Orienteringsbelysning på byggeplads
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Kapitel 6
Arbejdsstedets indretning
Kapitel 7
Belysning
§ 42. Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2. Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning skal følges.
§ 42. Adgangsveje, transportveje og færdselsarealer skal være belyst, så færdslen kan foregå forsvarligt. Belysningen skal have en styrke på mindst 25 lux.
Stk. 2.
7. AT-anvisninger, AT-meddelelser m.v.
At-vejledning A.2.2. Måling og belysning på adgangsveje, transportveje og færdselsarealer på byggepladser.
2. Krav til belysningsstyrke og regelmæssighed
Alle nævnte belysningsstyrker er driftsværdier, hvilket betyder, at belysningsstyrkerne skal være til stede på ethvert tidspunkt i installationens benyttelsestid, dvs. når der arbejdes.
§ 43. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om
1)
2)
3) udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange.
Stk. 2.
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder
Orienteringsbelysning på byggeplads
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. august 2006 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 14. december 2005 over etablering af orienteringsbelysning på færdselsarealer, byggepladsen XX.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet er enigt med Arbejdstilsynet i, at virksomheden skal sikre, at der er en orienteringsbelysning af alle færdselsarealer på mindst 25 lux i den mørke tid, når der arbejdes på byggepladsen.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 14. december 2005.
Nævnets afgørelse skal efterkommes straks.
Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 12. september 2006.
B E G R U N D E L S E
Arbejdstilsynet besøgte den 7. december 2005 kl. 7.30 byggepladsen XX. Der var da ikke etableret orienteringsbelysning på færdselsarealer ved skurbyen og ud til de respektive arbejdspladser. På tidspunktet for Arbejdstilsynets besigtigelse var der færdsel af flere personer mellem skurbyen og en udgravning. Byggepladsen var total mørkelagt udover kørelyset på de arbejdende maskiner.
Virksomheden har oplyst, at 7. december 2005 var den første reelle arbejdsdag på pladsen, og at der ikke foregik færdsel udover kørsel med gravemaskine/tromle.
Virksomheden har også oplyst, at orienteringsbelysning var under etablering den 7. december 2005, idet der den dag var møde med el-entreprenøren for at fastslå, hvor lysmasterne skulle stilles op.
Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt til grund for afgørelsen, at den 7. december 2005 var første arbejdsdag på byggepladsen, og at der kl. 7.30 var færdsel af mindst én person mellem udgravning og skurby ud over entrepriselederen og elektrikeren, der skulle etablere orienteringsbelysningen. Der blev således arbejdet på byggepladsen. Arbejdsmiljøklagenævnet har endvidere lagt til grund, at byggepladsen var total mørkelagt.
Efter reglerne skal adgangsveje, transportveje og færdselsarealer være belyst, så færdslen kan foregå forsvarligt.
Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at belysningen skal være etableret på det tidspunkt, hvor arbejdet på byggepladsen starter.
Arbejdsmiljøklagenævnet har bemærket, at det er virksomhedens opfattelse,
– at den person, der gik mellem arbejdsområdet og kontorvognen på tidspunktet for Arbejdstilsynets besigtigelse ikke var udsat for risiko, fordi han færdedes i lyset fra sin gravemaskine, og
– at kapitel 7 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 ikke finder anvendelse, idet planering af byggepladsen ved hjælp af en gravemaskine kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og ikke kan betragtes som adgangsveje, transportveje eller færdselsarealer.
Virksomhedens bemærkninger giver ikke anledning til at ændre Arbejdstilsynets afgørelse. Der henvises til begrundelsen ovenfor.
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
– § 42, stk. 1 og § 43, stk. 1, nr. 3 i l ov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005, og
– § 42, stk. 1 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder
På klagenævnets vegne
Xxx
xxx
Kopi til
Arbejdstilsynet, Postboks 1228, 0900 København C.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
1. Sagsforløb
Arbejdstilsynet fremstiller sagen på følgende måde i udtalelse af 1. februar 2006
”Sagens indhold
Arbejdstilsynet besøgte byggepladsen den 7. december 2005 på adressen XX.
Det fremgik af oplysninger fra entrepriseleder JP, ansat i firmaet YY, at de havde ansvaret i planen for sikkerhed og sundhed, for etablering af orienteringsbelysning på færdselsarealerne.
Der var ikke etableret orienteringsbelysning på byggepladsen, hvorfor Arbejdstilsynet afgav strakspåbud om etablering af orienteringsbelysning på byggepladsens færdselsarealer.
”
2. Arbejdstilsynets afgørelse
Arbejdstilsynet traf den 14. december 2005 følgende afgørelse
”Etablering af orienteringsbelysning på byggepladsens færdselsarealer.
(Arbejdsmiljøproblem nr.: 187048)
Arbejdstilsynet har besøgt byggepladsen XX den 7. december 2005. Ved besøget talte Arbejdstilsynet med entrepriseleder JP, som oplyste, at det er Deres virksomhed, der har ansvaret for etableringen af orienteringsbelysning af færdselsarealerne på byggepladsen.
Beskrivelse
Ved besøget konstaterede Arbejdstilsynet, at der ikke var etableret orienteringsbelysning på byggepladsens færdselsarealer, idet der ikke var orienteringsbelysning ved skurbyen og herfra ud til de respektive arbejdspladser.
Vurdering
Det er Arbejdstilsynets vurdering, at byggepladsen er omfattet af kravet om en belysningsstyrke på mindst 25 lux på alle færdselsveje i den mørke tid.
Påbud
Virksomheden skal sikre, at der er en orienteringsbelysning af alle færdselsarealer på mindst 25 lux i den mørke tid.
Påbudet skal efterkommes straks.
Hvis påbudet ikke efterkommes inden fristen, vil der normalt blive indgivet politianmeldelse eller fremsendt administrativt bødeforelæg.
Hjemmel
Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 af lov om arbejdsmiljø § 38 stk. 1 og § 77 stk. l.
Arbejdst ilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 42 stk. 1.
Vejledning
Se At-vejledning Arbejdsstedets Indretning — A.2.2 om Måling af belysning på adgangsveje, transportveje og færdselsarealer på byggepladser, som kan findes på Arbejdstilsynets hjemmeside www.at.dk.
Tilbagemelding
Arbejdstilsynet skal senest onsdag den 21. december 2005 have modtaget meddelelse om, hvordan påbudet er efterkommet. ”
3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet
Virksomheden har skrevet følgende i klagen af 19. december 2005
”
Arbejdstilsynet besøgte den 7. december 2005 kl. ca. 7.30 byggepladsen XX.
I forbindelse med besøget blev der afgivet strakspåbud om etablering af orienteringsbelysning, ligesom der blev udleveret besøgsmeddelelse.
Proceduren i YY i forbindelse med modtagelse af reaktioner fra Arbejdstilsynet indebærer bl.a., at en arbejdsmiljøansvarlig person senest dagen efter modtagelse af en AT-reaktion, skal besøge pladsen.
Vores kvalitets- og arbejdsmiljøleder, OB, besøgte pladsen om morgenen den 8. december og orienterede sig om forholdene.
Der er nu på pladsen etableret orienteringsbelysning, hvilket også var planlagt til udførelse med opstart fra den 7. december 2005.
Ved Arbejdstilsynets besøg blev der på pladsen netop afholdt opstartsmøde med el-entreprenøren for at fastslå, hvorledes placeringen af masterne til orienteringsbelysning skulle opsættes.
Byggepladsen er på bygherrens vegne anmeldt til Arbejdstilsynet ved indsendelse af anmeldelsesblanket, dateret den 10. november 2005, hvorpå arbejdet angives at starte den 14. november 2005.
Den 7. december 2005var første reelle arbejdsdag på pladsen, idet det arbejde, der indtil denne dato var udført, bestod i bortkørsel af råjord, tilkørsel af sand og komprimering af sandpuden ved hjælp af tromle (med førerhus).
Der var ligeledes opsat kontorvogn og en lille YY-mandskabsvogn.
Virksomheden er enig med Arbejdstilsynet i, at byggepladsen er omfattet af kravet om etablering af orienteringsbelysning, men finder IKKE, at kravet under nogen omstændigheder kan opfyldes, førend byggepladsen reelt etableres.
Virksomheden finder derfor IKKE, at den manglende orienteringsbelysning af byggepladsens adgangs- og færdselsveje på det aktuelle tidspunkt udgjorde nogen sikkerhedsmæssig risiko, idet der ikke, udover kørsel med gravemaskine/tromle, foregik nogen færdsel.
Begge køretøjer er forsynet med ekstra lygter, der uden problemer kan oplyse arbejds- og færdselsarealer, der er relevante for førerne.
Den tilsynsførende orienterede sig ikke om, hvorvidt der på pladsen var udarbejdet plan for sikkerhed og sundhed, ligesom han ikke indgik i nogen form for dialog omkring det faktum, at der rent faktisk blev afholdt opstartsmøde med el-entreprenøren, med baggrund at den udarbejdede byggepladsplan med angivelse orienteringsbelysning.
YY ønsker hermed at klage over det fremsendte strakspåbud, idet vi finder, at arbejdet (jf. § 38 stk. 1) er “planlagt tilrettelagt og udført således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt”. ”
4. Arbejdstilsynets udtalelse
Arbejdstilsynets vurdering er følgende
”Det er Arbejdstilsynets vurdering, at orienteringsbelysning på byggepladsens færdselsarealer som er en betingelse for, at man kan færdes forsvarligt på byggepladsen, skal være etableret så snart, der færdes personer. Mangel herpå udgør en ulykkesrisiko.
Der henvises til bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001, om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder § 42 stk. 1.
Arbejdstilsynet har følgende kommentarer til klagers anbringender.
Arbejdstilsynet besøgte byggepladsen den 7. december 2005 kl. 7. 30. Den tilsynsførende konstaterede, at der foregik færdsel, idet flere personer færdedes mellem skurby og arbejdspladsen (udgravningen). Byggepladsen var total mørkelagt udover kørelyset på de maskiner som kørte.
På den baggrund afgav Arbejdstilsynet påbud om etablering af orienteringsbelysning på færdselsarealer, idet man vurderede, at arbejdet var i gang, og der var ulykkesrisiko på grund af personfærdsel.
Arbejdstilsynet beklager, at disse faktiske oplysninger ikke fremgår af beskrivelsen i strakspåbudet.
Arbejdstilsynet indstiller, at strakspåbudet fastholdes, idet de lige nævnte faktiske oplysninger tages i betragtning.”
5. Nyt efter klagen
På forespørgsel fra Arbejdsmiljøklagenævnets sekretariat har Arbejdstilsynet i brev af 6. juli 2006 oplyst følgende
”Arbejdstilsynet v. EA oplyser, at han den 7. december 2005 om morgnen talte med en elektriker og en byggepladsleder fra YY, som oplyste, at det var deres ansvar, at belysningen endnu ikke var etableret.
Man holdt netop møde om sagen ved Arbejdstilsynets ankomst.
Arbejdstilsynet konstaterede, at byggepladsen var i gang, idet der var flere gravearbejder i gang forskellige steder på byggepladsen. Gravearbejderne udførtes af en underentreprenør. Disse gravearbejder udførtes uden for den etablerede parkering og skurbyplads, altså ude i terrænet og der var ingen steder monteret orienterings- eller arbejdsbelysning. Som nævnt i udtalelsen af 1. februar 2006 færdedes flere personer mellem skurby og udgravningen.”
Ved partshøring over Arbejdstilsynets brev af 6. juli 2006 har virksomheden i brev af 12. juli 2006 oplyst
”Vi har d. 2006-07-11 modtaget brev fra Dem vedrørende ovenstående sag, hvor Arbejdstilsynet er kommet med supplerende oplysninger. Til disse oplysninger har vi nedenstående kommentar.
Ud over entrepriseleder JP og elektrikeren, der skulle etablere orienteringsbelysningen, var der yderligere én person, der under Arbejdstilsynets besøg gik fra arbejdsområdet og til kontorvognen.
Det er virksomhedens opfattelse, at dette arbejde ikke kunne indebære nogen risiko, idet han færdedes i lyset fra sin gravemaskine.
I øvrigt finder YY ikke, at kapitel 7 i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 finder anvendelse, idet det pågældende arbejde (planering af byggepladsen ved hjælp af en gravemaskine) kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og ikke kan betragtes som “adgangsveje, transportveje eller færdselsarealer” - der etableres heller ikke byggepladsbelysning ved fx vejarbejder eller større anlægsarbejder, men udelukkende i området ved skurbyen og det var netop denne belysning, der var ved at blive etableret.
Endvidere skal her anføres, at den aktuelle byggeplads på de 3 “frie sider” er omkranset af asfaltvej og at parkeringsarealet foran skurbyen ligeledes er belagt med asfalt.”
6. Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005
Resumé
Arbejdstilsynet besøgte den 7. december 2005 kl. 7.30 en byggeplads. Der var da ikke etableret orienteringsbelysning på færdselsarealer ved skurbyen og ud til de respektive arbejdspladser. Den pågældende dag stod solen op omkring kl. 8.30.
Arbejdstilsynet oplyste, at der på besigtigelsestidspunktet var færdsel af flere personer mellem skurbyen og en udgravning. Byggepladsen var total mørkelagt udover kørelyset på de arbejdende maskiner.
Virksomheden oplyser, at orienteringsbelysning var under etablering den 7. december 2005. Den dag var der møde med el-entreprenøren for at fastslå, hvor lysmasterne skulle stilles op.
Det oplyses også, at 7. december 2005 var den første reelle arbejdsdag på pladsen, idet der indtil denne dato var udført bortkørsel af råjord, tilkørsel af sand og komprimering af sandpude ved hjælp af tromle med førerhus.
Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at belysningen skulle være etableret på det tidspunkt, hvor arbejdet på byggepladsen startede.