Legislator Case Law & Legislation
W20061023825 DK

Arbejdsmarkedets Ankenævns kompetence i tilfælde af ferieoverenskomst og udbetaling af uhævnede feriepenge efter loven § 34, stk. 2 til stk. 4.

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 10238 Historic

Kapitel 5 a

Udbetaling af feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg ved ferieårets udløb

Endelig adm. afgørelse 2006 10238 Historic

§ 34 b. Feriegodtgørelse for ferie, som er holdt, men hvor beløbet ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og hvor beløbet er mindre end 3.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog § 34 a. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ferien er holdt i et ansættelsesforhold.

Stk. 2. Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved udløbet af ferieåret, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 4. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at ansættelsesforholdet er ophørt.

Stk. 3. Feriegodtgørelse, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, eller løn under ferie eller ferietillæg, der ikke er udbetalt til lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, og som vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 91/2 måneds samlet varighed i et optjeningsår, og som ikke er aftalt overført efter §§ 19 eller 40, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog stk. 4. Det er en betingelse, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at beløbet vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 91/2 måneds samlet varighed i et optjeningsår, som ikke er aftalt overført efter §§ 19 eller 40.

Stk. 4. Har lønmodtageren fået arbejdsløshedsdagpenge, ydelse efter lov om børnepasningsorlov eller kontanthjælp i ferieåret, kan udbetaling efter stk. 2 og 3 kun ske efter direktøren for Arbejdsdirektoratets forudgående godkendelse. Antallet af dage med de nævnte ydelser skal trækkes fra det antal dage, de uhævede feriepenge svarer til. Hvis der herefter resterer et antal feriedage, meddeler direktøren for Arbejdsdirektoratet arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, for hvor mange dage der kan udbetales til lønmodtageren.

Stk. 5. Muligheden for udbetaling efter stk. 1-3 fortabes, hvis lønmodtageren ikke senest den 30. september efter ferieårets udløb skriftligt anmoder arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen, om udbetaling efter disse regler. Muligheden for udbetaling efter godkendelse, jf. stk. 4, fortabes, hvis lønmodtageren ikke senest den 30. september efter ferieårets udløb skriftligt anmoder direktøren for Arbejdsdirektoratet om udbetaling efter disse regler.

Endelig adm. afgørelse 2006 10238 Historic

§ 44.

Stk. 2.

Stk. 3.

Stk. 4.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet træffer afgørelse om udbetaling af beløb efter § 34 b, stk. 4, eller beløb, der i medfør af § 36 er tilfaldet statskassen eller Arbejdsmarkedets Feriefond eller et andet ferieformål.

Stk. 6.

Endelig adm. afgørelse 2006 10238 Historic

Arbejdsmarkedets Ankenævns kompetence i tilfælde af ferieoverenskomst og udbetaling af uhævnede feriepenge efter loven § 34, stk. 2 til stk. 4.

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 4. oktober 2006.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De kan ikke få udbetalt feriegodtgørelse fra optjeningsåret 2004.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 28. juni 2006.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet lagt til grund, at

De har været omfattet af en kollektiv ferieoverenskomst i det ansættelsesforhold, hvor feriegodtgørelsen er optjent og frem til 31. juli 2005,

– De har uhævet feriegodtgørelse svarende til 6 feriedage fra optjeningsåret 2004,

– feriegodtgørelsen stammer fra et ansættelsesforhold, som ophørte den 31. juli 2005,

– De har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i 27 dage i ferieåret 1. maj 2005 – 30. april 2006 og

– der ikke var indgået aftale om overførsel af ferie.

Efter ferielovens § 34 b, stk. 2 kan De få udbetalt uhævet feriegodtgørelse, som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved udløbet af ferieåret. Det vil sige, at arbejdsforholdet er ophørt senest den 30. april 2006.

Efter ferielovens § 34 b, stk. 3 kan De få udbetalt uhævet feriegodtgørelse, som vedrører optjent ferie for beskæftigelse ud over 9½ måneds samlet varighed i et optjeningsår, og som ikke er aftalt overført.

Det er dog en betingelse for at få udbetalt feriegodtgørelsen efter disse bestemmelser, at De ikke har modtaget kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser efter lov om børnepasningsorlov i flere dage, end den uhævede feriegodtgørelse svarer til.

Ankenævnet har lagt vægt på, at De har uhævet feriegodtgørelse svarende til 6 dage. Disse dage er optjent i et ansættelsesforhold, der ophørte den 31. juli 2005. De var beskæftiget i dette ansættelsesforhold i hele optjeningsåret 2004.

Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at De har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i 27 dage i ferieåret 2005/2006. De har således modtaget arbejdsløshedsdagpenge for mere end 6 dage i ferieåret 2005/2006.

Ankenævnet henviser til § 34 b, stk. 2 - 4, § 44, stk. 5 i ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004.

De har ikke oplyst om perioder i ferieåret 2005/2006 uden løn eller offentlige ydelser, hvor De kunne betragtes, som om De havde holdt ferien.

B E M Æ R K N I N G E R I Ø V R I G T

Ankenævnet har bemærket Deres synspunkter om, hvad De finder rimeligt, men Ankenævnet er forpligtet til at træffe afgørelse på grundlag af de gældende regler.

De spørger, hvem der kunne have vejledt Dem. Ankenævnet kan oplyse, at De kan søge vejledning om ferielovens regler i Arbejdsdirektoratet.

For så vidt angår Deres oplysning om, at De ikke ville have haft råd til at leve, hvis De skulle have hævet feriepengene i stedet for arbejdsløshedsdagpenge, kan Ankenævnet oplyse, at feriegodtgørelsens størrelse er fastsat på grundlag af lønnens størrelse i optjeningsåret.

De oplyser, at De ikke fandt det muligt at holde den resterende ferie. Arbejdsdirektoratet har i brev af 19. juni 2006 oplyst, at direktoratet vil tage stilling til, om der har foreligget en feriehindring i ferielovens forstand.

Ankenævnet har i øvrigt bemærket, at Arbejdsdirektoratet vil tage stilling til, om De kan få Deres feriegodtgørelse udbetalt på grund af nye oplysninger om en mulig feriehindring.

På ankenævnets vegne

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K J.nr. 06-965.4-0138

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde

”

Sagsfremstilling

Vi har 19. maj 2006 modtaget Deres blanket vedrørende ansøgning om uhævede feriepenge for 6 dage optjent i 2004 til brug i ferieåret 2005/2006.

De har oplyst, at de uhævede feriepenge stammer fra den 5. ferieuge.

De har endvidere oplyst, at De har modtaget arbejdsløshedsdagpenge for 27 dage i ferieåret 2005/2006.

”

Sekretariatet er enigt i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 28. juni 2006 denne afgørelse

”

Afgørelse

De kan ikke få udbetalt Deres uhævede feriepenge for 6 dage fra Feriekort-administrator, som De har optjent i 2004.

Begrundelse

De kan ikke få udbetalt Deres feriepenge, fordi De i ferieåret 2005/2006 har fået arbejdsløshedsdagpenge for flere dage, end De har dage med uhævede feriepenge for optjeningsåret 2004.

Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at de uhævede feriepenge for 6 dage stammer fra den 5. ferieuge.

Vi har videre lagt til grund, at De har fået arbejdsløshedsdagpenge for 27 dage i ferieåret 2005/2006.

Efter § 34 b, stk. 4, i ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004, skal direktoratet trække antallet af dage med arbejdsløshedsdagpenge, ydelser efter lov om børnepasningsorlov eller kontanthjælp fra antallet af dage med uhævede feriepenge, forinden der kan ske udbetaling efter lovens § 34 b, stk. 3.(5. ferieuge).

De kan derfor ikke få udbetalt Deres uhævede feriepenge for 6 dage.

”

3. Klagen til ankenævnet

I klagen af 13. juli 2006 er bl.a. anført at,

– De har været på arbejdsmarkedet i 10 år, og De har derfor været med til at betale Deres del. Det er derfor ikke rimeligt, at De ikke kan få lidt tilbage, når De har brug for det.

– De blev udlært, mistede Deres job, og fik nyt arbejde kort tid efter. De tænkte ikke på at holde ferien, mens De var arbejdsløs, fordi der var ca. ½ år tilbage at bruge den i.

– De nåede at holde ferie i 6 ud af 12 dage. De fandt det ikke muligt at holde yderligere ferie, fordi en kollega blev syg, chefen stoppede og der kom en ny salgsleder.

– De mener, at De har mest brug for pengene, og De har optjent dem.

– De mener ikke, De ville have haft råd til at leve, hvis De skulle have hævet feriepengene i stedet for arbejdsløshedsdagpenge.

– De vil gerne vide, hvem der skulle have vejledt Dem, således at De kunne have undgået denne fælde.

–

De forstår ikke, at man kan skrive, at pengene for 5. ferieuge udbetales uanset beløbets størrelse, når pengene alligevel ikke bliver udbetalt.

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet har den 19. juli 2006 anført følgende

”

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Vi gør opmærksom på, at vi særskilt tager stilling til om lønmodtageren i øvrigt kan få sine feriepenge udbetalt på baggrund af nye oplysninger om mulig feriehindring.

”

5. Nyt efter klagen

De har i brev til Arbejdsmarkedets Ankenævn modtaget den 15. august 2006 oplyst, at De er medlem af HK, og at De var omfattet af en kollektiv ferieoverenskomst (Landsoverenskomsten for butik) på tidspunktet.

6. Regler

Ferielov, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004

Endelig adm. afgørelse 2006 10238 Historic

Resumé

Arbejdsmarkedets Ankenævns kompetence i tilfælde af ferieoverenskomst og udbetaling af uhævede feriepenge efter loven § 34, stk. 2 til stk. 4.

Lønmodtageren havde efter reglerne i § 34 b, stk. 3, søgt om udbetaling af uhævet feriegodtgørelse for 6 dage optjent i 2004 til brug i ferieåret 2005/2006.

Arbejdsdirektoratet havde afslået ansøgningen med henvisning til, at lønmodtageren havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge i ferieåret 2005/2006 i 27 dage.

Lønmodtageren havde optjent de 6 feriedage ved arbejde hos en arbejdsgiver hvormed, der var indgået ferieoverenskomst, men lønmodtageren var fratrådt den 31. juli 2005.

Lønmodtageren havde i ferieåret 2005/2006 modtaget arbejdsløshedsdagpenge i 27 dage.

Arbejdsdirektoratet oplyste, at direktoratet ville tage stilling til, om der forelå en feriehindring.

Arbejdsmarkedets Ankenævn var kompetent til at træffe afgørelse i sagen uanset om forholdet i øvrigt var reguleret ved kollektiv overenskomst, fordi der var tale om udbetaling af beløb efter § 34 b, stk.4. Det skyldes, at godkendelse af udbetaling efter denne regel forudsætter oplysninger om lønmodtagerens private forhold.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at lønmodtageren ikke havde ret til udbetaling af feriepenge for 6 dage, fordi hun havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge i 27 dage i ferieåret 2005/2006.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →