Legislator Case Law & Legislation
W20060988925 DK

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-395

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9889 Valid

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-395

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet den 9. september 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Ekstra Bladet bragte den 9. september 2006 under overskriften ”Holdt fanget af sin syge kone” og underoverskriften ”SAMLIVS-TERROR: Skræmt ægtemand kun lukket ud, når han skulle tisse” en artikel, hvoraf følgende blandt andet fremgår

”Hvis han ikke opførte sig ordentligt, blev han slået, sparket og i perioder spærret inde på et lille værelse i hjemmet i et af Næstveds pænere kvarterer.

Kun når han skulle tisse – eller hustruen havde behov for at lufte hans kreditkort – forbarmede hun sig over staklen, låste døren op og lukkede ham ud.

Gift efter 16 år

Det blev ingen dans på roser for denne 58-årige mand, da han sidste år valgte at indgå ægteskab med en seks år yngre kvinde, som han har levet sammen med de seneste 17 år.

Tværtimod udviklede hverdagene sig til ren samlivs-terror – altid med konen som den altdominerende part.

Ydmygelserne kulminerede i januar i parrets rækkehus i det vestlige Næstved, da manden nægtede at ringe til sin aldrende mor og bede om forskud på arven, så fruen kunne betale for en kostbar skønhedsoperation.

Trak en kniv

Hun tog, ifølge politiet, en stor køkkenkniv og jog den tre gange dybt ind i sin skrækslagne ægtefælles ene skulder. Med blodet flydende ned ad armen hoppede den 58-årige i et par badetøfler og spænede flere kilometer for at blive behandlet på skadestuen.

Nu har Kriminalretten i Næstved bestemt, at den 52-årige kvinde i de næste fem år skal lade sig underkaste ambulant psykiatrisk behandling.

Selv om ægtemanden følte sig truet på liv og lemmer, gjorde han alt for at redde sin mentalt forstyrrede kærlighed fra en dom: Først trak han sin anmeldelse mod hende tilbage. Bagefter nægtede han at vidne mod hende i retten.

Sammen igen

Tilsyneladende fordi ægteparret for længst er flyttet sammen igen!

- Vi blev underrettet om sagen af en læge på skadestuen og afhørte manden. Da han ikke ville vidne i retten, var jeg tvunget til at bruge hans første forklaring til politiet som bevis, siger fungerende politimester Otto Høj Madsen fra Næstved til Ekstra Bladet.

- Jeg har ingen kommentarer. Der er sladret nok om denne sag i Næstved, var den 58-åriges reaktion, da Ekstra Bladet besøgte ham i går.”

Sammen med artiklen var indsat et foto af [K] i døråbningen til sit hjem. Fotografiet var taget med skjult kamera og sløret med en tynd, sort bjælke over øjnene.

2. Parternes synspunkter

[K] har anført, at han blev opsøgt af Ekstra Bladet på sin bopæl, idet bladet ønskede at tale med hans hustru, der ikke var hjemme. Han gjorde det klart for Ekstra Bladets journalist, at han ikke ønskede at udtale sig.

[K] har videre anført, at det fotografi, der er offentliggjort i forbindelse med artiklen, er taget med skjult kamera i døråbningen på hans bopæl, og at det er taget uden hans tilladelse.

[K] har herudover anført, at han via sit arbejde kender en masse mennesker i byen, hvorfor det er uheldigt at blive genkendt på denne måde i Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har indledningsvis anført, at sagen er så usædvanlig, at den har offentlig interesse, ligesom sagen har været omtalt indgående i lokale medier.

Ekstra Bladet har videre anført, at avisen ved at opsøge [K] på hans bopæl har givet ham lejlighed til at kommentere den omtale, han er genstand for.

Ekstra Bladet har herudover anført, at [K] på fotografiet er maskeret i det omfang, man plejer, når der er tale om navnebeskyttelse. Ekstra Bladet har endelig anført, at der ikke er navneforbud i denne sag, hvorfor det alene er redaktionens valg at holde klagers navn ude af artiklen.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Marianne Druedahl.

Det ligger uden for Pressenævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt selve fotograferingen er en overtrædelse af straffelovens bestemmelser, idet afgørelse heraf henhører under domstolene.

Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Pressenævnet finder derfor, at det har påhvilet Ekstra Bladet at sikre en effektiv anonymisering af klager, der hverken udtrykkeligt eller stiltiende har samtykket i offentliggørelsen af fotografiet. Nævnet finder, at Ekstra Bladet ved den skete sløring ikke i tilstrækkeligt grad har sikret en effektiv anonymisering af klageren, og Nævnet udtaler kritik heraf.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende

”Kendelse fra Pressenævnet

Ekstra Bladet bragte den 9. september 2006 under overskriften ”Holdt fanget af sin syge kone” og underoverskriften ”SAMLIVS-TERROR: Skræmt ægtemand kun lukket ud, når han skulle tisse” en artikel vedrørende ægteparrets ægteskabelige forhold, der har ført til, at hustruen af Kriminalretten er dømt til at skulle underkaste sig psykiatrisk behandling. Ekstra Bladet havde til brug for artiklen fotograferet ægtemanden på hans private ejendom uden hans vidende og offentliggjort fotografiet. Ægtemanden har klaget til Pressenævnet, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnets afgørelse og begrundelse

Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Pressenævnet finder derfor, at det har påhvilet Ekstra Bladet at sikre en effektiv anonymisering af klager, der hverken udtrykkeligt eller stiltiende har samtykket i offentliggørelsen af fotografiet. Nævnet finder, at Ekstra Bladet ved den skete sløring ikke i tilstrækkeligt grad har sikret en effektiv anonymisering af klageren, og Nævnet udtaler kritik heraf.

København, den 11. oktober 2006

Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Marianne Druedahl.”

Afgjort den 11. oktober 2006.

Endelig adm. afgørelse 2006 9889 Valid

Resumé

Det ligger uden for Pressenævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt selve fotograferingen er en overtrædelse af straffelovens bestemmelser, idet afgørelse heraf henhører under domstolene.

Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Pressenævnet fandt derfor, at det havde påhvilet Ekstra Bladet at sikre en effektiv anonymisering af klager, der hverken udtrykkeligt eller stiltiende havde samtykket i offentliggørelsen af fotografiet. Nævnet fandt, at Ekstra Bladet ved den skete sløring ikke i tilstrækkeligt grad havde sikret en effektiv anonymisering af klageren, og Nævnet udtalte kritik heraf.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →