Ikke tab af indtægt, deltagelse i aftenundervisning, uddannelsen ligger uden for normal arbejdstid, nedgang i arbejdstimer og løn efter omstændighederne
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
§ 1. Loven har til formål at skabe økonomisk grundlag for, at voksne fortrinsvis kortuddannede, kan deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau. Dette formål sikres ved, at deltagerne under uddannelsen kan opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed.
§ 1. Der kan opnås godtgørelse efter reglerne i denne bekendtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau.
Stk. 2. Erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse efter stk. 1 er
1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser
(TAMU).
Kapitel 2
Personkredsen
§ 2. Den personkreds, der kan opnå ydelser efter § 1, omfatter
1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte,
2) selvstændige erhvervsdrivende og
3) ledige, der er berettigede til dagpenge efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og
a) er fyldt 25 år, og som inden for de første 12 måneders sammenlagt ledighed efter eget valg deltager i uddannelse, der er nævnt i § 3, nr. 1-9, dog højst i en periode på 6 uger, eller
b) endnu ikke er fyldt 25 år, og som inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed efter eget valg deltager i uddannelse, der er nævnt i § 3, nr. 1-9, dog højst i en periode på 6 uger.
Stk. 2. Det er en betingelse for at opnå ydelser efter § 1, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år.
§ 2. Deltagere, der kan opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, er
1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, jf. dog § 3,
2) selvstændige erhvervsdrivende, jf. dog § 3, og
3) ledige, som er berettigede til dagpenge efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Godtgørelse til deltagere for tab af indtægt eller arbejdsmulighed
§ 3. Der kan opnås ydelser efter § 1, jf. dog § 5, ved deltagelse i følgende uddannelser til og med erhvervsuddannelsesniveau, i det omfang udbuddet, dog undtaget de i nr. 9 nævnte forløb, udløser tilskud efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser
(TAMU).
§ 4. Under deltagelse i uddannelse, der er omfattet af § 3, kan beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deres deltagelse, jf. dog stk. 2.
§ 7. Beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, jf. § 2, som deltager i uddannelse efter § 1, stk. 2, har ret til godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deltagelsen, jf. dog § 3 og § 8.
Refusion til arbejdsgiver
§ 9. For beskæftigede lønmodtagere kan godtgørelse i henhold til §§ 4 og 5 udbetales til arbejdsgiveren i tilfælde, hvor der er truffet aftale om, at arbejdsgiveren fortsætter med at udbetale sædvanlig løn under uddannelsen. Beløbet svarer til den godtgørelse, som en deltager kunne have fået udbetalt efter §§ 4 og 5. Beløbet kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til arbejdsgiverens lønudgifter til en deltager under dennes uddannelse.
Bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse
§ 14. Arbejdsgivere, der efter aftale med deltageren udbetaler sædvanlig løn under uddannelsen, har ret til refusion. Refusionen svarer til den godtgørelse, som deltageren ville have været berettiget til efter kapitlerne 3, 4 og 5. Refusionen kan dog ikke være højere end den løn, arbejdsgiveren udbetaler under uddannelsen.
Ikke tab af indtægt, deltagelse i aftenundervisning, uddannelsen ligger uden for normal arbejdstid, nedgang i arbejdstimer og løn efter omstændighederne
Arbejdsmarkedets Ankenævn har behandlet Deres klage på møde den 13. september 2006.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
Ankenævnet finder ikke, at De opfylder betingelserne for VEU-godtgørelse under Deres deltagelse i AMU-kurset ”Kloakering – trin 3” i perioden 17. oktober 2005 til 30. marts 2006, hvor De deltog i undervisning om aftenen.
Eftersom YY Tekniske Skole har bevilliget Dem VEU-godtgørelse for 8 timer om ugen i ovennævnte periode, vælger ankenævnet dog ikke at omgøre uddannelsesstedets afgørelse af 6. februar 2006.
Arbejdsmarkedets Ankenævn tiltræder således efter omstændighederne YY Tekniske Skoles afgørelse af 6. februar 2006.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har lagt til grund for afgørelsen, at YY Tekniske Skoles afgørelse af 6. februar 2006 vedrører perioden 17. oktober 2005 til 30. marts 2006, hvor De deltog i aftenundervisning 2 gange 4 timer om ugen fra kl. 18.00 til 22.00.
Ankenævnet har ligeledes lagt til grund for afgørelsen, at YY Tekniske Skole i afgørelsen af 6. februar 2006 oplyser at have rettet Deres daglige transport fra 72 km til 78 km, hvorfor ankenævnet ikke har behandlet den del af Deres klage af 22. januar 2006, som vedrører spørgsmålet om befordringstilskud.
Ankenævnet har, uagtet Deres oplysning i ansøgningsskemaet om, at De driver selvstændig erhvervsvirksomhed som hovederhverv, endvidere lagt til grund for afgørelsen, at De skal anses for at være beskæftiget lønmodtager, eftersom De modtager løn fra JJ ApS. Ankenævnet bemærker hertil, at sondringen ikke har betydning for vurderingen af retten til VEU-godtgørelse.
Efter reglerne har beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, som deltager i uddannelse, ret til VEU-godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deltagelsen.
Arbejdsgivere/virksomheder, der efter aftale med deltageren udbetaler sædvanlig løn under uddannelsen, har ret til refusion. Arbejdsgivers/virksomhedens ret til refusion afhænger af den ansattes ret til VEU-godtgørelse. I tilfælde af, at virksomheden udbetaler sædvanlig løn til den ansatte under deltagelsen i kurset, har virksomheden ret til den godtgørelse, som den ansatte ville være berettiget til (hvis den pågældende ikke modtog løn). Ville den ansatte som følge af det manglende tab af indtægt ikke have ret til VEU-godtgørelse, har virksomheden ikke ret til refusion.
Det fremgår af sagen, at De normalt arbejder 37 timer om ugen. Ankenævnet har ud fra denne oplysning lagt til grund, at Deres sædvanlige arbejdstid er placeret i dagtimerne.
Deres deltagelse i uddannelsen i perioden 17. oktober 2005 til 30. marts 2006 foregik om aftenen i tidsrummet 18.00 til 22.00. Undervisningen antages således at være foregået i tidsrummet uden for Deres normale arbejdstid.
De har oplyst, at De er gået ned i tid på grund af deltagelsen i undervisningen og forberedelserne hertil. Det forhold, at De vælger at have færre arbejdstimer, mens De deltager i uddannelsen uden for Deres normale arbejdstid, er ikke et forhold, der kan tages hensyn til i vurderingen af Deres ret til godtgørelse.
Ankenævnet finder på den baggrund ikke, at De kan anses for at have haft et tab af indtægt på grundlag af Deres deltagelse i uddannelsen i denne periode. Eftersom uddannelsen foregik i fritiden, har De således haft mulighed for at kunne varetage Deres sædvanlige arbejde i dagtimerne.
Eftersom De heller ikke har modtaget sædvanlig løn fra arbejdsgiver/virksomheden under deltagelsen, vil Deres nedgang i arbejdstimer og løn ikke give Dem en ret til godtgørelse, således at arbejdsgiver/virksomheden ville have haft ret til refusion.
Ankenævnet finder således ikke, at De er berettiget til VEU-godtgørelse, idet De ikke opfylder betingelserne herfor. Deres arbejdsgiver er således heller ikke berettiget til refusion.
Eftersom De allerede er blevet tildelt VEU-godtgørelse for 8 timer om ugen i perioden 17. oktober 2005 til 30. marts 2006, vælger ankenævnet ikke at omgøre uddannelsesstedets afgørelse af 6. februar 2006, hvorfor De/virksomheden alligevel anses for berettiget til den bevilligede godtgørelse/lønrefusion.
Ankenævnet henviser til
– §§ 4 og 9 i bekendtgørelse af lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 795 af 18. august 2005, og
– §§ 7 og 14 i bekendtgørelse nr. 494 af 14. juni 2005 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.
B E M Æ R K N I N G E R I Ø V R I G T
De har stillet flere spørgsmål vedrørende det af YY Tekniske Skole bevilligede under kursusperioden 17. oktober 2005 til 18. maj 2006.
De har ligeledes henvist til, at De fra flere af Deres klassekammerater har fået oplyst, at de har fået tildelt VEU-godtgørelse under kurset.
Endvidere har De anført, at De finder det tvivlsomt, hvorvidt ankenævnet burde rette henvendelse til YY Tekniske Skole, som De klager over.
Med hensyn til det bevilligede, skal ankenævnet henvise Dem til at rette henvendelse til YY Tekniske Skole vedrørende en uddybende forklaring.
Med hensyn til Deres oplysning om, at flere af Deres klassekammerater har modtaget godtgørelse, skal ankenævnet bemærke, at der altid foretages en konkret vurdering af, hvorvidt ansøger er berettiget til godtgørelse.
Endelig skal ankenævnet bemærke, at ankenævnet, som følge af ankenævnets undersøgelsespligt, fandt det nødvendigt at rette henvendelse til YY Tekniske Skole for at få afklaret, hvilken periode afgørelsen vedrørte. Ankenævnet skal herunder bemærke, at De selv i Deres klage af 22. januar 2006 henviser til aftenundervisningen, hvorfor ankenævnet ikke finder det betænkeligt at lægge uddannelsesstedets oplysninger til grund for sagen.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
SUstyrelsen
1. Sagsforløb
De søgte på ansøgning af 28. november 2005 om VEU-godtgørelse under Deres deltagelse i AMU-kurset ”Kloakering” afholdt i perioden i 17. oktober 2005 til 18. maj 2006.
Det fremgår af ansøgningen, at De arbejder 37 timer om ugen, at De har benyttet Deres tømmeruddannelse inden for de sidste 5 år, og at De driver selvstændig virksomhed som hovederhverv.
Det fremgår ligeledes af ansøgningens punkt 6, at De skal arbejde 19 timer om ugen under kursusdeltagelsen.
Ankenævnet har lagt til grund for afgørelsen, at YY Tekniske Skole efter modtagelsen af Deres ansøgning bevilligede Dem godtgørelse for 8 timer om ugen i perioden 17. oktober 2005 til 30. marts 2006.
2. Klagen til Uddannelsesstedet/SUstyrelsen
I brev af 22. januar 2006 klagede De over den tildelte VEU-godtgørelse
” Vedr.: Klage over tildelt VEU godtgørelse og befordring.
Jeg XX, cpr. Xxxxxx-xxxx startede d. 17/10-05 på kurset Kloakering som foregår i perioden d. 17/10-05 til 18/5-06.
Jeg går i skole 2 gange om ugen fra kl.18 -22 (bilag 1).
Herudover er der ca. 5-6 timers forberedelse til hver undervisningsaften, det vil sige totalt 10-12 timer ugentligt, disse timer er jeg nedsat i arbejdstid.
Jeg har flere gange i forbindelse med udfyldelse af VEU-skemaet haft kontaktet YY Teknisk Skole og fået forskellige svar og udsagn om, hvorvidt jeg kunne få VEU-godtgørelse eller ej og hvor meget og hvor lidt, senest jeg snakkede med YY Teknisk Skole var d. 4/l-06, hvor jeg fik en opringning om de ansøgte timer.
I den forbindelse må der åbenbart være opstået en misforståelse.
VEU-godtgørelse
Det undrer mig hvorfor, at jeg kun er tilkendt 18 timer i alt, samt kun for en del af uddannelsen, når jeg mindst har 18 timer ugentligt.
Befordring
Jeg har 78 km pr. undervisningsaften og kan ikke forstå, hvordan befordringen kun tildeles med 979,00 kr. for hele perioden.
Jeg håber, at I vil genbehandle sagen på fornuftigvis.”
I brev af 31. januar 2006 uddybede De Deres klage som følger
”Vedr. Tilbagemelding på telefonsamtale.
I går mandag d. 30/1-06 blev jeg kontaktet af RR, YY Teknisk Skole, vedr. mit brev af 22-01-2006.
Hun ønskede en dokumentation fra min arbejdsplads på, at jeg er fraværende 8 timer ugentligt, da det ifølge hende er det jeg kan få VEU-godtgørelse for.
Hverken jeg eller min arbejdsplads kan dokumentere et fravær på 8 timer ugentligt, da dette ikke er fakta.
Fakta er, at jeg er gået fra 160 timer/mdr.(svarende til fuldtidsstilling) til 82 timer/mdr. altså en nedgang på 78 timer/mdr., svarende til ca. 18 timer/ugentlig.
Dokumentation er vedlagt i form af kopi af lønsedler for okt., nov., dec.-2005 samt for jan.2006.
Er der yderligere spørgsmål, kan jeg kontaktes på tlf. xxxxxxxx”
3. Uddannelsesstedets afgørelse
Uddannelsesstedet traf på baggrund af Deres klage den 6. februar 2006 denne afgørelse
” Afgørelse vedr. klage indgivet 22. januar 2006 og brev af 31. januar 2006
Du har søgt om VEU-godtgørelse for mere end 8 timer ugentlig.
I bekendtgørelse af lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelsen står der i kapitel 2, stk. 4,
“Ved deltidsundervisning beregnes godtgørelse i forhold til antallet af undervisningstimer”
Da der kun er 8 timers undervisning ugentlig, er VEU-godtgørelsen derfor tilsvarende.
Hvad angår din nedsættelse i arbejdstid, er det ikke på skolens opfordring, eller som en del af dit kursus, at du har valgt at tage fri til forberedelsestid.
Da undervisningen foregår om aftenen, kan der som udgangspunkt ikke gives VEU-godtgørelse, da der ikke er et tab af arbejdsindtægt.
Dog kan der udbetales VEU-godtgørelse for 8 timers ugentlig undervisning, såfremt at der foreligger dokumentation for, at du har fået kompenserende frihed fra din arbejdsgiver.
Da du i dit brev af 31. januar 2006 oplyser os om, at hverken du og din arbejdsgiver kan dokumentere et fravær på 8 timer ugentlig, men du samtidig gør opmærksom på, at din arbejdstid er nedsat, er skolens afgørelse derfor, at der kun kan gives VEU for 8 timers ugentlig undervisning.
Din klage vil nu bliver overgivet til Styrelsen for Statens Voksenuddannelsesstøtte, som nu vil behandle din klage. Alle dine indsendte papirer og vores sagsakter vil også blive videregivet.
Al henvendelse vedrørende din klage skal fremover rettes til Styrelsen for Statens Voksenuddannelsesstøtte.
Hvad angår din klage vedrørende befordring, gør vi opmærksom på, at du i dit VEU-ansøgningsskema har skrevet, at du har 72 km frem og tilbage. Som aftalt telefonisk rettes det derfor til 78 km, og det bevilgede beløb rettes også tilsvarende. Det tildelte beløb er kun beregnet ud fra de første 4 måneders undervisning, og der vil derfor komme en ny bevilling for resten af perioden.”
4. SUstyrelsens vurdering af sagen
SUstyrelsen oversendte den 22. februar 2006 Deres sag til ankenævnet med følgende kommentarer
”Vedlagt fremsendes klage fra og kopier af sagsakterne vedr. XX, som har klaget over, at YY Tekniske Skole kun har bevilliget ham godtgørelse for 8 timer om ugen, selv om hans arbejdstid i forbindelse med uddannelsen er nedsat med 18 timer om ugen.
Det er SUstyrelsens opfattelse, at da undervisningen foregår om aftenen, og da der ikke er fremlagt dokumentation for, at XX får kompenserende fritimer, burde der ikke have været bevilliget godtgørelse til uddannelsen. Uddannelsen må anses for at foregå i fritiden, og der foreligger derfor ikke noget tab af indtægt, jf. lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse § 4, stk. 1.
At XX er gået ned i arbejdstid og dermed lønindtægt for at have god tid til at forberede sig til undervisningen, kan ikke medføre, at der kan udbetales godtgørelse, da der ikke kan bevilliges godtgørelse til forberedelsestid.
Da YY Tekniske Skole har bevilliget godtgørelse for 8 timer pr. uge, ønsker SUstyrelsen naturligvis ikke at omgøre denne begunstigende forvaltningsakt, men det må være styrelsens opfattelse, at der ikke kan bevilliges yderligere godtgørelse.”
5. Nyt efter klagen
De skrev i brev af 2. april 2006 følgende til ankenævnet
”Jeg vil for en ordensskyld gøre opmærksom på, at jeg i perioden den 4.-18. maj ifølge vedlagte bilag deltager i dagsundervisning, derfor undrer det mig at jeg kun er bevilliget 1,48 Uv pr. dag ifølge bevillingslisten.
Desuden er det ikke enslydende, hvor meget der er bevilliget pr. undervisningsaften h.h.v. 0,9 Uv.timer og 0,8 Uv timer ifølge bevillingslisten?
Jeg har været/er på skole 2 aftener om ugen af 4 timers varighed pr. gang, se i øvrigt brev af 22-01-06 til YY Tekniske Skole.”
YY Tekniske Skole oplyste den 23. august 2006 telefonisk til nævnet, at afgørelsen af 6. februar 2006 alene angik perioden 17. oktober 2005 til 30. marts 2006, hvor De deltog i aftenundervisning.
Ankenævnet informerede Dem i brev af 23. august 2006 om denne oplysning.
De sendte med brev af 28. august 2006 bevillingsliste af 7. februar 2006 til nævnet. De bemærkede følgende
”Med henvisning til dit brev af 23/8 samt telefonsamtale d.24/8 fremsendes bevillingslisten som er refereret til i mit brev af 2/4.
Bemærkninger til brev af 23/8-2006.
Du skriver, at du har talt med YY Teknisk Skole og at min afgørelse ikke omfatter perioden efter den 30. marts, på bevillingslisten af 7-2 skriver YY Teknisk Skole at godtgørelsen er gældende for følgende periode 20/3 – 18/5 derfor
Har jeg * markeret de dage, hvor jeg har gået på daghold, og jeg fastholder, at der i afgørelsen også skal tages hensyn til antal tildelt VEU timer, der henhører under samme bevillingsperiode, selvom der i den sidste del af perioden er tale om dagsundervisning, eksempelvis har jeg fra den 15/5-18/5 fået tildelt 5,92 timer i alt, det vil sige, at jeg pr. undervisningsdag har fået tildelt 1,48 VEU time for at være i skole fra kl. 8.00 – 15.15 i alt 7,4 time pr. dag. (også nævnt i brev af 2/4).
Jeg vil i samme forbindelse gøre opmærksom på, at jeg fra flere af mine klassekammerater har fået oplyst, at de har fået tildelt VEU-godtgørelse på ca. 25.000,00. excl. kørselsgodtgørelse.
I øvrigt undrer det mig, at når du sidder som klage instans behandler, tager direkte kontakt til uddannelsesstedet, som vi klager over. Jeg mener, at I burde være en uvildig instans, som tager sig seriøst af klager og ikke er bundet af instrukser eller udtalelser fra myndigheder eller andre om den enkelte sagsbehandling og afgørelse. Jeg er efterhånden ved at få opfattelsen af, at I ikke tager denne sag alvorligt, det vil jeg på det kraftigste anbefale, at I begynder at gøre fra nu af.
Svar udbedes inden 8 dage, da denne behandling allerede er trukket for lang tid.”
6. Regler
Bekendtgørelse af lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 795 af 18. august 2005
Resumé
Ansøger/ansøgers virksomhed havde søgt om VEU-godtgørelse under ansøgers deltagelse i et AMU-kursus, afholdt i perioden 17. oktober 2005 til og med 18. maj 2006. Uddannelsen var delt op mellem aftenundervisning (17. oktober 2005 til 30. marts 2006) og dagsundervisning (4. maj til 18. maj 2006).
Ansøger havde oplyst, at han i uddannelsesperioden var gået ned i arbejdstid og løn, grundet deltagelsen i uddannelsen, herunder forberedende arbejde til undervisningen.
Uddannelsesstedet traf afgørelse om, at ansøger var berettiget til godtgørelse for 8 timer om ugen, grundet sin aftenundervisning 2 gange 4 timer om ugen i tidsrummet 18.00 til 22.00 i perioden 17. oktober 2005 til 30. marts 2006.
SUstyrelsen fandt ikke, at ansøger var berettiget til godtgørelse, idet undervisningen fandt sted om aftenen, og der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøger fik kompenserende fridage. SUstyrelsen ønskede ikke at omgøre uddannelsesstedets begunstigende afgørelse.
Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at ansøger ikke opfyldte betingelserne for VEU-godtgørelse i perioden 17. oktober 2005 til 30. marts 2006. Ankenævnet valgte dog ikke at omgøre uddannelsesstedets afgørelse, hvorfor ankenævnet efter omstændighederne tiltrådte uddannelsesstedets afgørelse, hvorefter ansøger var berettiget til godtgørelse for 8 timer ugentligt i perioden med aftenundervisning.
Ankenævnet lagde til grund for afgørelsen, at ansøgers normale arbejdstid på 37 timer var placeret i dagtimerne, hvorfor undervisningen måtte antages at være foregået i tidsrummet uden for ansøgers normale arbejdstid.
Ankenævnet fandt herunder, at ansøger ikke kunne anses for at have lidt et tab af indtægt, grundet sin deltagelse i uddannelsen i perioden med aftenundervisning.
Ankenævnet bemærkede, at det forhold, at han havde valgt at have færre arbejdstimer under deltagelsen, ikke var et forhold, der kunne tages hensyn til i vurderingen af hans ret til godtgørelse.
Ankenævnet bemærkede videre, at eftersom ansøger ikke havde modtaget sædvanlig løn fra arbejdsgiver/virksomheden under deltagelsen, ville hans nedgang i arbejdstimer ikke give ham ret til godtgørelse.
Ankenævnet tiltrådte således efter omstændighederne uddannelsesstedets afgørelse.