Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-347
Statutory Text (2 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-347
Advokat Anne Troelsen har på vegne [K] klaget til Pressenævnet over en artikel i Boligen nr. 5, maj 2006, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Boligen bragte i nr. 5, maj 2006 under overskriften ”Skødesløshed koster millioner” og underoverskriften ”Mangelfulde byggemødereferater kan koste boligorganisationer millioner af kroner, viser sag fra Fredericia. Boligselskab gik glip af dagbøder fra entreprenør på 7,6 mio. kr. Sagen er ikke enestående, og boligorganisationer opfordres til at stramme op” følgende artikel
”I en tvist med entreprenørfirmaet Skanska har boligselskabet Futura i Fredericia måttet vinke farvel til 7,6 mio. kr. i dagbøder, selv om entreprenøren ikke overholdt tidsplanen ved en om- og tilbygning til et plejecenter.
Årsagen var blandt andet, at boligselskabets referater fra byggemøder med entreprenøren var så mangelfulde, at de ikke kunne bruges som bevis for, at kravet om dagbøder rent faktisk blev fremsat klart og tydeligt over for entreprenøren. Det fremgår af en kendelse fra en voldgiftsret, som slår fast, at boligselskabet dermed har fortabt retten til at opkræve dagbøder. Fredericia- selskabet blev dengang administreret af Dansk Boligselskab, der i dag er en del af [K].
I første omgang fejlede boligselskabet, da det viste sig, at entreprenøren ikke kunne overholde tidsplanen på plejecentrets vestfløj. Skanska måtte påtage sig ansvaret – men boligselskabet fremsatte ikke på det tidspunkt krav om dagbøder, som selskabet ellers var berettiget til ifølge kontrakten. I stedet nøjedes man med at tale om erstatning for merudgifter, og det samme gjorde man, da det kort tid efter stod klart, at den øvrige entreprise også ville blive forsinket. Men dermed ”har bygherren forskertset sin ret til senere at kræve betaling af dagbøder i stedet for erstatning”, fastslår kendelsen fra voldgiftsretten.
”Ikke mindst i en sag med professionelle partnere inden for byggebranchen må det påregnes, at man ikke kan kræve både erstatning og dagbøder”, lyder det i kendelsen.
Generelt problem
Men boligselskabet opfyldte heller ikke andre nødvendige betingelser. For at få medhold i et krav om dagbøder er det nemlig også et ”ubetinget vilkår,” at der på et tidspunkt i forløbet fremsættes en ”utvetydig” tilkendegivelse om, at der vil blive rejst krav om betaling af dagbøder. Og her kommer de upræcise og mangelfulde byggemøde-referater ind i billedet. Netop snakken om erstatning i stedet for dagbøder skabte så stor usikkerhed, at medhold i påstanden om dagbøder ville kræve et fuldstændig sikkert retsgrundlag i form af en præcis, skriftlig tilkendegivelse. Men den fandtes ikke – selv om parterne rent faktisk drøftede dagbøderne. Problemet var bare, at drøftelserne ikke blev ført til protokols i byggemødereferaterne.
I rollen som mægler i byggetvister har forsikringsmægler og partner i forsikringsmæglerfirmaet Willis, Jan Linde, kendskab til flere lignende sager, hvor mangelfulde og upræcise byggemøde-referater koster boligorganisationer dyrt i form af tab af ellers berettigede krav om dagbøder.
- Jeg har ikke været inde i den konkrete sag, men det her er absolut noget, som boligselskaberne bør være mere opmærksomme på. Nogle af dem bruger eksterne konsulenter, men de glimrer ofte ved at være lige så skødesløse med at få ført til protokol, hvad man har aftalt, siger Jan Linde.
Han opfordrer boligorganisationer til i deres generelle kvalitetssikring at fokusere langt mere på dokumentation i den slags sager. Det skal sikres, at medarbejdere er grundigt instrueret i, hvordan de får bogført den nødvendige dokumentation, så boligorganisationerne kan føre bevis for deres berettigede krav i tilfælde af en tvist.
- Den enkelte projektleder i et boligselskab har måske et helt ok forhold til entreprenøren, når de snakker sammen. Men når så tingene ikke bliver rettet, og det begynder at koste penge, så er man jo pludselig ikke så enige mere. Og så er den manglende skriftlighed et problem, siger Jan Linde.”
Til yderligere sagsfremstilling skal nævnes, at Willis I/S som forsikringsmægler for [K] blev orienteret om sagsforløbet og modtog kopi af voldgiftskendelsen. Willis I/S udsendte i april 2006 en nyhedsmail under overskriften ”Vigtigheden af præcise og detaljerede byggemødereferater”. I nyhedsmailen er et uddrag fra voldgiftskendelsen gengivet. Ingen af parterne var nævnt ved navn. Jan Linde, Willis I/S, blev efterfølgende interviewet af Erik Bjørn Møller, Boligen. I forlængelse heraf fremsendte Jan Linde en kopi af voldgiftskendelsen til Erik Bjørn Møller, Boligen.
Jan Linde fik efterfølgende artiklen til gennemlæsning inden offentliggørelsen. Af Jan Lindes mail til Erik Bjørn Møller af 27. april 2006 fremgår følgende
”Er det sædvanligt, at I [Boligen] ”hænger” Boligselskabet ud med navns nævnelse i den slags artikler i ”Boligen”?”
Af Erik Bjørn Møllers svarmail af 27. april 2006 fremgår følgende
”Det er nogle gange en svær balancegang at lave organisationsblad, fordi vi engang imellem må tage særlige hensyn – men vi forsøger så vidt muligt at have en ren journalistisk tilgang til det. Og det forudsætter, at vi nævner navnet på boligselskabet. Men jeg føler ikke, at vi hænger Futura og Dansk Boligselskab ud... og det har noget at gøre med måden, hvorpå artiklen er skrevet. De hænges jo ikke ud i en ”skurkerolle” – men vi beretter så objektivt som muligt om sagen. Og nok så væsentligt er også, at den konkrete sag bruges som afsæt til den generelle vinkel – som andre kan lære noget af. Hvis du for eksempel ser overskriften: ”Skødesløshed koster millioner”, kan den i princippet både gå på den konkrete sag (uden at hænge Futura ud!) og på den generelle problematik ”
Willis I/S og [K] udsendte i fællesskab den 4. maj 2006 en berigtigelse vedrørende artiklen ”Skødesløshed koster millioner”. Af nyhedsmailen under overskriften ”Berigtigelse” og underoverskriften ”Artikel i Boligen bygger på forkerte oplysninger” fremgår følgende
”Willis og [K] fremsender i fællesskab denne meddelelse på baggrund af en artikel i det kommende nummer af Boligen.
I majnummeret af bladet Boligen, der udgives af Boligselskabernes Landsforening, er der under overskriften ”Skødesløshed koster millioner” refereret en byggesag fra Fredericia.
Det påstås heri, at Boligselskabet Futura har mistet 7,6 millioner kr. ved skødesløshed bl.a. ved udfærdigelse af byggemødereferater. Boligselskabet Futura blev på daværende tidspunkt administreret af Dansk Boligselskab, som i dag indgår i [K].
Denne påstand er direkte forkert, og der er ikke tale om en fejl ved administration af byggesagen.
Artiklen er baseret på oplysninger fra forsikringsmægleren Willis. Willis beklager i dag, at artiklen er misvisende på baggrund af disse oplysninger.
Artiklen i Boligen er beklageligvis heller ikke søgt checket med hverken [K] eller Boligselskabet Futura i Fredericia forinden offentliggørelsen.
[K] har bedt Boligselskabernes Landsforening medvirke ved udsendelsen af dette dementi. Dette har BL ikke ønsket, men har i stedet tilbudt en kommentar/rettelse i næste måneds nummer af Boligen. Dette finder [K] utilstrækkeligt i den aktuelle situation.”
2. Parternes synspunkter
2.1. [K]’s synspunkter
[K] har indledningsvis anført, at selskabet har modtaget mange negative reaktioner på baggrund af artiklen.
[K] har anført, at det med overskriften fremstår som om [K] har handlet ”skødesløst” – og derved påført beboerne et tab på 7,6 millioner kroner, jf. underrubrikken og artikelteksten.
[K] har videre anført, at Boligen har handlet i strid med de Vejledende regler for god presseskik, særligt punkt A3, idet Boligen ikke har kontaktet eller inddraget [K] i indholdet og fortolkningen af voldgiftskendelsen i forbindelse med artikelskrivningen. [K] har oplyst, at Boligen hverken har henvendt sig til Boligselskabet Futura i Fredericia eller [K]’s regionskontor i Haderslev i forbindelse med artiklens tilblivelse.
[K] har herudover anført, at det er i strid med god presseskik at navngive partsrepræsentanterne i voldgiftssagen, idet det var overflødigt at nævne boligselskabet [K] ved navn i artiklen. [K] har videre anført, at Boligen uden aftale med [K] har nævnt klageren ved navn i forbindelse med omtalen af en for offentligheden ”hemmelig” voldgiftskendelse. [K] har endvidere anført, at Boligen har handlet imod de regler om hemmeligholdelse, der gælder vedrørende voldgiftssager i henhold til regler for behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter § 25, hvoraf følgende fremgår
”Voldgiftsnævnet kan efter indstilling fra voldgiftsretten bestemme, at afsagte kendelser skal offentliggøres i faglige blade, sædvanligvis uden angivelse af navne.”
[K] har anført, at voldgiftskendelser ikke offentliggøres med partsnavne uden samtykke og aftale med parterne. Kendelser udsendes alene til sagens parter og i anonymiseret stand til et enkelt fagblad. [K] har endvidere anført, at en voldgiftssag etableres ved en voldgiftsaftale mellem sagens parter med henblik på ikke offentliggørelse og med hemmeligholdelse af parterne og deres navne.
[K] har herudover anført, at Willis I/S henvendte sig telefonisk til Boligen den 29. april 2006, hvorfor distributionen af Boligen kunne være stoppet.
[K] har endelig oplyst, at Willis I/S ikke har fungeret som ”rådgiver”, men udelukkende har været involveret i voldgiftssagen i sin egenskab af forsikringsmægler.
2.2. Boligens synspunkter
Boligen har indledningsvis oplyst, at man efter at have set nyhedsbrevet af 4. april 2006 fra Willis I/S skønnede, at kendelsen om mulige faldgruber for boligselskaberne havde generel interesse for de almene boligorganisationer, hvorefter Boligen kontaktede Willis I/S for uddybende oplysninger.
Boligen har anført, at Willis I/S mundtlig fortalte, hvem parterne i sagen var, og dernæst fremsendte voldgiftskendelsen til Boligen, der skrev om sagen. Boligen oplyste på forespørgsel fra Willis I/S, at det ud fra en journalistisk vurdering var mest troværdigt at nævne, hvilken sag, det drejede sig om.
Boligen har videre anført, at Willis I/S henvendte sig den 29. april 2006, men der blev ikke påpeget faktiske fejl, og da det efterfølgende blev konstateret, at bladet var afleveret til trykkeriet, foretog Boligen sig ikke noget i anledning af henvendelsen. Boligen har herudover anført, at [K] den 2. maj 2006 fremhævede, at sagen i virkeligheden ikke kunne bære den omtale, som Willis I/S havde givet den i sit nyhedsbrev. Dette skete efter, at artiklen var skrevet og bladet afleveret til tryk m.v.
Boligen har videre anført, at hvis Willis I/S’ nyhedsbrev af 4. april 2006 var mangelfuldt, havde [K] næsten en måned til at gøre Willis I/S opmærksom herpå. Boligen har endvidere oplyst, at Willis I/S ikke nævnte noget herom, da de blev forelagt artiklen.
Boligen har oplyst, at man tilbød at bringe en artikel i næste nummer, hvor [K] kunne fremkomme med sine bemærkninger, hvilket [K] afslog.
Boligen har videre oplyst, at man ikke ønskede at tiltræde erklæringen af 4. maj 2006, idet de faktiske citater fra voldgiftskendelsen i artiklen er gengivet korrekt, ligesom man mente, erklæringen var et produkt af, at Willis I/S efter kontakt med [K] havde fortrudt, at de havde udsendt det omtalte nyhedsbrev og efterfølgende fremsendt voldgiftskendelsen.
Boligen har ikke bestridt, at § 25 i Voldgiftsnævnets regler er gældende for voldgiftssagens parter, men anfører, at bestemmelsen ikke har gyldighed i forhold til tredjemand – herunder en journalistisk gengivelse af voldgiftskendelsen. Boligen har anført, at udleveringen af kendelsen er et anliggende mellem parterne og den rådgiver, Willis I/S, der har udleveret kendelsen.
Boligen har endelig anført, at Willis I/S mod vederlag rådgiver [K] om forsikringsforhold, hvilket efter deres opfattelse må være omfattet af betegnelsen ”rådgiver”.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Lene Pagter Kristensen, Jan Kristensen, Ulrik Holmstrup og Leif Max Hansen.
Pressenævnet bemærker indledningsvist, at Nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket en offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarsloven § 34. Spørgsmålet om, hvorvidt der er pådraget et ansvar for offentliggørelsen af navnene på parterne i voldgiftskendelsen, jf. regler om behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter § 25, ligger uden for Nævnet kompetence, og Nævnet kan ikke tage stilling hertil.
Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om indholdet af henvendelsen af 29. april 2006 og om, hvorvidt udgivelsen kunne være tilbageholdt. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Nævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige.
Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i nøje forbindelse med massemediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt. Pressenævnet finder, at Boligen ved at offentliggøre parterne i voldgiftskendelsen har offentliggjort de indsamlede informationer så korrekt som muligt, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf. Det forhold, at Willis I/S efter udleveringen af voldgiftskendelsen har gjort indsigelse mod offentliggørelsen af kendelsens parter, kan ikke føre til et andet resultat.
Pressenævnet finder videre, at Willis I/S som forsikringsmægler for [K] kan benævnes ”rådgiver”, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.
Det fremgår videre af de Vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Pressenævnet finder, at oplysningerne om, at boligselskabet ”fejlede” sammenholdt med overskriften vedrørende ”skødesløshed”, kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K], hvorfor oplysningerne burde være forelagt [K] inden offentliggørelsen, og Nævnet udtaler kritik heraf.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Boligen at offentliggøre følgende
”Kendelse fra Pressenævnet
Boligen bragte i nr. 5/maj 2006 en artikel under overskriften ”Skødesløshed koster millioner” vedrørende konsekvenserne af mangelfulde byggemødereferater. Artiklen tog udgangspunkt i en voldgiftskendelse mellem Boligselskabet Futura i Fredericia og entreprenørselskabet Skanska. [K] var nævnt som det administrerende selskab af boligselskabet. [K] har klaget til Pressenævnet, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnets afgørelse og begrundelse
Det fremgår videre af de Vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Pressenævnet finder, at oplysningerne om, at boligselskabet ”fejlede” sammenholdt med overskriften vedrørende ”skødesløshed”, kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K], hvorfor oplysningerne burde være forelagt [K] inden offentliggørelsen, og Nævnet udtaler kritik heraf.
København, den 20. september 2006
Lene Pagter Kristensen, Jan Kristensen, Ulrik Holmstrup og Leif Max Hansen”
Afgjort den 20. september 2006
Resumé
Klager – et boligselskab – klagede over artikel bragt i Boligen.
Pressenævnet bemærkede indledningsvis, at Nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket en offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarsloven § 34. Spørgsmålet om, hvorvidt der var pådraget et ansvar for offentliggørelsen af navnene på parterne i voldgiftskendelsen, jf. regler om behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter § 25, ligger uden for Nævnet kompetence, og Nævnet kan ikke tage stilling hertil.
Parterne havde over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om indholdet af henvendelsen af 29. april 2006 og om, hvorvidt udgivelsen kunne være tilbageholdt. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Nævnet, kunne Nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der var den rigtige.
Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at sikringen af ytringsfriheden i Danmark står i nøje forbindelse med massemediernes frie adgang til at indsamle informationer og nyheder og til at offentliggøre dem så korrekt som muligt. Pressenævnet fandt, at Boligen ved at offentliggøre parterne i voldgiftskendelsen havde offentliggjort de indsamlede informationer så korrekt som muligt, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf. Det forhold, at Willis I/S efter udleveringen af voldgiftskendelsen havde gjort indsigelse mod offentliggørelsen af kendelsens parter, kunne ikke føre til et andet resultat.
Pressenævnet fandt videre, at Willis I/S som forsikringsmægler for [K] kunne benævnes ”rådgiver”, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf.
Det fremgår videre af de Vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Pressenævnet fandt, at oplysningerne om, at boligselskabet ”fejlede” sammenholdt med overskriften vedrørende ”skødesløshed”, kunne være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K], hvorfor oplysningerne burde have været forelagt [K] inden offentliggørelsen, og Nævnet udtalte kritik heraf.