Arbejdsgiverforpligtelse for 1. og 2. ledighedsdag ved opsigelse. Spørgsmål om egen skyld

§ 1. En arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, hvis medlemmet

1) bliver ledigt som følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende,

2) har været ansat som lønmodtager, og

3) har indtjent en løn i ansættelsen.

Stk. 2. Ved "G-dage" forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én "G-dag" er én ledighedsdag.

Stk. 3. En arbejdsgiver skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan anses som kontrollabel, beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.

Stk. 4. Den periode, som beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, forlænges bagud, hvis der i perioden er fravær f.eks. på grund af sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage, søgnehelligdage, konflikt eller deltagelse i kursus som led i ansættelsen.

Stk. 5. En arbejdsgiver skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i et kalenderår. Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun skal betale for en halv G-dag.

Stk. 6. Betaling for en G-dag er A-indkomst. Der skal ikke beregnes feriegodtgørelse, trækkes arbejdsmarkedsbidrag, ATP eller beløb til Den Særlige Pensionsopsparing af betalingen for en G-dag.

§ 2. Et medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er fratrådt, hvis medlemmet har været i fuld beskæftigelse på dagen for fratrædelsen. Hvis medlemmet ikke har været i fuld beskæftigelse på denne dag og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i kalenderugen, er dagen for fratrædelsen 1. ledighedsdag.

Bortfaldsgrunde m.v.

§ 6. En arbejdsgiver skal ikke betale for G-dage til et medlem, når

1) medlemmet inden ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse svarende til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme arbejdsgiver,

2) arbejdsgiveren er ude af stand til at betale på grund af konkurs eller betalingsstandsning,

3) afskedigelsen/arbejdsophøret væsentligst skyldes medlemmet,

4) arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendigt på grund af strejke eller lockout på en anden virksomhed,

5) arbejdsophøret skyldes force majeure,

6) medlemmet er i fuld beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene,

7) medlemmet i tilslutning til ansættelsens ophør får sygedagpenge eller holder ferie på G-dagene,

8) medlemmet er tjenestemand og overgår til rådighedsløn,

9) medlemmet har været vikar i en orlovsstilling efter lov om børnepasningsorlov, hvis ansættelsen har varet mindst 3 måneder, eller

10) medlemmet har været i beskæftigelse med offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Manglende betaling

§ 11. Et medlems a-kasse skal hjælpe medlemmet med at få en arbejdsgiver til at betale for G-dage, hvis

1) arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, jf. §§ 7 og 8,

2) medlemmet beder a-kassen om hjælp, og

3) a-kassen finder, at medlemmet uden tvivl har ret til betalingen.

Stk. 2. A-kassen sender herefter en begrundet anmodning til arbejdsgiveren om at betale til medlemmet inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen. Hvis arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, og a-kassen fortsat mener, at kravet er berettiget, lægger a-kassen beløbet ud til medlemmet.

Stk. 3. Samtidig med at a-kassen lægger beløbet ud, sender a-kassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen. Ankenævnets afgørelse skal sendes til arbejdsgiveren, medlemmet, Arbejdsdirektoratet og a-kassen.

Stk. 4. Hvis en arbejdsgiver indbringer et tvivlsspørgsmål, jf. § 10, efter at a-kassen har lagt et beløb ud, skal klagen behandles sammen med Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af a-kassens indstilling.

Stk. 5. Finder Arbejdsmarkedets Ankenævn, at medlemmet har ret til betaling for G-dage, skal arbejdsgiveren betale beløbet til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen. Har direktoratet ikke fået beløbet til tiden, kan kravet sendes til Finansstyrelsen, der inddriver beløbet med tillæg af et gebyr til direktoratet og Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelsen.

§ 84. Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37 af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2. punktum omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld dagpengegodtgørelse.

Stk. 2. Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste 4 uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.

Stk. 3. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder,

1 hvis det godtgøres, at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages sygedagpenge eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret,

2) hvis afskedigelsen væsentligst kan tilregnes medlemmet,

3) hvis arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller

4) hvis medlemmet har været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme person kan højst indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår.

Stk. 5. Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter medlemmets arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan senest 14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode medlemmet om at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er afgivet til arbejdsgiveren senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning.

Stk. 6. Hvis dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har arbejdsløshedskassen efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få beløbet udbetalt hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt har krav på dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen fortsat, at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til medlemmet. § 86 finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt.

Stk. 7. Samtidig med udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er berettiget til dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til Arbejdsdirektoratet inden for en nærmere angivet frist, som fastsættes af ankenævnet.

Stk. 8. Tvivlsspørgsmål om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 9. Krav mod arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med tillæg af omkostninger inddrives af Finansstyrelsen, hvis kravet ikke betales inden for den fastsatte frist. Finansstyrelsen kan inddrive det skyldige beløb ved udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Stk. 10. Finansstyrelsen kan indhente oplysninger hos skattemyndigheder og andre myndigheder om arbejdsgiveren, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af det skyldige beløb efter stk. 7.

Stk. 11. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3 nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets behandling af sager efter stk. 7 og 8.

Lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 84. .

Stk. 9. Krav mod arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jfr. Stk. 7, kan med tillæg af omkostninger inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis kravet ikke betales inden for den fastsatte frist. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive det skyldige beløb ved udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Stk. 10. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3 nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets behandling af sager efter stk. 7 og 8.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003

Arbejdsgiverforpligtelse for 1. og 2. ledighedsdag ved opsigelse. Spørgsmål om egen skyld

Til A-kassen

22. august 2006

Arbejdsløshedskassen har ved brev af 10. august 2005 bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse i sagen om, hvorvidt arbejdsgiver A er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med arbejdsophøret for medlemmet M.

Sagen blev behandlet på møde den 17. august 2006.

Nævnet traf følgende

AFGØRELSE

Ankenævnet finder, at A er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med arbejdsophør ved A.

BEGRUNDELSE

Forpligtelsen til at betale dagpengegodtgørelse er indtrådt ved afskedigelsen, da M inden for de sidste 4 uger forud herfor har været beskæftiget hos arbejdsgiveren mindst svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.

Ankenævnet finder, at der ikke foreligger bortfaldsgrund i henhold til § 6, stk. 1, nr. 3 i bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.

Ankenævnet finder det således ikke godtgjort, at afskedigelsen i det væsentligste skyldes M.

Ankenævnet har herved lagt vægt på den skriftlige opsigelse, som var begrundet i omlægninger i driften på værkstedet med deraf følgende forventet nedgang i kundereparationer.

Nævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er oplyst om advarsler i forbindelse med arbejdets udførelse og mødetidspunkter og arbejdsgiver ikke har reageret overfor M, da han efter arbejdsgiverens oplysning udeblev fra arbejdet den 29. – 31. marts 2005.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at der efter de øvrige foreliggende oplysninger i sagen ikke ses at foreligge andre bortfaldsgrunde efter § 6, stk. 1 i bekendtgørelse.

Det er oplyst, at a-kassen har udbetalt dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet.

Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84 i arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §§ 1, 6 og 11 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003.

Dagpengegodtgørelsen for den 1. og 2. ledighedsdag udgør i alt kr. 1.308,00, som skal indbetales af arbejdsgiver til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen.

På ankenævnets vegne

Sign

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

Medlemmet

Arbejdsgiver

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Det fremgår af sagen, at M fra den 1. maj 1999 var ansat på fuld tid/37 timer om ugen som mekaniker hos arbejdsgiver A, der ved brev den 3. januar 2005 opsagde M til fratræden den 31. marts 2005. Opsigelsen var begrundet med omlægninger i driften på værkstedet med deraf følgende forventet nedgang af kundereparationer.

Efter sin fratræden rettede M henvendelse til a-kassen om, at der ikke er udbetalt dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag ved arbejdsophøret den 31. marts 2005.

A-kassen har ved brev af 14. juli 2005 anmodet arbejdsgiver om at udbetale g-dage til medlemmet.

Arbejdsgiver har ikke imødekommet a- kassens anmodning.

Herefter har a-kassen ved brev af 10. august 2005 anmodet Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, hvorvidt A er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet.

Det fremgår af sagen, at a-kassen har lagt ud for den manglende betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet.

Sekretariatet har hørt arbejdsgiveren vedrørende klagen samt bedt denne udfylde et spørgeskema.

Arbejdsgiver har fremsendt udfyldt spørgeskema, hvoraf fremgår, at M var ansat på fuld tid.

Det er arbejdsgivers opfattelse, at arbejdsophøret væsentligst skyldes medlemmet. Arbejdsgiver har henvist til, at medlemmet flere dage hver måned udeblev fra arbejdet og ofte kom dryssende kl. 8.30 – 9.00, de dage han kom på arbejde.

Som begrundelse for ikke at betale g-dage har arbejdsgiver under pkt. 13 i spørgeskemaet anført

”Tirsdag den 29. marts 2005 kom M kl. ca. 9.00 og fortalte, at han ikke ønskede at arbejde her længere, hvorefter han forlod min virksomhed. Han udeblev således uden grund fra arbejdet den 29. – 30. og 31. marts 2005.

Han har modtaget fuld løn til og med 31. marts 2005. Han skylder mig således 3 arbejdsdage. Jeg har derfor betalt for 3 g-dage og ikke kun for 2, som loven foreskriver. Benægter M ovennævnte, fremstiller jeg gerne med vidner i form af bl.a. kunder, der ikke kunne få deres bil til rep. i den uge, da der ingen mekaniker fandtes på værkstedet. De måtte derfor få udskudt tid til rep. ugen efter.”

Forelagt arbejdsgivers oplysninger, har M til a-kassen i mail af 26. november 2005 oplyst

”Mandag formiddag ringede en kunde og skulle have sin bil lavet. Den skulle hentes nede i byen. Jeg gik ind på A’s kontor (han var der for en gangs skyld) og spurgte, om han ville hente den, da det ikke var mit arbejde at hente og bringe biler. DET SER JEG LIGE OM JEG GIDER. Bilen blev ikke hentet. Tirsdag formiddag gik jeg ind på A’s kontor og sagde, at jeg ikke gad være der mere. Han sagde ordret til mig. JEG GIDER HELLER IKKE SE PÅ DIG. Derfor gik jeg selvfølgelig hjem. Det skal selvfølgelig siges jeg ikke kunne lave noget, for når der blev bestilt varer, kom de pr. efterkrav og A var ikke på firmaet for at betale. Så i den tid var der flere kunder der kørte forgæves, og det ville jeg ikke stå model til.”

Sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn har herefter anmodet om arbejdsgivers bemærkninger til medlemmets oplysninger.

Arbejdsgiver skrev i brev af 16. januar 2006

”Jeg vil gerne oplyse, at M er helt ude i hampen med den ene løgnehistorie efter den anden.

For det første var han ansat som automekaniker med hvad deraf følger i faget, selvfølgelig også afhentning og udbringning af kundebiler, som han også var vant til, og i øvrigt altid uden kommentarer, da det jo gav et pusterum i arbejdet.

Han var meget sikker i sine udtalelser og ved bedre besked end de fleste fremgår det af udtalelserne i mailen fra ham til a-kassen. Men endnu engang er han fuld af løgnehistorie igen, gad vide om han selv tror på dem.

Sidste arbejdsdag skulle som bekendt have været torsdag den 31. marts 2005, men han mødte som omtalt i tidligere breve, ikke på arbejde den 29. – 30. og 31. marts. Mandag, hvor han påstår en kunde skulle have ringet, har intet med de manglende arbejdsdage i denne uge at gøre, for han var der overhovedet ikke i denne uge, og den påståede mandag var i øvrigt 2. påskedag, hvor han i forvejen havde fri for arbejde som de fleste indenfor Metalforbundet har.

Til gengæld har jeg beviser på, at han ikke var på arbejde i de pågældende dage 29. – 30. og 31. marts, da han i ugen op til påske havde indskrevet kunder op til rep. af deres biler i ugen efter påske. Da jeg ikke kunne følge at reparere de indskrevne biler, måtte jeg sende kunderne hjem med oplysninger om, at den velkendte mekaniker ikke ønskede at passe sit arbejde, og at de måtte få en ny tid i ugen efter. Disse kunder har været på værkstedet og set, at M ikke var på sin arbejdsplads, og vil gerne vidne om rigtigheden af dette brev. Ønskes yderligere oplysninger står jeg gerne til rådighed.”

Arbejdsgivers brev af 16. januar 2006 blev 30. januar 2006 sendt til a-kassen med henblik på eventuelle bemærkninger til arbejdsgiverens oplysninger.

A-kassen har i høringssvar af 13. februar 2006 ikke fremsat bemærkninger til arbejdsgivers oplysninger i brev af 16. januar 2006. A-kassen henviser til opsigelsesbrevet, ledighedserklæringen og lønsedler.

2. Regler

Lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Bidrag fra arbejdsgivere

Resumé

Medlemmet, der arbejdede som automekaniker i en autohandel, havde siden 1. maj 1999 været ansat 37 timer ugentlig hos arbejdsgiveren, som i brev af 14. juli 2005 opsagde medlemmet til fratræden den 31. marts 2005.

Arbejdsgiverens opsigelse var ifølge opsigelsesbrevet begrundet i omlægninger af driften med deraf følgende forventet nedgang af kundereparationer.

A-kassen fandt, at arbejdsgiveren var forpligtet til at betale for 1. og 2. ledighedsdag efter arbejdsophøret.

Arbejdsgiveren var af den opfattelse, at der forelå egen skyld fra medlemmets side, hvorfor han burde fritages for at betale g-dage.

Det fremgik af sagens oplysninger, at arbejdsklimaet på arbejdspladsen frem mod medlemmets fratrædelse var dårligt og kulminerede den 29. marts 2005, hvor medlemmet over arbejdsgiveren gav udtryk for, at han ikke længere gad være på arbejdspladsen, hvortil arbejdsgiveren havde svaret, at han heller ikke gad se ham længere. Medlemmet var herefter gået hjem og var ikke mødt på arbejdet den 30. og 31. marts 2005.

Arbejdsgiveren havde udbetalt løn til udgangen af marts måned og mente sig derfor ikke forpligtet til også at skulle betale for 2 g-dage, idet han var af den opfattelse, at medlemmet var udeblevet fra sit arbejde 29. – 31. marts 2005. Arbejdsgiveren fandt i øvrigt, at opsigelsen var begrundet i medlemmets egne forhold, idet han efter arbejdsgiverens oplysninger kom og gik, som han ville.

Ankenævnet fandt, at arbejdsgiveren var forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag efter arbejdsophøret, idet man ikke fandt det godtgjort, at afskedigelsen i det væsentligste skyldes medlemmet.

Nævnet lagde herved vægt på den skriftlige opsigelse, som var begrundet i omlægninger i driften.

Nævnet lagde videre vægt på, at arbejdsgiver ikke havde givet advarsler i forbindelse med arbejdets udførelse, og at arbejdsgiveren ikke havde reageret overfor medlemmet, da han efter arbejdsgiverens oplysninger var udeblevet fra arbejdet.