Selvforskyldt ledig, arbejdsgivers opsigelse, sygemelding, tvivl om raskmelding (dokumentation)

§ 6. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet bliver afskediget af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet. Dette gælder også, hvis

1) medlemmet bliver afskediget fra et tilbud efter en jobplan af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet,

.

Sanktioner

Karantænen

§ 36. Et medlem skal have 3 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2, jf. dog § 39.

Placering af karantænen

§ 37. En karantæne har virkning fra den dag, hvor et medlem afslår et arbejde eller et tilbud efter en jobplan, jf. dog stk. 3-5. Ved ophør har karantænen virkning fra dagen efter ophøret, jf. dog stk. 2-4 og stk. 6.

Gentagelsesvirkning og arbejdskrav

§ 39. Et medlem kan ikke få dagpenge, hvis medlemmet 2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2.

§ 63, stk. 1, nr. 3 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003,

§ §§ 6, 36, 37 og 39 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed.

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.

På ankenævnets vegne

fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

A-kasse

Arbejdsdirektoratet

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales, jf. stk. 4, til et medlem, hvis ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår et rimeligt arbejde, der er formidlet af arbejdsformidlingen, arbejdsløshedskassen eller andre efter kapitel 3 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

2) t medlemmet uden fyldestgørende grund ophører med sit arbejde,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes me dlemmet, eller

4) at medlemmet uden fyldestgørende grund afslår at medvirke til udarbejdelse eller revision af en jobplan, afslår eller afbryder et tilbud i henhold til en jobplan efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller afslår eller afbryder en uddannelse, som arbejdsformidlingen vurderer vil øge mulighederne for beskæftigelse.

.

.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-4.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed

Afskedigelse mv.

Selvforskyldt ledig, arbejdsgivers opsigelse, sygemelding,

tvivl om raskmelding (dokumentation)

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 6. juli 2006.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De anses ikke for selvforskyldt ledig den 28. februar 2005.

De skal således ikke have en karantæne på 3 uger.

Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 18. januar 2006.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

– De den 14. februar 2005 meldte Dem syg,

– De den 15. februar 2005 ringede til Deres chef. - Der er uenighed om, hvorvidt De meldte Dem rask, eller om De oplyste, at De fortsat var syg,

– arbejdsgiveren har oplyst, at de efter den 15. februar 2005 forgæves forsøgte at komme i kontakt med Dem,

– arbejdsgiveren har været i forbindelse med Kriminalforsorgen, som uden held opsøgte Dem på Deres adresse,

– De afviser, at arbejdsgiveren skulle have forsøgt at komme i kontakt med Dem,

– De har oplyst, at De den 17. februar 2005 ringede til en køkkenmedhjælper hos arbejdsgiveren, og oplyste, at De fortsat var syg, og at køkkenmedhjælperen lovede at give Deres chef besked,

– De ved brev, dateret den 23. februar 2005, blev bortvist på grund af manglende sygemelding,

– Deres arbejdsgiver efterfølgende har erklæret, at De havde meldt Dem syg den 14. februar 2005,

– De herefter fik løn fra arbejdsgiveren til og med den 28. februar 2005, og

– De ikke gjorde indsigelser over for arbejdsgiveren, på grund af bortvisningen.

Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet bliver afskediget af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet.

Ankenævnet finder det godtgjort, at De meldte Dem syg den 14. februar 2005.

Deres chef har skriftligt erklæret, at De den 15. februar 2005 ringede til arbejdspladsen og meldte Dem rask. De har heroverfor anført, at det er korrekt, at De ringede, men at De ikke meldte Dem rask, men oplyste, at De fortsat var syg.

Ankenævnet finder, at der er tvivl om indholdet af telefonsamtalen den 15. februar 2005, hvorfor det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan lægges til grund, at De raskmeldte Dem.

Da De således havde sygemeldt Dem den 14. februar 2005, finder ankenævnet ikke, at arbejdsgiverens og Kriminalforsorgens forgæves henvendelser til Dem på Deres bopæl kan tillægges betydning. Anmeldt sygdom er lovligt forfald og det forhold, at De eventuelt ikke kunne træffes på Deres adresse ændrer ikke på det forhold.

Direktoratet har i sin afgørelse henvist til, at De ikke havde fulgt reglerne i personalehåndbogen for sygemelding, idet sygdom ifølge håndbogen skulle anmeldes til såvel nærmeste chef som til servicekontoret.

Ankenævnet finder imidlertid, at arbejdsgiveren må anses for at have accepteret Deres to telefoniske henvendelser den 14. og den 15. februar 2005 uden bemærkninger. Dette forhold anses således ikke for gjort gældende af Deres arbejdsgiver.

De har anført, at Deres chef havde afstået fra krav et om indsendelse af fraværsdokumentation. Da dette forhold ikke af arbejdsgiver er anført som en del af begrundelsen for bortvisning/afskedigelse af Dem, finder ankenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at De skal anses for at have forbrudt Dem mod denne regel.

Ankenævnet finder herefter, at De ikke skal anses for selvforskyldt ledig, idet afskedigelsen på ovennævnte baggrund ikke kan anses for væsentligst at skyldes Dem.

Det forhold, at De ikke umiddelbart gjorde indsigelser over for arbejdsgiveren i forbindelse med bortvisningen/afskedigelsen, finder ankenævnet ikke sammenholdt med ovennævnte forhold kan begrunde, at De skal anses for selvforskyldt ledig.

De har i øvrigt oplyst, at ”De ikke orkede at tage kampen op med arbejdsgiveren, fordi De vidste fra andre, at når tiden for tilskud var ved at udløbe, var der pludselig alt i vejen med de personer”.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

Resumé

Medlemmet havde telefonisk til sin chef meldt sig syg den 14. februar 2005 og mødte ikke siden på arbejde. Den 15. februar 2005 ringede han til sin chef. Medlemmet oplyste efterfølgende, at han ved samtalen havde oplyst, at han fortsat var syg. Arbejdsgiveren oplyste, at medlemmet havde meldt sig rask. Ved brev dateret den 23. februar 2005, blev medlemmet bortvist. Arbejdsgiveren oplyste, at han og Kriminalforsorgen efter den 15. februar 2005 forgæves havde forsøgt at komme i kontakt med medlemmet.

Arbejdsdirektoratet fandt, at medlemmet var selvforskyldt ledig og skulle have en karantæne på 3 uger. I direktoratets vurdering indgik, at medlemmet ikke gjorde indsigelser overfor arbejdsgiveren i forbindelse med arbejdsophøret, selv om han mente, at grundlaget for arbejdsophøret var forkert, at det ikke sås tilstrækkeligt godtgjort, at medlemmet overholdt gældende retningslinier for anmeldelse af sygdom, og at det det af arbejdsgiverens personalehåndbog fremgik, at sygdom skulle meldes både til nærmeste chef og til et servicekontor.

Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse og fandt, at medlemmet ikke var selvforskyldt ledig, og han skulle derfor ikke have en karantæne.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet havde meldt sig syg den 14. februar 2005. Nævnet fandt, at der var tvivl om indholdet af telefonsamtalen den 15. februar, hvorfor det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne lægges til grund, at medlemmet raskmeldte sig.

Da medlemmet havde sygemeldt sig den 14. februar 2005, fandt ankenævnet ikke, at arbejdsgiverens og Kriminalforsorgens forgæves henvendelser til medlemmet på hans bopæl kunne tillægges betydning. Anmeldt sygdom er lovligt forfald og det forhold, at han eventuelt ikke kunne træffes på sin adresse ændrede ikke på det forhold.

Direktoratet havde ved sin afgørelse henvist til, at medlemmet ikke havde fulgt reglerne i personalehåndbogen for sygemelding, idet sygdom ifølge personalehåndbogen skulle anmeldes til såvel en chef som til servicekontoret. Ankenævnet fandt imidlertid, at arbejdsgiveren måtte anses for at have accepteret medlemmets telefoniske henvendelser den 14. og den 15. februar 2005 uden bemærkninger. Dette forhold ansås således ikke for gjort gældende af arbejdsgiveren.

Ankenævnet fandt herefter, at medlemmet ikke kunne anses for selvforskyldt ledig, idet afskedigelsen på ovennævnte baggrund ikke kunne anses for væsentligst at skyldes medlemmet.

Det forhold, at medlemmet ikke umiddelbart gjorde indsigelser over for arbejdsgiveren i forbindelse med bortvisningen/afskedigelsen fandt, ankenævnet ikke sammenholdt med ovennævnte forhold kunne begrunde at medlemmet skulle anses for selvforskyldt ledig.