Legislator Case Law & Legislation
W20061026925 DK

Selvforskyldt ledighed, accept af for kort opsigelsesvarsel. Væsentligst selv skyld i afskedigelsen, dokumentation, bortvisning, tyveri, kassebetjening, DRAM

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 10269 Valid

§ 6. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet bliver afskediget af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet. Dette gælder også, hvis

1) medlemmet bliver afskediget fra et tilbud efter en jobplan af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet,

Endelig adm. afgørelse 2006 10269 Valid

§ 8. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet ved en afskedigelse, der ikke væsentligst skyldes medlemmets forhold, accepterer et for kort opsigelsesvarsel fra arbejdsgiverens side, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2. Et medlem anses for at have accepteret et for kort opsigelsesvarsel, medmindre medlemmet økonomisk bliver stillet som om, at medlemmet var blevet afskediget med et korrekt varsel.

Stk. 3. Et medlem har ikke accepteret et for kort opsigelsesvarsel, hvis medlemmet får delvis erstatning for manglende opsigelsesvarsel ved afsagt dom eller kendelse eller ved forlig indgået under

1) en sag anlagt ved de almindelige domstole,

2) en fagretlig behandling, eller

3) en voldgiftsbehandling efter lov om voldgift.

Stk. 4. A-kassen kan udbetale dagpenge med forbehold for tilbagebetaling for en tilkendt erstatning eller godtgørelse, hvis der er anlagt en sag ved domstolene mod arbejdsgiveren, fordi opsigelsesvarslet ikke er overholdt.

Sanktioner

Karantænen

Endelig adm. afgørelse 2006 10269 Valid

§ 36. Et medlem skal have 3 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2, jf. dog § 39.

Stk. 2. Er medlemmet selvforskyldt ledig efter § 7 eller § 8 anses karantænen for udstået, hvis den ikke er afviklet senest på det tidspunkt, hvor medlemmet skulle være fratrådt efter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.

Placering af karantænen

Endelig adm. afgørelse 2006 10269 Valid

§ 37. En karantæne har virkning fra den dag, hvor et medlem afslår et arbejde eller et tilbud efter en jobplan, jf. dog stk. 3-5. Ved ophør har karantænen virkning fra dagen efter ophøret, jf. dog stk. 2-4 og stk. 6.

Endelig adm. afgørelse 2006 10269 Valid

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales, jf. stk. 4, til et medlem, hvis ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et rimeligt arbejde, der er formidlet af arbejdsformidlingen, arbejdsløshedskassen eller andre efter kapitel 3 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller

4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at medvirke til udarbejdelse eller revision af en jobplan, afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en jobplan efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller afslår eller afbryder en uddannelse, som arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for beskæftigelse.

.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-4.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed

Afskedigelse mv.

Endelig adm. afgørelse 2006 10269 Valid

Selvforskyldt ledighed, accept af for kort opsigelsesvarsel. Væsentligst selv skyld i afskedigelsen, dokumentation, bortvisning, tyveri, kassebetjening, DRAM

Ankenævnet har behandlet Deres og a-kassens klager på møde den 2. november 2006.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De anses for selvforskyldt ledig på grund af accept af for kort opsigelsesvarsel.

De pålægges en karantæne på 3 uger.

Karantænen anses for udstået, hvis den ikke er afviklet senest på det tidspunkt, hvor De skulle være fratrådt efter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.

Ankenævnet ændrer således delvist Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 27. januar 2006.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

– De den 25. september 2000 blev ansat i et firma,

– firmaet A/S den 1. oktober 2004 skrev til Dem, at De pr. dags dato blev suspenderet fra Deres stilling som souschef i kantinen i firmaet. Begrundelsen herfor var mistanke om grov misligholdelse af virksomhedens reglementerede procedure vedrørende pengehåndtering,

– firmaet den 14. oktober 2004 skrev til Dem, at De var bortvist, og at De ville modtage løn til og med sidste arbejdsdag den 1. oktober 2004. Begrundelse var grov misligholdelse af virksomhedens reglementerede procedure vedrørende pengehåndtering,

– De ved brev af 17. oktober 2004 protesterede overfor firmaet. De fandt beskyldningerne grundløse,

– firmaet indkaldte Dem til møde den 27. oktober 2004, og at De ikke mødte, da De havde arbejde at passe,

– De ved ledighedserklæring af 19. oktober 2004 oplyste, at De havde været ansat hos firmaet indtil 1. oktober 2004,

– firmaet ved brev af 30. maj 2005 til direktoratet nærmere redegjorde for baggrunden for bortvisningen,

– firmaet ikke har indgivet politianmeldelse imod Dem,

– De ikke har iværksat en prøvelse af bortvisningen ved domstolene, det faglige system eller ved voldgift, og

– De havde krav på 1 måneds opsigelse.

Ankenævnet har ved afgørelsen taget stilling til direktoratets seneste afgørelse af 27. januar 2006 om, hvorvidt De væsentligst selv er skyld i afskedigelsen den 14. oktober 2004.

Efter reglerne i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed er et medlem selvforskyldt ledigt, hvis medlemmet bliver afskediget af en grund, der væsentligst skyldtes medlemmet.

Efter samme bekendtgørelse er et medlem endvidere som udgangspunkt selvforskyldt ledig, hvis medlemmet ved en afskedigelse, der ikke væsentligst skyldtes medlemmets forhold, accepterer et for kort opsigelsesvarsel fra arbejdsgiverens side.

I a-kassens klage af 23. februar 2006 er der nedlagt påstand om, at direktoratets afgørelse omstødes til fordel for a-kassens oprindelige afgørelse af 5. november 2004.

A-kassen har henvist til, at firmaet begrundelse for bortvisningen, grov misligholdelse af virksomhedens reglementerede procedure vedrørende pengehåndtering var meget generel. A-kassen anfører bl.a., at det ikke er bevist, at bortvisningen var berettiget. Direktoratets afgørelse ses ikke dokumenteret i de faktiske forhold i sagen, og firmaets påstande var ikke rigtige. Endvidere erkender firmaet, at de ikke kan løfte bevisbyrden for de opstillede anklager. Direktoratets begrundelse for afgørelsen er ikke dokumenteret, og direktoratet har ved afgørelsen pålagt Dem bevisbyrden.

A-kassen finder, at firmaet ikke har efterlevet sin pligt til at komme med oplysninger i sagen.

A-kassen oplyser endvidere i klagen, at a-kassen meget mod sin egen retsopfattelse var nød til at pålægge Dem en karantæne på 111 timer på grund af accept af for kort opsigelsesvarsel. Det er a-kassens opfattelse, at § 8 i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed ikke har den fornødne hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven § 63. Af hensyn til Deres ankemulighed ønsker a-kassen, at ankenævnet hjemviser sagen til direktoratet vedrørende legaliteten af § 8 i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.

A-kassen finder endvidere ikke, at direktoratet burde have behandlet sagen efter § 6 i bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed, når De havde klaget over en afgørelse efter § 8 i bekendtgørelsen.

Af brev af 13. marts 2006 fra a-kassen fremgår det, at a-kassen er undrende overfor direktoratets henvisning til, at direktoratet kun i begrænset omfang har mulighed for at vurdere, om en afskedigelse er saglig. A-kassen finder, at Arbejdsdirektoratet skal vurdere, om der er så afgørende sikkerhed for, at ophøret skyldtes medlemmets forhold, at medlemmet skal bære risikoen for ophøret og pålægges karantæne med gentagelsesvirkning. A-kassen fastholder, at der ikke er den fornødne dokumentation for, at der har været en fagretligt set fyldestgørende grund til at afskedige Dem.

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at De ved brev af 1. oktober 2004 fra firmaet blev suspenderet. Begrundelsen var mistanke om grov misligholdelse af virksomhedens reglementerede procedure vedrørende pengehåndtering. Endvidere fremgår det af brevet, at såfremt ovenstående dokumenteredes ville det medføre en bortvisning med øjeblikkelig virkning. Ved brev af 14. oktober 2004 fra firmaet blev De bortvist. Begrundelsen var grov misligholdelse af virksomhedens reglementerede procedure vedrørende pengehåndtering. De ville modtage løn til og med den 1. oktober 2004.

Ved brev af 17. oktober 2004 til firmaet oplyser De, at De intet havde gjort, og at de beskyldninger, som var fremsat var grundløse. Endvidere anfører De bl.a., at De ikke kunne acceptere suspensionen/bortvisningen.

Ved ledighedserklæring af 19. oktober 2004 oplyste De, at De var blevet bortvist grundet beskyldning om tyveri.

Det fremgår videre af sagen, at firmaet indkaldte Dem til møde den 27. oktober 2004, men De afviste at deltage, da De havde et arbejde at passe.

Ved afgørelse af 5. november 2004 vurderede Deres a-kasse, at De måtte betragtes som selvforskyldt ledig, og De blev idømt 111 timers effektiv karantæne fra den 1. oktober 2004. Karantænen ansås dog for udstået den 31. oktober 2004, hvor De skulle være fratrådt efter det gældende opsigelsesvarsel. A-kassen vurderede, at opsigelsen ikke væsentligst skyldtes Deres forhold. Men da De ifølge overenskomsten havde krav på 1 måneds opsigelsesvarsel til fratræden ved udgangen af en måned, måtte De anses for at have accepteret et for kort opsigelsesvarsel og betragtedes derfor som selvforskyldt ledig.

De klagede ved brev af 16. oktober (november) 2004 over a-kassens afgørelse. Ved brev af 7. marts 2005 fastholdt a-kassen sin afgørelse af 5. november 2005 og videresendte sagen til direktoratet. A-kassen henstillede dog til direktoratet, at der blev givet Dem medhold i klagen, subsidiært at der ikke skulle være gentagelsesvirkning af arbejdsophøret.

Ved brev af 30. maj 2005 oplyser firmaet til direktoratet, at firmaet havde udarbejdet en DRAM (Drifts Administrative Manual). En DRAM blev sendt til enhver kantineleder og denne underskrev for modtagelsen. Det var kantinelederens opgave at sikre, at medarbejderne var bekendt med reglerne. Her var der særligt fokus på reglerne omkring kontanthåndtering. De havde været ansat hos firmaet siden 25. september 2000, og var i kraft af Deres position som souschef bekendt med reglerne. Firmaet havde sammenholdt omsætningsrapporterne fra firmaet med sygestatikken samt bonruller.

Endvidere fremgår det af brevet, at der i den aktuelle sag var benyttet returboner til at tage penge fra kassen. Ifølge DRAM’ en skulle en returbon udligne en fejlbon, men fejlbonen blev aldrig lavet. Det var firmaets overbevisning, at De havde misligholdt Deres kontrakt med firmaet ved at gøre Dem skyldig i tyveri. Denne påstand blev underbygget af rapporter fra firmaets kassesystem samkørt med sygestatik for kantinen i firmaet. Rapporterne havde afsløret, at den eneste, der ikke havde været syg på de dage, hvor tyveriet havde foregået, var Dem. De havde en længere sygeperiode i 2004, hvor der ikke forekom ulovlige posteringer og tyveri. De kom midt i sygeperioden på besøg i kantinen i forbindelse med kantinelederens fødselsdag. Da der var travlhed i kantinen, hjalp De med at stå ved kassen, og denne dag blev der slået ind og taget kr. 550,- fra kassen. Herefter forekom intet mistænkeligt indtil De genoptog Deres arbejde, hvor de ulovlige posteringer startede på ny.

Ved afgørelse af 10. juni 2005 hjemviste direktoratet sagen til fornyet behandling i a-kassen som første instans. Direktoratet anmodede a-kassen om at træffe ny afgørelse, om at afskedigelsen fra stillingen hos firmaet væsentligst skyldtes medlemmet.

I a-kassens brev af 29. juni 2005 anmodede a-kassen direktoratet om at fremkomme med det uomtvistelige bevis for, at De havde misligholdt Deres kontrakt med firmaet.

Ved brev af 18. juli 2005 oplyser firmaet til a-kassen, at der ikke var indgivet politianmeldelse, idet sagen var baseret på indicier og vurderedes til ikke at ville kunne føre til domsafsigelse.

Ved svar af 20. juli 2005 på høring oplyser De, at der på intet tidspunkt af kantineleder var blevet sagt, at DRAM’en ikke blev fulgt. Det eneste tidspunkt, hvor kantinelederen skulle underskrive fejlboner, var en periode, hvor andre to personer var ansat. Den ene var mindre begavet, og den anden lavede mange fejlboner og fejl i rettelserne. Derfor underskrev kantinelederen bonerne. Drammen var ikke er bog som personalet måtte røre eller læse i. Hvad der stod i DRAM’en vidste De ikke. Endvidere fremgår det af brevet, at De ikke stod ved kassen, da De var på besøg ved fødselsdag. Endvidere havde De flere gange tidligere været på besøg.

Direktoratet traf den 4. oktober 2005 afgørelse om, at De var selvforskyldt ledig den 1. oktober 2004, hvor De blev bortvist fra Deres stilling som souschef i firmaet. De skulle derfor have en karantæne på 3 uger med virkning fra den 2. oktober 2004.

A-kassen klagede den 13. oktober 2005 til Beskæftigelsesministeriet over direktoratets behandling af sagen, herunder afgørelse af 10. juni 2005 om hjemvisning og direktoratets afgørelse af 4. oktober 2005, hvor det er a-kassens opfattelse, at det fortsat er a-kassen, der havde afgørelseskompetencen.

Den 19. december 2005 traf a-kassen igen afgørelse i sagen. A-kassen fastholdt sin afgørelse af 5. november 2004 om, at De betragtedes som selvforskyldt ledig på grund af accept af for kort opsigelsesvarsel.

I forbindelse med den aktuelle afgørelse skrev direktoratet den 27. januar 2006 til a-kassen, at direktoratet var enig med a-kassen i, at det ikke var korrekt, at direktoratet hjemviste sagen til a-kassen til fornyet behandling. Endvidere beklagede direktoratet, at hjemvisningen var formuleret således, at a-kassen fik det indtryk, at direktoratet pålagde a-kassen at træffe en bestemt afgørelse i sagen.

Med henvisning til a-kassens brev af 29. juni 2005 bemærkede direktoratet, at direktoratet ikke var opmærksom på, at a-kassen fortsat var i gang med at behandle sagen, og at direktoratet derfor fejlagtigt opfattede a-kassens brev som en afvisning af at træffe ny afgørelse i sagen.

Det er ankenævnets opfattelse, at det ikke på det foreliggende grundlag kan anses for dokumenteret, at De i det væsentlige selv er skyld i afskedigelsen.

Uanset, at der på baggrund af det fremlagte materiale i form af rapporter fra firmaet kassesystem samkørt med sygestatistik er oplysninger, som kan indicere, at De havde stjålet af kassen, finder ankenævnet det ikke dokumenteret, at det er Dem, som er skyld i underskuddet i kassen. Endvidere finder ankenævnet det ikke dokumenteret, at De ikke har overholdt firmaets instrukser om håndtering af fejlboner og returboner, således som de er udøvet i praksis.

Ankenævnet finder dog, at De på grund af, at De ifølge reglerne anses for at have accepteret et for kort opsigelsesvarsel er selvforskyldt ledig den 1. oktober 2004.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at De havde ret til 1 måneds opsigelse. De har overfor firmaet protesteret over bortvisningen, men De har ikke forfulgt sagen og fået erstatning for manglende opsigelsesvarsel ved afsagt dom eller kendelse eller ved at indgå et forlig ved de almindelige domstole, fagretlig behandling eller voldgiftsbehandling.

De er derfor selvforskyldt ledig den 1. oktober og skal idømmes en karantæne.

Ankenævnet skal bemærke, at nævnet ikke er enig med a-kassen i, at § 8 i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed ikke har den fornødne hjemmel. Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen til direktoratet til prøvelse af legaliteten af § 8 i bekendtgørelsen.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

– § 63, stk. 1, nr. 3 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003,

– §§ 6, stk. 1 og 2, 8, stk. 1, 36 og 37, stk. 1, i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed.

B E M Æ R K N I N G E R T I L D E R E S K L A G E

A-kassen har klaget over direktoratets afgørelse af 10. juni 2005, hvor a-kassens afgørelse af 5. november 2004 og a-kassens remonstrationsbehandling af 7. marts 2005 blev annulleret.

Direktoratet har i sin afgørelse af 27. januar 2006 bemærket, at direktoratet er enig med a-kassen i, at det ikke var korrekt, at direktoratet hjemviste sagen til a-kassen til fornyet behandling. Endvidere beklagede direktoratet, at hjemvisningen var formuleret således, at a-kassen fik det indtryk, at direktoratet pålagde a-kassen at træffe en bestemt afgørelse i sagen.

A-kassen finder Deres retssikkerhed tilsidesat ved direktoratets behandling af sagen.

Ankenævnet kan ikke behandle klager over sagsbehandlingen i direktoratet, medmindre klager over sagsbehandlingen ikke kan isoleres fra sagens materielle indhold. Ifølge reglerne er nævnet kompetent til at behandle klager over direktoratets afgørelser om medlemmers rettigheder og pligter efter arbejdsløshedsforsikringsloven. Ankenævnet har noteret sig direktoratets beklagelser og har ikke yderligere bemærkninger til sagsbehandlingen i direktoratet. Dog finder ankenævnet, at direktoratet i afgørelsen af 10. juni 2005 burde have givet en klagevejledning.

Ankenævnet har noteret sig, at De og a-kassen også har klaget til Beskæftigelsesministeriet.

For så vidt angår a-kassens bemærkninger om direktoratets overtrædelse af straffeloven skal ankenævnet til a-kassen oplyse, at afgørelser om tiltalerejsning træffes af anklagemyndigheden.

A-kassen klager endvidere over, at direktoratet har annulleret a-kassens afgørelse af 19. december 2005.

Hertil skal ankenævnet bemærke, at det er ankenævnets opfattelse, at direktoratet terminologisk set ikke har annulleret a-kassens afgørelse, men truffet en anden afgørelse, som ændrer og erstatter a-kassens, hvilket direktoratet har kompetence til.

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet og a-kassens brev af 13. marts 2006.

På ankenævnets vegne

fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

Arbejdsdirektoratet,

A-kassen,

Beskæftigelsesministeriet

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003

Endelig adm. afgørelse 2006 10269 Valid

Resumé

Et medlem, som arbejdede i en kantine, blev først suspenderet og senere bortvist på grund af mistanke om tyveri og misligholdelse af virksomhedens reglementerede procedure vedrørende pengehåndtering. Medlemmet protesterede over bortvisningen overfor firmaet, men tog ikke andre fagretlige skridt.

A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig på grund af accept af for kort opsigelsesvarsel.

Medlemmet klagede til direktoratet, der traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledigt, fordi hun væsentligst selv var skyld i afskedigelsen.

Medlemmet og a-kassen klagede til over direktoratets afgørelse til ankenævnet.

Ankenævnet fandt, at det ikke var dokumenteret, at medlemmet i det væsentligste selv var skyld i afskedigelsen. Ankenævnet fandt det ikke dokumenteret, at medlemmet var skyld i underskuddet i kassen. Videre fandt ankenævnet ikke, at det var dokumenteret, at medlemmet ikke havde overholdt firmaets instrukser om håndtering af fejlboner og returboner, således som den var udøvet i praksis.

Medlemmet havde krav på en måneds opsigelse, og hun havde ikke forfulgt sagen og fået erstatning for manglende opsigelsesvarsel ved afsagt dom eller kendelse eller ved indgået forlig ved de almindelige domstole, fagligretlig behandling eller voldgiftsbehandling.

Ankenævnet fandt ligesom direktoratet, at medlemmet var selvforskyldt ledigt. Men ankenævnets begrundelse var, at medlemmet ved bortvisningen havde accepteret et for kort opsigelsesvarsel.

Ankenævnet ændrede således delvist direktoratets afgørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →