.“
”Samtlige skriveborde og indretninger af arbejdspladser er individuelt tilpasset den enkelte bruger, hvilket også blev oplyst til Dem under Deres besøg og samtidig har De også her valgt at tage udgangspunkt i markant forkerte skrivebordstyper og skrivebords mål.”
“Vi finder det endvidere helt uforståeligt, at arbejdstilsynet påbyder os at “der ikke forekommer generende blænding fra lyskilder, såsom vinduerne”, når der nu engang ikke er en eneste af vores kontormedarbejdere, som på nogen som helst måde mener at dette skulle være et problem her hos os...”
Disse bemærkninger til høringen har De så valgt at se helt og aldeles bort fra - fint nok, men det er lidt vanskeligt for os at begynde at løse et problem som ikke findes...
Jeg ser mig derfor nødsaget til endnu engang og denne gang lidt mere uddybende, at forsøge at gennemgå facts for Dem og derfor kan noget af nedenstående måske virke som en gentagelse af tidligere skrevne oplysninger.
Jeg har stadig meget svært ved at genkende Deres beskrivelse af vores kontorfaciliteter, samt ikke mindst de mål De har opgivet og som De har valgt at tage udgangspunkt i.
Samtlige skriveborde og indretninger af arbejdspladser er individuelt tilpasset den enkelte bruger, hvilket også blev oplyst til Dem under Deres besøg.
Vi har p.t. 7-8 forskellige typer skriveborde, idet vi er i gang med en udskiftning af vores gamle skriveborde og derfor har valgt at prøve forskellige typer at hæve/sænke borde. De mål som De har valgt at tage udgangspunkt i, under punktet “generelt for afdelingerne”, er målene på vores absolut ældste og mindste type skrivebord.
Vores bogholderi har IKKE 6 arbejdspladser, men derimod kun 5 (og der er heller ikke plads til flere) hvoraf en af arbejdspladserne har et topmoderne elektrisk hæve/sænkebord og en anden af arbejdspladserne har et væsentligt større skrivebord end De angiver. Deres påstand om, at “ på 5 arbejdspladser var det de ovenstående beskrevne skriveborde” er altså således ikke korrekt.
Vores telefonsalg har alle nye manuelle hæve/sænke borde opsat i en standard telefonsalgs opstilling, med støj skillevægge opsat imellem hvert skrivebord. Skærmene er placeret præcis det samme sted på samtlige telefonsalgs arbejdspladser. Deres påstand om, at “enkelte medarbejdere havde ovenstående beskrevne borde” er altså således ikke korrekt.
Vores markedschefer har væsentlig større skriveborde end de mål som De har angivet. Deres påstand om, at disse skulle have “ovennævnte borde” er altså således ikke korrekt.
Vores personaleafdeling har 4 forskellige typer skriveborde, bl.a. et mekanisk hæve/sænke bord og kun et skrivebord som har de mål som De har beskrevet. Deres påstand om, at “der var nogle af de beskrevne skriveborde” er altså således ikke korrekt.
Vores indkøbsafdeling har 3 forskellige typer skriveborde. Deres påstand om, at “alle i indkøbsafdelingen havde de beskrevne borde” er altså således ikke korrekt.
Vi finder det endvidere helt uforståeligt, at Arbejdstilsynet påbyder os “at der ikke forekommer generende blænding fra lyskilder, såsom vinduerne” , når der nu engang ikke er en eneste af vores kontormedarbejdere, som på nogen som helst måde mener at dette skulle være et problem her hos os...
Samtidig har vi her hos XXX tilladt os, at lade vores kontormedarbejdere være medbestemmende om, hvordan de selv har ønsket at indrette deres arbejdsplads / skrivebord, hvilket f.eks. har betydet, at de selv har fået lov til at bestemme;
– om de har ønsket at have skuffe arrangementer samt i givet fald hvor de har ønsket at have sådanne.
– hvor de har ønsket at have deres PC stående så det er lettest for dem at bruge de forskellige CD-rom og diskette drev m.m. i det daglige arbejde.
– hvor de har ønsket at have deres fladskærm stående.
– o.s.v. o.s.v. o.s.v.
Dette har vi gjort ud fra den overbevisning, at vores ansatte selv er i stand til at tænke og have en selvstændig mening om tingene.
Vi har endvidere haft indretningskonsulenter ude for at hjælpe vores kontor-medarbejdere med indretningen af deres arbejdsplads, samt hvordan man bedst arbejder og ikke mindst sidder på sin stol.
Samtidig vil jeg henlede opmærksomheden på at Arbejdstilsynet’s tilsynsførende under sit besøg selv oplevede, at vores medarbejdere selv ønsker at bestemme hvordan de vil sidde.
Den tilsynsførende spurgte netop en af vores kontormedarbejdere i vores indkøbsafdeling om han var tilfreds med hvordan han sad og samtidig begyndte hun med diverse teorier om hvordan hun godt kunne tænke sig at han skulle sidde. Han svarede hende 3 gange at han var tilfreds med hvordan han sad og at det var sådan han selv havde valgt at indrette sig og sidde samt at det passede ham fint...
Vi kan selvfølgelig godt begynde at indrette alle vores medarbejderes arbejdspladser efter Arbejdstilsynets ønske og så helt tilsidesætte vores medarbejderes egne personlige ønsker, men det er nok ikke lige den måde at man får et godt og positivt arbejdsmiljø...
Det skal ligeledes tilføjes, at vores kontorindretning og vores skriveborde m.m. ikke ved tidligere besøg fra Arbejdstilsynet, har givet anledning til problemer, påbud eller på anden måde utilfredshed fra Deres side.
Vi løser til enhver tid de problemer som vores medarbejdere måtte oplyse os om at de har, både de ting som kommer op under de almindelig dagligdags samtaler, samt selvfølgelig de ting som bliver påpeget ved udfyldelsen af deres APV’ere. Vi har dog valgt ikke at vente på at evt. problemer skal dukke op i APV’erne og derfor er virksomhedens respektive afdelingsledere selvfølgelig hele tiden opmærksomme på, om der er ting som kan være et problem og som skal løses før næste runde af APV’er.
I ovennævnte sag, er det vores overbevisning at samtlige beskrivelser af indretningen af de personlige arbejdspladser, beror på den tilsynsførendes personlige vurdering, som ikke tilnærmelsesvis nærmer sig den virkelighed som vi kan konstatere...
Derfor er det vores overbevisning, at Deres påbud, sag nr. xxx, arbejdsmiljøproblem nr. xxx: Påbud om indretning at skærmarbejds- og kontorarbejdspladser, er baseret på et forkert grundlag, idet der praktisk talt ikke er en eneste at de væsentlige forudsætninger, som du har valgt at tage udgangspunkt i, som er korrekt.”
4. Arbejdstilsynets udtalelse
Arbejdstilsynet har i oversendelsesbrev af xxx anført følgende
” Arbejdstilsynets vurdering
Arbejdstilsynet lagde - efter at have konstateret at virksomhedens bemærkninger anført i høringen ikke gav anledning til en ændret vurdering - følgende vurdering til grund i påbudet
Arbejde mere end ca. 2 timer om dagen ved en skærmarbejdsplads er omfattet af særlige regler om arbejde ved skærmterminaler jævnfør Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1108 af 15. december 1992.
Det er Arbejdstilsynets vurdering, at de ansatte udsættes for sundhedsskadelige belastninger, der på kortere og/eller længere sigt kan resultere i nedslidningsskader på muskler og led af især ryg, nakke, skuldre og arme under arbejde ved kontor/skærmarbejdspladserne.
I Arbejdstilsynets vurdering er der blandt andet lagt vægt påfølgende
– At der ved nogle kontor/skærmterminalarbejdspladsers indretning ikke er en fleksibel opstilling af tastatur og mus, idet udtrækspladens dybde er på ca. 49 cm. samt der var forhøjet kant på nogle udtræksplader. Dette giver ikke tilstrækkelig mulighed for at hvile hænder og underarme foran tastaturet. Derved har den ansatte, efter behov, ikke mulighed for at aflaste skuldrene.
– At nogle medarbejdere ved tastearbejde og brug af mus er placeret uhensigtsmæssigt (modlys fra vinduer) i forhold til lysindfald fra vinduerne. Der skabes store kontraster mellem dagslysindfald og skærmarbejde, hvilket kan resultere i træthed, svien og følelsen af grus i øjnene samt hovedpine i forbindelse med arbejdet.
– At medarbejderne ikke har tilstrækkelig fri benplads på grund af bordben, skuffesektioner og harddiske under kontor/skærmarbejdspladserne, så der ved samtlige arbejdsfunktioner kan arbejdes i forsvarlige arbejdsstillinger og bevægelser.
Arbejdstilsynet traf herefter i påbudsform følgende afgørelse
Virksomheden påbydes, at sikre, at kontor/skærmarbejdspladserne indrettes og forsynes med passende inventar, så arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder
– At der er tilstrækkelig plads foran tastaturet til, at medarbejderne har mulighed for at hvile hænder og underarme foran eller parallelt med tastaturet.
– At der er tilstrækkelig fri plads til benene og fødderne under bordet, således, at der kan skiftes arbejdsstillinger og bevægelser.
– At der ikke forekommer generende blænding fra lyskilder, såsom vinduerne.
Virksomheden anfører i sin klage en række indsigelser af faktuel karakter. Det drejer sig om antal af skriveborde og målene på disse, ligesom virksomheden angiver, at medarbejderne selv er med til at indrette arbejdspladserne og er tilfredse hermed.
Arbejdstilsynet finder ikke virksomhedens indsigelser relevante i forhold til den trufne afgørelse.
Arbejdstilsynet bygger sin hovedvurdering på tre punkter
– manglende plads foran og ved siden af tastatur.
– manglende plads under skrivebordene
– generende blænding.
Virksomheden afviser ikke faktuelt den beskrivelse Arbejdstilsynet har lagt til grund nemlig
at skrivebordene er forsynet med udtræksplader med kant og i øvrigt på alle leder så smalle, at hånd og arm ikke kan hviles
at skærme er opstillet direkte mod vindue
samt at der på grund af harddiske, skuffesektioner m.v. er for lidt benplads under skrivebordet. Pladsen er målt og angivet i beskrivelsen.
Der er således ikke faktuelt en uenighed på de punkter Arbejdstilsynet har lagt vægt på i sin vurdering
Det er uden betydning, at medarbejderne finder forholdene i orden. Arbejdstilsynets arbejde er af forebyggende karakter, således at der gribes ind overfor arbejdsmiljøforhold, der kan udvikle sig til problemer i form af syge.
Alle arbejdspladser på virksomheden skal opfylde kravene. Har man arbejdspladser, der opfylder kravene skal disse selvfølgelig ikke ændres.
Hjemmel
Med hensyn til hjemmel skal Arbejdstilsynet henvise til de hjemler, der er angivet i påbudet: lov om arbejdsmiljø § 77, stk. 1 og 42, stk. 1 samt Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1108 af 15. december 1992 om arbejde ved skærmterminaler § 2 og § 5, jfr. bilagets punkt 1, litra c og d og punkt 2 litra a og c.
Der henvises tillige især til At-vejledning nr. D.2.3 om “Arbejde ved skærme”, der bl.a. beskriver en hensigtsmæssig indretning af skærmarbejdspladsen ud fra skærmbekendtgørelsens særlige bestemmelser og At-meddelelse nr. 1.01.14 om “Inventar på faste arbejdssteder”, se eventuel under punkterne “Arbejdsafstande og arbejdsområder” og “Benplads”, hvor reglerne og Arbejdstilsynets praksis på området er beskrevet.
Arbejdstilsynet skal med baggrund i beskrivelse, vurdering og begrundelse i det hele indstille at Arbejdstilsynets påbud fastholdes.”
5. Nyt efter klagen
Virksomheden har i brev af xxx anført
” Bemærkninger til journal nr. xxx.
Vi har modtaget Deres brev af den xxx vedr. behandling af vores klage og til Arbejdstilsynets påstande har vi følgende kommentarerer;
– Arbejdstilsynet henviser til “mangler ved arbejdspladsvurderingen ” og for forståelsens skyld vil vi tillade os at præcisere hvad disse mangler bestod i. Der var enkelte af vores medarbejdere der ikke havde skrevet dato på de APV skemaer som vi benyttede i forbindelse med vores arbejdspladsvurderinger...
– Arbejdstilsynet skriver “Under besøget deltog direktør og formand for sikkerhedsudvalget XXX...” og vi vil derfor tillade os at gøre opmærksom på, at XXX er lagerchef hos XXX...
Arbejdstilsynet har en beskrivelse af vores kontorarbejdspladser som vi stadig ikke kan genkende ligegyldig hvor mange gange Arbejdstilsynet fastholder denne beskrivelse, men dette mener Arbejdstilsynet åbenbart ikke er relevant.
Vi formoder at De, fra Arbejdstilsynet, allerede har fået kopier af vores tidligere indsigelser eller forsøg på indsigelser må vi jo nok hellere kalde dem, idet Arbejdstilsynet til dato har valgt at se helt og aldeles bort fra de facts vi har påpeget, så vi vil derfor undlade at remse alle disse facts op atter en gang.
Men i håbet om at få en rimelig og reel behandling af Dem i denne sag, vil vi dog tillade og at henlede opmærksomheden på følgende;
Samtlige skriveborde og indretninger af arbejdspladser er individuelt tilpasset den enkelte bruger, hvilket også blev oplyst til Arbejdstilsynet under Deres besøg.
Vi finder det helt uforståeligt, at Arbejdstilsynet påbyder os “at der ikke forekommer generende blænding fra lyskilder, såsom vinduerne”, når der nu engang ikke er en eneste af vores kontormedarbejdere, som på nogen som helst måde mener at dette skulle være et problem her hos os...
Samtidig har vi her hos XXX tilladt os, at lade vores kontormedarbejdere være medbestemmende om, hvordan de selv har ønsket at indrette deres arbejdsplads / skrivebord, hvilket f.eks. har betydet, at de selv har fået lov til at bestemme;
– om de har ønsket at have skuffe arrangementer samt i givet fald hvor de har ønsket at have sådanne.
– hvor de har ønsket at have deres PC stående så det er lettest for dem at bruge de forskellige Cd-rom og diskette drev m.m. i det daglige arbejde.
– hvor de har ønsket at have deres fladskærm stående.
– o.s.v. o.s.v. o.s.v.
Dette har vi gjort ud fra den overbevisning, at vores ansatte selv er i stand til at tænke og have en selvstændig mening om tingene.
Vi har endvidere haft indretningskonsulenter ude for at hjælpe vores kontor medarbejdere med indretningen af deres arbejdsplads, samt hvordan man bedst arbejder og ikke mindst sidder på sin stol.
Samtidig vil vi henlede opmærksomheden, på at Arbejdstilsynet’s tilsynsførende under sit besøg selv oplevede, at vores medarbejdere selv ønsker at bestemme hvordan de vil sidde.
Den tilsynsførende spurgte netop en af vores kontormedarbejdere i vores indkøbsafdeling om han var tilfreds med hvordan han sad og samtidig begyndte hun med diverse teorier om hvordan hun godt kunne tænke sig at han skulle sidde. Han svarede hende ikke mindre end 3 gange, at han var tilfreds med hvordan han sad og at det var sådan han selv havde valgt at indrette sig og sidde, samt at det passede ham fint...
Vi kan selvfølgelig godt begynde at indrette alle vores medarbejderes arbejdspladser efter Arbejdstilsynets ønske og så helt tilsidesætte vores medarbejderes egne personlige ønsker, men det er nok ikke lige den måde at man får et godt og positivt arbejdsmiljø...
Det skal ligeledes tilføjes, at vores kontorindretning og vores skriveborde m.m. overhoved ikke ved samtlige tidligere besøg fra Arbejdstilsynet, har givet anledning til problemer, påbud eller på anden måde utilfredshed fra Deres side.
Vi løser til enhver tid de problemer som vores medarbejdere måtte oplyse os om at de har, både de ting som kommer op under de almindelig dagligdags samtaler, samt selvfølgelig de ting som bliver påpeget ved udfyldelsen af deres APV’ere. Vi har dog valgt ikke at vente på at evt. problemer skal dukke op i APV’erne og derfor er virksomhedens respektive afdelingsledere selvfølgelig hele tiden opmærksomme på, om der er ting som kan være et problem og som skal løses før næste runde af APV’er.
I ovennævnte sag, er det vores overbevisning at samtlige beskrivelser af indretningen af de personlige arbejdspladser, beror på den tilsynsførendes personlige vurdering, som ikke tilnærmelsesvis nærmer sig den virkelighed som vi kan konstatere...
Vi er derfor stadig helt og aldeles uforstående overfor Arbejdstilsynets påbud samt ikke mindst overfor Arbejdstilsynets holdning til, at vi som virksomhed skal ændre enkelte medarbejderes arbejdspladser IMOD medarbejdernes egen selvstændige ønske.
Arbejdstilsynet skriver endvidere “Virksomheden afviser ikke faktuelt den beskrivelse Arbejdstilsynet har lagt til grund...” samt “Der er således ikke faktuelt en uenighed på de punkter Arbejdstilsynet har lagt vægt på i sin vurdering” - det er vanskeligt for os at se om vi kan afvise “noget faktuelt” meget tydeligere end det som vi allerede har gjort, ved bl.a. at skrive at vi IKKE på nogen som helst måde kan genkende den beskrivelse som Arbejdstilsynet har lagt til grund for Deres påbud...
Vi finder det ligeledes tankevækkende, at hverken Arbejdstilsyn eller diverse indretningskonsulenter og bedriftssundhedstjenesten ved deres besøg her hos os, på noget som helst tidspunkt har nævnt det som Arbejdstilsynet nu finder helt uacceptabelt...
Endvidere skriver Arbejdstilsynet;
”Virksomheden påbydes, at sikre, at kontor/skærmarbejdspladserne indrettes og forsynes med passende inventar, så arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder;
– At der er tilstrækkelig plads foran tastaturet til, at medarbejderne har mulighed for at hvile hænderne og underarme foran eller parallelt med tastaturet.
– At der er tilstrækkelig fri plads til benene og fødderne under bordet, således, at der kan skiftes arbejdsstillinger og bevægelser.
– At der ikke forekommer generende blænding fra lyskilder, såsom vinduer”
Og til dette kan vi kun nævne, at vi nu har ændret arbejdspladserne i vores bogholderi, således at de gamle edb borde (med kant) ikke længere benyttes, at skærme og tastaturer er flyttet over på det almindelige skrivebord således at der er den støtte som der blev påstået at der manglede, samt således at der ikke længere tilnærmelsesvis kan komme den mindste smule generende svagt lys ind af de NORD vendte vinduer, eller for den sags skyld anden generende “blænding” fra lyskilder...
Der et stadig vores overbevisning, at vores forhold på enkelte af vores kontorarbejdspladser måske ikke er optimale, med hensyn til hæve/sænke muligheder hvilket vi arbejder på at få løst, men dog til fulde opfylder lovens krav.
Vi har svært ved at tage det nævnte påbud samt den behandling vi har fået af Arbejdstilsynet seriøst, både p.g.a. ovenstående samt ikke mindst set i lyset af;
– at vi under samme besøg fik et påbud om at der manglede 8 bolte i en hyldereol i vores vareindgangsområde - hvilket vi selvfølgelig omgående har ordnet, selvom der heller ikke findes noget lovkrav om at hyldereoler skal boltes fast...
– at vi under samme besøg fik et påbud om at der manglede 2 klistermærker på 2 løfteborde hvor man så kunne se at det lovpligtige eftersyn var udført - hvilket vi selvfølgelig ligeledes omgående har ordnet, ved blot at bede vores vedligeholdelsesfirma om at sørge for at huske dette...
– at vi under samme besøg fik et påbud om at vores palle reoler skulle mærkes med belastning m.m. - hvilket vi selvfølgelig ligeledes omgående har ordnet...
– at XXX under Arbejdstilsynets besøg her på virksomheden den xxx, brugte mere end en time på at tale om at et tidligere påbud fra 1996, vedr. opbygningen af vores sikkerhedsgruppe i vores salgsorganisation, skulle tages op igen fordi hun ikke mente at den afgørelse som Arbejdsmiljøklagenævnet havde taget i den sag var tilfredsstillende nok...
Vi går op i, har altid gået op i og vil fortsat gå op i vores medarbejderes ve og vel - men vi har dog samtidig tilladt os at inddrage vores medarbejdere i beslutningerne om hvordan og hvorledes de har ønsket at indrette deres arbejdspladser, hvilke efter vores bedste overbevisning til fulde opfylder samtlige eksisterende lovkrav og vi kan derfor kun betragte den behandling vi har fået fra Arbejdstilsynet som et forsøg på at skyde gråspurve med kanoner eller som en direkte hetz imod os...
Vi finder det ganske enkelt helt utilstedeligt at spilde så meget tid på meget meget små problemer, som enten er blevet løst med det samme vi blev gjort opmærksomme på dem eller som ganske enkelt ikke eksisterer...”
6. Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005
Resumé
Påbud om indretning af skærmarbejds- og kontorarbejdspladser.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets påbud om, at en virksomhed skulle sikre, at kontor/skærmarbejdspladserne blev indrettet og forsynet med passende inventar, så arbejdet kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder at der var tilstrækkelig plads foran tastaturet til, at medarbejderne havde mulighed for at hvile hænder og underarme foran eller parallelt med tastaturet, og at der var tilstrækkelig fri plads til benene og fødderne under bordet, således, at der kunne skiftes arbejdsstillinger og –bevægelser.
Ved afgørelsen lagde klagenævnet vægt på, at der på de arbejdspladser, hvor der blev anvendt udtræksplader til tastaturet ikke var tilstrækkelig mulighed for at hvile hænder og underarme og derved aflaste skuldrene, foran eller ved siden af tastaturet, idet udtrækspladens dybde var på ca. 49 cm. og pladen var forsynet med en forhøjet kant på ca. 1 cm. i hele udtrækspladens bredde ud mod den ansatte.
Klagenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var tilstrækkelig fri benplads under bordene til at kunne skifte arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser, idet der under nogle af bordene foruden i alt 4 ben, var skuffesektioner og harddiske. Desuden lagde klagenævnet vægt på, at Arbejdstilsynet havde angivet, at bredden af en skuffesektion var på ca. 45 cm., og at dette medførte maksimalt ca. 1,1 meter fra bordben til skuffesektion.
Klagenævnet vurderede, at de ansatte i forbindelse med arbejde ved nogle af kontor/skærmarbejdspladserne, var udsat for sundhedsskadelige belastninger, der på kortere og/eller længere sigt kunne resultere i nedslidningsskader på muskler og led af især ryg, nakke, skuldre og arme.