Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-374
Statutory Text (2 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-374
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikelserie i Ekstra Bladet den 5. august 2006, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Ekstra Bladet bragte den 5. august 2006 forsiden ”Doktor skræk” og med mindre typer ”kup! afslører Danmarks dårligste læger – er din med?”. Under overskriften ”Lægegabestok til grin” og underoverskriften ”INKOMPETENCE: Danmarks værste læger holdes skjult af sundhedsminister Lars Løkke” bragte avisen en artikel, hvoraf følgende blandt andet fremgår
”De 20 andre sundhedspersoner ligger i Sundhedsstyrelsens register. De har alle begået alvorlige eller gentagne fejl og er sat under skærpet tilsyn, men disse personer kan du kun læse om, hvis du i forvejen kender navnet.”
Under overskriften ”Se navnene” fremgik følgende
”I dagens kup! kan du se navnene på landets værste sundhedspersoner.
I Sundhedsstyrelsens register på sundhed.dk skal man ellers kende navnet på behandleren for at kunne læse om dem. Men kup! har i samarbejde med Dicar (Center for analytisk journalistik) sat et computerprogram til at køre alle danske navne igennem registret, så du får mulighed for at se klamphuggerne i sundhedsvæsenet.”
Samme dag bragte Ekstra Bladet med overskriften ”Danmarks værste læger” og under overskriften ”Kup! afslører Sundhedsstyrelsens skjulte liste over de værste sundhedspersoner – er din læge med?” følgende artikel
”Manden på billedet til højre er [A] og er tandlæge.
I Haderslev er han frygtet af mange. Især af dem, der har været under hans særdeles ukyndige hænder i tandlægeklinikken.
Det har skaffet ham en plads blandt de 25 sundhedspersoner, som kup! i dag kan afsløre befinder sig på myndighedernes liste over de personer i sundhedsvæsenet, du bør gå en stor bue uden om.
Listen med de 25 navngivne personer skulle i princippet være fuldt offentlig, så borgerne har mulighed for at fravælge de mest inkompetente behandlere.
Men sandheden er en helt anden.
Oplysningerne om sundhedspersonerne ligger nemlig spredt rundt omkring på den offentlige sundhedsportal, www.sundhed.dk, og langt størsteparten af navnene er hemmeligholdte.
Klamphuggere
Således ligger kun fem af sundhedspersonernes navne frit fremme. De stammer fra offentliggjorte afgørelser fra Patientklagenævnet. De 20 andre sundhedspersoner ligger i Sundhedsstyrelsens register over behandlere, der har begået så graverende fejl, at de har fået et skærpet tilsyn eller har mistet deres autorisation. Men disse personer kan du kun læse om, hvis du i forvejen kender navnet.
Kup! har derfor i samarbejde med Dicar (center for undersøgende journalistik) sat et computerprogram til at køre alle danske navne igennem registret, så du kan få oplyst samtlige klamphuggere i sundhedsvæsenet, der er på myndighedernes liste. Er din læge på listen?”
I artikelserien var indsat følgende tekstboks
”Www.sundhed.dk
Pr. 1.1. 2006 trådte en ordning i kraft, der giver borgeren mulighed for at tjekke på www.sundhed.dk, om sundhedspersoner har modtaget klager eller er i Sundhedsstyrelsens søgelys. Det kan ske på to måder. Patientklagenævnet offentliggør sager, hvor sundhedspersoner har modtaget kritik, fordi de har overtrådt lovgivningen. Derudover skal Sundhedsstyrelsen offentliggøre navnene på sundhedspersoner, der enten har fået et skærpet tilsyn, hvilket vil sige, at man i en periode er særligt opmærksom på vedkommende eller helt eller delvist har mistet autorisation.”
I artikelserien var herudover indsat en tekstboks under overskriften ”Er din læge på listen?” og underoverskriften ”DANMARKS VÆRSTE: Kup! afslører Sundhedsministeriets skjulte liste med registrerede sundhedspersoner”. Af teksten fremgik navn, titel, arbejdssted og afgørelse vedrørende tyve personer. Af teksten fremgik blandt andet følgende
”[K] – Jordemoder – Ukendt, men bopæl i Danmark – Tidligere mistet autorisation, men har nu fået den tilbage.”
Ekstra Bladet bragte den 6. august 2006 under overskriften ”Ekstra Bladet præciserer” følgende artikel på klagers foranledning
”Ekstra Bladet bragte i går listen over sundhedspersoner, der er registreret på den offentlige sundhedsportal sundhed.dk.
Listen indeholder personer, der er under skærpet tilsyn, har fået påbud eller har ændringer i deres autorisationsforhold.
Jordemoder [K] optræder ved en fejl på listen i Ekstra Bladet. Ganske vist er hun registret på sundhed.dk, men dette skyldes alene, at hun har fået sin autorisation tilbage efter tidligere at have afleveret den frivilligt. Hun har således aldrig fået frataget sin autorisation.
[K] er altså ikke registreret, fordi der er problemer med hendes faglige virke. Ekstra Bladet beklager derfor, at hun optrådte på listen i avisen.”
2. Parternes synspunkter
[K] har anført, at det var i strid med god presseskik at offentliggøre hendes navn på listen over ”landets værste sundhedspersoner”.
Hun har videre anført, at offentliggørelsen af hendes navn har udsat hende for så nedsættende omtale, at det kan skade hendes ry og omdømme.
[K] har endelig anført, at Ekstra Bladet ukritisk og i uoverensstemmelse med sandheden har bragt hendes navn på listen uden på noget tidspunkt at have talt med hende.
Ekstra Bladet har anført, at det var en fejl, at [K] var medtaget på listen, idet der alene var tale om, at hun selv havde deponeret sin autorisation og senere fået den tilbage.
Ekstra Bladet har videre anført, at avisen burde have spurgt nærmere om årsagen til hendes placering på listen.
Ekstra Bladet beklager fejlen og gør opmærksom på, at avisen rettede fejlen i bladet dagen efter, at artikelserien var bragt.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Marianne Druedahl.
Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Pressenævnet finder, at offentliggørelsen af [K]s navn i forbindelse med artikelserien vedrørende ”Danmarks dårligste læger” kan være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende for jordemoder [K], hvorfor Ekstra Bladet burde have forelagt hende oplysningerne inden offentliggørelsen, og Nævnet udtaler kritik af det bragte.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende
” Kendelse fra Pressenævnet
Ekstra Bladet bragte den 5. august 2006 en artikelserie med afsløring af Danmarks dårligste læger. I artikelserien var bl.a. en liste med overskriften ” afslører Sundhedsministeriets skjulte liste med registrerede sundhedspersoner”. Jordemoder [K]s navn fremgik ved en fejl af den optrykte liste. Ekstra Bladet har efterfølgende bragt en berigtigelse i bladet. [K] har klaget til Pressenævnet, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnets afgørelse og begrundelse
Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Pressenævnet finder, at offentliggørelsen af [K]s navn i forbindelse med artikelserien vedrørende ”Danmarks dårligste læger” kan være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende for jordemoder [K], hvorfor Ekstra Bladet burde have forelagt hende oplysningerne inden offentliggørelsen, og Nævnet udtaler kritik af det bragte.
København, den 11. oktober 2006
Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Marianne Druedahl.
Afgjort den 11. oktober 2006
Resumé
Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Pressenævnet fandt, at offentliggørelsen af [K]s navn i forbindelse med artikelserien vedrørende ”Danmarks dårligste læger” kunne være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende for jordemoder [K], hvorfor Ekstra Bladet burde have forelagt hende oplysningerne inden offentliggørelsen, og Nævnet udtalte kritik af det bragte.