Legislator Case Law & Legislation
W20060975625 DK

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-345/346

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9756 Valid

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-345/346

Advokat Jens Erik Steenfeldt har på vegne [K] klaget til Pressenævnet over en udsendelse på TV 2/FYN den 12. april 2006 og over materiale fra udsendelsen lagt på www.tv2fyn.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

TV 2/FYN sendte den 12. april 2006 programmet ”Gud, giv mig en klog mand”. Af programmet fremgår følgende

” Studievært : Flere og flere indvandrerpiger vælger lange og præstigefyldte uddannelser, og det betyder, at de ikke kan finde en mand, der er lige så veluddannet som dem selv. Familierne presser nemlig deres døtre til at gifte sig med mænd fra deres egen kultur.

[K], medicinstuderende, SDU, Odense : Jeg drømmer om at finde min identitet og styrke mig selv. Mit indre. Og derfra få en familie og bruge min lægegerning [Der vises klip fra undervisning]. Jeg har da stadig ikke sådan fundet ham helt endnu. Det er svært at finde en, der tager islam seriøst. Samtidig med, at personen er vestlig-minded. Der er to kulturer. En dansk og en indvandrerkultur. Jeg vil ikke have en, der fuldstændig har glemt alt, du ved, sådan. En der også kender sig selv, hvor er han selv henne. Når han selv er mørk, eller om det bliver en dansker. Altså, han skal selv kende sig selv. Hvem han er. Hvor er han på vej hen. Hvad er hans baggrund. Og det er det, jeg føler, der er en gruppe, der har fuldstændig glemt, hvor de er. Og så er der en gruppe, der er totalt kulturelle og så tænker man bare. Forstår du, jeg står midt i det hele, der er ikke nogen. Det er det, der gør det svært.

Speak : Syddansk Universitet i Odense. Endnu en eksamen i [K]s jagt på drømmejobbet [klip fra skriftlig eksamen].

[K] : Jeg er da noget for andre mennesker. Hjælper andre syge mennesker. Så det, føler jeg virkelig, er mig. Og jeg selv kan udvikle mig selv på et højt fagligt plan.

Speak : [K] er en 23-årig iransk pige, der som medicinstuderende stormer frem, men når det kommer til at finde en lige så ambitiøs kæreste, er hun skakmat. I dag er der nemlig langt flere piger end drenge med indvandrerbaggrund, der tager de lange uddannelser. Det mærker man på Syddansk Universitet.

Helle Lykke Nielsen, lektor, Center for Mellemøststudier, SDU, Odense : I slutningen af ’90erne begyndte vi at se de første 2. generations unge i det hele taget komme ind på vores uddannelser. Og det eksploderede. I år her 5-6 år efter, der har 75 % af vores studerende på den her årgang haft arabiske navne.

Speak : Drømmen om den prestigefyldte karriere har sin pris. En pris, der handler om at stå mellem to verdener, to kulturer og to samfund. [K]s forældre er skilt. I stedet bor hun hos sin farmor i Vollsmose.

[K] : Når man er vokset op her, så har man både sine forældres baggrund og kultur, som man skal tage hensyn til. Samtidig som man har det samfund, man lever i, så skal man også tage hensyn til det. At kombinere de to der det er meget vanskeligt. Min farmor har jo helt andre kulturelle regelsæt. Dengang da jeg skulle tage i byen, var hun sådan – virkelige meget imod det [klip fra diskotek]. Det at tage i byen. Det var virkelig det ultimative. Det var virkelig noget man fik succes af, og jeg fik en anerkendelse for det. Indvandrerpiger skal jo være den dydige og den gode pige, der hjælper moren i køkkenet. Rigtig ordentlig pige, ikke. Jeg følte ikke rigtigt, der var plads til også at have den anden kultur bag sig også.

Speak : [K] er opvokset med dansk kultur, men opdraget muslimsk. I forsøg på at finde sit ståsted har hun forsøgt at leve nøjagtigt som alle andre danske piger.

[K] : Jeg vil helst ikke have mine forældres identitet. Den de gav mig. Det svar på spørgsmålet om livet. Jeg synes, at det var for gammeldags, og jeg tænkte også, når man adopterer den stil, som de kører med.

Speak : I sommer var den søde studietid tæt på at ende brat.

[K] : Han var totalt forkert på den. Så det var derfor, jeg tænkte: ”Han og mig. Det passer slet ikke sammen”.

Speak : Tiden var kommet, hvor forældrene ville have hende gift, og fætteren i Iran var en oplagt mulighed.

[K] : Hans krav til mig. Det var godt nok, det der med, at jeg skulle droppe min uddannelse. At han syntes, at det var bedst, du ved. Jamen, en god kone, hun er da sådan en, der sidder derhjemme, og koncentrerer sig om køkkenet og sådan. Åh nej, det er det jo ikke. For mig så betyder uddannelse det vigtigste. Jeg følte ikke, at jeg havde den frihed, som en kvinde skal have.

Speak : Den iranske kultur var for anderledes til [K], og hun afslår fætteren, selvom forældrene havde håbet på at få hende gift nu.

[K] : Ja, de var skuffede, men min lykke, den er højere end alt andet for dem. Så helt klart, så valgte de at acceptere min – hvad skal man sige – min værdi.

Interviewer : Hvor meget accepteret tror du, det er?

H.L.N. : Så kommer der vel et forsøg til. Det kan godt være, du ikke ville have fætter Ali i Iran, så ser vi, det er fint. Det må du godt have lov at bestemme, men så prøver vi en gang til her om et stykke tid, når vi finder et passende tilbud. Og hvis det heller ikke lykkes, så prøver vi en gang til. Vi skal nok finde ham.

Speak : Selvom fætteren ikke var noget for [K], så savner hun i den grad en kæreste. Men at finde én er for mange ambitiøse indvandrerpiger næsten umuligt.

[K] : Ham, min fyr. Han skal virkelig – den, jeg får på længere sigt – han skal være en akademiker eller bare have nogle mål med livet. Så, der er ikke noget i vejen med at gifte sig med en grønthandler overhovedet, men jeg tror bare ikke, han vil kunne forstå min hverdag.

Speak : Som lektor på mellemøststudierne oplever Helle Lykke Nielsen, at mange indvandrerpiger har svært ved at tale med veninder og familie om deres splittelse. I stedet bruger de underviserne.

H.L.N. : Det er klart, at det er en stor, stor, stor del af de her pigers liv at blive gift og få børn, fordi det er den måde, de er vokset op på. Det er de normer i højere grad, end det er for danske piger. For danske piger er det også vigtigt at få en kæreste og få børn, men slet, slet ikke på samme måde, som det er for de her piger.”

Der vises klip, hvor [K] taler med en anden pige. Udsendelsen fortsætter med samtalen, hvoraf følgende fremgår

”Pigen : Jeg synes, det er svært at finde en, der passer til alle de krav, man har, fordi man er så kræsen.

[K] : Ja, det tror jeg også. Jeg tror måske også, at hvis man er mediciner, så er man måske også lidt mere kræsen.

H.L.N. : Jo højere uddannet pigen er, jo sværere kan det jo være at få en kæreste. Både for danske og for mellemøstlige piger. Og de fleste højtuddannede piger, de vil jo gerne have en kæreste, der er på niveau med dem selv. Og for de her indvandrerpiger, hvis de oven i købet vil kombinere det med, at det er en fra deres egen kultur, som har en uddannelse, der svarer til deres egen, så bliver udvalget jo meget småt, kan man sige.

Speak: [A] er snart færdig med at læse biomedicin. Som mand i en indvandrerkultur har han meget lettere ved at finde en kæreste end en pige som [K].

[A], biomediciner, SDU, Odense : Jeg er ikke i den store sociale kontrol.

Interviewer : Som fyr?

[A] : Som fyr. Som pigerne er. Jeg har det lidt nemmere ved at overveje mine muligheder og situationer og sådan nogle ting.

Speak : Den dominerende sociale kontrol i indvandrermiljøet gør, at pigerne ofte står alene med deres frustrationer.

H.L.N. : En pige, der har problemer, hvis hun betror sig til nogle andre inden for samme miljø – piger eller måske i sjældne tilfælde drenge – så risikerer hun, at de går hjem og siger det til deres forældre, som så af alle mulige sindrige kommunikationskanaler kommunikerer det videre til andre. Så bliver det lige pludselig en nyhed i netværket, og det bryder den pige, som har problemer, sig jo ikke om. Så derfor er hun sig meget bevidst, at nogle ting kan hun fortælle veninderne, og de kan have et tæt forhold på det, men andre ting skal hun lade være med at fortælle, fordi hun risikerer at få det i hovedet som en boomerang.

Interviewer : Er det nemmere at få en dansk kæreste i stedet for?

[A] : Det er nemmere at få en dansk kæreste, fordi at man ikke skal forholde sig til så mange kulturelle, traditionelle, religiøse problemer, som kan opstå.

Speak : Midt i vadestedet mellem kulturen og den svære kærlighed er der for [K] og de andre piger ikke plads til at vise de sande følelser.

[K] : Folk kan ikke se det på én, fordi man må helst ikke vise sårbarhed for andre mennesker.

Interviewer : Hvorfor ikke?

[K] : Jamen, det ved jeg ikke. Det er bare. Det er det samfund, vi lever i. Sårbarhed er der ikke plads til.

H.L.N. : De har jo alderen til at skulle giftes og stifte familie, og det er for nogle af dem ikke noget problem, men for en del af dem et ganske stort problem. Og for de værste tilfælde, der ser vi nogle, der i løbet af en 2-3 år, som bliver ganske depressive og kede af det. Og det smitter selvfølgelig af på studiekompetencerne.

[K] : Jeg vidste, at de andre også havde det på samme måde, så der var ikke rigtigt nogen, jeg kunne sådan - Selvfølgelig delte vi vores tanker og sådan noget, men det var ikke sådan, at jeg kunne få vejledning af dem, hvad jeg nu skulle gøre, fordi de var selv i samme situation som mig.

Speak : [K] har været langt på vej mod kvindefrigørelsen, men spørgsmålet for hende og de andre ambitiøse indvandrerpiger er, om de kan frigøre sig fra den kulturelle arv.

H.L.N. : Nødvendigheden for mange af de her piger på at blive gift og danne en familie, stifte en familie, er så stærk, at kan de ikke finde én, der er på niveau med dem selv, så vil de, hvad skal man sige, finde nogle som er lidt lavere og se, om de kan stille sig tilfreds med det. Fordi det at skabe familie har så fantastisk vigtig en funktion. Også for ligesom hvad skal man sige, tilpasse sig familien og den kultur de kommer fra. Meget, meget mere vigtigt end det er i en dansk sammenhæng.

Speak : [K] er begyndt at studere Koranen og føler, hun har mere ro i sit liv, men den svære kærlighed er stadig et problem, hun ikke kan løse.

[K] : Jeg føler, at det godt kan være umuligt, men på den anden side så stoler jeg på, at Gud, han finder en til mig på et tidspunkt, og så må man bare tage det derfra. Man skal have tålmodighed.

Studievært : Og 2. Påskedag viser vi et portræt af en anden indvandrerpige, der har integreret sig mere end [K], og fortæller her historien, hvad det har fået af store konsekvenser for hende.”

Forud for TV udsendelsen lagde www.tv2fyn.dk under overskriften ”Gud, giv mig en klog mand” følgende tekst på hjemmesiden

”- Der er ikke noget i vejen med at gifte sig med en grønthandler. Jeg tror bare ikke, at han vil forstå min hverdag, siger iranske [K].

Fanget mellem to kulturer

Tal fra Danmarks Statistik viser, at de sidste 10 år er der tre gange så mange indvandrer kvinder end mænd, der tager en bacheloruddannelse på universitetet.

[K] kom til Danmark, da hun var to. Hun er opvokset med dansk kultur, men er opdraget muslimsk. [K]s forældre er skilt, og ingen af dem bor i Odense. I stedet bor hun sammen med sin farmor i Vollsmose.

- Det er svært at kombinere de to kulturer. På den ene side føler jeg, at det er underligt at skulle gå i mine forældres fodspor. Jeg synes, at deres identitet er for gammeldags. På den anden side skal man i den danske kultur hele tiden ”være på”. Det er meget anstrengende, fortæller [K].

Mors gode pige

- En indvandrerpige skal være den gode, dydige pige, der hjælper moren i køkkenet, siger [K].

Men det kan være svært, når man samtidig iagttager jævnaldrende danske unge, der går på diskotek og klæder sig vestligt.

I sommerferien var [K] med sine forældre i Teheran for at besøge familien. Under et familiemøde blev et ægteskab mellem [K] og hendes fætter drøftet.

[K] følte, at den iranske kultur lå alt for langt væk fra hendes danske livsstil

- Den iranske kultur er meget mandsdomineret. Min fætters krav til mig var, at jeg skulle droppe min medicinuddannelse og gå derhjemme.

[K] valgte at sige nej tak til fætteren.

Se hvad der videre sker med [K] i programmet ”Gud, giv mig en klog mand”, der vises på TV 2/FYN 12. april kl. 19.30.”

Teksten var ledsaget af billeder af [K] med bl.a. følgende billedtekst

”23-årige [K] fra Iran kan ikke finde en kæreste, der er lige så veluddannet som hende selv.”

Til brug for udsendelsen er der lavet to interviews med [K]. TV 2/FYN har oplyst, at der er ca. 2½ times råoptagelser.

2. Parternes synspunkter

[K] har indledningsvis oplyst, at hun har accepteret at medvirke til en reportage vedrørende de udfordringer, denne befolkningsgruppe møder på baggrund af forskelle i religiøs og etnisk baggrund – herunder valg og fravalg hos de kvinder, der berøres heraf. [K] har anført, at hendes medvirken er benyttet på en sådan måde, at den fremstår, som om hun har villet udtrykke sig mere generelt om, hvad en passende partner måtte kunne være for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Dette er ikke i overensstemmelse med det, hun har accepteret at deltage i.

[K] har videre anført, at hun er skildret på en måde, der ikke er i overensstemmelse med faktum eller de udtalelser, hun har givet eller har accepteret at ville udtrykke.

[K] har endvidere anført, at udarbejdelsen og beskæringen af reportagematerialet ikke har sammenhæng med det tema, hvorom der er givet interview. [K] har herudover anført, at hendes udtalelser er anvendt til at understøtte en anden historie, hvorfor der er sket anvendelse af afgivne udtalelser helt uden sammenhæng med den faktiske kontekst.

[K] har endelig anført, at hun ikke har givet samtykke til at anvende filmmaterialet fra interviewet som stillbilleder på www.tv2fyn.dk, hvorfor hun ønsker film-, tekst- og billedmateriale fjernet fra hjemmesiden.

TV 2/FYN og www.tv2fyn.dk har indledningsvis oplyst, at udsendelsen er en del af en miniserie i to afsnit, der handler om, at flere indvandrerpiger vælger lange uddannelser, hvorfor det kan være svært at finde en mand, der er lige så veluddannet som de selv i deres eget miljø. Derudover handler udsendelsen om at stå mellem to verdener og om at finde sin egen identitet.

TV 2/FYN og www.tv2fyn.dk har anført, at man forud for interviewene informerede [K] om udsendelsens temaer - herunder den svære kærlighed, forældre og identitet - og om, at råmaterialet blev klippet ned. TV 2/FYN og www.tv2fyn.dk har videre anført, at [K] blev tilbudt at gennemse programmet, før det blev sendt – dog uden redigeringsret, hvilket hun ikke ønskede at gøre brug af.

TV 2/FYN og www.tv2fyn.dk har herudover anført, at det er normal procedure, at TV stationer laver programomtale på deres hjemmesider med billeder og tekst. Det oplyses videre, at TV 2/FYNs udsendelser er tilgængelige på www.tv2regionerne.dk et år efter, at de er udsendt.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Lene Sarup og Ole Askvig.

Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende oplysninger om, hvorvidt [K] var korrekt informeret om indslagets indhold og vinkel på tidspunktet for gennemførelsen af interviewene. På grund af de begrænsende muligheder for at føre bevis for Nævnet kan dette ikke afgøre, hvilken forklaring, der er den rigtige.

Pressenævnet har endvidere ikke mulighed for at gennemse råbånd optaget til brug for indslaget.

Nævnet finder, at [K]s udtalelser i indslaget fremstår som hendes personlige vurdering af en passende partner for hende, og Nævnet udtaler ikke kritik af det bragte.

Pressenævnet finder, at offentliggørelsen af stillbilleder og tekstmateriale i forbindelse med en TV udsendelse er en sædvanlig praksis, og Nævnet udtaler ikke kritik af, at www.tv2fyn.dk lagde materialet ud på hjemmesiden uden [K]s samtykke.

Pressenævnet finder, at der heller ikke i øvrigt er grundlag for at udtale kritik i sagerne.

Afgjort 23. august 2006.

Endelig adm. afgørelse 2006 9756 Valid

Resumé

Klager klagede over udsendelse bragt i TV 2/Fyn og over materiale lagt på www.tv2fyn.dk.

Parterne havde over for Pressenævnet afgivet modstridende oplysninger om, hvorvidt [K] var korrekt informeret om indslagets indhold og vinkel på tidspunktet for gennemførelsen af interviewene. På grund af de begrænsende muligheder for at føre bevis for Nævnet kunne dette ikke afgøre, hvilken forklaring, der var den rigtige.

Pressenævnet havde endvidere ikke mulighed for at gennemse råbånd optaget til brug for indslaget.

Nævnet fandt, at [K]s udtalelser i indslaget fremstod som hendes personlige vurdering af en passende partner for hende, og Nævnet udtalte ikke kritik af det bragte.

Pressenævnet fandt, at offentliggørelsen af stillbilleder og tekstmateriale i forbindelse med en TV udsendelse var en sædvanlig praksis, og Nævnet udtalte ikke kritik af, at www.tv2fyn.dk havde lagt materialet ud på hjemmesiden uden [K]s samtykke.

Pressenævnet fandt, at der heller ikke i øvrigt var grundlag for at udtale kritik i sagerne.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →