Ulovlig aftale om overførsel af 20 dages ferie
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Kapitel 3
Afholdelse af ferie
Fravigelsesmuligheder og bemyndigelser
Kapitel 4
Løn under ferie, ferietillæg og feriegodtgørelse
Kapitel 5
Indbetaling og udbetaling af feriegodtgørelse
§ 19. Det kan ved kollektiv overenskomst aftales, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at optjent ferie ud over 20 dage kan overføres til det følgende ferieår.
Stk. 2. Lønmodtageren og arbejdsgiveren skal skriftligt indgå aftale efter stk. 1 inden ferieårets udløb.
Stk. 3. Hvis der er optjent feriegodtgørelse for den overførte ferie, skal arbejdsgiveren inden ferieårets udløb skriftligt meddele den, der skal udbetale feriegodtgørelsen, at ferien overføres.
Stk. 4. Hvis en lønmodtager, der har overført ferie, fratræder, inden ferien er holdt, bortfalder retten til efter fratrædelsen at holde mere end 25 dages ferie i ét ferieår. Feriegodtgørelse for feriedage ud over 25 udbetales efter reglerne i § 30, stk. 4.
Stk. 5. En lønmodtager, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst om løn- og arbejdsvilkår, kan aftale med arbejdsgiveren, at optjent ferie ud over 20 dage kan overføres til det følgende ferieår. Bestemmelserne i stk. 2-4 finder tilsvarende anvendelse. Den overførte ferie holdes efter reglerne i dette kapitel.
§ 23.
Stk. 1
Stk. 2.
Stk. 3.
Stk. 4.
Stk. 5.
Stk. 6. En lønmodtager, der fratræder, får feriegodtgørelse, jf. § 24, for det løbende optjeningsår og for den del af de tidligere optjeningsår, som lønmodtageren ikke har holdt ferie for endnu. Feriegodtgørelsen forfalder til betaling senest den 1. i måneden efter fratrædelsestidspunktet, jf. § 28.
§ 30.
Stk. 4. Hvis lønmodtageren fratræder, inden overført ferie efter § 19 eller ferie efter § 40 er holdt, udbetales feriegodtgørelsen for feriedage ud over 25 i forbindelse med fratræden af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen.
Stk. 5.
Ulovlig aftale om overførsel af 20 dages ferie
Ankenævnet har behandlet Deres klage på vegne af XXX på møde den 22. november 2006.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
XXX kan ikke få udbetalt feriegodtgørelse fra optjeningsåret 2003 (ferieåret 2004/2005)
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 1. august 2006.
B E G R U N D E L S E
Arbejdsmarkedets Ankenævn hjemviste den 19. maj 2006 Arbejdsdirektoratets afgørelse af 17. februar 2006 til ny behandling. Nævnet fandt, at XXX kunne få udbetalt feriegodtgørelse fra FerieKonto, hvis der den 1. januar 2006 indestod feriegodtgørelse svarende til mere end 25 dage.
Ankenævnet har lagt til grund for afgørelsen den 22. november 2006, at
– XXX og hendes daværende arbejdsgiver den 11. februar 2005 indgik aft ale om, at XXXs tilgodehavende ferie for 4 uger, som var optjent i 2003, skulle overføres til ferieåret 1. maj 2005 til 30. april 2006, fordi XXX ikke kunne nå at afholde ferien inden ferieårets afslutning den 30. april 2005,
– XXX blev sagt op ti l fratrædelse 31. december 2005,
– XXX s daværende arbejdsgiver den 30. november 2005 indbetalte feriegodtgørelse svarende til 4 uger for ferieåret 1. maj 2004 til 30. april 2005 til FerieKonto,
– arbejdsgiveren ikke siden har indbetalt yderligere feriegodtgørelse til FerieKonto,
– XXX i opsigelsesperioden har afholdt ferie optjent i 2004 i kraft af fritstilling, og
– der på XXXs FerieKonto pr. 1. januar 2006 henstod feriegodtgørelse svarende til 4 ugers ferie.
Når der ikke foreligger en kollektiv overenskomst kan en lønmodtager og en arbejdsgiver aftale, at 5. ferieuge overføres til næste ferieår, jf. lovens § 19, stk. 5.
Aftalen skal indgås skriftligt inden ferieårets udløb, som det fremgår af § 19, stk. 2.
En lønmodtager, der er fratrådt sin stilling efter at have fået overført ferie til det kommende ferieår, har ikke ret til mere end 25 dages ferie. Overskydende ferie skal i stedet udbetales efter reglerne i § 30, stk. 4. Det fremgår af § 19, stk. 4.
Efter lovens § 30, stk. 4, skal FerieKonto udbetale, hvis der i forbindelse med fratrædelsen indestår feriegodtgørelse for feriedage udover 25.
XXX fratrådte den 31. december 2005. Det er således afgørende, hvad der stod på XXXs FerieKonto den 1. januar 2006.
Arbejdsmarkedets Ankenævn har lagt vægt på, at der pr. 1. januar 2006 stod færre end 25 feriedage på XXXs Feriekonto.
De finder, at XXX efter lovens § 38 har krav på udbetaling af den feriegodtgørelse, der henstår på FerieKonto i henhold til en ugyldig aftale om overført ferie (aftalen den 11. februar 2005), fordi XXX ikke fik afholdt ferien i tide og var i god tro om aftalen.
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i afgørelsen af 19. maj 2006 taget stilling til, at der ikke var tale om særlige forhold, der kunne betragtes som en feriehindring efter lovens § 38. I den forbindelse blev det lagt til grund, at XXX ikke kunne nå at holde ferien. Der er ikke fremkommet nye oplysninger om, hvorfor XXX ikke kunne holde ferien. Arbejdsmarkedets Ankenævn skal derfor henvise til afgørelsen af 19. maj 2006.
De mener ikke, at risikoen for en ugyldig aftale kan pålægges XXX, og derved afskære hende fra at få udbetalt feriegodtgørelsen. I Deres klage af 23. februar 2006 henviste De til, at ferielovens bestemmelser er præceptive og derfor ikke kan fraviges til skade for lønmodtageren. Konsekvensen af Arbejdsdirektoratets afvisning er, at risikoen for den ugyldige aftale alene kommer til at påhvile XXX.
Ankenævnet bemærkede i afgørelsen af 19. maj 2006, at nævnet er enigt i, at aftalen om overførsel af 4 ugers ferie er ulovlig, og nævnet har oplyst, at XXX må anlægge civilt søgsmål ved domstolene mod den daværende arbejdsgiver, hvis XXX mener, at hun har lidt et tab. Ankenævnet har ikke yderligere bemærkninger til spørgsmålet.
Ankenævnet henviser til
– § 19, § 23, stk. 6 og § 30, stk. 4 i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K J.nr. 06-965.2-0150
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde
”
S A G S F R E M S T I L L I N G
Ankenævnet har den 21. maj 2006 bedt direktoratet tage stilling til, om XXX kan få udbetalt feriegodtgørelse for overført ferie fra ferieåret 2004/2005 til det følgende ferieår.
Den 23. maj 2006 oplyser De, at Deres klient i opsigelsesperioden i kraft af fritstillingen afholdt ferie optjent i 2004. Ved fratrædelsen havde Deres klient ikke afholdt ferie optjent i 2003, jf. det forhold, at feriepengene af Deres klients daværende arbejdsgiver var blevet indbetalt til FerieKonto. Det er derfor Deres opfattelse, at Ankenævnets hjemvisning af sagen nu skal resultere i, at indbetalte feriepenge vedrørende optjeningsåret 2003 skal udbetales til Deres klient.
FerieKonto har den 28. juli 2006 oplyst, at der på intet tidspunkt har været feriegodtgørelse for ferieåret 2005/2006 hos FerieKonto.
”
Sekretariatet er enigt i fremstillingen, bortset fra, at afgørelsen er stilet til Advokatfirmaet A, men rettelig skulle have været stilet til Advokatfirmaet B. Sekretariatet har set bort fra at Arbejdsdirektoratets afgørelse er stilet til den forkerte, da afgørelsen er kommet frem til Advokatfirmaet B.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 1. august 2006 denne afgørelse
”
A F G Ø R E L S E
Deres klient kan ikke få udbetalt sine feriepenge for overført ferie fra ferieåret 2004/2005.
B E G R U N D E L S E
Der kan ikke ske udbetaling af Deres klients feriepenge for overført ferie fra ferieåret 2004/2005 til det næste ferieår, da der på fratrædelsestidspunktet ikke resterede mere end 25 dage hos FerieKonto for ferieåret 2005/2006.
Hvis lønmodtageren fratræder, inden overført ferie efter § 19 eller ferie efter § 40 er holdt, udbetales feriegodtgørelsen - for feriedage ud over 25 - i forbindelse med fratræden af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen. Dette fremgår af § 30, stk. 4 i ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004.
Direktoratet har lagt til grund, at der på fratrædelsestidspunktet den 1. januar 2006 ikke resterede feriepenge hos FerieKonto for ferieåret 2005/2006.
Direktoratet har desuden lagt til grund, at den uge, som kunne overføres efter lovens § 19, stk. 5, fra ferieåret 2004/2005 til det efterfølgende ferieår, må anses for afholdt i fritstillingsperioden, jf. lovens § 16, stk. 2.
At Deres klient har afholdt ferie optjent i 2004 i en fritstillingsperiode er uden betydning for sagen. Det afgørende for, om der kan ske udbetaling efter lovens § 30, stk.4, er alene om der resterer mere end 25 dage.
”
3. Klagen til ankenævnet
I klagen af 25. august 2006 er anført følgende
”
Som advokat for XXX har jeg modtaget Arbejdsmarkedets ankenævns afgørelse af 19.5.2006, hvori Arbejdsdirektoratets afgørelse af 17.2.2006 hjemvises til fornyet behandling. Arbejdsdirektoratet har derfor den 1.8.2006 truffet en ny afgørelse, der herved påklages til Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Min klient kan ifølge afgørelsen ikke få udbetalt feriepenge for overført ferie fra ferieåret 2004/2005. Begrundelsen herfor er, at udbetaling af feriepenge ikke kan ske, idet der ikke resterede mere end 25 feriedage for ferieåret 2005/2006.
I henhold til det i min klage af 23.2.2006 anførte i relation til afgørelsen af 17.2.2006 fastholder jeg
At arbejdsgiveren har foretaget indbetaling til Feriekonto af feriepenge for overført ferie fra optjeningsåret 2003 i henhold til en ugyldig aftale om overførsel af ferie.
At aftalen herom er endvidere bekræftet af og krav om udbetaling er tiltrådt af min klients tidligere a rbejdsgiver.
At kravet om udbetaling i første omgang blev fremsat overfor arbejdsgiveren som nægtede og først senere indbetalte til Feriekonto.
Det faktum, at der ikke resterede mere end 25 feriedage hos Feriekonto på fratrædelsestidspunktet ændrer efter min opfattelse ikke ved, at min klient har krav på udbetaling af de feriepenge, der er indbetalt til Feriekonto i henhold til en ugyldig aftale om overført ferie. Særligt når min klient ikke har kunnet afholde ferien, idet hun var i god tro om aftalen. Risikoen for den ugyldige aftale kan efter min opfattelse ikke pålægges min klient som lønmodtager og derved afskære hende fra at få udbetalt feriepenge for ikke afholdt ferie. Som følge heraf fastholder jeg, at min klient grundet særlige omstændigheder har været afskåret fra at afholde ferien, hvorfor Ferielovens § 38 må finde anvendelse.
På baggrund af ovenstående fastholder jeg, at min klient har krav på udbetaling af feriepenge for overført ferie fra ferieåret 2004/2005, og jeg imødeser Ankenævnets afgørelse herpå.
”
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet har den 6. september 2006 anført følgende
”
Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Direktoratet skal gøre opmærksom på, at direktoratet ikke kan tage stilling til lønmodtagerens eventuelle tab, som følge af den ugyldigt indgåede aftale om overførsel af ferie.
Spørgsmålet må i den forbindelse henvises til civilt søgsmål.
”
5. Nyt efter klagen
Arbejdsmarkedets Ankenævn har den 15. september 2006 modtaget oplysninger om, at XXX er medlem af C Fagforening, og at XXXs ansættelsesforhold ikke var omfattet af kollektiv overenskomst.
6. Regler
Ferielov, lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004
Resumé
Ulovlig aftale om overførsel af 20 dages ferie.
I februar 2005 indgik lønmodtageren og arbejdsgiveren en aftale om, at lønmodtagerens tilgodehavende ferie (4 uger) for det indeværende ferieår (2004/2005) skulle overføres til næste ferieår.
Der er ikke hjemmel i loven til at indgå en sådan aftale.
I juni 2005 blev lønmodtageren sagt op til fratrædelse31. december 2005. I opsigelsesperioden havde lønmodtageren været fritstillet. I den forbindelse havde lønmodtageren afholdt ferie optjent i 2004.
I forbindelse med opsigelsen aftalte lønmodtagerens advokat og arbejdsgiveren, at lønmodtageren skulle have udbetalt tilgodehavende feriegodtgørelse for 20 dage optjent i 2003 (ferieåret 2004/2005). Arbejdsgiveren indbetalte beløbet for de 20 dage til FerieKonto. Lønmodtageren ønskede nu disse penge udbetalt.
Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltrådte Arbejdsdirektoratets afgørelse om, at lønmodtageren ikke kunne få beløbet udbetalt af FerieKonto, da betingelsen i ferielovens § 30, stk. 4 om, at der kan udbetales feriegodtgørelse ved fratrædelse, hvis der ved fratrædelsen henstod feriegodtgørelse svarende til mere end 25 feriedage.
Lønmodtagerens advokat havde argumenteret for, at det ikke kunne være lønmodtageren, der skulle bære risikoen for, at der var indgået en ulovlig aftale. Arbejdsmarkedets Ankenævn henviste til civilt søgsmål.