Legislator Case Law & Legislation
W20060988325 DK

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-370

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9883 Valid

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-370

[K] har ved talsmand [A] klaget til Pressenævnet over en artikelserie i Ekstra Bladet den 23. juli 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Ekstra Bladet bragte den 23. juli 2006 under overskriften ”Pias hovedpine” følgende lederartikel

”[K] er navnet på den mest yderliggående, politiske bevægelse i Danmark. Den består af et uskønt sammenrend af erklærede racister, heilende nazi-sympatisører, grove voldsmænd – og nogle medlemmer eller tilhængere af Dansk Folkeparti.

Bevægelsen er kun fire år gammel og tæller ca. 100 rabiate aktivister. Desuden er et tilsvarende antal med i det faste netværk.

Men Fronten er i fremmarch, ikke mindst takket være Internettet, hvor debat-forummet har ca. 3000 brugere.

SENEST Kom [K] i søgelyset, da den nu tidligere talsmand [B] blev anholdt og varetægtsfængslet for at opfordre til at brænde indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens hus ned. Ideen lagde han ud på en venstreorienteret hjemmeside. Holder anklagen, ligner det en klar inspiration fra dengang, nazister brændte den tyske Rigsdag ned og bagefter gav kommunisterne skylden.

Og [B] vedkender sig med sine hagekors, heil-hilsner og deltagelse i Rudolf Hess-marcher sine nazi-sympatier.

DET ER HAN ikke ene om. [K]s hjemmeside bugner af tilbud på nazi-symboler lige fra faner og musik til slagvåben.

Hitlers race-teorier lever også i bedste velgående. ”Ariske Krigere” kalder front-tropperne sig, og som enhver politisk bevægelse med respekt for sig selv har [K] også en kvindeafdeling med parolen ”Hvide kvinder får børn med hvide mænd”.

MEN [K] har også sympatisører, der foretrækker Dannebrog frem for hagekors-fanen. De er medlemmer eller tilhængere af Dansk Folkeparti.

Flere af de ledende folk på denne rabiate højrefløj er skolet i Dansk Folkepartis Ungdom, indtil de blev opdaget og smidt ud af partiet. Men selv i dag er der fremtrædende medlemmer af regeringens trofaste støtteparti, som samtidig er aktive i [K].

En af dem hedder [C], og han er formand for Dansk Folkeparti i [by]. Takket være et pænt antal personlige stemmer er han 1. suppleant i byrådet. Men samtidig er han manden, der koordinerer [K]s aktiviteter på Vestsjælland.

DEN SLAGS hader Pia Kjærsgaard at høre, hvilket hun demonstrerede i går, da hun overfusede vores medarbejder, da han bad om hendes kommentar. I stedet henviste hun til partisekretær Poul Lindholm Nielsen, der fastslog, at [C] ikke kunne være medlem begge steder. Hvis det er tilfældet, bliver han ekskluderet, hvis han ikke selv finder ud af at gå.

Den udvikling har [C] set i øjnene

”Jeg er stolt af at være dansk og at være nationalist, og nu må jeg så bare bruge al min tid på [K]”, erklærer han.

DET VIL naturligvis være komplet urimeligt at betegne dansk Folkepartis medlemmer og vælgere som nazi-sympatisører, og belært af erfaringerne fra Fremskridtspartiet har Pia Kjærsgaard da også smidt mange galninge ud i årenes løb.

Men der dukker altid folk op, der giver hende politisk hovedpine.

Måske burde Pia Kjærsgaard tænke over, hvorfor det altid er Dansk Folkeparti, hjernedøde højre-ekstremister samles om.”

Ekstra Bladet bragte samme dag under overskriften ”Højre-rabiate på fremmarch” og underoverskriften ”Hånd i hånd med Dansk Folkeparti: [K] spænder fra erklærede nazister til medlemmer af Dansk Folkeparti” følgende artikel

”Hagekors-elskende nazister. Folk der med stolthed kalder sig selv racister. Og visse tilhængere og medlemmer af Dansk Folkeparti.

Hvad har dette sammenrend til fælles?

Svaret er: [K].!

Ekstra Bladet sætter fokus på denne højrerabiate gruppe, dels fordi den er den absolut største på den ekstreme højrefløj, dels .

for at planlægge et brandattentat mod indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens hjem i Græsted.

Voldelige overfald

[K] er kun fire år gammel og tæller i dag ca. 100 aktivister på landsplan. Yderligere ca. 100 er med i [K]s faste netværk.

Ud over voldelige overfald på folk af anden race end den ariske – og på disses venstreorienterede venner – udfolder [K] stor aktivitet på nettet. Gruppen startede med at åbne hjemmesiden dansk-front.dk i sommeren 2002.

Her er der en nyhedsportal og et debatforum med hele 3000 brugere, der har ladet sig registrere som medlemmer af debatforummet. Nogle af dem vil dog bare følge debatten.

Muslimer er fjenden

[K] udspringer af den århusianske hooligangruppe White Pride og bruger oftest betegnelserne ”patrioter” og ”nationale” om sig selv. I deres eget grundlag skriver de dog også rent ud: ”Med andre ord, vi er racister!”

Deres hovedsigte var at bekæmpe muslimer, og deres formål definerede de som: ”At formidle kontakt mellem Danmarks patrioter, så vi i fællesskab kan bekæmpe det multietniske samfund.

De har i dag afdelinger i Århus, København, Nordsjælland, Aalborg og Fredericia.

Skolet i Dansk Folkeparti

[K]s succes skyldes i høj grad, at mange af dem er skolet i Dansk Folkeparti og dets ungdomsorganisationer, vurderer Jonas Jensen fra research-kollektivet Redox

- I frontens ledelse er der en klar overvægt af folk med nazistisk ideologi. De bruger normalt ikke de nazistiske symboler offentligt men gerne på hjemmesidens debatforum, forklarer Jonas Jensen.

- Flere af lederne er skolet i Dansk Folkepartis Ungdom i Århus, nogle oven i købet i ledelsen. Det betyder, at de er velformulerede, har fået en politisk skoling og har forstand på at opbygge en organisation, fortsætter Jonas Jensen.

Størst siden KU i 30´erne

- Men 100 aktivister og yderligere 100 i et fast netværk, lyder vel ikke umiddelbart som en stor trussel mod demokratiet?

- 100 voldelige nazister, der marcherer i gaderne, er faktisk historisk set et stort tal for Danmark. Så mange kunne de f.eks. mobilisere i Svendeborg den 10. juni i år. Og det var danskere alle sammen.

- End ikke nationalsocialisterne i DNSB kunne mobilisere så mange i Hillerød i 1995. Da var der 80 danske nazister – og 70 udenlandske.

- Derfor skal vi helt tilbage til KU´ernes marcher i 30´erne for at finde manifestationer med flere højreradikale deltagere, fastslår Jonas Jensen.

Han har i mange år arbejdet på at kortlægge højrerabiate grupper i Danmark og har derfor et stort kendskab til dens personkreds og kultur.

Køber nazistisk livsstil

- Miljøet blandt de unge er præget af vold, kriminalitet og stoffer. Amfetamin og kokain er særdeles udbredt blandt især hooligan-grupperne, når de skal ud at slås.

- Og der er jo masser af eksempler på voldelige overfald på både folk med anden hudfarve og på venstreorienterede danskere.

- [K]s hjemmeside har også betydet, at unge i dag kan sidde hjemme på værelser og bestille en hel pakke med nazistisk livsstil over Internettet, fortsætter Jonas Jensen.

- Her kan de købe alt, lige fra musik, nazi-symboler, faner og slagvåben til det tøj, nazister foretrækker at gå i.

- Rekrutteringen til [K] foregår i dag mindst lige så meget over Internettet som ved foldboldkampe.”

Ekstra Bladet bragte samme dag under overskriften ”Voldstossen” følgende

”- Nu forsvinder du kraftedeme. Fatter du det ikke? Forsvind eller det går galt.

Formanden for den [landsdel] afdeling af [K], [F], er en mester i trusler. Således også da Ekstra Bladet forsøger at få et interview med ham på hans adresse i Assens.

- Jeg gider sgu ikke se på jer. Skrid for helvede, lyder ordene fra manden, der ikke lægger skjul på sine racistiske overbevisninger.

Men [F] lader det ikke bare blive ved truslerne. Adskillige gange er han blevet dømt for vold. Ikke mindst i den periode hvor han var aktiv i et af de mest voldelige nazistiske netværk Blood & Honour. [F] er ven med teenage-nazisten [G], som er næstformand i [K] på [landsdel].

Men lige så grov voldstossen er over for alle ikke-danskere, lige så kujonagtig er han, når han skal forsvare sine holdninger.

Således tager han flugten i et par rød-hvide badeshorts, da Ekstra Bladet konfronterer ham med spørgsmålet

- Hvem er du egentlig, [F]?”

Samme dag bragte Ekstra Bladet under overskriften ”Talsmanden fængslet” følgende artikel

”Som Ekstra Bladet afslørede den 10. juli sidder [K]s – nu tidligere – talsmand [B] varetægtsfængslet.

Han er bl.a. sigtet for at have opfordret til at brænde indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens hus i Græsted i Nordsjælland ned. Og for overtrædelse af våbenloven.

Politiet læste med på den venstrefløjs-hjemmeside, hvor [B] lod, som om han var aktivist og opfordrede til brandattentatet. Så derfor blev det aldrig ført ud i livet.

Han er nazist

Det er ikke forkert at kalde [B] for nazist, medmindre man ikke finder heil-råb, deltagelse i Rudolf Hess-march og hagekors nazistiske.

Alt det har [B] beskæftiget sig med, ligesom han også har deltaget i fester med Blood & Honour, som er en nazistisk forening.

’Enkeltmandshær’

Imens [B] sidder i fængsel, sender vennerne fra [K] penge til hans familie. Men ellers tager foreningen officielt afstand til deres tidligere så store frontfigur.

- Vi tager skarp afstand fra [B]’ enkeltmandshær. Men hvad han som privatperson gør, kan vi ikke klandres for. [K] er et ikke-voldeligt samlingspunkt på den yderste højrefløj, siger den nye talsmand, [A].

Hvis [B] bliver dømt skyldig, risikerer han op til 16 års fængsel.”

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[A] har indledningsvis gjort gældende, at Ekstra Bladet har handlet i strid med de Vejledende regler for god presseskik, jf. punkterne A1-3.

[A] har anført, at udsagnet i bladets lederartikel ”[K]s hjemmeside bugner af tilbud på nazi-symboler lige fra faner og musik til slagvåben” er usandt, idet [K]s hjemmeside ikke tilbyder varer, men kun nyheder, analyser og debat.

[A] har videre anført, at udsagnet ”Ud over voldelige overfald på folk af anden race end den ariske – og på disses venstreorienterede venner – udfolder [K] stor aktivitet på nettet” ikke er korrekt, idet [K] er en erklæret ikke-voldelig organisation. Hvad [K]s medlemmer foretager sig på egen hånd, kan [K] ikke drages til ansvar for. [A] har afvist, at enkeltmedlemmer af [K] har overfaldet racefremmede eller venstreorienterede.

[A] har endvidere anført, at udsagnet ”I deres eget grundlag skriver de dog også rent ud: ”Med andre ord, vi er racister” ikke er korrekt, idet udsagnet ikke findes i deres ”grundlag”.

[A] har herudover anført, at Ekstra Bladets anonyme kilde ”Redox” er en politisk modstander, og at det af ”Redoxs” hjemmeside fremgår, at ”Redox” ønsker at ”bremse det danske højreekstreme miljøs ekspansion”, hvorfor de fremsatte påstande med rimelighed kan antages at være farvet af skadevoldende hensigt.

[A] har endelig anført, at Ekstra Bladet ukritisk har lagt påstandene til grund uden at forelægge dem for [K], selv om avisen i dagene op til offentliggørelsen var i kontakt med flere medlemmer – herunder [A].

2.2. Ekstra Bladets synspunkter

Ekstra Bladet har oplyst, at der på [K]s hjemmeside

tidligere fandtes nazi-symboler, men at disse nu er fjernet.

Ekstra Bladet har videre oplyst, at et af [K]s medlemmer, [B], sidder fængslet - dels for vold og dels for brandtrusler mod Indenrigsministeren.

Ekstra Bladet har derudover oplyst, at der er citeret direkte fra Demos-bogen ”Fronten i Danmark”, hvoraf følgende blandt andet fremgår

”De skriver i deres grundlag, ”at folkene bag [K] er en flok af fædrelandskærlige mennesker, der alle har en biologisk verdensopfattelse til fælles. Dvs. at vi anerkender særpræg i arv og tradition som en absolut nødvendighed for at ægte folkefællesskab. Med andre ord: vi er racister!”.

Ekstra Bladet har herudover anført, at avisen har citeret og viderebragt oplysninger fra Redox på linie med andre udtalelser om [K]. Ekstra Bladet har endelig anført, at [K] ikke har adgang til at blande sig i redaktørens ret til at citere, hvem man ønsker i en artikel.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Marianne Druedahl.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet over et medies tilsidesættelse af god presseskik, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde være identificeret i mediet.

Pressenævnet finder, at [K] er en gruppe af personer, der på et objektivt konstaterbart grundlag er afgrænset over for omverdenen, hvorfor [K] har partsstatus. Pressenævnet finder videre, at [K] er omtalt i artiklerne på en sådan måde, at [K] som organisation har retlig interesse i at klage til Pressenævnet.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der tidligere har fandtes nazi-symboler på [K]s hjemmeside samt indholdet af [K]s ”grundlag”. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til, hvilke forklaringer der er de rigtige.

Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.

Pressenævnet lægger til grund, at Ekstra Bladet blandt andet har baseret artiklerne fra oplysninger fra [K]s politiske modstander Redox. Sidstnævnte forhold gav Ekstra Bladet anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for Redox oplysninger, men er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at god presseskik er tilsidesat.

Det fremgår videre af de Vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

To medlemmer – Axel Kierkegaard og Kaare R. Skou – udtaler herefter

Vi finder, at udsagnet ”Ud over voldelige overfald på folk af anden race end den ariske – og på disses venstreorienterede venner – udfolder [K] stor aktivitet på nettet” kan være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K]. Vi finder, at udsagnet burde være forelagt [K] inden offentliggørelsen, og vi udtaler derfor kritik af det bragte.

To medlemmer – Finn Rowold og Marianne Druedahl – udtaler

Vi finder, at udsagnet ”Ud over voldelige overfald på folk af anden race end den ariske – og på disses venstreorienterede venner – udfolder [K] stor aktivitet på nettet” kan være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K]. Vi finder imidlertid, at [K]s synspunkter er medtaget i artikelserien ved udtalelserne fra talsmand [A], og vi udtaler derfor ikke kritik af det bragte.

Da der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtaler kritik af Ekstra Bladet.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende

” Kendelse fra Pressenævnet

Ekstra Bladet bragte den 23. juli 2006 en artikelserie vedrørende den yderliggående, politiske organisation [K] og organisationens medlemmer. Af artikelserien fremgår bl.a. følgende udsagn: ”Ud over voldelige overfald på folk af anden race end den ariske – og på disses venstreorienterede venner – udfolder [K] stor aktivitet på nettet”. [K] har klaget til Pressenævnet, idet organisationen mener, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnets afgørelse og begrundelse

To medlemmer – Axel Kierkegaard og Kaare R. Skou – udtaler herefter

Vi finder, at udsagnet ”Ud over voldelige overfald på folk af anden race end den ariske – og på disses venstreorienterede venner – udfolder [K] stor aktivitet på nettet” kan være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K]. Vi finder, at udsagnet burde være forelagt [K] inden offentliggørelsen, og vi udtaler derfor kritik af det bragte.

To medlemmer – Finn Rowold og Marianne Druedahl – udtaler

Vi finder, at udsagnet ”Ud over voldelige overfald på folk af anden race end den ariske – og på disses venstreorienterede venner – udfolder [K] stor aktivitet på nettet” kan være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K]. Vi finder imidlertid, at [K]s synspunkter er medtaget i artikelserien ved udtalelserne fra talsmand [A], og vi udtaler derfor ikke kritik af det bragte.

Da der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtaler kritik af Ekstra Bladet.

København, den 11. oktober 2006

Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Marianne Druedahl.”

Afgjort den 11. oktober 2006

Endelig adm. afgørelse 2006 9883 Valid

Resumé

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet over et medies tilsidesættelse af god presseskik, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde være identificeret i mediet.

Pressenævnet fandt, at [K] er en gruppe af personer, der på et objektivt konstaterbart grundlag var afgrænset over for omverdenen, hvorfor [K] havde partsstatus. Pressenævnet fandt videre, at [K] var omtalt i artiklerne på en sådan måde, at [K] som organisation havde retlig interesse i at klage til Pressenævnet.

Parterne havde afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt der tidligere har fandtes nazi-symboler på [K]s hjemmeside samt indholdet af [K]s ”grundlag”. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke tage stilling til, hvilke forklaringer der var de rigtige.

Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.

Pressenævnet lagde til grund, at Ekstra Bladet blandt andet havde baseret artiklerne fra oplysninger fra [K]s politiske modstander Redox. Sidstnævnte forhold gav Ekstra Bladet anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for Redox oplysninger, men var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at god presseskik var tilsidesat.

Det fremgår videre af de Vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

To medlemmer – Axel Kierkegaard og Kaare R. Skou – udtalte herefter

Vi fandt, at udsagnet ”Ud over voldelige overfald på folk af anden race end den ariske – og på disses venstreorienterede venner – udfolder [K] stor aktivitet på nettet” kunne være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K]. Vi fandt, at udsagnet burde have været forelagt [K] inden offentliggørelsen, og vi udtalte derfor kritik af det bragte.

To medlemmer – Finn Rowold og Marianne Druedahl – udtalte

Vi fandt, at udsagnet ”Ud over voldelige overfald på folk af anden race end den ariske – og på disses venstreorienterede venner – udfolder [K] stor aktivitet på nettet” kunne være skadeligt, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K]. Vi fandt imidlertid, at [K]s synspunkter var medtaget i artikelserien ved udtalelserne fra talsmand [A], og vi udtalte derfor ikke kritik af det bragte.

Da der var stemmelighed, var formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtalte kritik af Ekstra Bladet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →