Legislator Case Law & Legislation
W20060996725 DK

Frisørfaget, overenskomst opfylder ikke ansættelsesbevisdirektivets ansættelsesbevis, manglende overholdelse af oplysnngspligten

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9967 Historic

§ 1. Denne lov gælder for alle lønmodtagere, hvis ansættelsesforhold har en varighed på mere end 1 måned, og hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer. Loven gælder ikke for personer, som er omfattet af sømandsloven.

Stk. 2. Som lønmodtagere anses personer, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse, i det omfang en pligt for arbejdsgiveren til at give lønmodtageren oplysninger om ansættelsesforholdet følger af kollektiv overenskomst og denne indeholder regler, der som minimum svarer til bestemmelserne i direktiv nr. 91/533 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet.

Stk. 4. Loven kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for lønmodtageren, jf. dog stk. 3.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at lønmodtagere, som har lejlighedsvist arbejde eller arbejde af særlig karakter, ikke skal være omfattet af denne lov.

Endelig adm. afgørelse 2006 9967 Historic

§ 2. Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet, herunder mindst de oplysninger, der er opregnet i stk. 2, nr. 1-10. Oplysningerne skal gives senest en måned efter, at ansættelsesforholdet er påbegyndt. Hvis lønmodtageren ikke fra ansættelsesforholdets begyndelse har en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid, der overstiger 8 timer, indtræder arbejdsgiverens oplysningspligt, når lønmodtageren inden for de seneste 4 uger har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid, der overstiger 8 timer.

Stk. 2. Arbejdsgiverens oplysningspligt omfatter mindst følgende oplysninger

1) Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse.

2) Arbejdsstedets beliggenhed eller i mangel af et fast arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet hovedsagelig udføres, oplysning om, at lønmodtageren er beskæftiget på forskellige steder, og om hovedsæde eller arbejdsgiverens adresse.

3) Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af lønmodtagerens titel, rang, stilling eller jobkategori.

4) Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt.

5) Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der ikke er tale om tidsubestemt ansættelse.

6) Lønmodtagerens rettigheder med hensyn til betalt ferie, herunder om der udbetales løn under ferie.

7) Varigheden af lønmodtagerens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller reglerne herom.

8) Den gældende eller aftalte løn, som lønmodtageren har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, og tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri, f.eks. pensionsbidrag og eventuel kost og logi. Endvidere skal der oplyses om lønnens udbetalingsterminer.

9) Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid.

10) Angivelse af, hvilke kollektive overenskomster eller aftaler der regulerer arbejdsforholdet. Hvis der er tale om overenskomster eller aftaler indgået af parter uden for virksomheden, skal det endvidere oplyses, hvem disse parter er.

Stk. 3. Oplysningerne kan gives i følgende dokumenter

1) en skriftlig erklæring, som indeholder oplysning om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet bortset fra de oplysninger, der eventuelt er givet i et af de nedenfor i nr. 2-4 nævnte dokumenter,

2) en skriftlig arbejdskontrakt,

3) et ansættelsesbrev eller

4) et eller flere andre dokumenter, forudsat at mindst eet af disse indeholder samtlige oplysninger nævnt i stk. 2, nr. 1-4, 8 og 9.

Stk. 4. Bortset fra de oplysninger, der er nævnt i stk. 2, nr. 1-5 samt 10, anses pligten til at oplyse lønmodtageren om de væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet for at være opfyldt, hvis der i de dokumenter, som er omtalt i stk. 3, henvises til love, administrative bestemmelser, vedtægtsmæssige bestemmelser eller kollektiv overenskomst, der gælder for de pågældende forhold.

Endelig adm. afgørelse 2006 9967 Historic

§ 5. Spørgsmål om, hvorvidt arbejdsgiveren har overholdt sin oplysningspligt efter loven, afgøres af Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med arbejdsmarkedets parter nærmere regler om Arbejdsmarkedets Ankenævns sammensætning og kompetence i forbindelse med nævnets behandling af sager efter loven.

Endelig adm. afgørelse 2006 9967 Historic

§ 6. Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt, kan lønmodtageren tilkendes en godtgørelse ved domstolene. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med arbejdsmarkedets parter regler om godtgørelsens størrelse.

Endelig adm. afgørelse 2006 9967 Historic

Frisørfaget, overenskomst opfylder ikke ansættelsesbevisdirektivets ansættelsesbevis, manglende overholdelse af oplysnngspligten

Arbejdsmarkedets Ankenævn har behandlet Dansk Frisør & Kosmetiker Forbunds klage på møde den 20. september 2006.

Ankenævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

Salon X v/ YY kan ikke anses for at have overholdt sin forpligtelse til at underrette AA om vilkårene for ansættelsen.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at AA var ansat i salon X v/ YY i perioden november 2003 til marts 2006. Ankenævnet har endvidere lagt til grund, at AA siden ansættelsens start har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mere end 8 timer.

Ankenævnet har videre lagt til grund, at ansættelsesforholdet er omfattet af overenskomsten mellem Danmarks Frisørmesterforening og Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund.

Ankenævnet finder ikke, at overenskomsten indeholder regler, der som minimum svarer til bestemmelserne i direktiv nr. 91/533 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet, hvorfor lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002 (loven) finder anvendelse.

Ankenævnet kan derfor behandle sagen.

En arbejdsgiver skal senest en måned efter, at ansættelsesforholdet er påbegyndt, skriftligt give lønmodtageren oplysninger om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet.

Ankenævnet finder ikke, at salon X v/ YY har overholdt oplysningspligten over for AA.

Ankenævnet har lagt vægt på Dansk Frisør & Kosmetiker Forbunds oplysninger om, at AA bestrider at have modtaget et ansættelsesbevis eller lignende under ansættelsen i salon X v/ YY.

Ankenævnet har videre lagt vægt på, at salon X v/ YY ikke har kunnet fremlægge kopi af ansættelsesbevis eller på anden måde dokumentere at have udleveret et ansættelsesbevis eller lignende.

Ankenævnet skal herunder bemærke, at ankenævnet har noteret sig salon X v/ YY’s oplysninger om, at der er udstedt et ansættelsesbevis til AA, men at salon X v/ YY’s kopi af dette blev stjålet sammen med en række andre papirer ved indbrud i salonen den 3. november 2005. Ankenævnet finder imidlertid ikke, at denne oplysning udgør en tilstrækkelig dokumentation for, at ansættelsesbrev er udfærdiget og udleveret.

Ifølge lovens § 6 kan lønmodtageren tilkendes en godtgørelse ved domstolene, hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt. Ankenævnet kan således ikke tage stilling til spørgsmålet om godtgørelse for den manglende overholdelse af oplysningspligten.

Ankenævnet henviser til §§ 1, 2, 5, stk. 1 og § 6 i lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet §§ 1 og 2, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002.

På ankenævnets vegne

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

Salon X v/ YY

1. Sagsforløb

Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund klagede i brev af 28. marts 2006, på vegne af AA, over, at salon X v/ YY ikke har overholdt sin oplysningspligt efter ansættelsesbevisloven. Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund henviste bl.a. til, at der ikke som påstået er udleveret et ansættelsesbevis af YY.

Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund vedlagde til klagen fuldmagt fra AA, diverse bilag fra brevveksling mellem Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund og Danmarks Frisørmesterforening vedrørende godtgørelseskrav for manglende ansættelsesbevis samt udbetaling af sygepenge, samt gældende overenskomst.

Dansk Frisør & Kosmetiker Forbunds brev af 28. marts 2006 blev sammen med nævnets brev af 10. april 2006 sendt til høring hos salon X v/ YY.

Salon X v/ YY oplyste i brev, modtaget i nævnet den 24. april 2006, at de tre andre ansatte i frisørsalonen har deres kontrakt i orden, herunder selv er i besiddelse af deres kontrakt. Ligeledes oplyste YY, at skuffen, hvori både penge og papirer befandt sig, blev tømt under indbruddet i salonen den 3. november 2005.

I spørgeskema har salon X v/ YY bl.a. oplyst, at ansættelsesforholdet var overenskomstdækket.

2. Regler

Lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, jf. lovbekendtgørelse. nr. 692 af 20. august 2002

Endelig adm. afgørelse 2006 9967 Historic

Resumé

Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund klagede til Arbejdsmarkedets Ankenævn over manglende udlevering af ansættelsesbevis til et medlem.

Medlemmet havde været ansat som frisørsvend i salon X i perioden november 2003 til marts 2006 med ca. 30 ugentlige arbejdstimer.

Ansættelsesforholdet var omfattet af overenskomsten indgået mellem Danmarks Frisørmesterforening og Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund.

Salon X/arbejdsgiver havde over for nævnet anført, at ansættelsesbevis var udleveret, men at arbejdsgivers kopi af ansættelsesbeviset var blevet stjålet i forbindelse med indbrud i salonen i november 2005.

Nævnet traf afgørelse om, at salon X/arbejdsgiver ikke kunne anses for at have overholdt sin forpligtelse til at underrette medlemmet om vilkårene for ansættelsen.

Ankenævnet fandt, at overenskomsten ikke indeholdt regler, der som minimum svarede til bestemmelserne i direktiv nr. 91/533 om arbejdsgiverens pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet. Ankenævnet kunne derfor behandle sagen.

Ankenævnet lagde derefter vægt på, at medlemmet havde bestridt at have modtaget et ansættelsesbevis eller lignende under ansættelsen.

Ankenævnet lagde videre vægt på, at arbejdsgiver ikke havde kunnet fremlægge kopi af ansættelsesbevis eller på anden måde dokumentere at have udleveret et ansættelsesbevis.

Ankenævnet bemærkede i afgørelsen, at arbejdsgivers oplysning om, at kopi af ansættelsesbevis var blevet stjålet ved indbrud i salonen, ikke udgjorde en tilstrækkelig dokumentation for, at ansættelsesbevis var udfærdiget og udleveret.

Arbejdsgiver havde således ikke overholdt sin oplysningspligt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →