Legislator Case Law & Legislation
W20060994525 DK

A-kassens vejledningspligt overfor medlemmer på efterløn i forbindelse med aflevering af ferie-Kontobevis

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9945 Historic

A-kassens vejledningspligt overfor medlemmer på efterløn i forbindelse med aflevering af ferie-Kontobevis

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 31. august 2006.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De har ikke modtaget tilstrækkelig vejledning.

De har ret til at holde ferie med optjente feriepenge mod fradrag i efterlønnen eller at undlade at holde ferie og få feriepengene udbetalt uden fradrag i efterlønnen.

De bedes rette henvendelse til a-kassen med henblik på at modtage vejledning om hvilket af disse valg, De ønsker at foretage.

Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 29. maj 2006.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

– De den 10. juni 2005 afleverede ferie-Kontobevis til a-kassen. De rettede ikke anden henvendelse til a-kassen,

– a-kassen attesterede ferie-Kontobeviset og foretog fradrag for den angivne ferie ved udbetalingen af efterlønnen. A-kassen har blandt andet forklaret, at man ikke har ønsket direkte at fraråde sine medlemmer at holde ferie, men at man i juni 2005 på hjemmesiden orienterede sine medlemmer om muligheden for at undgå fradrag i efterlønnen ved at undlade at holde ferien og i stedet hæve feriepengene kontant ved ferieårets udløb,

– ifølge ferieloven § 34 b, stk. 3 vil feriepenge, der ikke er hævet af lønmodtageren inden udløbet af ferieåret, under visse betingelser kunne udbetales til lønmodtageren. Ifølge § 34 b, stk. 4 kan feriepengene, hvis lønmodtageren har fået arbejdsløshedsdagpenge, ydelse efter lov om børnepasningsorlov eller kontanthjælp i ferieåret kun udbetales efter godkendelse af direktøren for Arbejdsdirektoratet og antallet af dage med de nævnte ydelser skal trækkes fra det antal dage, de uhævede feriepenge svarer til, og

– direktoratet i sit nyhedsbrev nr. 2/2006 om ferieloven har oplyst, at det er rigtigt, at modtagere af efterløn har 2 muligheder. Medlemmet kan enten holde ferie med optjente feriepenge mod fradrag i efterlønnen eller medlemmet kan undlade at holde ferie og få feriepengene udbetalt efter ferieåret udløb i henhold til ferielovens § 34 b uden fradrag.

Ifølge § 34 i bekendtgørelsen om fleksibel efterløn medfører ferie med feriegodtgørelse fradrag på ferietidspunktet i forhold til det antal feriedage, der holdes.

Efter § 65 i arbejdsløshedsforsikringsloven skal a-kassen vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af loven samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

Af bekendtgørelsen om en a-kasses pligt til at vejlede, § 5, fremgår, at en a-kasse altid skal give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor. Dette indebærer, at der skal vejledes, når et medlem fx står over for at miste en ret eller at et medlem fx har misforstået noget omkring sine rettigheder og pligter, jf. vejledningen til nævnte § 5.

Ankenævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på direktoratets nyhedsbrev nr. 2/2006. Ankenævnet finder ikke grundlag for en anden fortolkning af reglerne end direktoratets.

På denne baggrund finder ankenævnet, at a-kassen i forbindelse med attestationen af Deres ferieKonto-bevis burde have vejledt om Deres muligheder for at vælge mellem at holde ferie med optjente feriepenge mod fradrag i efterlønnen eller at undlade at holde ferie og få feriepenge udbetalt efter ferieårets udløb i henhold til ferielovens § 34 b uden fradrag.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

– § 65 og § 74 h i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003,

– § 34, stk. 2 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 872 af 20. august 2004 om fleksibel efterløn,

– § 1, stk. 1 og § 5, stk. 1 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede mv,

– Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 56 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede mv., til § 5 og

– § 34 b i ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004.

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.

På ankenævnets vegne

xxx

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

xxx

Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K J.nr. xxx

Endelig adm. afgørelse 2006 9945 Historic

Resumé

Et medlem, der modtog efterløn, afleverede sit ferie-Kontobevis til a-kassen. Medlemmet rettede ikke anden henvendelse til a-kassen.

A-kassen attesterede ferie-Kontobeviset og foretog fradrag for den angivne ferie ved udbetalingen af efterlønnen.

A-kassen har i øvrigt forklaret, at man ikke ønskede direkte at fraråde sine medlemmer på efterløn at holde ferie, men at man i juni 2005 på hjemmesiden orienterede medlemmerne om muligheden for at undgå fradrag i efterlønnen ved at undlade at afholde ferien og i stedet hæve feriepengene kontant ved ferieårets udløb.

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet skulle have fradrag i efterlønnen for ferien. Direktoratet fandt, at det ikke var godtgjort, at a-kassen skulle have vejledt medlemmet mangelfuldt om ferie.

Arbejdsmarkedets Ankenævn ændrede direktoratets afgørelse.

Ankenævnet fandt ikke, at medlemmet var tilstrækkeligt vejledt.

Medlemmet havde ret til at holde ferie med optjente feriepenge mod fradrag i efterlønnen eller at undlade at holde ferie og få feriepengene udbetalt uden fradrag i efterlønnen.

Nævnet anmodede medlemmet om at rette henvendelse til sin a-kasse med henblik på at modtage vejledning om, hvilket af disse valg, medlemmet ønskede at foretage.

Ankenævnet henviste til, at ferie med feriegodtgørelse medfører fradrag på ferietidspunktet i forhold til det antal feriedage, der holdes, jf. § 34 i bekendtgørelse om fleksibel efterløn.

Ankenævnet henviste endvidere til a-kassernes pligt til at vejlede om de rettigheder og pligter, der følger af loven, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen, jf. § 65 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Ifølge § 5 i bekendtgørelsen om vejledning skal en a-kasse altid give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særlig behov. Dette indebærer, at der skal vejledes, når et medlem for eksempel står over for at miste en ret eller, at et medlem har misforstået noget omkring sine rettigheder og pligter, jf. vejledningen til nævnte § 5.

Endelig henviste nævnet til Arbejdsdirektoratets nyhedsbrev nr. 2/2006, hvor det om ferieloven er oplyst, at det er rigtigt, at modtagere af efterløn har 2 muligheder. Medlemmet kan enten holde ferie med optjente feriepenge mod fradrag i efterlønnen, eller medlemmet kan undlade at holde ferie og få feriepengene udbetalt efter ferieårets udløb i henhold til ferielovens § 34 b uden fradrag.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for en anden fortolkning af reglerne end direktoratets.

På denne baggrund fandt ankenævnet, at a-kassen i forbindelse med attestationen af ferie-Kontobeviset burde have vejledt medlemmet om de 2 valgmuligheder

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →