Legislator Case Law & Legislation
W20060998325 DK

Selvstændig virksomhed, ophør, flerhed af selskaber, formueforvaltning, dagpenge

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9983 Valid

Selvstændig virksomhed, ophør, flerhed af selskaber, formueforvaltning, dagpenge

Ankenævnet har behandlet Deres klage på vegne af XX på møde den 24. august 2006.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

Deres klient anses for at være selvstændig erhvervsdrivende.

Deres klient kan ikke anses for ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed.

Deres klient har derfor ikke ret til dagpenge.

Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 27. september 2005.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

– Deres klients ægtefælle har drevet den selvstændige virksomhed XX,

– selskabets formål har været opførelse, drift og udlejning af fast ejendom, selskabets formål er ændret til formueforvaltning,

– Deres klient fra den 1. juni 2004 til den 30. juni 2005 har været ansat i XX, og at hendes arbejdsopgaver var projektudvikling,

– Deres klients ægtefælle driver tre andre selvstændige virksomheder på adressen AA, (YY, ZZ og VV),

– disse virksomheder er aktive inden for byggeri eller inden for udlejning af erhvervsejendomme, og

– Deres klient sammen med de 2 andre ansatte i XX blev afskediget med virkning fra den 30. juni 2005, og at Deres klient tilmeldte sig AF den 1. juli 2005.

Selvstændig erhvervsvirksomhed

Beskæftigelse i et selskab, hvor den pågældende har afgørende indflydelse, anses for selvstændig erhvervsudøvelse. Der er tale om afgørende indflydelse, hvis den pågældende og/eller dennes ægtefælle alene eller sammen med nærmeste familie er indehaver af mindst 50 procent af selskabskapitalen, eller indehaver af mindst 10 procent af selskabskapitalens stemmeværdi, og pågældende og/eller ægtefællen tillige er medlem af selskabets bestyrelse eller direktion. Dette gælder også hvis en person og/eller dennes ægtefælleder er indehaver af kapital i et eller flere selskaber, som dominerer det selskab, hvor den pågældende er beskæftiget.

En person, der - uden at være medejer - er ansat i ægtefællens virksomhed, anses dog kun for selvstændig erhvervsdrivende, hvis der er under 20 ansatte i virksomheden.

Ankenævnet har lagt vægt på, at Deres klients ægtefælle gennem sit eget selskab QQ er hovedanpartshaver i XX, hvor Deres klient var ansat.

Deres klients ægtefælle er således indehaver af mindst 50 procent af selskabskapitalen i et selskab, som dominerer det selskab, hvor Deres klient var ansat. Det er samtidig oplyst, at der var under 20 ansatte i XX.

Ophør med selvstændig erhvervsvirksomhed

Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem, der er ledigt. En betingelse for, at en selvstændig erhvervsdrivende kan anses for at være ledig, er, at det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt.

Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden er endeligt overdraget eller lukket. Det vil sige, at selskabet skal være opløst, eller medlemmet har overdraget samtlige aktier eller anparter til andre end medlemmets ægtefælle, samlever eller umyndige børn.

Et medlem kan anses for ophørt fra et tidligere tidspunkt end den endelige overdragelse eller lukning, hvis medlemmet dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive virksomhed. Dette kan være tilfældet når det er anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at formålet med selskabet er ændret til kun at være formueadministration. Det skal samtidig dokumenteres, at der ikke er erhvervsaktiviteter i selskabet.

Ankenævnet har lagt vægt på, at selskaberne XX, QQ, YY, ZZ samt VV alle ejes af Deres klients ægtefælle, at selskaberne har samme adresse, at der er tale om sammenfaldende revision og at flere af dem også har samme branchekode. At selskaberne ikke drives fra bopælen er i den forbindelse ikke afgørende.

Ankenævnet finder på denne baggrund, at selskaberne må anses for én samlet virksomhed, uanset at virksomhederne har været organiseret som en flerhed af selskaber.

Nævnet finder derfor ikke, at det forhold, at Deres klient blev afskediget, og at formålet med XX og selskabet QQ er ændret til formueforvaltning, kan medføre, at Deres klient kan anses for ophørt med selvstændig virksomhed. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at der forsat er erhvervsaktiviteter i de øvrige selskaber.

Nævnet finder derfor også, at uanset om Deres klients arbejdsfunktioner i XX kunne anses for bortfaldet mere end midlertidigt betragtes Deres klient fortsat som selvstændig erhvervsdrivende, når der fortsat er erhvervsaktiviteter i de øvrige selskaber.

Nævnet finder endvidere ikke, at Deres klient opfylder nogen af de øvrige betingelser i ophørsbekendtgørelsen.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

– § 41, stk. 1, nr. 3, litra d) og § 57, stk. 1 og 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003.

– § 3, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og stk. 5 og § 4, stk. 1 nr. 1, i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 556 af 3. juli 2002 om optagelse som selvstændig erhvervsdrivende i en a-kasse.

– §§ 2, 3 og § 8, i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.

Endelig adm. afgørelse 2006 9983 Valid

Resumé

Medlemmet havde fra den 1. juni 2004 til den 30. juni 2005 været ansat i et anpartsselskab, hvor hendes arbejdsopgaver var projektudvikling. Anpartsselskabet var ejet og drevet af medlemmets ægtefælle. Selskabets formål havde været opførelse, drift og udlejning af fast ejendom. Formålet var blevet ændret til formueforvaltning.

Medlemmets ægtefælle drev tre andre selvstændige virksomheder på samme adresse. Disse virksomheder var aktive inden for byggeri eller inden for udlejning af erhvervsejendomme. Medlemmet blev sammen med de 2 andre ansatte i anpartsselskabet afskediget med virkning fra den 30. juni 2005, og medlemmet tilmeldte sig AF den 1. juli 2005.

Ankenævnet fandt, at medlemmet skulle anses for at være selvstændig erhvervsdrivende. Ankenævnet lagde herved vægt på, at medlemmets ægtefælle gennem sit eget selskab var hovedanpartshaver i det selskab, hvor medlemmet var ansat.

Ankenævnet fandt ikke, at medlemmet kunne anses for ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed. Medlemmet havde derfor ikke ret til dagpenge.

Ankenævnet lagde herved vægt på, at medlemmets ægtefælle udover det anpartsselskab som medlemmet var ansat i, ejede 4 selskaber. Alle selskaberne havde samme adresse, der er tale om sammenfaldende revision og flere af dem også havde samme branchekode. Ankenævnet fandt på denne baggrund, at selskaberne måtte anses for én samlet virksomhed, uanset at virksomhederne havde været organiseret som en flerhed af selskaber.

Nævnet fandt derfor ikke, at det forhold, at medlemmet blev afskediget, og at formålet med det anpartsselskab, hvor medlemmet havde været ansat samt et andet af selskaberne var ændret til formueforvaltning, kunne medføre, at medlemmet kunne anses for ophørt med selvstændig virksomhed. Ankenævnet lagde herved lagt vægt på, at der fortsat var erhvervsaktiviteter i de øvrige selskaber.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →