Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-351
Statutory Text (2 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-351
[K] har ved administrator [A] klaget til Pressenævnet over en artikelserie i Ekstra Bladet den 15. maj 2006, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Ekstra Bladet bragte den 15. maj 2006 på plakaten overskriften ”[K] afsløret: Holder balletslaver”. Samme dag på lederpladsen under overskriften ”Skam dig, [K]” bragte avisen følgende artikel
”DET ER EN meget lidt yndefuld historie, vi i dag kan fortælle fra ballettens verden, nærmere bestemt fra [K] i [bynavn].
Her blev en 29-årig hviderussisk balletdanser fyret på grund af en banal arbejdsskade.
[B], som manden hedder, lavede en forkert bevægelse under en dansetræning og fik forfærdelige rygsmerter.
Det så [K], og som den gamle balletstjerne han er, skulle man tro, at han havde forståelse for, at [B] tog sig en sygedag for at hvile ryggen.
MEN NEJ. Da danseren, der havde været ansat i to et halvt år, mødte op 2. januar efter at have været syg en halv dag nytårsaftensdag fik han i højst uskånsomme vendinger fra ballettens kvindelige administrator at vide, at han var fyret og skulle skride øjeblikkelig.
Ydermere havde hun haft den godhed at stikke danseren til Udlændingestyrelsen for at gøre den opmærksom på, at [B] efter fyringen opholdt sig ulovligt i Danmark. En fyring, hun og [K] selv havde iværksat.
UDVISNINGEN blev imidlertid udsat. Men i sidste uge måtte [B] pakke sine sparsomme ejendele og tage hjem til Hviderusland – den værste diktaturstat i det tidligere Sovjetunionen.
HISTORIEN er temmelig hårrejsende. Den vidner om, hvor lavt mennesker kan synke, når det angår anstændig opførsel – i dette tilfælde [K] og hans kvindelige administrator.
Det er muligt, at der tidligere har været problemer med [B]. Men hvorfor beholdt balletten ham så i to et halvt år?
NU SIDDER stakkels [B] hjemme i sin diktaturstat og vinker farvel til de 120.000 kr. han kontraktligt havde ret til at få. Det er mange penge i Hviderusland.
Derfor har han også anlagt sag mod [K].
Det kan vi godt forstå.
DET VIL OGSÅ give balletchefen lejlighed til at forklare sig, hvad han trods utallige henvendelser ikke har villet gøre over for Ekstra Bladet. Derfor tvinges vi til at konkludere: [K] er sikkert en dygtig leder af balletten i [bynavn]. Og han var en stor danser.
Men noget stort menneske, det er han åbenbart ikke.
Skam dig, [K].”
Ekstra Bladet bragte samme dag under overskriften ”Ballet-slave for [K]” og under overskriften ”Fyret efter halv dags sygdom: Derefter stak [K]’ folk [B] til Udlændingestyrelsen” følgende artikel
”Balletdanser [B]s tak for to et halvt års slaveri for [K] var en fyreseddel for at være syg en halv dag på selveste nytårsaftensdag – og en stikkerbesked til Udlændingestyrelsen: ”[B] opholder sig nu ulovligt i Danmark.”
- Ingen taler ustraffet [K] imod. I begyndelsen beundrede jeg ham. I dag har jeg indset, at han er en frygteligt humørsyg tyran. Han omgiver sig udelukkende med øjentjenere, der adlyder hans mindste vink, for ingen andre kan holde ham ud, lyder afskedssalutten fra den 29-årige, hviderussiske balletstjerne, som Ekstra Bladet har fulgt et par dage.
Ved fyraften 30. december 2005 gjorde [B] en forkert dansebevægelse, der gav store smerter i højre side af ryggen. [K] var til stede og så det, der i realiteten var en arbejdsskade. Balletchefen mærkede selv efter på sin dansers ryg.
Frygtelig ondt
- Han konstaterede, hvor frygtelig ondt jeg havde. Næste dag, nytårsaftensdag, skulle jeg øve kl. 10-14, men jeg havde stadig så store smerter, at jeg måtte blive i sengen, forklarer [B].
- Jeg tænkte, at det var bedre at være klar til en stor forestilling kort efter nytår og mødte derfor frem som normalt 2. januar kl. 10.
Her blev han mødt af [K] Ballettens iskolde og magtfulde administrator, [A], der overfusede ham på det groveste
Hvad laver du her? Skrid!
- Hvad laver du her? Skrid øjeblikkeligt! Du er fyret!
[B] måbede og forstod intet.
Men det viste sig, at [A] 31. december havde stukket en fyreseddel ind under dør nr. 87 til hans kollegieværelse. Det havde [B] bare ikke opdaget.
Snydt for mindst 120.000
I fyresedlen skrev [A], at [B]s kontrakt var ophørt øjeblikkelig, fordi han alvorligt havde misligholdt den ved ikke at ringe og melde sig syg samme morgen. Samtidig opdigtede hun en tidligere advarsel, der aldrig er givet.
- Du får ikke flere penge herfra, sluttede fyresedlen – selv om [B]s kontrakt løb til 31. maj.
Dermed mistede [B] uden varsel pludselig fem måneders løn – eller mindst 120.000 kr. Hans løn var 21.000 kr. pr. måned + feriepenge. Gennem en advokat har han nu anlagt sag mod [K].
Stikkerbrevet
Men dermed stoppede chikanen ikke. [A] så sig ikke for god til straks at alarmere Udlændingestyrelsen. I et brev til [B]s advokat skriver hun: - Jeg har (naturligvis) gjort Udlændingestyrelsen opmærksom på, at [B] efter min opfattelse opholder sig ulovligt i Danmark.
Takket være advokatens indgriben blev [B]s udvisning udsat. Men torsdag i sidste uge gik den ikke længere. [B] pakkede sine få ejendele og rejste hjem til Hviderusland.
Trods utallige henvendelser og personligt fremmøde er det ikke lykkedes Ekstra Bladet at få [K] til at kommentere de alvorlige beskyldninger. Han gemmer sig bag sine medarbejdere.”
Samme dag bragtes under overskriften ”Får slaveløn og lever i usle små rum” følgende artikel
”[K]s berømte balletdansere fra hele verden lever på det nærmeste som slaver i Danmark. De har ingen overenskomstmæssige rettigheder og bliver fyret uden varsel, hvis de vover at sige den despotiske mester imod.
Det fortæller en lang række tidligere [K]-dansere, som Ekstra Bladet har talt med. Nuværende dansere tør slet ikke tale officielt med Ekstra Bladet, fordi [K] i sine tvangs-kontrakter har frataget dem deres ytringsfrihed. De kan fyres øjeblikkeligt, hvis de taler med pressen.
Halvdelen – nemlig syv af [K]s for tiden 15 balletdansere – bor til leje i usle, små kollegieværelser på [adresse] i [bynavn]. Værelser er på 12 kvadratmeter, men så er der også adgang til et stort fælleskøkken. Danserne bor der i strid med alle regler, fordi de optager pladser, som er beregnet til studerende.
Men med deres slavelønninger på ca. 13.000 kr. månedligt efter skat – og ikke så meget som en krone i pension – har de ikke råd til andet. Værelserne koster 1600 kr. pr. måned.
For lønnen er danserne også forpligtede til at undervise elever. De har seksdages arbejdsuge. Fridagen kan dog til enhver tid inddrages, viser kontrakten.
Halvdelen af de 10 mandlige balletdansere har forladt [K] inden for de seneste måneder.”
2. Parternes synspunkter
2.1. [K]s synspunkter
[A] har på vegne af [K] indledningsvis anført, at nedenstående ”faktaark” blev sendt til såvel Ekstra Bladet som alle andre medier den 15. maj 2006 under henvisning til de Vejledende regler for god presseskik, pkt. A7.
Af [A]s klagebrev af 2. juni 2006 til Pressenævnet fremgår følgende kommentarer til udsagnene i artiklerne (i klagebrevet benævnt ”faktaliste”)
”EB skriver gentagne gange om ”slaveløn” til danserne. EB oplyser samtidig, at lønnen er ”21.000 om måneden + feriepenge”. Hvis det er en slaveløn, så får hundredtusinder af danskere slaveløn. HK’s mindsteløn for butiksansatte er eksempelvis omkring 16.000 om måneden, og en nyuddannet sygeplejerske får cirka 20.000.
EB skriver, at danserne ikke har ”overenskomstmæssige rettigheder”. Dansernes kontrakter er godkendt af Dansk Skuespillerforbund.
EB skriver om ”ikke så meget som en krone i pension”. [K] påbegyndte for fire år siden opbygning af pensionsordning, og en række dansere er allerede omfattet. Ordningen afvikles, som det er sket på det øvrige arbejdsmarked.
EB skriver om et sagsanlæg mod kompagniet fra en tidligere danser. Sagsanlægget er frafaldet for en uge siden – den 8. maj [2006], oplyser danserens egen advokat. Alligevel bringer Ekstra Bladet historien i dag.
EB skriver, at danserne ”lever i usle små rum”. At ”de med deres slavelønninger på 13.000 kr. månedligt efter skat” ikke har råd til andet end kollegieværelser til 1.600 kr. Men mange af danserne bor faktisk i lejligheder eller egen bolig. Det er deres helt eget valg. Hundredtusinder af danskere har en indtægt på 13.000 om måneden eller mindre efter skat. Den giver rigelig mulighed for en højere husleje.
EB skriver, at danserne bor på kollegiet i strid med alle regler, ”fordi de optager pladser, som er beregnet til studerende”. Boligselskabet har rent faktisk gennem lang tid haft besvær med at udleje kollegieværelserne.
EB skriver på forsiden, at ”[K] afsløret: Holder balletslaver”. Hvad består slaveriet i, når en danser får 21.000 om måneden og frit kan vælge, hvor han vil bo?
EB påstår at have talt med en lang række tidligere dansere. Det er helt udokumenteret. EBs journalister har gennem kompagniet forsøgt at få telefonnumrene på to tidligere dansere, men dem havde vi ikke længere kontakt med.
EB påstår, at ”nuværende dansere tør slet ikke tale officielt med Ekstra Bladet”. Igen totalt udokumenteret.
EB påstår, at ”halvdelen af de 10 mandlige dansere har forladt [K] inden for de seneste måneder”. Det burde Ekstra Bladet snildt kunne dokumentere med navne, men gør det ikke – det er nemlig også rent opspind.”
[A] har endvidere anført, at udtrykket ”slave” er ukorrekt, samt krænkende og agtelsesforringende for balletten.
[A] har herudover oplyst, at balletten ikke ”har stukket” danseren til Udlændingestyrelsen, men at man orienterede Udlændingestyrelsen vedrørende ændringer i kontrakten på baggrund af den lovmæssige pligt herom. Balletten har endvidere anført, at danseren rejste frivilligt.
[A] har endelig anført, at man selv må vælge, hvorvidt man ønsker at udtale sig, men at en manglende kommentar ikke giver mediet lov til at fremføre urigtige påstande.
2.2. Ekstra Bladets synspunkter
Ekstra Bladet har indledningsvis afvist at have modtaget krav om genmæle.
Ekstra Bladet har til de påklagede udsagn anført følgende
”Ad. 1
Det er udtryk for en tankevækkende ydmyghed, at klageren sammenligner [K] Ballettens dansere med kassedamer og nyuddannede sygeplejersker I det konkrete tilfælde er der tale om hviderusseren [B] – en i forhold til faget moden danser på 29 år og med 12 års anciennitet. Dansk Skuespillerforbund mener, at en sådan danser mindst skal have 25.000 kr. + supplerende pensionsbidrag. Når pensionsbidraget er så afgørende og udgør en meget stor del af balletdansernes gage, skyldes det, at de i sagens natur forlader aktiv tjeneste tidligt
Ad 2.
[K] Balletten har ikke overenskomst med Dansk Skuespillerforbund, og har aldrig haft det. Skuespillerforbundets formand Henrik Petersen oplyser til Ekstra Bladet, at forbundet aldrig har godkendt [K] dansernes kontrakter.
Ad 3.
[K] har efter ansøgning fået øget sit offentlige tilskud med adskillige millioner kroner under påberåbelse af, at det var nødvendigt at betale pensionsbidrag til balletdanserne. Det er derfor kritisabelt, at denne proces kun er i sin vorden, skønt pengene for længst er til stede. Dette forhold er efter Ekstra Bladets omtale heraf genstand for en særlig undersøgelse i Kulturministeriet.
Ad 4.
Når det [søgsmålet] bliver frafaldet 8. maj, skyldes det alene, at balletdanser [B] efter godt 4 måneder uden indtægter valgte at opgive sagen og forlade landet, idet han blev tilbudt arbejde ved et tysk balletkompagni...
Ad 5.
Der er et skrigende misforhold mellem ballettens reklame for sine verdensstjerner og de usle boligforhold, som mange af dem henvises til pga. deres lave løn, manglende pension, privat betaling af forsikringer og udstrakt brug af korttidskontrakter, hvilket reducerer dansernes årsløn betragteligt.
Ad 6.
Hvis klagerens påstand er korrekt, kunne det være interessant at få oplyst, om balletten ligefrem har en aftale med boligselskabet om at leje de kollegieværelser, der er beregnet til ganske unge studerende.
Ad 7.
Udtrykket ”balletslaver” henviser ikke alene til, at visse dansere får 21.000 kr. om måneden – andre betydeligt mindre – men i høj grad også til ledelsens diktatoriske tone overfor de ansatte refereret af adskillige kilder. De arbejdsmæssige betingelser, der er nedfældet i ansættelsesaftalerne, er også skrappe. Det fremgår f.eks., at kontrakten kan opsiges øjeblikkeligt af arbejdsgiveren ud fra subjektive kriterier som dårlig opførsel, manglende efterrettelighed eller vægtstigning. Derimod kan kontrakten ikke opsiges af danseren i utide. Bliver danseren syg, har den pågældende for hver måneds sygdom kun ret til sygeløn i 10 dage og må selv finansiere den resterende sygdomsperiode Desuden er det op til danseren selv at betale hele sin pension og evt. skadesforsikring ud af sin ringe løn. Hertil kommer pligten til at indgå i balletskolens elevundervisning når som helst. En af truppens dansere oplyser til Ekstra Bladet, at det er fyringsgrund at tale med presse uden forhåndstilladelse – uanset emnet. Ifølge en juridisk vurdering af konkrete kontrakter foretaget af en af landets førende eksperter i ansættelses- og aftaleret, advokat Ulla Jacobsen, Århus, er systematisk anvendelse af disse parvis anviste korttidskontrakter over en flerårig periode ikke lovlig, med mindre der foreligger ”en god objektiv begrundelse”... Ekstra Bladet har telefonisk, pr. mail og ved personligt fremmøde søgt at få ballettens ledelse i tale, men er henvist til kompagniets presseansvarlige freelance journalist Niels Stoktoft Overgaard, som ikke kan svare på spørgsmål om ledelsens arbejdsmetoder. Den eneste reaktion fra balletten består i den nævnte misvisende faktaliste.
Ad 8, 9. og 10.
Ekstra Bladet har talt med nuværende eller tidligere dansere i [K] Da Ekstra Bladet beskytter sine kilder, agter avisen ikke at imødekomme ønsket om at nævne yderligere navne ”
Ekstra Bladet har herudover anført, at avisen har behandlet et emne med samfundsmæssig interesse, idet balletkompagniet støttes med offentlige midler. Ekstra Bladet har anført, at [K] er blevet opfordret til at kommentere kritikken i avisen, men denne mulighed har man ikke ønsket at benytte.
Ekstra Bladet har endelig påstået klagen afvist.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Lene Pagter Kristensen, Jan Kristensen, Ulrik Holmstrup og Leif Max Hansen.
Til de anførte klagepunkter, udtaler Pressenævnet vedrørende punkt 1 og 5
Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. Pressenævnet finder, at udsagnene ”slaveløn”, ”lever i små usle rum” og ”med deres slavelønninger på 13.000 kr. månedligt efter skat har de ikke råd til andet” fremstår som Ekstra Bladets vurdering af forholdene på baggrund af de fremkomne oplysninger, og Nævnet udtaler ikke sin kritik.
Vedrørende punkterne 2, 3, 6 og 8-10 udtaler Nævnet
Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt dansernes kontrakter er godkendt af Dansk Skuespillerforbundet. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet kan Nævnet ikke tage stilling til, hvorvidt danserne har ”overenskomstmæssige rettigheder”. Pressenævnet kan af samme grund endvidere ikke tage stilling til, om udsagnene ”får ikke en krone i pension” og ”optager pladser, som er beregnet til studerende” er korrekte, ligesom Nævnet ikke kan tage stilling til, om danserne har forbud mod at tale med pressen, eller om de har talt med Ekstra Bladet, samt hvor mange dansere, der har forladt balletten det sidste halve år.
Vedrørende punkt 4 udtaler Nævnet
Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Pressenævnet finder, at udsagnet ”Gennem en advokat har han [balletdanseren] nu anlagt sag mod [K]” er en uheldig formulering, idet sagsanlægget blev frafaldet en uge før artiklens offentliggørelse, og Nævnet udtaler sin kritik af det bragte.
Vedrørende punkt 7 udtaler Nævnet
Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det samme gælder de såkaldte ”spisesedler”. Pressenævnet finder, at forsiden ”[K] afsløret: holder balletslaver” går ud over hvad der er dækning for i de pågældende artikler, og Nævnet udtaler sin kritik.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende
”Kendelse fra Pressenævnet
Ekstra Bladet bragte den 15. maj 2006 forsideoverskriften ”[K] afsløret: holder balletslaver”. I avisen var artikler vedrørende [K], hvor balletdansernes forhold blev omtalt. [K] har klaget til Pressenævnet, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnets afgørelse og begrundelse
Vedrørende punkt 4 udtaler Nævnet
Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Pressenævnet finder, at udsagnet ”Gennem en advokat har han [balletdanseren] nu anlagt sag mod [K]” er en uheldig formulering, idet sagsanlægget blev frafaldet en uge før artiklens offentliggørelse, og Nævnet udtaler sin kritik af det bragte.
Vedrørende punkt 7 udtaler Nævnet
Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det samme gælder de såkaldte ”spisesedler”. Pressenævnet finder, at forsiden ”[K] afsløret: holder balletslaver” går ud over hvad der er dækning for i de pågældende artikler, og Nævnet udtaler sin kritik.
København, den 20. september 2006
Lene Pagter Kristensen, Jan Kristensen, Ulrik Holmstrup og Leif Max Hansen.”
Afgjort den 20. september 2006
Resumé
Klager klagede over artikelserie bragt i Ekstra Bladet.
Til de anførte klagepunkter, udtalte Pressenævnet vedrørende punkt 1 og 5
Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. Pressenævnet fandt, at udsagnene ”slaveløn”, ”lever i små usle rum” og ”med deres slavelønninger på 13.000 kr. månedligt efter skat har de ikke råd til andet” fremstod som Ekstra Bladets vurdering af forholdene på baggrund af de fremkomne oplysninger, og Nævnet udtalte ikke sin kritik.
Vedrørende punkterne 2, 3, 6 og 8-10 udtalte Nævnet
Parterne havde over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt dansernes kontrakter var godkendt af Dansk Skuespillerforbundet. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet kunne Nævnet ikke tage stilling til, hvorvidt danserne havde ”overenskomstmæssige rettigheder”. Pressenævnet kunne af samme grund endvidere ikke tage stilling til, om udsagnene ”får ikke en krone i pension” og ”optager pladser, som er beregnet til studerende” er korrekte, ligesom Nævnet ikke kunne tage stilling til, om danserne havde forbud mod at tale med pressen, eller om de havde talt med Ekstra Bladet, samt hvor mange dansere, der havde forladt balletten det sidste halve år.
Vedrørende punkt 4 udtalte Nævnet
Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Pressenævnet fandt, at udsagnet ”Gennem en advokat har han [balletdanseren] nu anlagt sag mod [K]” var en uheldig formulering, idet sagsanlægget blev frafaldet en uge før artiklens offentliggørelse, og Nævnet udtalte sin kritik af det bragte.
Vedrørende punkt 7 udtalte Nævnet
Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det samme gælder de såkaldte ”spisesedler”. Pressenævnet fandt, at forsiden ”[K] afsløret: holder balletslaver” gik ud over, hvad der var dækning for i de pågældende artikler, og Nævnet udtalte sin kritik.