Legislator Case Law & Legislation
W20061002225 DK

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-412

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 10022 Valid

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-412

Advokat Trine Nytrup har på vegne [K] ved brev af 25. oktober 2006 anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 2006-6-385, [K] mod Ekstra Bladet. Nævnets kendelse er afsagt den 11. oktober 2006.

I kendelsen hed det

”Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt [K] er frontfigur i Dansk Front, Århus. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til, hvilke forklaringer der er de rigtige.

Pressenævnet kan på grund af ovennævnte bevismæssige begrænsninger endvidere ikke tage stilling til årsagen til [K]s udtræden fra Dansk Folkepartis Ungdoms bestyrelse i Århus, hvorvidt han har været ”involveret i optøjer sammen med White Pride”, og hvorvidt der er sket en forvanskning vedrørende udsagnet ”Jeg har venner i White Pride, men jeg er ikke ekstremist”.

Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer vedrørende de informationer, der blev givet forud for interviewet. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Nævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til hvilken forklaring, der er den rigtige.

Pressenævnet finder imidlertid, at [K] ved at besvare Ekstra Bladets spørgsmål vedrørende Dansk Front og henvise til et tv-interview vedrørende den højreekstremistiske gruppe White Pride må have været klar over, at Ekstra Bladet ville kunne sætte interviewet i sammenhæng med omtale af det pågældende miljø, og Nævnet finder derfor, at der ikke er grundlag for at udtale kritik heraf.

Pressenævnet finder videre, at det af artiklen ”Hitler var en god mand” klart fremgår, at der er tale om en kommentar fra [A], ligesom [K] heller ikke er omtalt som ”nazist”. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af det bragte.

Pressenævnet finder, at der ikke i øvrigt er grundlag for at udtale kritik i sagen.”

Advokaten har til støtte for anmodningen om genoptagelse anført, at det er ukorrekt, når det i kendelsen er anført, at Nævnet ikke kan tage stilling til modstridende forklaringer om, hvorvidt Ekstra Bladet har betegnet klager som leder af Dansk Front (afdelingen i Århus), idet Ekstra Bladet den 23. juli 2006 under overskriften ”De leder Dansk Front” bragte et billede af [K] samt klagers navn.

Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Marianne Druedahl.

Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen.

Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Der skal således være tale om oplysninger, der ikke har været Nævnet bekendt, da Nævnet traf afgørelse i sagen. Da der ikke er fremkommet sådanne nye oplysninger, finder Nævnet ikke grundlag for at genoptage sagen.

Afgjort den 7. november 2006.

Endelig adm. afgørelse 2006 10022 Valid

Resumé

Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmålet om eventuel genoptagelse af sagen.

Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Der skal således være tale om oplysninger, der ikke har været Nævnet bekendt, da Nævnet traf afgørelse i sagen. Da der ikke var fremkommet sådanne nye oplysninger, fandt Nævnet ikke grundlag for at genoptage sagen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →