Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-371

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-371

[K] har klaget til Pressenævnet over, at Dagbladet Ringsted har afvist at bringe et genmæle over for to artikler bragt den 30. maj og den 10. juni 2006.

1. Sagsfremstilling

Dagbladet Ringsted bragte den 30. maj 2006 under overskriften ”Gisselfeld i Højesteret i september – næste år” og underoverskriften ”Så er der endnu engang sat dato på, hvornår Højesteret skal behandle den uendelige sag – det bli’r næsten på ti års dagen for, hvornår krigen brød ud” følgende artikel

”Haslev: Næsten på ti års dagen for begyndelsen til ”magtkampen om Gisselfeld” – krigen brød ud 7. november 1997, da greven besatte godskontoret – lander problemet omsider i Højesteret.

I går blev der nemlig sat dato på, hvornår ankesagen skal køre. 10. til 12. september 2007 og i 1. afdeling er sagen berammet til, og berammet er den ganske vist blevet flere gange før, men nu skulle det være ganske vist: Højesteret vil i september næste år behandle den suspenderede overdirektørs klage over den afgørelse, som Østre Landsret traf for snart nogle år siden og som siger, at Gisselfeld er en erhvervsdrivende fond, der skal have en bestyrelse sammen med en direktør – og det er dét, [K] ikke finder sig i. Han vil, fordi han mener, det er den måde, han kan leve op til et 300 år gammelt ”testamente”, herske helt alene.

Oprindeligt skulle sagen eller sagerne, for [K] har formuleret en halv snes påstande, have været behandlet af Højesteret 26. januar 2005, men få måneder før meddelte hans advokat og tro væbner siden stridens start, at han ikke længere kunne blive ved at arbejde gratis, så Christian Harlang trak sig. Så prøvede [K] at få en af Gisselfelds Venner til at møde for sig, det afviste retten, men han var velkommen til at være selvmøder, hed det. Derfor blev sagen udsat, mens [K] tænkte over tingene, og derefter – da han erkendte, at han måtte være selvmøder, fordi han med ubetalte regninger i millionklassen til Christian Harlang selvfølgelig heller ikke havde råd til at hyre en ny advokat – blev sagen så berammet til november sidste år. Men kort før dagen oprandt, sendte [K] en sygemelding, presset var for stort, og sagen blev derfor udsat til marts 2007. Før var der ikke tid i Højesterets kalender.

I mellemtiden har advokat Harlang meddelt, at for 350.000 kr. er han alligevel villig til at føre sagen i Højesteret for den suspenderede overdirektør. Og siden har det været noget af et kapløb for at skaffe de mange penge, det lykkedes på målstregen i går. [K] og Christian Harlang på den ene side og på den anden side for bestyrelsen advokat Karoly Nemeth og for Kammeradvokaten advokat Thorbjørn Sofsrud – fordi [K] ikke bare kører sagen mod bestyrelsen, men også mod Justitsministeriet og mod dét, der i dag hedder Civilstyrelsen, som har med fonde at gøre – mødte i går op i Højesteret og gav deres bud på, hvornår sagen kunne køre. Det var nødvendigt at finde en anden dato end den allerede berammede i marts næste år, for eftersom Harlang næppe havde regnet med at stå ved [K]s side igen, havde han fyldt kalenderen, hvad angår de berammede dage i marts næste år – og derfor må man helt hen i september næste år, før alle parter har tid, og retten har plads.

Det er lang tid at vente – og det vil betyde, at sagen til den tid har rumlet ved Højesteret i fem et halvt år med flere udsættelser – men på den anden side vil det også sige, at [K] i hvert fald har postadresse på Gisselfelds hovedbygning i hvert fald halvanden år endnu og med en indtægt, der ganske vist er noget lavere end den, han var vant til, men som mange lønarbejdere alligevel ville være taknemmelige for, indsatsen taget i betragtning.

Højesterets afgørelse vil vise, om han derefter skal ud og se sig om efter et andet lejemål, eller han kan stritte bestyrelsen ud og helt modsat ledelsesforholdene på andre institutioner af dén art køre tingene selv. Og så er hans datter til sin tid sikker på at kunne fortsætte traditionen, ellers bliver den – ved et nederlag også i Højesteret – brudt her med dén gren af [K] familien. Bestyrelsen har ellers flere gange tilbudt den tiende suspenderede overdirektør et set fra modpartens side fordelagtigt forlig, der bl.a. kunne sikre hans datter en fremtid på Gisselfeld, det har han afslået.

Men uanset hvad hilser formanden for den erhvervsdrivende fonds bestyrelse den seneste udvikling velkommen. Anker Laden-Andersen er selv advokat i det nordjyske, og han synes, siger han, at det er en god ting, at der nu er fundet penge, så sagen ikke lukkes her på grund af pengemangel, men at den kan køre videre på et reelt grundlag.”

Dagbladet Ringsted bragte den 10. juni 2006 under overskriften ”En mio. kr. fra Gisselfeld” og underoverskriften ”Det har den nuværende bestyrelse uddelt af legater i alt, i går var femte gang.” følgende artikel

”Gisselfeld: En af de gode traditioner, når den erhvervsdrivende fond Gisselfeld Kloster en gang om året deler ud af overskuddet til velgørende formål, er, at vejret altid er godt, og således også i år, hvor man var rykket fra Paradehusets indre – ellers var det nok blevet alt for varmt bag glasset – og til pladsen foran de fredede drivhuse, her kunne folk finde skygge under parasoller og træer, og her var der også god plads til Førslev-spillemændene, der tog imod deltagerne med festlig musik, spillemændene var nemlig blandt de ti legatmodtagere, som Gisselfeld har fundet frem til i år.

Men før overrækkelsen var der, også som tradition, en lille tale fra henholdsvis godsforvalter og formand, og Jens Risom kaldte legatuddelingen for midsommer-jul, fordi man sådan kunne give gaver i utide. Men den mangeårige skovfoged kunne heller ikke lade være at mindes starten på regnskabsåret 2005, en storm, der ganske vist ikke ramte Gisselfeld, men den ramte Sverige, der pludselig selv havde træer nok, Gisselfeld fik ikke solgt meget til sin ellers store kunde, og 2005 blev det laveste hugst-år, man nogensinde har haft. Landbruget havde det heller ikke for godt, men alligevel kom godset ud med et tåleligt resultat – så tåleligt, at man for femte gang kunne uddele 200.000 kr., fordelt på ti legatmodtagere, og bestyrelsesformand Anker Laden-Andersen kunne fortælle, at derved rundede man millionen i den tid, den nuværende bestyrelsen har siddet.

- I alt 50 har i dén tid fået et legat, og jeg er imponeret over den aktivitet, der er her i området, sagde han.

Om den standende strid om ”magten over Gisselfeld” sagde formanden, at ”vi er lidt ærgerlige over, at vi stadig har en konflikt kørende, vi regner med, at den først er til ende i 2008” – og dermed mente han, at den ankesag, den suspenderede overdirektør har anlagt ved Højesteret, kommer for i efteråret 2007, og lige efter venter voldgiftsagen. Så man kommer ind i 2008, inden den endelige afklaring er fundet på striden.

- Men vi er ikke ret meget generet af den i det daglige, sagde han.

Og så kunne den fungerende overdirektør Christian Lassen fra nabogodset Holmegaard, gå over til uddelingen af de ti legater – i år var alle på 20.000 kr., og de gik til Haslev Tennisklub, formanden [A]modtog og fortalte, at penge går til bl.a. et nyt haveanlæg, [B], leder af musikskoleafdelingen på Holmegårdskolen, fik et beløb til inventar, [C] modtog på vegne af Haslev Sportsdykker Klub penge til en ny kompressor, man mangler kapital på grund af byggeriet af det nye klubhus. [D] fortalte, at pengene til Frøslev Spillemænd går til udskiftning af bl.a. nedslidte mikrofoner, det tærer på udstyret at være så benyttet, som man er. Fodboldklubben FC 77 fra Næstved fik penge til at styrke den sociale profil i den lille klub, hvor kontingentet er så lavt, at alle kan være med, bl.a. børn af udenlandsk herkomst, [E] fra Aktivitetshuset i Toksværd fik penge til genoptræningsudstyr, bl.a. en steptræner, Karise Skole fik 20.000 kr. til det internationale skolesamarbejde, man har været i Canada, og næste gang går turen til Kina – og skoleleder [F] understregede, at i det sidste nummer af lærernes fagblad står, at ”verdens bedste skole ligger i Karise”.

Fra Fakse Vandrehjem takkede bestyrelsesformand [G], kontorassistent [H] og elev [I] for penge, der skal bruges til at færdigindrette vandrehjemmet, der lige har været igennem en stor udvidelse. [L], lederen af Dalby Børnehave, modtog på vegne af team supervisor [M] fra Rønnede kommunes børne-kulturafdeling penge, der skal bruges til bl.a. Kamæleon-koncerter sammen med Haslev kommune – på sigt bliver det jo hele Faxe kommune. Endelig fik engelsklærer [O] og direktør [P] penge til Møllevangsskolens træskibsprojekt. [P] er også 10. klasses elev, men arbejdet med renoveringen af skibet er bygget op som en almindelig arbejdsplads, og det var som direktør, han takkede Gisselfeld Kloster, inden alle gik til fadene med pindemadder – og så var der lejlighed til at nyde udsigten over parken, hvor de første Jaguarer var begyndt at line op inden weekendens store klassiske show.”

Ved brev af 26. juni 2006 anmodede [K] den ansvarshavende redaktør af Dagbladet Ringsted om at bringe et genmæle. Dagbladet svarede herpå ved brev af 3. juli 2006.

Ved brev af 28. juli 2006 anmodede klager den ansvarshavende redaktør om at bringe følgende genmæle

”To artikler trykt i Dagbladet hhv. 30. maj og 10. juni i år om striden om den selvejende stiftelse, Gisselfeld Gods, er fyldt med faktuelle fejl og tager tydeligt parti for den ene part i striden om det store sydsjællandske gods og det meget specielle testamente.

Artiklerne er forfattet af Dagbladets lokalredaktør, Susanne Søhuus, der i de sidste 10 år har skrevet i hundredvis af artikler om den meget specielle familiefejde og magtkamp på Gisselfeld. Hovedparten af disse mange artikler belastet af samme mangel på objektivitet som de to, der her trækkes frem og kommenteres.

Allerede få linier inde i artiklen fra 30. maj begår Søhuus sin første faktuelle fejl. Hun skriver således i linie 4: ” krigen brød ud 7. november 1997, da greven besatte godskontoret ”

Dette er ukorrekt. Og ud over, at det er forkert, så gør Susanne Søhuus sig samtidig til dommer. Sandheden er nemlig, at ”krigen” brød ud langt tid før november 1997. Allerede den 10. juli 1996 startede den ”krig” Søhuus skriver om. Ja, reelt startede stridens kerne allerede den 18. november 1960, da Elisabeth Lassen dannede sit selvbestaltede familieråd, der nu i 46 år har bedrevet omfattende 5. kolonne-virksomhed mod Gisselfelds grundlov og samtlige 4 overdirektører, der har ledet Gisselfeld siden Elisabeth Lassens familiegren blev tvunget til at forlade Gisselfeld i 1945 efter farens død på grund af godsets arveretlige regler, der foreskriver mandlig arvefølge.

Mht. Susanne Søhuus formulering om, at ”striden brød ud i november 1997, da greven besatte godskontoret”, er det urimeligt, at hun vælger at se bort fra, at jeg siden 1975 har været Gisselfelds øverste leder og efter 21 års succesfuld lederskab i 1996 blev snigløbet af en bestyrelse, der ulovligt ophævede mine og godsets grundlovssikrede rettigheder. Det er useriøst, når Susanne Søhuus ignorerer disse fakta og blot beskriver sagen, og striden, ved at skrive, at den ”brød ud i november 1997, da greven besatte godskontoret ”

Skulle man skrive noget i den retning, så skulle man snarere skrive, at en ulovlig bestyrelse besatte Gisselfelds godskontor for 10 år siden. Ja, man nøjedes ikke med at besætte godskontor, man besatte et helt gods!

I næste afsnit skriver Susanne Søhuus

”Han (altså undertegnede EDS) vil, fordi han mener, at det er den måde, han kan leve op til et 300 år gammelt ”testamente”, herske helt alene.”

Formuleringen er igen i uoverensstemmelse med virkeligheden og tegner et billede af mig som en anakronisme, som et levn fra en længst svunden historisk fortid, der ikke længere har sin berettigelse i vore moderne tider.

At koge Gisselfeld striden og de meget specielle juridiske paragraffer, der gælder for godset ned på denne måde er ren manipulation.

I næste afsnit skriver Susanne Søhuus

”Oprindeligt skulle sagen eller sagerne, for [K] har formuleret en halv snes påstande, have været behandlet af Højesteret 26. januar 2005, men få måneder før meddelte hans advokat og tro væbner siden stridens start, at han ikke længere kunne blive ved med at arbejde gratis, så Chr. Harlang trak sig.”

Som så meget andet af det Søhuus skriver på en for mig nedgørende måde, får formuleringen ” [K] har formuleret en halv snes påstande ” det til at lyde som om, jeg sådan helt tilfældigt og ugennemtænkt slog nogle kruseduller på et stykke papir en dag.

Enhver, der er inde i denne omfattende sag ved, at en sådan udlægning er langt fra sandheden.

Lidt længere nede skriver Søhuus

” for eftersom Harlang næppe havde regnet med at skulle stå ved [K]s side igen ”

På hvilket grundlag udtaler Susanne Søhuus sig egentlig her? Det undrer i hvert fald både jeg og min advokat, Harlang, os over, for vi har aldrig givet udtryk for noget lignende.

Mest uafbalanceret bliver Susanne Søhuus’ artikel af 30 maj i nedenstående passage

”Til den tid vil sagen have rumlet ved Højesteret i fem et halvt år med flere udsættelser – men på den anden side vil det også sige, at [K] i hvert fald har postadresse på Gisselfelds hovedbygning i hvert fald halvandet år endnu og med en indtægt, der ganske vist er noget lavere end den, han var vant til, men som mange lønarbejdere alligevel ville være taknemmelige for, indsatsen taget i betragtning. Højesterets afgørelse vil vise, om han derefter skal ud og se sig om efter et andet lejemål, eller han kan stritte bestyrelsen ud og helt modsat ledelsesforholdene på andre institutioner af dén art køre tingene selv. Og så er hans datter til sin tid sikker på at kunne fortsætte traditionen, eller bliver den – ved et nederlag også i Højesteret – brudt her med dén gren af [K] familien. Bestyrelsen har ellers flere gange tilbudt den tiende suspenderede overdirektør et set fra modpartens side fordelagtigt forlig, der bl.a. kunne sikre hans datter en fremtid på Gisselfeld, det har han afslået.”

Atter optræder Susanne Søhuus i dobbeltrollen som dommer og ad hoc-bestyrelsens ”mand”. Forklædt som Dagbladets journalist.

Den måde Søhuus skøjter hen over problemerne omkring kvindeligt arvefølge på Gisselfeld er helt uacceptabel. Hvis Susanne Søhuus endelig ville skrive om dette forhold i forhold til min datter, [R], og jeg, hvorfor kontakter hun os så ikke og spørger om vores holdning til dette?

I endnu en artikel om Gisselfeld trykt den 10. juni i Dagbladet, beskriver Søhuus den kommende Højesteretssag og skriver bl.a. følgende sætning, jeg vil protestere over: ” og lige efter venter voldgiftssagen ”

Igen gør Søhuus sig til dommer i godsstriden. Faktum er nemlig, at der kun måske kommer en voldgiftsag, nemlig i fald jeg skulle tabe retssagen i Højesteret. Når, eller hvis jeg vinder, bortfalder voldgiftsagen.

Imidlertid bortredigeres denne vigtige del af virkeligheden af Søhuus og Dagbladet. Hvad skal man dog med Højesteret, og hvad skal man dog med [K], synes, Søhuus at tænke, når man gennemlæser hendes mange misinformationsartikler: Jeg – Susanne Søhuus – fælder gerne den dom selv. I lodret modstrid med god presseskik.

Jeg føler mig stærkt svinet til af Dagbladets Susanne Søhuus, der har skrevet meget ensidigt om Gisselfeld-striden, lige siden den eksploderede for knapt 10 år siden, og jeg vil her kraftigt appellere til Dagbladets ledelse om at tage ordentligt hånd om denne alvorlige sag.”

Ved brev af 10. august 2006 afslog Dagbladet anmodningen med følgende begrundelse

”Der er efter min opfattelse ikke tale om genmæle, jf. medieansvarslovens bestemmelser (kapital 6) om genmæle.

Blandt andet skal genmælets indhold i alt væsentligt være begrænset til nødvendige faktiske oplysninger.”

2. Parternes synspunkter

[K] har anført, at de to artikler er fyldt med faktiske fejl og tydeligt tager parti for den ene part i striden om Gisselfeld Slot.

Til artiklen af 30. maj 2006 har [K] anført, at følgende udsagn er ukorrekte

” krigen brød ud 7. november 1997, da greven besatte godskontoret...”, idet den omtalte strid reelt startede den 18. november 1960, da Elisabeth Lassen dannede sit selvbestaltede familieråd. Elisabeth Lassens familiegren blev tvunget til at forlade Gisselfeld i 1945 efter faderens død pga. godsets arveretlige regler, der foreskriver mandlig arvefølge. [K] har anført, at han siden 1975 har været Gisselfelds øverste leder, hvorfor han ikke ”besatte godskontoret”. Han anfører, at man snarere skulle skrive, at en ulovlig bestyrelse besatte Gisselfelds godskontor for ti år siden.

”Han [[K]] vil, fordi han mener, det er den måde, han kan leve op til et 300 år gammelt ”testamente”, herske helt alene.”, idet udsagnet er i uoverensstemmelse med virkeligheden.

” [K] har formuleret en halv snes påstande ” lyder, som om [K] tilfældigt og ugennemtænkt slog nogle kruseduller på et stykke papir, hvilket er langt fra virkeligheden.

” for eftersom Harlang [[K]s advokat] næppe havde regnet med at skulle stå ved [K]s side igen ”, idet hverken Harlang eller klager har givet udtryk for dette.

” Bestyrelsen har ellers flere gange tilbudt den tiende suspenderede overdirektør et set fra modpartens side fordelagtigt forlig, der bl.a. kunne sikre hans datter en fremtid på Gisselfeld, det har han afslået.” [K] har anført, at den måde, journalisten skøjter hen over problemerne omkring kvindelig arvefølge på Gisselfeld, er helt uacceptabel.

Til artiklen af 10. juni 2006 har [K] anført, at udsagnet ” lige efter venter voldgiftssagen” ikke er korrekt, idet faktum er, at der måske kommer en voldgiftsag, såfremt [K] taber retssagen i Højesteret, ellers bortfalder voldgiftssagen.

Dagbladet Ringsted har afvist at bringe et genmæle, idet der efter avisens opfattelse ikke er tale om et genmæle, jf. medieansvarslovens bestemmelser.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Marianne Druedahl.

Det fremgår af medieansvarsloven § 38, stk. 1, at et genmæle i alt væsentligt skal være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger.

Forslaget indeholder kommentarer og vurderinger i et sådant omfang, at det ikke opfylder indholdskravet i medieansvarsloven § 38, stk. 1. Pressenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at bringe et genmæle.

Afgjort den 11. oktober 2006

Resumé

Det fremgår af medieansvarsloven § 38, stk. 1, at et genmæle i alt væsentligt skal være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger.

Forslaget indeholdt kommentarer og vurderinger i et sådant omfang, at det ikke opfyldte indholdskravet i medieansvarsloven § 38, stk. 1. Pressenævnet fandt på denne baggrund, at der ikke var grundlag for at bringe et genmæle.