Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-335
Statutory Text (2 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-335
[K] har ved advokat Jakob Juul klaget til Pressenævnet over en artikel i Sjællandske den 11. april 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Sjællandske bragte den 11. april 2006 på forsiden overskriften ”AOF-leder fjernede vigtige dokumenter før bortvisning” og underoverskriften ”KORSØR: AOF-leder N.N. er blevet bortvist med øjeblikkelig virkning af AOFs nye bestyrelse. Han beskyldes for at have foretaget både økonomiske og juridiske ”uregelmæssigheder”.”
Samme dag bragte Sjællandske under overskriften ”AOF-leder er blevet bortvist” og underoverskriften ”KORSØR: Ny bestyrelse i AOF-daghøjskole sender daglig leder N.N. og dennes projektleder [K] hjem med øjeblikkelig virkning.” følgende artikel
”Overtrædelse af ledelsesmæssige beføjelser er officielt årsagen til, at den daglige leder af AOF Korsør Daghøjskole, N.N., er blevet bortvist med øjeblikkelig virkning.
Også [K], der er projektansvarlig konsulent og nær samarbejdspartner til N.N., er blevet bortvist.
Hvad overtrædelserne præcist går ud på, vil daghøjskolens nye bestyrelsesformand, Susanne Ram-Pedersen, dog ikke ud med.
- Jeg kan kun sige, at han har overtrådt sine beføjelser både juridisk og økonomisk, siger Susanne Ram-Pedersen.
- Vi har nu sat en advokat og nogle revisorer til at gennemgå hele forløbet. Og de vil formentlig snart komme med en konklusion. Men jeg kan godt røbe, at der er tale om væsentlige uregelmæssigheder, og det er derfor, at de to er bortvist med øjeblikkelig virkning – og uden løn, tilføjer hun.
Som Sjællandske tidligere har omtalt, har N.N. dels effektueret en sammensmeltning af AOF-Korsør Uddannelsescenter og AOF Korsør Daghøjskole til AOF Storebælt. Denne sammensmeltning er aldrig blevet godkendt af byrådet, som er tilsynsmyndighed.
Men der er også sagen om de mange stævninger, som N.N. tilsyneladende selv har sendt ud.
- Han har selv stævnet kommunen, [A] og flere andre – uden først at orientere bestyrelsen – og det tager vi klart afstand fra, siger Susanne Ram-Pedersen.
Luskede væk
N.N. og [K] er tilsyneladende godt klar over, at deres ledelse ikke har været helt fin i kanten. Det fremgår af et bestyrelsesreferat, som Sjællandske er kommet i besiddelse af.
Ifølge den tidligere bestyrelsesformand Helmer Vilhelmsen, så tog de to kort før et bestyrelsesmøde 23. marts mapper og papirer med sig ud i deres bil og kørte væk.
De dukkede ikke op til bestyrelsesmødet – og heller ikke til det næste eller det næste igen.
Til gengæld fandt bestyrelsen skrivelser i mapper, papirkurve og i en container – skrivelser som tilsyneladende skulle have været fjernet, før bestyrelsen kom.
Det er blandt ud fra disse fund, at bestyrelsen har kunnet konstatere væsentlige uregelmæssigheder i driften af AOF Daghøjskole.”
Til artiklen var indsat en faktaboks. Under overskriften ”Fakta om den ulovlige AOF-fusion” fremgår følgende
”Den juridiske del af N.N. og [K]s beføjelsesmæssige overtrædelser hænger sammen med sammensmeltningen af de to forskellige juridiske enheder, AOF Uddannelsescenter og AOF Daghøjskole, til enheden AOF Storebælt.
Det var ellers på et bestyrelsesmøde i marts 2005, at bestyrelsen besluttede fusionen. Men denne skulle godkendes af byrådet, som Sjællandske tidligere har omtalt, og dette har den daglige leder aldrig fået ansøgt om – i hvert fald har byrådet ikke modtaget en ansøgning.
Alligevel har N.N. og [K] fortsat arbejdet, som om fusionen var gennemført. Dette har dog ført til, at kommunens socialudvalg ikke har villet godkende virksomhedsplanen for AOF Daghøjskole, da den skal være en selvstændig juridisk enhed. Uden virksomhedsplan – ingen aktivitet.”
2. Parternes synspunkter
2.1. [K]s synspunkter
[K] har gjort gældende, at det bragte er i strid med god presseskik.
[K] har nærmere anført, at navnlig følgende udsagn i artiklen af 11. april 2006 er i strid med god presseskik
Gengivelsen af bestyrelsesformand Susanne Ram-Pedersens udtalelser om, at [K] har ”overtrådt sine beføjelser både juridisk og økonomisk”, og at hun ”kan godt røbe, at der er tale om væsentlige uregelmæssigheder, og det er derfor, at de to er bortvist med øjeblikkelig virkning – og uden løn.” er skadelige, krænkende og agtelsesforringende for ham. Udsagnene er endvidere forkerte og bragt uden nærmere efterprøvelse og uden forudgående forelæggelse for [K].
Forsideoverskriften ”AOF-leder fjernede vigtige dokumenter før bortvisning”, afsnitsoverskriften ”Luskede væk” og oplysningerne om, at ”N.N. og [K] er tilsyneladende godt klar over, at deres ledelse ikke har været helt fin i kanten. Det fremgår af et bestyrelsesreferat, som Sjællandske er kommet i besiddelse af” sammen med en beskrivelse af, at [K] skulle have medvirket til at fjerne dokumenter mv., og at dette skulle være sket med det sigte at skjule uregelmæssigheder mv., er i strid med de Vejledende regler for god presseskik punkt A.3. ”Luskede væk” er en forkert beskrivelse, og han bestrider at have fjernet dokumenter fra kontoret, ligesom han ikke har været del af den daglige ledelse og derfor aldrig deltaget i bestyrelsesmøder. [K] har videre anført, at det ikke klart fremgår, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. de Vejledende regler for god presseskik punkt A.5.
At oplysningerne i artiklens faktaboks vedrørende ”[K]s beføjelsesmæssige overtrædelse” i forbindelse med den ”ulovlige AOF-fusion” er i strid med de presseetiske regler, jf. punkterne A.3 og A.5. [K] har oplyst, at han ikke har været involveret i fusionen eller haft ansvar for de omtalte beslutninger, og han kan derfor ikke afgøre, om fusionen er lovlig eller ej.
At udsagnet om, at han er ”N.N.s samarbejdspartner” er forkert, idet han aldrig har været del af den daglige ledelse, eftersom titlen som projektleder alene er af administrativ karakter.
[K] har endvidere anført, at han med sit letgenkendelige efternavn er hængt ud i offentligheden som en person, der har handlet retsstridigt og ulovligt, hvorfor hans muligheder for fremtidig ansættelse i lokalsamfundet reelt er ødelagt.
[K] har bestridt, at Sjællandske har forsøgt at kontakte ham, og han har oplyst, at det aftalte møde vedrørte en helt anden sag.
2.2. Sjællandskes synspunkter
Sjællandske har bestridt, at der er sket en tilsidesættelse af god presseskik og har nærmere anført, at avisen blot har oplyst, hvorfor [K] er blevet bortvist fra sin stilling i en sag, der har offentlig og samfundsmæssig interesse.
Til de påklagede udsagn har Sjællandske anført følgende
Ad 1. At avisen ikke kan vurdere, hvorvidt det var korrekt at fyre
[K] eller ej, men kan kun citere bestyrelsesformand Susanne Ram-Pedersen for årsagen hertil.
Ad 2. At oplysningerne vedrørende de kasserede dokumenter er bekræftet af henholdsvis tidligere bestyrelsesformand for AOF Korsør Daghøjskole, Helmer Vilhelmsen, og nuværende bestyrelsesformand, Susanne Ram-Pedersen. På baggrund af henholdsvis bortskaffelsen af dokumenter og udeblivelsen fra et bestyrelsesmøde er der belæg for udsagnet ”luskede væk”. Sjællandske har på baggrund af hændelsesforløbet konkluderet, at [K] og N.N. har været klar over, at deres ledelse ikke har været helt fin i kanten.
Ad 3. At det af [K]s bortvisningsskrivelse fremgår, at han ved køb af N.N. datters bil har foretaget en disposition, der ligger uden for hans beføjelser. Sjællandske bekræfter, at [K] ikke er ansvarlig for bestyrelsesbeslutning om fusionering, men fastholder, at [K] har en lederrolle.
Ad 4. At betegnelsen ”N.N.s samarbejdspartner” ikke er ment som en officiel stillingsbetegnelse men derimod en konstatering af hvorledes N.N. og [K]s indbyrdes forhold reelt er.
Af Sjællandskes brev af 16. maj 2006 fremgår følgende vedrørende forelæggelse for [K]
”
Sjællandske har hvad alle 3 [ovenstående 4] punkter angår forsøgt at ringe til [K] for at indhente hans kommentar, men forgæves. Det er klart, at [K]s telefoner ikke kan registrere opkald fra Sjællandske, da nummeret vises som hemmeligt, da lokalredaktionens telefon befinder sig indenfor et firmatelefonnetværk. Sjællandske burde måske for en ordens skyld have skrevet, at det ikke havde været muligt at få fat i [K], men baggrunden er, at Sjællandske ved en tidligere lejlighed har fået at vide, at [K] og N.N. af principielle årsager ikke udtaler sig, mens en sag bliver behandlet ved advokaterne. Det er en principiel stillingtagen, som Sjællandske går ud fra opretholdes, med mindre andet høres. I øvrigt havde journalist Per Seyffart mundtligt aftalt at mødes med [K] 27. marts for at denne kunne fremvise dokumentation i et større sagskompleks om AOFs økonomi, men [K] dukkede aldrig op. Han meldte heller ikke afbud til mødet.
Påstanden om, at vi ikke har forsøgt at forelægge de pågældende oplysninger for [K], er således helt forkert.”
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Lene Sarup og Marianne Druedahl.
Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Pressenævnet finder, at den omtalte sag er af en sådan offentlig interesse, at der var belæg for at skrive artiklen. I henhold til de Vejledende regler har det enkelte menneske krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, og oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Pressenævnet finder, at udtalelser fra daghøjskolens bestyrelsesformand, Susanne Ram-Pedersen, kan være egnede til at virke skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for [K]. Da Pressenævnet finder det godtgjort, at Sjællandske ikke har forsøgt at indhente kommentar fra [K], udtaler Nævnet sin kritik.
Nævnet kan på grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Nævnet ikke tage stilling til, om der er tale om en ulovlig fusion. Pressenævnet finder imidlertid, sådan som sagen foreligger oplyst, at udsagnet herom kan være egnet til at virke skadeligt, krænkende eller agtelsesforringende for [K], og at der ikke er grundlag for at omtale ”[K]s beføjelsesmæssige overtrædelse” i faktaboksen vedrørende fusionen uden først at have forelagt ham dette. Da Pressenævnet finder det godtgjort, at Sjællandske ikke har forsøgt at indhente kommentar fra [K], udtaler Nævnet sin kritik.
Pressenævnet finder videre, at udsagnet ”N.N. og [K] er tilsyneladende godt klar over, at deres ledelse ikke har været helt fin i kanten. Det fremgår af et bestyrelsesreferat, som Sjællandske er kommet i besiddelse af”, er egnet til at virke skadeligt, krænkende eller agtelsesforringende for [K], hvorfor udsagnet burde være forelagt ham inden artiklens offentliggørelse. Da Pressenævnet finder det godtgjort, at Sjællandske ikke har forsøgt at indhente kommentar fra [K], udtaler Nævnet sin kritik.
Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Pressenævnet finder, at forside- og afsnitsoverskriften har dækning i artiklen, og Nævnet udtaler ikke sin kritik.
På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til, om [K] reelt er N.N.s samarbejdspartner.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Sjællandske at offentliggøre følgende
” Kendelse fra Pressenævnet
Sjællandske bragte den 11. april 2006 en artikel, hvori bortvisningen af projektleder i AOF-daghøjskole [K] blandt andet blev omtalt. [K] har klaget til Pressenævnet, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnets afgørelse og begrundelse
Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Pressenævnet finder, at den omtalte sag er af en sådan offentlig interesse, at der var belæg for at skrive artiklen. I henhold til de Vejledende regler har det enkelte menneske krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, og oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Pressenævnet finder, at udtalelser fra daghøjskolens bestyrelsesformand, Susanne Ram-Pedersen, kan være egnede til at virke skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for [K]. Da Pressenævnet finder det godtgjort, at Sjællandske ikke har forsøgt at indhente kommentar fra [K], udtaler Nævnet sin kritik.
Nævnet kan på grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Nævnet ikke tage stilling til, om der er tale om en ulovlig fusion. Pressenævnet finder imidlertid, sådan som sagen foreligger oplyst, at udsagnet herom kan være egnet til at virke skadeligt, krænkende eller agtelsesforringende for [K], og at der ikke er grundlag for at omtale ”[K]s beføjelsesmæssige overtrædelse” i faktaboksen vedrørende fusionen uden først at have forelagt ham dette. Da Pressenævnet finder det godtgjort, at Sjællandske ikke har forsøgt at indhente kommentar fra [K], udtaler Nævnet sin kritik.
Pressenævnet finder videre, at udsagnet ”N.N. og [K] er tilsyneladende godt klar over, at deres ledelse ikke har været helt fin i kanten. Det fremgår af et bestyrelsesreferat, som Sjællandske er kommet i besiddelse af”, er egnet til at virke skadeligt, krænkende eller agtelsesforringende for [K], hvorfor udsagnet burde være forelagt ham inden artiklens offentliggørelse. Da Pressenævnet finder det godtgjort, at Sjællandske ikke har forsøgt at indhente kommentar fra [K], udtaler Nævnet sin kritik.
København, den 23. august 2006
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Lene Sarup og Marianne Druedahl.”
Afgjort den 23. august 2006.
Resumé
Klager klagede over artikel bragt i Sjællandske.
Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Pressenævnet fandt, at den omtalte sag var af en sådan offentlig interesse, at der var belæg for at skrive artiklen. I henhold til de Vejledende regler har det enkelte menneske krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, og oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Pressenævnet fandt, at udtalelser fra daghøjskolens bestyrelsesformand, Susanne Ram-Pedersen, kunne være egnede til at virke skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for [K]. Da Pressenævnet fandt det godtgjort, at Sjællandske ikke havde forsøgt at indhente kommentar fra [K], udtalte Nævnet sin kritik.
Nævnet kunne på grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Nævnet ikke tage stilling til, om der var tale om en ulovlig fusion. Pressenævnet fandt imidlertid, sådan som sagen forelå oplyst, at udsagnet herom kunne være egnet til at virke skadeligt, krænkende eller agtelsesforringende for [K], og at der ikke var grundlag for at omtale ”[K]s beføjelsesmæssige overtrædelse” i faktaboksen vedrørende fusionen uden først at have forelagt ham dette. Da Pressenævnet fandt det godtgjort, at Sjællandske ikke havde forsøgt at indhente kommentar fra [K], udtalte Nævnet sin kritik.
Pressenævnet fandt videre, at udsagnet ”N.N. og [K] er tilsyneladende godt klar over, at deres ledelse ikke har været helt fin i kanten. Det fremgår af et bestyrelsesreferat, som Sjællandske er kommet i besiddelse af”, var egnet til at virke skadeligt, krænkende eller agtelsesforringende for [K], hvorfor udsagnet burde have været forelagt ham inden artiklens offentliggørelse. Da Pressenævnet fandt det godtgjort, at Sjællandske ikke havde forsøgt at indhente kommentar fra [K], udtalte Nævnet sin kritik.
Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Pressenævnet fandt, at forside- og afsnitsoverskriften havde dækning i artiklen, og Nævnet udtalte ikke sin kritik.
På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke tage stilling til, om [K] reelt var N.N.s samarbejdspartner.