Legislator Case Law & Legislation
W20061027025 DK

Ikke oplyst om lønarbejde på dagpengekort - uagtsomhed

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 10270 Historic

§ 3. Sanktionen ved svig og uagtsomhed er en effektiv karantæne bortset fra gentagelsestilfælde, jf. § 6.

Stk. 2. En effektiv karantæne betyder, at retten til ydelser, bortset fra VEU-godtgørelse og feriedagpenge, falder bort for et antal timer, hvor medlemmet ellers ville have ret til ydelser fra a-kassen.

Stk. 3. En effektiv karantæne træder i kraft fra konstateringstidspunktet.

Stk. 4. Er en karantæne ikke udstået senest 2 år efter, den er trådt i kraft, bortfalder den.

Stk. 5. Er et medlem pålagt flere karantæner i medfør af §§ 5 og 7, skal den karantæne, der forældes først, afvikles først. En karantæne efter §§ 5 og 7 kan ikke afvikles i perioder, hvor et medlem afvikler karantæne fastsat efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (loven) § 63, stk. 5, § 68, stk. 5, eller § 78, stk. 6.

Endelig adm. afgørelse 2006 10270 Historic

§ 5. Et medlem, der har begået svig, skal have en effektiv karantæne. Karantænen kan højst være på 962 timer.

Stk. 2. Karantænen beregnes ved at omregne tilbagebetalingsbeløbet til timer. Det sker ved at dividere beløbet med den omregningssats, der gælder på konstateringstidspunktet. Medlemmet skal herefter have en effektiv karantæne på 3,5 gange det beregnede timetal, dog mindst 74 timer. Karantænen rundes op til nærmeste hele tal.

Stk. 3. Et medlem, der har forsøgt at begå svig, skal have en effektiv karantæne på 74 timer.

Stk. 4. Et medlem, der har begået svig ved komplot eller dokumentfalsk, skal have en effektiv karantæne på 962 timer.

Stk. 5. Hvis der er objektivt konstaterbare forhold, der kan betragtes som formildende omstændigheder, skal en karantæne efter stk. 1-4 sættes ned med 1/3. Den nedsatte karantæne rundes op til nærmeste hele tal. Det er en betingelse, at medlemmet har betalt gælden tilbage eller har indgået et skriftligt, frivilligt forlig om at betale gælden tilbage.

Endelig adm. afgørelse 2006 10270 Historic

§ 6. Et medlem skal slettes for svig, hvis medlemmet tidligere er blevet pålagt en sanktion for svig og på ny gør sig skyldig i svig. Det gælder dog kun, hvis der ikke er gået mere end 5 år fra den første afgørelse om svig til forseelsestidspunktet for det senere forhold.

Endelig adm. afgørelse 2006 10270 Historic

§ 87. Har et medlem gjort sig skyldig i svig eller forsøg på svig over for kassen, kan direktøren for Arbejdsdirektoratet bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på mindst 74 og højst 962 timer. Hvis beløbet, der er udbetalt eller søgt udbetalt med urette, højst svarer til 5 gange dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47, træffer arbejdsløshedskassen dog afgørelse. Er medlemmet tidligere pålagt en sanktion for svig, kan direktøren bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen, hvis den seneste forseelse er begået mindre end 5 år efter den første administrative afgørelse i den tidligere sag. Et medlem, som slettes af kassen, kan genoptages som nyt medlem.

Stk. 2. Har et medlem gjort sig skyldig i anden forseelse over for kassen, kan kassen bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 37 timer.

Stk. 3. En effektiv karantæne indebærer, at retten til ydelser, jf. dog stk. 6, bortfalder for et antal timer, hvor der ellers ville være ret til ydelser fra kassen. Er karantænen ikke udstået senest 2 år fra dens ikrafttræden, bortfalder den.

Stk. 4. Finder kassen, at et medlem har gjort sig skyldig i svig eller forsøg herpå, og er det efter stk. 1, 1. og 3. pkt., direktøren for Arbejdsdirektoratet, der skal træffe afgørelse, skal kassen forelægge sagen for direktøren for Arbejdsdirektoratet med indstilling om, hvilken afgørelse der skal træffes efter stk. 1. Kassen skal stille udbetalingen af ydelser fra kassen, jf. dog stk. 6, i bero i overensstemmelse med indstillingen.

Stk. 5. Bliver kassen bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at et medlem har gjort sig skyldig i en forseelse over for kassen, jf. stk. 1 og 2, skal kassen standse udbetalingen af ydelser til medlemmet, jf. dog stk. 6, fra konstateringstidspunktet.

Stk. 6. Godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er ikke omfattet af stk. 3-5.

Stk. 7. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan pålægge en kasse at indgive politianmeldelse mod et medlem, som har gjort sig skyldig i svig over for kassen.

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelse af stk. 1-7.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse med de ændringer der følger bekendtgørelse nr. 301 af 26. april 2005 om ændring af bekendtgørelse om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse

Endelig adm. afgørelse 2006 10270 Historic

Ikke oplyst om lønarbejde på dagpengekort - uagtsomhed

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 9. november 2006.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De anses for at have handlet uagtsomt over for a-kassen. De skal som en følge heraf pålægges en karantæne. Arbejdsdirektoratet vil beregne sanktionens størrelse.

Ankenævnet ændrer således denne del af Arbejdsdirektoratets seneste afgørelse af 30. maj 2006.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har også lagt til grund, at

– De henholdsvis den 3. oktober og den 4. oktober 2005 arbejdede 7 timer som underviser på (timerne skal omregnes med 1,6),

– De for de samme dage modtog dagpenge, idet De på dagpengekortet ikke oplyste om Deres arbejde hos ** ,

– det på forsiden af dagpengekortet fremgår, at et medlem skal læse vejledningen, inden udfyldelse af dagpengekortet,

– det fremgår af vejledningen, at et medlem har pligt til at oplyse om ethvert forhold, der har betydning for bedømmelsen af retten til dagpenge,

– det fremgår af vejledningen, at alt arbejde skal oplyses, uanset hvornår det udføres,

– det fremgår af vejledningen, at der kun skal skrives 0 dage ud for dage, hvor medlemmet ikke har arbejdet, og

– De på tro og love har erklæret, at oplysningerne på nævnte dagpengekort var korrekte og

– a-kassen først den 30. november 2005 af Dem blev gjort bekendt med, at De havde haft 14 undervisningstimer i alt den 3. og 4. oktober 2005.

Ankenævnet finder ikke, at De bevidst har undladt at oplyse a-kassen om Deres lønarbejde den 3. og 4. oktober 2005 i den hensigt at modtage dagpenge med urette for de pågældende dage.

Ankenævnet finder derimod, at forholdet må betragtes som sløseri og unøjagtighed og dermed uagtsomhed fra Deres side. De burde være klar over, at De ved at udfylde dagpengekortet uden at oplyse om undervisningstimerne fik udbetalt dagpenge med urette, og at De frem til 30. november 2005, hvor De oplyste a-kassen om undervisningstimerne, har beholdt de dagpenge, som De uberettiget fik udbetalt.

Ankenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af vejledningen på dagpengekortet, at alt arbejde skal oplyses.

De har derfor afgivet urigtige oplysninger på dagpengekortet, idet De har oplyst 0 timer ud for den 3. og 4. oktober 2005.

Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at De på tro og love har skrevet under på, at oplysningerne på dagpengekortet var rigtige.

Da De har handlet uagtsomt over for a-kassen, skal de gennemgå en karantæne efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

– § 87, stk. 2 samt § 8 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005, og

– §§ 3, 5 og 6 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse med de ændringer der følger bekendtgørelse nr. 301 af 26. april 2005 om ændring af bekendtgørelse om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse.

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.

På ankenævnets vegne

XXX

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

XXX

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005

Endelig adm. afgørelse 2006 10270 Historic

Resumé

Medlemmet havde på sit dagpengekort for perioden 19. september til 23. oktober 2005 oplyst 0 arbejdstimer i hele perioden.

Medlemmet gjorde ultimo november 2005 a-kassen opmærksom på, at han havde glemt at oplyse, at han havde undervist på ** den 3. og 4. oktober 2005.

A-kassen traf den 15. december 2005 afgørelse om at medlemmet skulle tilbagebetale 1980 kr. A-kassen traf samtidig den afgørelse, at medlemmet skulle pålægges en karantæne på 50 timer for svig. A-kassen fandt, at der forelå formildende omstændigheder og nedsatte derfor karantænen med en 1/3, jf. sanktionsbekendtgørelsens § 5, stk. 5.

Medlemmet påklagede a-kassens afgørelse til direktoratet for så vidt angik spørgsmålet om svig og karantæne. Medlemmet anførte, bl.a., at han ikke havde handlet forsætligt og slet ikke med svig for øje, men at forholdet skulle betragtes som uagtsomt.

Direktoratet tiltrådte ved afgørelse af 30. maj 2006 a-kassens afgørelse.

Medlemmet påklagede afgørelsen til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse.

Ankenævnet fandt, at medlemmet måtte anses for at have handlet uagtsomt over for a-kassen, og at medlemmet som følge heraf skulle pålægges en karantæne.

Ankenævnet fandt ikke, at medlemmet bevidst havde undladt at oplyse a-kassen om sit lønarbejde i den hensigt at modtage dagpenge.

Ankenævnet fandt derimod, at forholdet måtte betragtes som sløseri og unøjagtighed og dermed uagtsomhed fra medlemmets side.

Ankenævnet lagde vægt på, at det fremgik af vejledningen og dagpengekortet, at alt arbejde skulle oplyses.

Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at medlemmet på tro og love havde skrevet under på, at oplysningerne på dagpengekortet var rigtige.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →