Ikke dispensation for manglende medlemskab af a-kasse
Statutory Text (3 Articles)
§ 74 a. Ret til efterløn har et medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse, som
1) er fyldt 60 år,
2) har været medlem i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, jf. dog stk. 2 og 3,
3) har indbetalt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, jf. dog § 77, stk. 5, i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, jf. dog stk. 2 og 3,
4) ved ledighed vil kunne opfylde betingelserne for ret til dagpenge, jf. dog stk. 5 og 7, eller modtager overgangsydelse,
5) har fået indberettet værdien af pensionsformuen, jf. § 74 i, stk. 3, 4, 7 og 8 og
6) har bopæl her i riget eller i et andet EØS-land.
Stk. 2. Medlemmer, der er født før den 1. marts 1952, kan opfylde kravet om medlemskab, jf. stk. 1, nr. 2, ved uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992 til mindst det fyldte 60. år. Medlemsperioden skal dog mindst udgøre 10 år inden for de sidste 15 år. Medlemmet skal have indbetalt efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 3, fra den 1. april 1999, jf. dog § 77, stk. 5.
Stk. 3. Medlemmer, der er født før den 1. juli 1964, jf. dog stk. 2, kan opfylde kravet om medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, ved uafbrudt medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999 til mindst det fyldte 60. år, jf. dog § 77, stk. 5. Perioden skal dog mindst udgøre 20 år inden for de sidste 25 år. For medlemmer født før den 1. april 1959 er det tilstrækkeligt, at efterlønsbidraget er indbetalt uafbrudt fra den 1. april 1999.
Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan undtagelsesvis tillade, at der ses bort fra afbrydelser i medlemskabet og indbetaling af efterlønsbidrag ved afgørelsen af, om kravene i stk. 2 og 3 er opfyldt. Tilladelsen kan gøres betinget af, at medlemmet efterbetaler bidrag til arbejdsløshedsforsikringen og efterlønsbidrag for den pågældende periode.
Stk. 5.
Ikke dispensation for manglende medlemskab af a-kasse
Ankenævnet har behandlet Y A-kasse’s klage på vegne af M på møde den 24. august 2006.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
M kan ikke få dispensation fra kravet om uafbrudt medlemskab af en a-kasse fra den 31. marts 1992.
Hun opfylder derfor ikke kravet om medlemsanciennitet til at kunne få efterløn.
Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 14. juli 2005.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har lagt til grund,
– at M er født den 1. juni 1948,
– at hun fra 1990 har været under uddannelse, som hun i juni 1997 afsluttede som lærer,
– at M har været medlem af a-kassen fra den 17. juni 1997 og
– at hun fravalgte at indbetale efterlønsbidrag fra den 1. april 1999.
Efter reglerne har et medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse, som er fyldt 60 år og som har været medlem og indbetalt efterlønsbidrag i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, ret til efterløn.
Disse betingelser kan M ikke opfylde, inden hun fylder 65 år den 1. juni 2013.
Der kan gøres undtagelse, så et medlem, der er født før den 1. marts 1952, kan opfylde kravet om medlemskab ved uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992 til mindst det fyldte 60. år. Medlemsperioden skal udgøre mindst 10 år inden for de sidste 15 år, og medlemmet skal have indbetalt efterlønsbidrag fra den 1. april 1999.
Denne undtagelsesbestemmelse kan M ikke opfylde, fordi hun ikke har været medlem af en a-kasse uafbrudt fra den 31. marts 1992 eller har indbetalt efterlønsbidrag fra den 1. april 1999.
En anden undtagelse gælder for medlemmer, der er født før den 1. juli 1964, og som har uafbrudt medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999 til mindst det fyldte 60. år. Perioden skal mindst udgøre 20 år inden for de sidste 25 år, og for medlemmer født før den 1. april 1959 skal efterlønsbidraget være indbetalt uafbrudt fra den 1. april 1999.
Denne undtagelsesbestemmelse kan M heller ikke opfylde, fordi hun ikke kan få mindst 20 års medlemskab inden hun bliver 60 år den 1. juni 2008.
Der er i loven ikke hjemmel til at dispensere fra kravet om medlemsanciennitet eller for manglende indbetaling af efterlønsbidrag. Det kan efter loven alene undtagelsesvis tillades, at der ses bort fra afbrydelser i medlemskab og i indbetaling af efterlønsbidrag.
Denne mulighed er ikke aktuel for M, idet der ikke er tale om en afbrydelse i medlemskabet af a-kassen eller i indbetaling af efterlønsbidrag. Hun blev først medlem af a-kassen den 17. juni 1997.
R E G L E R
Ankenævnet henviser til
– § 74 a i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.
På ankenævnets vegne
fuldmægtig
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
M
Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K
Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005
Resumé
Medlemmet var født den 1. juni 1948 og var fra 1990 til 1997 under uddannelse, som hun afsluttede som lærer. Hun indmeldte sig derefter den 17. juni 1997 i en a-kasse. Den 1. april 1999 begyndte hun at indbetale til efterløn, men fravalgte at indbetale efterlønsbidrag den 1. april 1999 på baggrund af oplysning fra a-kassen om, at hun ikke ville kunne få efterløn.
Medlemmet ønskede dispensation fra kravet om uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992.
Nævnet fandt, at der ikke i loven var hjemmel til at dispensere fra kravet om medlemsanciennitet eller for manglende indbetaling af efterlønsbidrag.