Dispensation fra hviletidsbestemmelserne
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 3. Arbejdstiden skal tilrettelægges således, at de ansatte får en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.
§ 15. Rådighedstjeneste på arbejdsstedet betragtes ikke som hvileperiode eller fridøgn.
§ 19. Vedkommende arbejdsgiverpart og lønmodtagerorganisation kan aftale, at den daglige hvileperiode i et begrænset omfang kan udskydes eller nedsættes til 8 timer.
§ 21. Vedkommende arbejdsgiverpart og lønmodtagerorganisation kan aftale, at reglerne om hvileperiode og fridøgn fraviges i videre omfang end nævnt i §§ 19 og 20. Sådanne aftaler er kun gyldige, hvis de godkendes af direktøren for Arbejdstilsynet.
§ 33. Direktøren for Arbejdstilsynet kan inden for former for arbejde, som er omfattet af bilaget til bekendtgørelsen, tillade fravigelse fra § 3 og § 4, når det er foreneligt med Rådets direktiv 93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, og
1) arbejdets udførelse efter dets art ikke kan opsættes, eller
2) særlige arbejdsformer gør en fravigelse nødvendig.
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn m.v. nr. 611 af 25. juni 2003 (bilag 1)
"Bilag 1
Former for arbejde hvor der kan ske fravigelser fra § 3 eller § 4
..
3. Aktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at sikre kontinuerlige ydelser eller vedvarende produktion, f.eks. når der er tale om
a) modtagelse, behandling og/eller pleje på hospitaler eller lignende institutioner, herunder aktiviteter, der udøves af læger under uddannelse, døgninstitutioner og plejehjem samt fængsler,
7. AT-anvisninger, AT-meddelelser m.v.
AT-meddelelse nr. 5.01.1/November 1997 om daglig hvileperiode
.
11 timers hvileperiode
Arbejdstiden skal tilrettelægges således, at de ansatte får en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.
Dette betyder, at fra det tidspunkt, hvorfra arbejdstiden beregnes, skal der gives 11 sammenhængende timers hvil, når man regner 24 timer tilbage.
Det kan beregnes, om forholdene er lovlige, hvis man tegner en tidslinje og fra et tidspunkt inden for arbejdstiden regner 24 timer tilbage, idet der inden for denne periode skal være 11 timers sammenhængende hvil.
..
AT-meddelelse nr. 5.01.3/November 1997 om aftaler om hvileperiode og fridøgn
.
Aftaler på organisationsplan
Fravigelser fra reglerne om daglig hvileperiode og ugentligt fridøgn kan aftales mellem vedkommende arbejdsgiverpart og arbejdstagerorganisation.
Ved arbejdsgiverpart forstås den forhandlingsberettigede arbejdsgiverorganisation eller den enkelte arbejdsgiver.
Parterne kan aftale, at den daglige hvileperiode i et begrænset omfang kan udskydes eller nedsættes til 8 timer.
Nedsættelse af hvileperioden i begrænset omfang foreligger, hvis hvileperioden ikke nedsættes til 8 timer mere end 1 gang om ugen. Mindre nedsættelser kan aftales 2 eller flere gange om ugen, dog ikke hver dag.
Parterne kan også aftale, at den daglige hvileperiode ved rådighedstjeneste kan udskydes eller nedsættes, dog ikke til mindre end 8 timer, og at hvileperioden kan ligge i rådighedstjenestetiden.
..
Lokalaftaler inden for rammeaftaler
Hvis der er indgået aftale på organisationsplan om rammerne for fravigelse fra hviletids- og fridøgnsreglerne, kan fravigelse for enkelte arbejdsopgaver eller ved udarbejdelsen af en arbejdstidsplan aftales lokalt inden for rammerne af den generelle aftale.
..
AT-meddelelse nr. 5.01.4/November 1997 om rådighedstjeneste og anden særlig tjeneste
Rådighedstjeneste
Ved rådighedstjeneste forstås, at den ansatte er forpligtet til at være til rådighed på eller uden for arbejdsstedet og i sidstnævnte tilfælde kan tilkaldes.
..
Rådighedstjeneste og daglig hvileperiode
Rådighedstjeneste på arbejdsstedet betragtes ikke som hviletid. Dette gælder, selv om der under rådighedstjenesten ikke er blevet brug for den pågældende.
§ 50. Arbejdstiden skal tilrettelægges således, at de ansatte får en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.
Stk. 2. Hvileperioden kan nedsættes til 8 timer ved
1) holdskifte i virksomheder, der arbejder i holddrift, når det ikke er muligt at holde den daglige eller ugentlige hviletid mellem afslutningen af det ene holds arbejde og begyndelsen af det andet holds arbejde, og
2) landbrugsarbejde indtil 30 dage i et kalenderår.
Stk. 3. Lastning og losning, der fortrinsvis udføres af løsarbejdere, samt nødvendige arbejder i tilslutning hertil omfattes ikke af stk. 1 og 2. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om en mindste hvileperiode, inden de pågældende ansatte atter beskæftiges efter udført overarbejde.
§ 55. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, under hvilke vilkår §§ 50 og 51 kan fraviges ved aftale.
Bekendtgørelse nr. 324 af 23. maj 2002 om hvileperiode og fridøgn mv.
Dispensation fra hviletidsbestemmelserne
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. august 2006 behandlet XX klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 15. februar 2006 vedrørende afslag på ansøgning om dispensation fra reglerne om hvileperiode og fridøgn m.v.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet er enigt med Arbejdstilsynet i, at der ikke kan gives dispensation fra kravet om daglig hvileperiode, således at de ansatte i XX kan arbejde i 24-timers vagter.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 15. februar 2006.
B E G R U N D E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt til grund, at
– XX er et socialpædagogisk opholdssted for sindslidende med dobbeltdiagnoser, der har behov for støtte døgnet rundt,
– det er oplyst, at jo flere medarbejderskift over et døgn vil betyde flere konfliktsituationer, idet beboerne vil prøve at splitte medarbejderne (kaldet ”splitting”),
– XX ikke har indgået overenskomst med faglige organisationer, og at hver medarbejder er ansat på kontrakt,
– de ansatte ifølge det oplyste er tilfredse med at arbejde i 24-timers vagter, og
– de ansatte i vagterne har mulighed for at sove fra kl. 23.00 til 7.00, men at tilkald fra beboerne kan forekomme.
Ifølge arbejdsmiljøloven er udgangspunktet at de ansatte skal have 11 timers hvile inden for 24 timer. Under forskellige betingelser kan man i begrænset omfang gå ned til 8 timers hvile. Hvis man ønsker at gå under 8 timer, kræver det altid en dispensation fra Arbejdstilsynet.
Nævnet har lagt vægt på, at dispensation fra hviletidsbestemmelserne kan gives i tilfælde, hvor arbejdet omfatter modtagelse, behandling og/eller pleje på hospitaler eller lignende, jf. bilag 1 i bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn mv.
Nævnet har lagt til grund, at XX er omfattet af bekendtgørelsens bilag 1.
Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at hele 24-timers vagten må betragtes som arbejdstid, da de ansatte også står til rådighed i tidsrummet fra kl. 23.00 til kl. 7.00.
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at hensynet til den angivne konflikthåndtering og medarbejdernes tilfredshed med at arbejde i 24-timers vagter, ikke kan begrunde, at hensynet til de ansattes daglige hvileperiode tilsidesættes. I denne vurdering er indgået, at der er tale om en betydelig overskridelse af hvileperioden, ligesom der er tale om en permanent ordning.
Til det i klagen anførte, om at beboerne har behov for stabilitet, struktur og ensartethed i måden at gøre tingene på, hvorfor det er af afgørende betydning, at beboerne oplever så få medarbejderskift som muligt, skal Arbejdsmiljøklagenævnet bemærke, at dette ikke kan begrunde, at de ansatte skal arbejde 24 timer i døgnet uden hviletid, idet hensynet til de ansattes sundhed og sikkerhed ikke bør vige for disse hensyn.
Til det i klagen anførte, om at alle de ansatte er tilfredse med at arbejde i 24-timers vagter, og at de ikke oplever nogen overlast ved ikke at få 11 timers daglig hvile, skal Arbejdsmiljøklagenævnet bemærke, at dette ikke kan begrunde, at de ansattes hvileperiode tilsidesættes.
Til det i klagen anførte, om at Arbejdstilsynets afgørelse er urigtig, herunder at afgørelsen ikke lever op til de krav som stilles til en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24, skal Arbejdsmiljøklagenævnet bemærke, at nævnet som anført ovenfor er enigt i Arbejdstilsynets afgørelse. For så vidt angår Arbejdstilsynets begrundelse, så anser nævnet ikke afgørelsen for at være mangelfuldt begrundet.
Nævnet har herved lagt vægt på, at der i afgørelsen er redegjort for reglerne om hviletid og fridøgn, ligesom der i afgørelsen er redegjort for de hensyn, der har været bestemmende for Arbejdstilsynets skøn. Arbejdstilsynet har netop lagt vægt på, at arbejde på et socialpædagogisk opholdssted ikke indebærer en særlig arbejdsform, som gør en fravigelse nødvendig, ligesom der lægges vægt på, at den angivne konflikthåndtering m.v. ikke kan begrunde, at hensynet til de ansattes daglige hvileperiode tilsidesættes.
Til det i klagen anførte, om såfremt de ansatte havde været organiseret, så ville institutionen frit kunne have lavet en lokalaftale om 24-timers vagter, skal Arbejdsmiljøklagenævnet bemærke, at dette ville forudsætte, at der var en organisationsaftale, der tillod dette, og som var godkendt af Arbejdstilsynet. Der henvises i den forbindelse til bekendtgørelsens § 21, jf. § 19.
R E G L E R
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
– § 50 og § 55 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005,
– § 3, § 15, § 19, § 21 og § 33 nr. 1 og nr. 2 i bekendtgørelse nr. 324 af 23. maj 2002 om hvileperiode og fridøgn mv.,
– bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn mv. nr. 611 af 23. juni 2003 vedr. bilag 1,
– uddrag af At-meddelelse nr. 5.01.1/November 1997 og daglig hvileperiode,
– uddrag af At-meddelelse nr. 5.01.3/November 1997 om aftaler om hvileperiode og fridøgn og
– uddrag af AT-meddelelse nr. 5.01.4/November 1997 om rådighedstjeneste og anden særlig tjeneste.
På klagenævnets vegne
XXX
Kopi til
XXX
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
1. Sagsforløb
Arbejdstilsynet fremstiller sagen på følgende måde
” Den 12. december 2005 modtog Arbejdstilsynet brev, dateret 1. november 2005 fra XX. I brevet søgte bostedet i medfør af § 33 i bekendtgørelse nr. 324 af 23. maj 2002 om hvileperiode og fridøgn m.v. om dispensation fra reglerne i bekendtgørelsens §§ 3 og 4.
Det oplyses i ansøgningen, at XX er et socialpædagogisk opholdssted for sindslidende med dobbeltdiagnoser, der har behov for støtte døgnet rundt. Det arbejde, som de ansatte ved XX udfører, er af en sådan karakter, at en fravigelse af bekendtgørelsens bestemmelser om hvileperiode og fridøgn er nødvendig for, at bostedet kan yde sine beboere den støtte, omsorg og pleje, de har behov for.
XX er godkendt til 10 beboere, og der er pt. ansat i alt 12 medarbejdere. Arbejdstiden er aktuelt planlagt som 24-timers vagter, hvor hver medarbejder har 10 vagter pr. måned. Fra 1. januar 2006 ændres antallet af vagter til 8 over 4 uger, i alt 192 timer. Derudover får medarbejderne på skift en ekstra fridag i kvartalet. I vagterne har medarbejderne sovemulighed fra kl. 23.00 til 07.00. Tilkald fra beboerne kan forekomme.
XX har ikke indgået overenskomst med faglige organisationer, og hver medarbejder er ansat på kontrakt.
Det oplyses at medarbejderne klart har tilkendegivet, at både den aktuelle og den planlagte arbejdsform er optimal i forhold til såvel det pædagogiske arbejde med stedets beboere som deres private forhold med lange friperioder.
Institutionens leder XX har supplerende oplyst, at denne type beboere ofte kommer i konfliktsituationer og ofte vil prøve at splitte medarbejderne, kaldet “splitting”. Jo flere medarbejderskift over et døgn, jo tiere muligheder for splitting. Nu skifter de personale kl. 22.30. Det er på et tidspunkt, hvor roen er ved at sænke sig og eventuelle konflikter i dagens løb er løst. Når beboerne vågner op næste dag, er det så den samme medarbejder hele dagen igennem.
Det oplyses at arbejdsformen er god både for beboere og medarbejdere, og at den anvendes i flere lignende opholds- og bosteder.
Ved afgørelse af 15. februar 2006 gav Arbejdstilsynet afslag på dispensation.
Arbejdstilsynet har ved afgørelsen lagt til grund, at hele 24-timers vagten betragtes som arbejdstid, da de ansatte om natten står til rådighed på arbejdsstedet.
Arbejdstilsynet har endvidere henvist til, at det er Arbejdstilsynets praksis, at arbejde på et socialpædagogisk opholdssted ikke indebærer en særlig arbejdsform, som gør en fravigelse nødvendig efter bekendtgørelsens § 33, nr. 2. Arbejdstilsynet har ved afgørelsen lagt vægt på, at hensynet til den angivne konflikthåndtering m.v. ikke kan begrunde, at hensynet til de ansattes daglige hvileperiode tilsidesættes.”
2. Arbejdstilsynets afgørelse
Arbejdstilsynet traf den 15. februar 2006 følgende afgørelse
Afgørelse
Arbejdstilsynet kan ikke give dispensation fra kravet om daglig hvileperiode, således at de ansatte kan arbejde i 24-timers vagter.
.
Vejledning
Hvis betingelserne i bekendtgørelsens § 9 er opfyldt kan der indgås en aftale der i begrænset omfang muliggør nedsættelse af hvileperioden til 8 timer. Yderligere nedsættelse eller § 21, kræver at aftalen godkendes af Arbejdstilsynet. Efter hidtidig praksis vil der normalt ikke blive godkendt aftaler om 24-timers arbejde uden hvileperiode.
Pligten, til at sørge for, at de ansatte får den daglige hvileperiode og det ugentlige fridøgn påhviler såvel arbejdsgiverne, arbejdslederne som de ansatte, jf. arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 2. De ansatte kan hverken ved individuel eller ved kollektiv overenskomst fraskrive sig retten til en daglig hvileperiode og et ugentligt fridøgn i videre omfang, end lovens udtrykkelige undtagelsesbestemmelser og de i henhold hertil udstedte regler hjemler.
Til orientering kan det oplyses, at bl.a. EF-domstolens dom af 9. september 2003, C-l51/02, fortolker begreberne hviletid og arbejdstid i relation til rådighedsvagt på tjenestestedet. På baggrund af EF-domstolens fortolkning af EU-arbejdstidsdirektivet (2003/88EF) arbejdes der på en ændring af direktivet.”
..
3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet
Som advokat for xx skal jeg herved i medfør af arbejdsmiljølovens § 81 påklage Arbejdstilsynets afslag af 15. februar 2006 på ansøgning om dispensation fra reglerne om hvileperiode og fridøgn.
Min klient ansøgte ved brev af 1. november 2005 Arbejdstilsynet om tilladelse til at dispensere fra reglerne om hvileperiode og fridøgn.
Som begrundelse for ansøgningen om en dispensation anførte min klient, at der var tale om et socialpædagogisk opholdssted for sindslidende med dobbeltdiagnoser, der har behov for støtte døgnet rundt.
Det kan supplerende oplyses, at der er tale om de dårligst fungerende dobbeltdiagnosticerede sindslidende. Beboerne har derfor behov for en meget stram og struktureret hverdag med helt klare og håndfaste aftaler.
Der er tale om beboere, der ikke magter selv små afvigelser fra det vante, hvorfor det er helt afgørende for disse beboeres sociale trivsel, at der ikke sker ændringer i de daglige rutiner eller i forudgående aftaler.
Af hensyn til opfyldelsen af beboernes behov for stabilitet, struktur og ensartethed i måden at gøre tingene på, er det af afgørende betydning, at beboerne oplever så få medarbejderskift på et døgn som muligt.
Min klient ønskede derfor at planlægge medarbejdernes arbejdstid, således at den enkelte medarbejder har 8 vagter af 24 timer på en måned. En vagt starter kl. 22.30 og slutter et døgn senere.
Selvom medarbejderne hos min klient alle uden undtagelse finder den planlagte arbejdsform med otte 24-timers vagter på en måned optimal i forhold til såvel det pædagogiske arbejde med bostedets beboere som medarbejdernes private forhold, herunder de lange friperioder, har Arbejdstilsynet ikke ønsket at dispensere fra kravet om en daglig hvileperiode på 11 timer.
Arbejdstilsynet har begrundet sit afslag på at give min klient dispensation fra 11-timers reglen med en henvisning til arbejdsmiljølovens § 50 samt bekendtgørelse nr. 324 af 23. maj 2002 m/bilag. Endvidere er Arbejdstilsynets afslag begrundet med en henvisning til, at det er Arbejdstilsynets praksis ikke at dispensere fra kravet om 11 timers hvile pr. døgn, når der er tale om arbejde på et socialpædagogisk opholdssted.
Ifølge bekendtgørelse 324 af 23. maj 2002 § 33 stk. 1, nr. 2 kan der dispenseres fra 11-timers reglen, hvor “særlige arbejdsformer gør en fravigelse nødvendig.” Endvidere nævner bilag 1 til bekendtgørelsen netop modtagelse, behandling og/eller pleje på døgninstitutioner som former for arbejde, hvor 11-timers reglen kan fraviges.
I dette tilfælde er min klient som et socialpædagogisk døgnopholdssted for sindslidende, hvor medarbejderne konstant behandler og plejer beboerne, nærmest identisk med den arbejdsform, der er beskrevet i bilag 1 og som kan begrunde en tilladelse til at dispensere fra 11-timers reglen.
Hertil kommer, at medarbejderne ikke selv er af den opfattelse, at de ikke lider nogen form for overlast ved ikke at få 11 timers daglig hvile. Afslaget på min klients dispensationsansøgning kan derfor ikke begrundes med hensynet til medarbejdernes daglige hvileperiode.
Da dette reelt er den eneste begrundelse for ikke at imødekomme min klients dispensationsansøgning, er det min opfattelse, at Arbejdstilsynets afgørelse er forkert. Endvidere er det min opfattelse, at Arbejdstilsynets begrundelse for sit afslag ikke opfylder de krav, der ifølge forvaltningslovens § 24 kan stilles til en begrundelse.
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det faktum, at min klient ikke har indgået overenskomst med faglige organisationer, ikke bør komme min klient til skade, såfremt min klients medarbejdere havde været organiseret, kunne min klient blot have “lokalaftalt” sig ud af kravet om hviletid. Min klient bør således have samme mulighed for at dispensere fra 11-timers reglen, som hvis medarbejderne hos min klient havde været organiseret.”
4. Arbejdstilsynets udtalelse
Arbejdstilsynet har i brev af 19. april 2006 bemærket
..
”Arbejdstilsynets vurdering og indstilling
Klageren anfører, at virksomheden er omfattet af bekendtgørelsens bilag 1. Arbejdstilsynet er enig heri og har også ved afgørelsen lagt dette til grund, og derfor taget stilling til ansøgningen ud fra sagens øvrige oplysninger.
Selvom medarbejderne er tilfredse med at arbejde i 24-timers vagter og har den opfattelse, at de ikke lider nogen overlast, giver Arbejdstilsynet ikke alene af den grund en dispensation.
Lovgiver har bestemt, at alle (som udgangspunkt) skal have 11 timers hvile inden for 24 timer. Under forskellige betingelser kan man i begrænset omfang gå ned til 8 timers hvile. Hvis man ønsker at gå under 8 timer, kræver det altid en godkendelse eller dispensation af Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynet er ikke ved et skøn over, om der skal ske godkendelse eller gives dispensation, bundet af parternes enighed om ønsket om begrænsning af hviletiden. Erfaringsmæssigt vil ansatte ofte vurdere sikkerhed og sundhed mere kortsigtet, mens Arbejdstilsynet som myndighed også vurderer de langsigtede virkninger.
Efter Arbejdstilsynets praksis gives der alene dispensation for en enkeltstående kortvarig fravigelse. Alle de generelle mindre fravigelsesmuligheder fra 11-timers reglen er indarbejdet i bekendtgørelsen.
Ved bekendtgørelse nr. 324 af 23. maj 2002 blev § 23 i bekendtgørelse nr. 1282 af 20. december 1996 ophævet. Dette indebar at muligheden for, at arbejdsgiveren og arbejdstagere, som ikke er omfattet af kollektive overenskomster eller aftaler, kunne indgå aftaler om fravigelse efter samme regler, som gælder for aftaler på organisationsplan, blev ophævet fra 31. maj 2002. Arbejdstilsynet er opmærksom på, at At-meddelelse nr. 5.01.3 på dette punkt ikke er korrekt.
Det er ikke korrekt, at virksomheden, hvis den havde overenskomst, frit kunne have lavet en lokalaftale om 24-timers vagter. Det ville forudsætte, at der var en organisationsaftale, der tillod dette og som var godkendt af Arbejdstilsynet, jf. bekendtgørelsens § 21, jf. § 19.
Det er Arbejdstilsynets opfattelse, at Arbejdstilsynets afgørelse af 15. februar 2006 fuldt ud lever op til forvaltningslovens § 24. Arbejdstilsynet har udførligt redegjort for retsreglerne, og i slutningen af begrundelsen er der redegjort for de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. For fuldstændighedens skyld burde det måske udtrykkeligt have været anført, at Arbejdstilsynet ikke har lagt vægt på de ansattes angivelige opfattelse af, at arbejdsformen med 24-timers vagter er optimal, også for dem selv.”
5. Nyt efter klagen
XX forespørgsel af 4. maj 2006 til Sekretariatet for Arbejdsmiljøklagenævnet angående sagens bilag.
Sekretariatets brev af 15. maj 2006 til XX.
6. Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005
Resumé
En institution for sindslidende havde ansøgt om dispensation fra reglerne om hvileperiode og fridøgn. Det oplystes i ansøgningen, at institutionen var et socialpædagogisk opholdssted for sindslidende med dobbeltdiagnoser, der havde behov for støtte døgnet rundt. Det arbejde, som de ansatte udførte, var af en sådan karakter, at en fravigelse af bekendtgørelsens bestemmelser om hvileperiode og fridøgn var nødvendig for, at bostedet kunne yde sine beboere den støtte, omsorg og pleje, de havde behov for.
Arbejdstilsynet gav afslag på anmodning om dispensation fra reglerne om hvileperiode og fridøgn.
Arbejdsmiljøklagenævnet stadfæstede Arbejdstilsynets afgørelse.
Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at hele 24 timers vagten måtte betragtes som arbejdstid, da de ansatte stod til rådighed i tidsrummet fra kl. 23.00 til 7.00.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at hensynet til den angivne konflikthåndtering og medarbejdernes tilfredshed med at arbejde i 24-timers vagter, ikke kunne begrunde, at hensynet til de ansattes daglige hvileperiode blev tilsidesat. I denne vurdering indgik, at der var tale om en betydelig overskridelse af hvileperioden, ligesom der var tale om en permanent ordning.