Legislator Case Law & Legislation
W20060979425 DK

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-355

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9794 Valid

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-355

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Weekendavisen nr. 23/9. juni 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Weekendavisen bragte den 9. juni 2006 under overskriften ”It goes without saying” og underoverskriften ”Kunst og kontant. En middag, en frokost og to døgn med direktøren for verdens vigtigste kommercielle kulturinstitution” følgende artikel

”TIRSDAG aften i sidste uge. På Restaurant Gastronomique i Frederiksberg Have rejser [K] sig og takker deltagerne i middagsselskabet for deres tilstedeværelse. Ikke mindst aftenens hædersgæst, Samuel Keller. Han er direktør for kunstmessen Art Basel og dens aflægger i USA, Art Basel Miami Beach, og er i Danmark for at promovere den 37. messe, der åbner den 13. juni.

[K] er vært. Han ejer [A] og en formue, som han har arvet efter sin mor. Han ejer også en betydelig kunstsamling hjemme i sin lejlighed. Og formandskabet for Det Danske Kunstsamlerselskab med 20 medlemmer. Det er dem, der er her i aften. Inklusiv Mads Øvlisen.

De har fået råmarinerede kammuslinger med boghvede og Skagensskinke, asparges og brunet smør, ristet sandart med brøndkarse, blomkålspuré og mandler, sommerbuk som hovedret og rabarber med granskud og vanille til dessert.

[K] ser tilfreds ud. Han har fået middagen til en god pris og – vigtigere – sikret sig, at han og de andre kunstsamlere nu er blevet synlige for Samuel Keller. Det er ikke uden betydning.

Kunstmessedirektøren fra Basel rejser sig op og takker. Han er 40 år, slank og har barberet sig skaldet. Hans isse er perfekt glat, ligesom resten af huden i ansigtet med de varme, brune øjne. Han har et mørkt, stramt jakkesæt på med et smalt bælte, og inden under en brun, tynd pullover over en helt lysebrun skjorte.

Bagefter tager han ind og sover på sit hotel på Kgs. Nytorv.

ONSDAG klokken 12 i Nordsjælland.

”Poul Erik Tøjner, direktør for Louisiana Museum for Moderne Kunst, har herved fornøjelsen at invitere Dem til en pressefrokost til ære for Samuel Keller, direktør for Art Basel, med deltagelse af kulturminister Brian Mikkelsen”, står der i invitationen.

”De vil som gæst blive budt velkommen ved indgangen på Louisiana af en repræsentant fra Art Basel, som vil vise Dem vej til Poul Erik Tøjners kontor, hvor frokosten vil finde sted.”

Louisianas direktør byder velkommen.

”Art Basel er efter vores mening den bedste kunstmesse i verden,” siger han og giver ordet til kulturministeren.

”Jeg glæder mig til at se hvad folk kalder den ultimative kunstmesse. Sidste år var jeg klar til at tage af sted, billetterne var bookede, men i sidste øjeblik måtte jeg aflyse på grund af forhandlinger i det danske parlament”, siger Brian Mikkelsen. Så fortæller han om udviklingen af det særlige danske kunststøttesystem, der efter hans mening sikrer, at det er ”buttom up rather than top down”, når staten støtter dansk kunsts udbredelse i verden.

”I modsætning til i andre lande kommer initiativet i Danmark fra kunstnerne, galleristerne og museerne selv og ikke fra embedsmænd fra oven. Man finder i dag danske kunstnere repræsenteret på alle kunstmesser. Vi har årets danske deltagere i Art Basel repræsenteret her i dag, gallerierne Nicolai Wallner og Niels Borch, men jeg kunne også nævne Galleri Christina Wilson, Galleri Kirchoff og Galleri Moghadishini,” siger han.

Så giver Poul Erik Tøjner ordet til Samuel Keller. Han har et mørkt, stramt jakkesæt på med et smalt bælte, og inden under en blå, tynd pullover over en helt lyseblå skjorte. Den ligner himlen ude over Øresund med enkelte hvide skyer, der ikke rører sig ud af flækken.

”Jeg er en slags pilgrim. Jeg var engang i Danmark med en ven, og det var især for at se Louisiana. Tak for jeres indsats for kunsten,” siger han og kigger hen på Poul Erik Tøjner og Brian Mikkelsen, der sidder ved siden af hinanden. Der er helt stille et øjeblik. Som om Louisianas afdøde skaber Knud W. Jensen gik gennem stuen. Så fortsætter Keller

”Hvad får folk til at komme langvejs fra med fly til Basel. Fordi de ellers ville skulle rejse endnu mere for at komme til at se så meget kvalitet. Art Basel er selvfølgelig en refleksion af markedet. It goes without saying. Men det er også en kulturel begivenhed. Det koster gallerierne mellem 15.000 og 50.000 at deltage, og det er kun toppen af isbjerget. Der er også transport, forsikring og indkvartering. Det kan sagtens løbe op i mere end 100.000 dollars. Og man skal sælge for mindst et par hundrede tusinde euros for, at det overhovedet er betalt. Men det er også en måde at profilere sig på i forhold til andre gallerier. Graden af succes er ikke kun, hvor mange penge, man har lavet, men også hvilket netværk, man har skabt og kan tilbyde sine kunstnere. Dagen før den officielle åbning har de inviterede gæster mulighed for at se messen og købe det, de vil have. Hvert galleri har kun 15 invitationer at dele ud og der er kamp blandt samlerne om at komme med.”

Den finske gallerist Ilona Anhava tager ordet

”Sidste år stod jeg og kiggede ud over pladsen, hvor samlerne stod og ventede foran indgangen. Der var pakket med elegante, smukke mennesker, og da dørene blev åbnet løb de som vilde dyr ind på udstillingen. Jeg lavede min første handel halvandet minut efter, at døren var gået op.”

”Vi håber, at et besøg fra jer ikke blot vil give jer lejlighed til at stifte bekendtskab med den meste interessante kunst, men også at skabe netværk og indgå i netværk,” slutter Samuel Keller.

SÅ er der frokost. Knud W. Jensens bog De glade givere står på Tøjners reol.

”Samuel Keller er genial,” siger Ilona Anhave.

”Basel i juni og Miami Beach i december. Genialt!. Tror du, at folk fra New York og Europa gerne vil til Miami i december”; Vejret er fantastisk, lidt varmere end i dag. Og palmerne. Mange kommer forbi på vej til Caribien, især dem, der ikke behøver at lave så meget. Og så kan det kombineres med at bade og dykke.”

Galleristen Bo Bjerregaard nikker

”Art Basel er begavet udtænkt. Med de to messer får de hele verden med og kan på den måde fastholde deres markedsposition. På få år har de uddistanceret messen i Køln fuldstændigt. Ingen taler om andet end Art Basel nu.”

”Det er derfor, [K] og andre samlere er helt vilde i varmen, når en mand som Keller kommer. For at sikre sig, at de kan få de særlige invitationer,” siger en anden gallerist.

Samuel Keller er til rådighed for spørgsmål, mens han spiser. Undtagen et: om det var [K]s private kunstsamling, han var ude at se før middagen dagen før.

”Det kan jeg ikke svare på. Af diskretionsmæssige årsager,” siger han.

”Men jeg lærer af at møde de private samlere. Hvad de kan lide. Hvilke services de efterspørger. Vi skaber netværker mellem samlerne i forskellige lande, så de har nogle at besøge, når de er i Italien eller USA. Men jeg lærer også om kunsten, for nogle af dem er virkelig meget vidende.”

Klokken 14 er det forbi. En uge efter komme en ny pressemeddelelse fra Basel: Samuel Keller holder op som direktør for Art Basel i 2008. Han har fået nyt job som direktør for Foundation Beyeler, der ejer en unik samling af Braque, Cézanne, van Gogh, Picasso, Giacommetti, Klee, Max Ernst, Bacon og Monet, skabt af kunstsamleren Ernst Beyeler – Basels svar på Knud W. Jensen.

[K] og de andre samlere må ud og spise igen.”

Til yderligere sagsfremstilling gøres opmærksom på [K]s brev af 22. juni 2006 til Pressenævnet, hvoraf blandt andet følgende fremgår

” som formand for Det Danske Kunstsamlerselskab har jeg i næsten 2 år forsøgt at få direktøren for den store Art Basel kunstmesse her til landet for at give ham et indblik i den store og på mange måder blomstrende danske kunstscene. Besøget kom i stand. De væsentligste gallerier blev besøgt og resultatet var meget positivt og lovende. I den forbindelse inviterede jeg til en sammenkomst i mit hjem med efterfølgende middag for 14 personer i Restaurant Gastronomique. Jeg var IKKE vidende om, at vi blev serviceret af journalist Poul Pilgaard Johnsen, artiklens forfatter, som åbenbart har en fortid som tjener.

”

Af Maria Hurtigkarls, indehaver af Restaurant Gastronomique, brev af 12. juli 2006 fremgår følgende

”Jeg vil med dette brev påpege, at der om ingen omstændigheder har været tale om en nedsat pris i forbindelse med dit arrangement, afholdt her i restaurant Gastronomique, den 30. maj 2006.

”

2. Parternes synspunkter

[K] har indledningsvis anført, at det bragte er misvisende og i strid med god presseskik. [K] har oplyst, at middagsselskabet var privat, ligesom han ikke blev informeret om, at der ville fremkomme en artikel. [K] har videre oplyst, at han gerne havde stillet sig til rådighed.

[K] har anført, at omtalen af hans virksomhed intet har med sagen at gøre. [K] har videre anført, at oplysningerne om, at hans formue skulle stamme fra hans afdøde mor, er forkerte, idet kun ca. 5 % af formuen er arv. [K] har endvidere anført, at hans personlige forhold hverken er offentlig tilgængelige eller har offentlig interesse. [K] har videre anført, at han hverken er stamgæst eller har pruttet om prisen, men betalt den på restaurantens prisliste angivne pris.

[K] er uforstående over for, at Mads Øvlisen fremhæves ved navn, ligesom han ikke anser de tilstedeværende personer som offentlig kendte.

[K] har endelig anført, at middagen ikke havde det formål at skaffe invitationer fremover, idet alle har modtaget invitationer til messen igennem årene. Formålet var at informere om gallerierne i Damark og få flere danske gallerier med på de følgende messer.

Weekendavisen har anført, at der efter avisens opfattelse intet angribeligt er i at skildre et middagsselskab med offentlige kendte personer på en offentlig tilgængelig restaurant.

Weekendavisen har videre anført, at artiklen skildrer forhold, der har offentlig interesse, nemlig tilstedeværelsen af dansk kunst i det internationale kunstmiljø. Den offentlige interesse begrunder efter avisens opfattelse, at begivenheden skildres i avisen, og at de indflydelsesrige deltagere i middagen omtales.

Weekendavisen har herudover til de påklagede udsagn anført, at det er normalt at have arvet efter sin mor. Weekendavisen har anført, at det er normalt, at man som stamgæst ved arrangementer får reduceret prisen, hvilket avisen fastholder også var tilfældet her. Weekendavisen har videre anført, at det er normalt at indbyde interessefæller til at spise på restaurant, og avisen fastholder sin udlægning af middagen.

Weekendavisen har endelig anført, at artiklens indhold ikke kan opfattes som skadelig for de omtalte personer.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Lene Pagter Kristensen, Jan Kristensen, Ulrik Holmstrup og Leif Max Hansen.

Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtigt information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.

På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til de faktiske forhold, hvorom parterne er uenige, herunder bl.a. om arrangementet er afholdt til reduceret pris, og hvilket formål arrangementet måttet have. Pressenævnet finder imidlertid, at Weekendavisen er berettiget til at bringe de indsamlede oplysninger, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Afgjort den 20. september 2006

Endelig adm. afgørelse 2006 9794 Valid

Resumé

Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtigt information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.

På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke tage stilling til de faktiske forhold, hvorom parterne var uenige, herunder bl.a. om arrangementet var afholdt til reduceret pris, og hvilket formål arrangementet måtte have haft. Pressenævnet fandt imidlertid, at Weekendavisen var berettiget til at bringe de indsamlede oplysninger, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →