Legislator Case Law & Legislation
W20060996225 DK

VEU-godtgørelse, refusion, uddannet økonoma, ikke brugt uddannelsen inden for de sidste 5 år, arbejder som køkkenassistent

16 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (16)

Statutory Text (16 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9962 Historic

§ 1. Loven har til formål at skabe økonomisk grundlag for, at voksne, fortrinsvis kortuddannede, kan deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau. Dette formål sikres ved, at deltagerne under uddannelsen kan opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed.

Endelig adm. afgørelse 2006 9962 Historic

§ 1. Der kan opnås godtgørelse efter reglerne i denne bekendtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau.

Stk. 2. Erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. stk. 1, er

1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).

Endelig adm. afgørelse 2006 9962 Historic

§ 2. Den personkreds, der kan opnå ydelser efter § 1, omfatter

1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte,

2) selvstændige erhvervsdrivende og

3) ledige, der er berettigede til dagpenge efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og

Endelig adm. afgørelse 2006 9962 Historic

§ 2. Deltagere, der kan opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, er

1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, jf. dog § 3,

2) selvstændige erhvervsdrivende, jf. dog § 3, og

3) ledige, som er berettigede til dagpenge efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og

Endelig adm. afgørelse 2006 9962 Historic

§ 3. Der kan opnås ydelser efter § 1, jf. dog § 5, ved deltagelse i følgende uddannelser til og med erhvervsuddannelsesniveau, i det omfang udbuddet, dog undtaget de i nr. 9 nævnte forløb udløser tilskud efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.

1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).

Endelig adm. afgørelse 2006 9962 Historic

§ 4. Under deltagelse i uddannelse, der er omfattet af § 3, kan beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deres deltagelse, jf. dog stk. 2.

Endelig adm. afgørelse 2006 9962 Historic

§ 4. Det er en betingelse for at opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, at deltageren

1) alene har en uddannelse ud over en almen skoleuddannelse til og med gymnasialt niveau,

2) har en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, en lærlingeuddannelse, en erhvervsfaglig grunduddannelse, en grundlæggende social- og sundhedsuddannelse eller en grundlæggende uddannelse efter lov om landbrugsuddannelser,

3) har en kommunal- eller etatsuddannelse eller lignende, hvis uddannelsesniveau og varighed ikke overstiger erhvervsuddannelserne eller et niveau og en varighed, der kan sidestilles hermed, eller

4) har en anden og højere uddannelse end nævnt i nr. 1-3, og ikke har haft beskæftigelse inden for uddannelsens område i de sidste 5 år.

Stk. 2. Uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelserne, jf. stk. 1, er uddannelser, der i niveau eller varighed maksimalt svarer til niveauet eller varigheden af erhvervsuddannelserne. Det er en betingelse, at der ikke er et adgangskrav til uddannelsen, der forudsætter bestået uddannelse på gymnasialt niveau.

Stk. 3. Personer med en uddannelse, der er afløst af en ny tilsvarende uddannelse, kan opnå godtgørelse, hvis den nye uddannelse ikke forudsætter bestået gymnasial uddannelse.

Endelig adm. afgørelse 2006 9962 Historic

§ 9. For beskæftigede lønmodtagere kan godtgørelse i henhold til §§ 4 og 5 udbetales til arbejdsgiveren i tilfælde, hvor der er truffet aftale om, at arbejdsgiveren fortsætter med at udbetale sædvanlig løn under uddannelsen. Beløbet svarer til den godtgørelse, som en deltager kunne have fået udbetalt efter §§ 4 og 5. Beløbet kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til arbejdsgiverens lønudgifter til en deltager under dennes uddannelse.

Bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

Endelig adm. afgørelse 2006 9962 Historic

§ 14. Arbejdsgivere, der efter aftale med deltageren udbetaler sædvanlig løn under uddannelsen, har ret til refusion. Refusionen svarer til den godtgørelse, som deltageren ville have været berettiget til efter kapitlerne 3, 4 og 5. Refusionen kan dog ikke være højere end den løn, arbejdsgiveren udbetaler under uddannelsen.

Stk. 2. Hvis godtgørelsen er højere end lønnen, udbetales forskellen til deltageren.

Stk. 3. Arbejdsgivere, der udbetaler løn for fuld arbejdstid til deltagere, der ellers er deltidsbeskæftigede, har ret til refusion efter stk. 1 og 2.

Endelig adm. afgørelse 2006 9962 Historic

VEU-godtgørelse, refusion, uddannet økonoma, ikke brugt uddannelsen inden for de sidste 5 år, arbejder som køkkenassistent

Vedr. NN Medlem

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 13. september 2006.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

XX er ikke berettiget til refusion af voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse (VEU-godtgørelse) i forbindelse med NN’s deltagelse i AMU-kurset ”IKA”, afholdt i perioden 10. til 12. januar 2006 svarende til i alt 3 dage.

B E G R U N D E L S E

Efter reglerne er det en betingelse for at opnå VEU-godtgørelse, at ansøgeren ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt de sidste 5 år.

Arbejdsgivere, der efter aftale med deltageren udbetaler sædvanlig løn under uddannelsen, har ret til refusion. Refusionen kan ikke være højere end den løn, arbejdsgiveren udbetaler under uddannelsen.

Virksomhedens refusion afhænger af den ansattes ret til VEU-godtgørelse. I tilfælde af, at virksomheden har udbetalt sædvanlig løn til den ansatte under deltagelse i kurset, har virksomheden ret til den godtgørelse, som den ansatte ville være berettiget til (hvis den pågældende ikke modtog løn).

Ankenævnet har lagt vægt på, at NN er uddannet økonoma, som er en uddannelse, der i niveau overstiger erhvervsuddannelserne.

Ankenævnet har videre lagt vægt på, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger findes sandsynliggjort, at NN anvender de kompetencer, som hun har erhvervet sig i forbindelse med uddannelsen som økonoma.

Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at NN opfylder betingelserne for VEU-godtgørelse, idet NN må anses at gøre brug af sin uddannelsesmæssige baggrund.

Virksomheden har som følge heraf ikke ret til refusion.

Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltræder således arbejdsløshedskassens afgørelse af 17. februar 2006.

Ankenævnet henviser til

– § 1, § 2, § 3, § 4 og § 9 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 795 af 18. august 2005, og

– § 1, § 2, § 4 og § 14 bekendtgørelse nr. 795 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

På ankenævnets vegne

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

NN

YY Arbejdsløshedskasse

1. Sagsforløb

Det fremgår af sagen, at De på ansøgningsskema, dateret den 7. februar 2006, har søgt om VEU-godtgørelse for NN for kurset ”IKA”, afholdt i perioden 10. januar til 12. januar 2006 svarende til i alt 3 dage. De har på ansøgningsskemaet bekræftet, at De udbetaler ansøgeren en større løn under kursusdeltagelsen end ansøgers sædvanlige løn.

Af ansøgningsskemaet fremgår, at NN er i arbejde som køkkenassistent. Det fremgår videre, at NN er uddannet økonoma, og at hun ikke har brugt uddannelsen arbejdsmæssigt inden for de sidste 5 år.

2. Arbejdsløshedskassens afgørelse

YY traf den 17. februar 2006 denne afgørelse

”Afslag på VEU-godtgørelse

De har søgt om VEU-godtgørelse til Deres medarbejder, NN, som deltog på kurset IKA i perioden 10.01.2006 til 12.01.2006.

Deres medarbejders uddannelsesmæssige baggrund som økonoma medfører, at De ikke kan få udbetalt VEU-godtgørelse, fordi NN er uden for den målgruppe, der kan få VEU-godtgørelse.

Målgruppen er defineret i § 4 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Reglen kan De læse nedenfor.

”Det er en betingelse for at opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, at deltageren

1) alene har en uddannelse ud over en almen skoleuddannelse til og med gymnasialt niveau,

2) har en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, en lærlingeuddannelse, en erhvervsfaglig grunduddannelse, en grundlæggende social- og sundhedsuddannelse eller en grundlæggende uddannelse efter lov om landbrugsuddannelser,

3) har en kommunal- eller etatsuddannelse eller lignende, hvis uddannelsesniveau og varighed ikke overstiger erhvervsuddannelserne eller et niveau og en varighed, der kan sidestilles hermed, eller

4) har en anden og højere uddannelse end nævnt i nr. 1-3, og ikke har haft beskæftigelse inden for uddannelsens område i de sidste 5 år.

Stk. 2. Uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelserne, jf. stk. 1, er uddannelser, der i niveau eller varighed maksimalt svarer til niveauet eller varigheden af erhvervsuddannelserne. Det er en betingelse, at der ikke er et adgangskrav til uddannelsen, der forudsætter bestået uddannelse på gymnasialt niveau.

Stk. 3. Personer med en uddannelse, der er afløst af en ny tilsvarende uddannelse, kan opnå godtgørelse, hvis den nye uddannelse ikke forudsætter bestået gymnasial uddannelse.”

3. Klagen til ankenævnet

I brev af 10. marts 2006 har De klaget over afgørelsen og har anført følgende

”Klage vedr. afslag på VEU-godtgørelse – NN

Vi har modtaget jeres brev af 17. februar 2006 vedr. NN, cpr.nr. , hvori der meddeles afslag på VEU-godtgørelse for perioden 10. januar 2006 til 12. januar 2006.

I den anledning vil vi hermed klage over afgørelsen med den begrundelse, at NN ikke har brugt sin uddannelse som økonoma de sidste 8 år, idet hun har været ansat som køkkenassistent.

NN er uddannet økonoma i 1976 og har ikke siden opdateret denne uddannelse. Siden hun blev ansat som køkkenassistent i AA Kommune, har hendes arbejde bestået i praktiske opgaver på lige fod med de øvrige køkkenassistenter. Det betyder bl.a., at hun ikke har haft ledelsesmæssige opgaver eller administrative opgaver, der går ud over, hvad der varetages på køkkenassistentniveau.

Vi er derfor af den opfattelse, at NN ikke som køkkenassistent kan siges at gøre brug af sin uddannelse som økonoma.

4. A-kassens bemærkninger til klagen

Ved oversendelsen fastholdt a-kassen afgørelsen og bemærkede følgende

”Vedrørende VEU-målgruppe, NN

Vedlagt fremsendes AA Kommunes klage af 10. marts 2006. Sagen er noget principiel derved, at medlemmet er uddannet økonoma fra 1976 (uddannelsen i dag: professionsbachelor i ernæring og sundhed) og har job som køkkenassistent, hvilket hun har haft siden 1977 i AA Kommune.

Vi fastholder afgørelsen. Køkkenassistenter har typisk et lavere ansvarsniveau, derved at de ledelsesmæssige og planlægningsmæssige opgaver netop oftest varetages af økonomaen. Men de arbejdsopgaver økonomaen står med kan være forskellige fra køkken til køkken. I mindre køkkener kan en stor del af økonomaens arbejde være det praktiske køkkenarbejde.

Køkkenassistenten har under uddannelsen områdefag (ikke valgfri) som arbejdsplanlægning, levnedsmiddellære og produktionsplanlægning. Det er områder som økonomaen under sin uddannelse også stifter bekendtskab med under uddannelsens basisdel som indeholder fag som Kost og ernæring, Hygiejne og Teknologi samt Produktion og organisation. Professionsbacheloruddannelsen har en 4 semestre lang specialiseringsdel, hvor den studerende vælger mellem 7 specialer.

De færdigheder som en økonoma har tilegnet sig i løbet af uddannelsen, vil for en del blive brugt i et job som køkkenassistent. Uddannelsen er selvfølgelig bredere og også mere forsknings- og ledelsesorienteret, men vi vurderer, at der er et sådant slægtskab imellem uddannelserne, at arbejdet i et køkken med madlavning og dertil hørende rengøring ikke bringer medlemmet under målgruppen.

Vi er opmærksomme på Ankenævnets afgørelse i sag nr. 5300007-05, hvor en uddannet levnedsmiddeltekniker ansås for at have forladt uddannelsens område i og med arbejde som køkkenassistent og køkkenleder, men vi vurderer ikke uden videre, at den sags konklusion kan overføres til nærværende.”

5. Nyt efter klagen

Sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn den 1. august 2006 telefonisk fået oplyst fra AA Kommune, at NN siden 1997 har arbejdet på ældrecentret. Der er ansat 9-10 personer inkl. økonomaen. NN har fungeret som stedfortræder i økonomaens fravær på bestemte opgaver som følge af sin uddannelse. NN har ikke fungeret som stedfortræder i personsager.

Sekretariatet har fra økonoma YY telefonisk fået oplyst den 2. august 2006, at alle i køkkenet ”kan det hele”, og arbejdsopgaverne er delt ud på alle i køkkenet. YY og NN har delt de praktiske opgaver mellem sig, uanset om økonomaen er fraværende. Ved YY’s fravær overtager NN dennes praktiske opgaver, herunder pensionisternes afregning. NN varetager ikke personale- og administrative opgaver i YY’s fravær, men er kontaktperson til nærmeste leder. NN blev økonomisk honoreret for ”stedfortræderfunktionen”.

Kopi af de oplysninger som sekretariatet har modtaget den 1. og 2. august 2006 blev den 3. august 2006 sendt til NN med anmodning om at indsende eventuelle bemærkninger inden den 22. august 2006.

Sekretariatet har ikke inden fristens udløb modtaget eventuelle bemærkninger.

6. Regler

Lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 795 af 18. august 2005

Endelig adm. afgørelse 2006 9962 Historic

Resumé

Arbejdsgiver søgte om refusion af VEU-godtgørelse i forbindelse med medlemmets deltagelse i AMU-kursus.

På ansøgningsskemaet havde medlemmet oplyst, at hun arbejdede som køkkenassistent. Hun var uddannet økonoma, men havde ikke brugt uddannelsen inden for de sidste 5 år.

A-kassen fandt ikke, at virksomheden var berettiget til refusion af VElU-godtgørelse under henvisning til, at medlemmets uddannelsesmæssige baggrund som økonoma medførte, at der ikke kunne udbetales VEU-godtgørelse, idet medlemmet var uden for den målgruppe, der kunne få VEU-godtgørelse.

I klagen anførte virksomheden, at medlemmet blev uddannet økonoma i 1976 og havde ikke siden opdateret uddannelsen. Medlemmet havde arbejdet som køkkenassistent de sidste 8 år, og hendes arbejde bestod i praktiske opgaver på lige fod med de øvrige køkkenassistenter. Medlemmet havde ikke haft ledelsesmæssige eller administrative opgaver, der gik ud over, hvad der blev varetaget på køkkenassistentniveau.

Ankenævnet traf afgørelse om, at virksomheden ikke var berettiget til refusion af VEU-godtgørelse under medlemmets deltagelse i AMU-kursus.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet var uddannet økonoma, som var en uddannelse, der i niveau oversteg erhvervsuddannelserne.

Ankenævnet lagde videre vægt på, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger fandtes godtgjort, at medlemmet anvendte de kompetencer, som hun havde erhvervet sig i forbindelse med uddannelsen som økonoma.

Ankenævnet fandt på denne baggrund ikke, at medlemmet opfyldte betingelserne for VEU-godtgørelse, idet medlemmet måtte anses for at gøre brug af sin uddannelse.

Virksomheden havde som følge heraf ikke ret til refusion.

Ankenævnet tiltrådte således a-kassens afgørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →