Påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver i forbindelse med påbud vedrørende fingeraftrykspulver
Table of Provisions (13)
Statutory Text (13 Articles)
§ 2. Konstaterer Arbejdstilsynet ved afgivelse af påbud eller rapport om væsentligt problem alvorlige og komplekse arbejdsmiljøproblemer, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed, som angivet i §§ 3-20, kan efterkommelse heraf alene ske ved brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver.
Stk. 2. Der afgives ikke påbud efter stk.1, hvis arbejdsgiveren inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem i samme produktionsenhed, og løsningen umiddelbart kan overføres.
§ 10. Luftforurening fra en arbejdsproces på faste arbejdssteder, hvor
1) der ikke er etableret en effektiv mekanisk udsugning,
2) procesudsuget luft recirkuleres, således at den udsugede luft fra den forurenende proces føres tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler, eller
3) der er mange spredte forureningskilder på arbejdspladsen, og forureningen ikke fjernes effektivt.
§ 21. Arbejdsgiveren har pligt til at bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at bistå med rådgivning til løsning af de arbejdsmiljøproblemer, der følger af kapitel 2.
Stk. 2. Arbejdsgiveren skal benytte en arbejdsmiljørådgiver, der er autoriseret, jf. bekendtgørelsen om autorisation af arbejdsmiljørådgivere til at bistå virksomheder med efterkommelse af påbud om brug af rådgivning, til at bistå med rådgivning til løsning af netop det arbejdsmiljøproblem, der danner grundlag for rådgivningspåbudet.
Stk. 3. Påbud om brug af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver kan ikke efterkommes ved at benytte en autoriseret rådgiver, der hører ind under den juridiske enhed, som har modtaget et påbud om autoriseret rådgivning.
§ 22. Arbejdsgiveren skal sørge for, at sikkerhedsorganisationen inddrages og deltager i rådgivningsprocessen vedrørende løsningen af det bestemte arbejdsmiljøproblem.
Stk. 2. I virksomheder, hvor der ikke skal oprettes sikkerhedsorganisation, skal de ansatte på tilsvarende måde inddrages i løsningen af det bestemte arbejdsmiljøproblem.
§ 23. Arbejdsgiveren skal indgå en skriftlig aftale med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver om rådgivning til løsning af det arbejdsmiljøproblem, der følger af kap. 2.
Stk. 2. Aftalen skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet.
§ 24. Aftalen, jf. § 23, skal opfylde minimumskravene i bilag 1.
§ 25. Arbejdsgiveren skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om indgåelse af en aftale om rådgivning, senest 6 uger efter at arbejdsgiveren har modtaget påbud fra Arbejdstilsynet om brug af rådgivning til løsning af arbejdsmiljøproblemet.
Stk. 2. Tilbagemeldingen skal påtegnes af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte.
Stk. 3. Arbejdsgiveren skal sørge for, at tilbagemeldingen påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, som herved bekræfter, at der er indgået en aftale i henhold til bilag 1.
§ 26. Arbejdsgiveren skal indhente en redegørelse fra arbejdsmiljørådgiveren, når arbejdsmiljøproblemet er løst. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om
1) hvordan påbudet er efterkommet, og
2) hvordan sikkerhedsorganisationen eller de ansatte har været inddraget.
Stk. 2. Arbejdsgiveren har pligt til at videregive redegørelsen til sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, til en repræsentant for de ansatte.
Stk. 3. Redegørelsen skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet.
§ 27. Arbejdsgiveren skal give en tilbagemelding til Arbejdstilsynet om, hvordan påbudet er efterkommet.
Stk. 2. Tilbagemeldingen skal påtegnes af sikkerhedsorganisationen eller, i virksomheder der ikke har pligt til at etablere sikkerhedsorganisation, af en repræsentant for de ansatte.
Stk. 3. Arbejdsgiveren skal sørge for, at tilbagemeldingen påtegnes af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, der herved bekræfter, at arbejdsgiveren har efterkommet problempåbudet.
§ 77. Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, bringes i orden straks eller inden en frist.
§ 77 a. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, at Arbejdstilsynet kan påbyde arbejdsgiveren at indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, herunder i en nærmere bestemt periode, samt om rådgivningspåbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor, herunder om arbejdsgivers pligter.
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 554 af 17. juni 2004 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer (Problempåbud)
Påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver i forbindelse med påbud vedrørende fingeraftrykspulver
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. august 2006 behandlet XXX’s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 15. december 2005 om påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver til løsning af arbejdsmiljøproblem vedrørende unødig og sundhedsskadelig udsættelse for fingeraftrykspulver.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet er enigt med Arbejdstilsynet i, at XXX skal bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til løsning af arbejdsmiljøproblem vedrørende unødig og sundhedsskadelig udsættelse for fingeraftrykspulver.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 15. december 2005.
Arbejdstilsynet skal senest den 10. oktober 2006 have meddelelse om indgåelse af en aftale om rådgivning.
BEGRUNDELSE
Det fremgår af § 2, stk. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 554 af 17. juni 2004 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer (Problempåbud), at en virksomhed skal bruge en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, hvis Arbejdstilsynet har givet påbud om et alvorligt og komplekst arbejdsmiljøproblem, der indebærer risiko for sikkerhed og sundhed som angivet i bekendtgørelsens §§ 3-20.
Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at XXX har fået påbud om at sikre, at de ansatte ikke udsættes for en unødig og sundhedsskadelig påvirkning fra stoffer og støv ved håndteringen og anvendelsen af fingeraftrykspulverne i XXX-rummet samt sikre, at der ikke spredes fingeraftryksstøv til de øvrige omgivelser i XXX-rummet.
Påbudet er et problempåbud, jf. § 10, nr. 1 i bekendtgørelsen, da påbudet er givet som følge af luftforurening fra en arbejdsproces på faste arbejdssteder, hvor der ikke er etableret en effektiv mekanisk udsugning.
Dette påbud er der ikke klaget over.
Da der er tale om et problempåbud, jf. § 2, stk. 1 i bekendtgørelsen om problempåbud, kan dette som udgangspunkt alene efterkommes ved brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver.
Det kan alene undlades at kræve brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, hvis virksomheden inden for det seneste år har løst et identisk arbejdsmiljøproblem i samme produktionsenhed, og løsningen umiddelbart kan overføres, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.
XXX har telefonisk den 3. juli 2006 oplyst, at man ikke tidligere har løst et lignende arbejdsmiljøproblem.
Bekendtgørelsens § 2, stk. 2 finder således ikke anvendelse.
XXX har i klagen anført, at det nævnte XXX-rum ikke anvendes fremover, at de nævnte bakker med fingeraftrykspulver samt beholdere med fingeraftrykspulver allerede er fjernet, og at der således ikke er behov for yderligere undersøgelse af nødvendig mekanisk udsugning m.v. XXX finder det meningsløst — og dårlig anvendelse af ressourcer — at der skal ske rådgivning fra en autoriseret rådgiver, der alene kan konstatere rigtigheden i, at der ikke længere findes fingeraftrykspulver i rummet.
Hertil skal Arbejdsmiljøklagenævnet bemærke, at klagenævnet ikke har mulighed for at fravige kravet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, selvom der ikke længere findes fingeraftrykspulver i XXX-rummet og arbejdsmiljøproblemet således efterfølgende er løst. Det er forholdene på tidspunktet for Arbejdstilsynets konstatering af arbejdsmiljøproblemet, der er afgørende for kravet om brug af arbejdsmiljørådgiver.
XXX kan alene efterkomme påbudet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver ved at indhente en arbejdsmiljørådgivers påtegning på tilbagemeldingen til Arbejdstilsynet om, at problemet er løst som nævnt.
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
– Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 § 77, stk. 1 og § 77a samt
– Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 554 af 17. juni 2004 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer (Problempåbud), § 2, § 10 og §§ 21-27.
På klagenævnets vegne
XXX
Kopi til
XXX
XXX
XXX
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
1. Sagsforløb
Arbejdstilsynet fremstiller i oversendelsesskrivelse af 18. januar 2006 sagen på følgende måde
”Sagens indhold
Arbejdstilsynet besøgte den 2. november 2005 XXX. Under besøget konstateredes det, at der blev omhældt sundhedsskadelige pulvere til brug for fingeraftryk, uden at der var etableret procesudsugning ved arbejdsstedet, og der blev den 11. november 2005 sendt høringsbrev med udkast til påbud om brug af autoriseret rådgiver til løsning af arbejdsmiljøproblem om at forebygge en unødig og sundhedsskadelig udsættelse for fingeraftrykspulver.
I høringssvar af 5. december 2005 blev det oplyst, at arbejdsprocessen nu var fjernet fra XXX. XXX havde telefonisk fået oplyst af Arbejdstilsynet, at kravet om brug af autoriseret rådgiver ville blive fastholdt og høringssvaret indeholder derfor også klagen over påbudet.”
2. Arbejdstilsynets afgørelse
Arbejdstilsynet traf følgende afgørelse i brev, dateret den 11. november 2005 (den korrekte dato for afgørelsen er efter det oplyste af Arbejdstilsynet formentlig den 15. december 2005)
”1. påbud
Det påbydes virksomheden at sikre, at de ansatte ikke udsættes for en unødig og sundhedsskadelig påvirkning fra stoffer og støv ved håndteringen og anvendelsen af fingeraftrykspulverne i XXX-rummet samt sikre, at der ikke spredes fingeraftryksstøv til de øvrige omgivelser i XXX-rummet.
Indtil arbejdet med håndteringen og anvendelsen af fingeraftrykspulverne på anden måde kan planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, skal de ansatte anvende egnede personlige værnemidler i form af egnet støvmaske og handsker.
Arbejdslederen skal påse og medvirke til, at egnede personlige værnemidler er til stede, hvor det er påkrævet, og at de bliver benyttet på en sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt måde.
Påbudet skal efterkommes senest 31. marts 2006.
Hvis påbudet ikke efterkommes inden fristen, vil der normalt blive indgivet politianmeldelse eller fremsendt administrativt bødeforelæg.
Hjemmel for påbud
– Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 af lov om arbejdsmiljø § 38 og § 42 og § 77 stk. 1
– Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse § 16
– Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning § 35
– Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 746 af 28. august 1992 om brug af personlige værnemidler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 186 af 14. marts 1994 og bekendtgørelse nr. 942 af 16. december 1998 § 3
2. påbud
Det påbydes arbejdsgiveren at bruge en autoriseret rådgiver til løsning af arbejdsmiljøproblemet.
Det påbydes endvidere arbejdsgiveren at følge kravene i §§ 21 -27 i kapitel 3 i bekendtgørelse om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer (se vedlagte bilag).
Hvis påbudet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver ikke efterkommes, vil der normalt blive indgivet politianmeldelse eller fremsendt administrativt bødeforelæg.
Konstateres overtrædelser af reglerne i §§ 21 - 27 i bekendtgørelse om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljø- problemer, vil der også normalt blive indgivet politianmeldelse eller fremsendt administrativt bødeforelæg.
Hjemmel for påbud om brug af autoriseret rådgiver
– Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 af lov om arbejdsmiljø, som ændret ved lov nr. 331 af 16. maj 2001, lov nr. 437 af 10. juni 2002, lov nr. 191 af 24. marts 2004 og lov nr. 425 af 9. juni 2004 § 77, stk. 1, og § 77a
– Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 554 af 17. juni 2004 om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere til løsning af bestemte arbejdsmiljøproblemer (Problempåbud), § 2, § 10 og §§ 21 -27
Vejledning
Arbejdstilsynet vil anbefale at man i videst muligt omfang og i den grad det er teknisk muligt benytter det mindst farlige stof til fingeraftrykskortlægning.
Påbudet kan f.eks. efterkommes ved følgende
– At følge XXXs retningslinier om at “det giftige blyholdige, hvide fingeraftrykspulver, Bly-(II)-hydroxidcarbonat, udskiftes med et pulver, som ikke er mærkningspligtigt efter Miljø- og Energiministeriets regler”.
Samt
– At der etableres en effektiv mekanisk procesventilation, der sikrer, at de ansatte ikke udsættes for en unødig og sundhedsskadelig påvirkning fra respirabelt støv ved håndteringen og anvendelsen af fingeraftrykspulverne i XXX-rummet samt sikre, at der ikke spredes fingeraftryksstøv til de øvrige omgivelser i XXX-rummet. Der henvises til AT-vejledning A. 1.1 Ventilation på faste arbejdssteder der vejleder om krav til procesventilation. Vejledningen kan hentes fra Arbejdstilsynets hjemmeside www.at.dk
Arbejdsgiveren skal henvende sig til en arbejdsmiljørådgiver, der er autoriseret til at bistå med løsningen af arbejdsmiljøproblemet. En liste over autoriserede arbejdsmiljørådgivere findes på www.at.dk
Tilbagemelding
Arbejdstilsynet skal senest 7. april 2006 have modtaget meddelelse om, hvordan påbudet er efterkommet. Meddelelsen skal gives skriftligt på vedlagte tilbagemeldingsblanket om efterkommelse.
Pligten til at foretage tilbagemelding er fastsat efter Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 235 af 3. juni 1977 om tilsynsbog og tilsynsrapporter samt arbejdsmiljølovens § 76, stk. 1.
Arbejdstilsynet skal endvidere senest fredag den 6. januar 2006 have modtaget meddelelse om indgåelse af en aftale om rådgivning. Meddelelsen skal gives skriftligt på vedlagte tilbagemeldingsblanket om indgåelse af rådgivningsaftale.”
3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet
I høringssvar af 5. december 2005, der også indeholder klagen er følgende anført
”Vedr. høring om udkast til en tilsynsrapport med påbud
Med henvisning til Arbejdstilsynets brev af 11. november 2005 — nr. xxx — har jeg følgende bemærkninger
Påbud xxx: Det nævnte XXX-rum anvendes ikke fremover. De nævnte bakker med fingeraftrykspulver samt beholdere med fingeraftrykspulver er allerede fjernet. Der er således ikke behov for yderligere undersøgelse af nødvendig mekanisk udsugning m.v.
Det er anført af Arbejdstilsynet, at påbud xxx vil medføre, at der gives problempåbud om brug af autoriseret rådgiver. Det nævnte påbud er telefonisk drøftet med XXX, der er informeret om, at der ikke fremover anvendes fingeraftrykspulver i rummet. XXX har dog fastholdt, at der skal ske brug af autoriseret rådgiver.
XXX kan ikke acceptere denne afgørelse. Det forekommer meningsløst — og dårlig anvendelse af ressourcer — at der skal ske rådgivning fra en autoriseret rådgiver, der alene kan konstatere rigtigheden i, at der ikke længere findes fingeraftrykspulver i rummet.
Høringsbrev og udkast til tilsynsrapport med påbud er i kopi fordelt til Sikkerhedsgruppen på XXX. Materialet er drøftet med sikkerhedsrepræsentanten, XXX. Han er forevist denne skrivelse, hvis indhold han er enig i.”
4. Arbejdstilsynets udtalelse
Arbejdstilsynet har i oversendelsesskrivelse af 18. januar 2006 anført
”Arbejdstilsynets vurdering
Arbejdstilsynets nuværende høringsprocedure, hvor virksomheden får tilsendt udkast til påbud med frist i høring med tilbagemeldingsblanket m.v., forinden afgørelse træffes, bevirker, at der går ca. en måned fra arbejdsmiljøovertrædelserne konstateres, til der foreligger en endelig afgørelse fra Arbejdstilsynet.
I de tilfælde, hvor Arbejdstilsynet har konstateret en arbejdsmiljøovertrædelse, hvor der skal afgives påbud med frist, afgiver Arbejdstilsynet et påbud, uanset om virksomheden meddeler, at kravet i udkastet til påbud er opfyldt, inden endelig afgørelse træffes. Årsagen hertil er, at Arbejdstilsynets afgørelser altid relaterer sig til det tidspunkt, hvor arbejdsmiljøovertrædelsen blev konstateret (konstateringstidspunktet), og derfor er uafhængig af, om der senere rettes op på problemet.
Arbejdstilsynet finder, at grundlaget for påbud med frist er til stede på det tidspunkt, hvor afgørelse træffes, uanset om arbejdsmiljøforholdet er bragt i orden i høringsfasen. Arbejdstilsynet finder ikke, at virksomhedens efterkommelse af påbud med frist i høringsfasen, skal forhindre Arbejdstilsynet i at udstede påbud, fordi Arbejdstilsynet har valgt en høringsprocedure, hvor der ikke høres om faktum på stedet.
Hvis Arbejdstilsynet undlader at træffe afgørelse i de tilfælde, hvor et påbud med frist efterkommes i høringsfasen, vil dette medføre, at der ikke vil være nogen dokumentation i sagens eventuelle forløb, eks. hvis Arbejdstilsynet senere konstaterer, at virksomheden alligevel ikke har opfyldt kravet i påbudet. Arbejdsmiljøforholdet vil heller ikke kunne fungere som en skærpende omstændighed i en senere straffesag om det samme eller tilsvarende forhold, jf. AML § 82, stk. 3.
Ovennævnte praksis vil også medføre problemer i forhold til afgivelse af rådgivningspåbud, specielt periodepåbud, da forudsætningen for, at et arbejdsmiljøforhold tæller med i periodepåbudet er, at der er truffet en afgørelse.
Mange virksomheder der ikke har orden i arbejdsmiljøet, vil kunne undgå at få pålagt rådgivningspligt ved at få forholdene vedrørende arbejdspladsvurdering (APV) og/eller sikkerhedsorganisation (SIO) bragt i orden i høringsfasen, således at grundlaget for periodepåbudet falder bort. APV/SIO- overtrædelser vil nemlig i mange tilfælde kunne bringes i orden rimelig hurtigt.
Herved vil formålet med dele af arbejdsmiljøreformen ikke blive opfyldt, nemlig at virksomheder, der har brug for hjælp til at løfte sit arbejdsmiljøarbejde og som ikke er i stand til at løse arbejdsmiljøproblemerne selv, skal have hjælp hertil via rådgivning.
Arbejdstilsynets nuværende praksis, hvor det afgørende for påbud med frist er, at der på et tidspunkt blev konstateret en arbejdsmiljøovertrædelse (konstateringstidspunktet), og hvor der træffes afgørelse, selvom virksomheden har meddelt, at påbudet er efterkommet i høringsfasen, vil dels opfylde formålet med dele af arbejdsmiljøreformen, dels sikre dokumentation i sagens videre forløb i tilfælde af manglende efterkommelse, gentagelse m.v.
I den konkrete sag har Arbejdstilsynet i øvrigt ikke konstateret, hvorvidt de løsninger, som virksomheden oplyser at have gennemført, rent faktisk er gennemført. Arbejdstilsynet har dog taget virksomhedens oplysninger om, at arbejdsmiljøproblemerne er løst, til efterretning.
På baggrund af ovenstående fastholder Arbejdstilsynet afgivelsen af påbudet om brug af autoriseret rådgiver til løsning af arbejdsmiljøproblemet om forebyggelse af udsættelse for en unødig og sundhedsskadelig udsættelse for fingeraftrykspulver.”
5. Nyt efter klagen
-
6. Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005
Resumé
Påbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver i forbindelse med påbud om vedrørende fingeraftrykspulver.
Arbejdstilsynet konstaterede under besøg hos en myndighed, at der i et særligt rum var indrettet et fast arbejdssted til bl.a. omhældning af fingeraftrykspulver. Rummet var uden vinduer og mekanisk ventilation. Der blev omhældt sundhedsskadelige pulvere til brug for fingeraftryk, uden at der var etableret procesudsugning ved arbejdsstedet.
Arbejdstilsynet sendte efterfølgende høring om udkast til påbud om dels 1) at forebygge en unødig og sundhedsskadelig udsættelse for fingeraftrykspulver og dels 2) at bruge autoriseret rådgiver til løsning af arbejdsmiljøproblemet.
Myndigheden anførte i sit høringssvar, der indeholdt en klage over påbudet om brug af autoriseret, at det nævnte rum ikke anvendtes fremover, at de nævnte bakker med fingeraftrykspulver samt beholdere med fingeraftrykspulver allerede var fjernet, og at der således ikke var behov for yderligere undersøgelse af nødvendig mekanisk udsugning m.v.
Myndigheden fandt det meningsløst og dårlig anvendelse af ressourcer, at der skulle ske rådgivning fra en autoriseret rådgiver, der alene kunne konstatere rigtigheden i, at der ikke længere fandtes fingeraftrykspulver i rummet.
Arbejdstilsynet traf afgørelse i overensstemmelse med udkastet til påbudene. Myndigheden klagede over påbudet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse. Ved afgørelsen lagde Arbejdsmiljøklagenævnet vægt på, at Arbejdstilsynets påbud vedrørende fingeraftrykspulver, var et problempåbud, der var omfattet af bekendtgørelsen herom, og at myndigheden havde oplyst, at man ikke tidligere havde løst et lignende arbejdsmiljøproblem.
Arbejdsmiljøklagenævnet bemærkede i afgørelsen, at klagenævnet ikke havde mulighed for at fravige kravet om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver, selvom der ikke længere fandtes fingeraftrykspulver i rummet og arbejdsmiljøproblemet således efterfølgende var løst. Det var forholdene på tidspunktet for Arbejdstilsynets konstatering af arbejdsmiljøproblemet, der var afgørende for kravet om brug af arbejdsmiljørådgiver.