Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-307
Statutory Text (2 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-307
Advokat Henrik Bonné har på vegne [K1], der er direktør i [K2], og på vegne [K2] klaget til Pressenævnet over en udsendelse i Danmarks Radio den 31. januar 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
1.1. Kontant, Danmarks Radio, den 31. januar 2006
Danmarks Radio sendte den 31. januar 2006 forbrugermagasinet ”Kontant”. I udsendelsen vises indslag, hvoraf det fremgår, at familier, der har skrevet kontrakt med [K2], har problemer med opførelsen af husene. Programmet indledes med, at en grådkvalt kvinde, [A], udtaler sig. [A] og hendes mand viser sig senere at være en af [K1]s og [ K2]’ kunder. Af udsendelsen fremgår blandt andet
”[A] : Jamen jeg tror simpelthen, det her, det er løgn.
Speak : For parret her ender drømmebyggeriet med en tur på skadestuen. For dette par er der langt til en realistisk indflytningsdato. Byggeriet står nu stille på ottende måned.
Speak : Fællesnævneren i de her sager er byggefirmaet [K2], der har givet adskillige kunder både økonomiske og personlige problemer.
[A] : Vi sidder i en situation i dag, der er os totalt uforskyldt. Vi kan slet ikke forstå det, der skal overgå os.
Studievært : Byggeriet boomer i Danmark, og nye boliger skyder op som paddehatte. Det går rigtigt stærkt, men nogle steder går det altså helt i stå og helt galt. God aften og velkommen til Kontant. Vi begynder i Holbæk, hvor familien Scharfs for over et år siden skrev kontrakt på et nordisk miljøhus. Første spadestik blev taget i starten af april sidste år, men blot to måneder senere gik arbejdet i stå. Den 30. maj forlod firmaets håndværkere simpelthen byggepladsen.
Speak : Vi er i det, der skulle være Dorthe og Jesper Scharfs’ hus i Holbæk.”
Der vises herefter optagelser på en byggegrund, hvoraf det fremgår, at byggeriet endnu ikke er kommet over jord-niveau. Udsendelsen fortsætter
”Speak : Familiens hus skulle ifølge kontrakten med [K2] have stået færdig den 1. august sidste år, men der er ikke blevet bygget siden maj måned.
Speak: Det er her i kælderen under det, der skulle være familien Scharfs’ drømmehus, problemer med [K2] er opstået.
Jesper Scharfs, lærer, Holbæk : Der er ikke lavet de der ting, der skal være for at holde vand ude. Og for at holde kulden ude. Og det kan vi ligesom ikke gøre indefra. Holde vandet ude i hvert fald. Så det er der, vi er strandet sådan set. Men at han siger, at det er en kold kælder, vi har bestilt.
Speak : Familiens arkitekt mener, det er særdeles kritisabelt.
Jørgen Herold Andersen, arkitekt, Holbæk : Jeg vil næsten sige, jeg tror, man er nødt til at pille det hele op igen og begynde fra bunden af, på ny.
Speak : Ifølge arkitekten er drænene rundt omkring kælderen ikke lavet korrekt. Men dræningsarbejdet er tilsyneladende ikke den eneste fejl ved byggeriet.
Jørgen Herold Andersen : Og sådan er der mange forhold i det her tegningsmateriale. Han har et problem.
Speak : Et problem, som også fremgår af dokumentet her fra Holbæk Kommunes tekniske afdeling: ”Arbejdet må ikke udføres før, at der foreligger en godkendelse.” Men da kommunen endnu ikke har set planer for fugtsikring og dræn eller de statiske beregninger, er der stadig ikke givet grønt lys til, at byggeriet kan begynde.
Jesper Scharfs : Jeg har bare fået at vide, at han ikke måtte starte med at bygge, før han havde dokumenteret byggeriet for kommunen, hvilket han ikke har gjort.
Speak : Alligevel er direktøren her, [K1], altså gået i gang med at bygge. Og det er et hus i denne stil, der skal blive slutresultatet [billede af færdigbygget hus]. Indtil videre er resultatet dog dette [billede af byggepladsen i Holbæk]. I maj siger [K1], at kælderen er færdig, og at familien Scharfs derfor skal betale tredje rate på 250.000 kroner.
Dorthe Scharfs : Det definerer han [[K1]] som færdig kælder, det har vi jo lidt svært ved at forstå.
Speak : Derfor vil Dorthe og Jesper Scharfs ikke betale den kvarte million, [K1] mener, de skylder ham for den færdige kælder.
Jesper Scharfs : Og så stævner han os. Og der stopper alting.
Speak : Siden stævningen i juni har familien bare ventet på, at de kan enes med [K1] om en uvildig syns og skønsmand, som kan afgøre, hvad det er, der er bygget, og om det er bygget korrekt.
Jesper Scharfs : Vi har jo ikke købt et hus. Vi har fået en retssag.
Speak : Derfor har Dorthe og Jesper Scharfs og deres tre børn nu i et halvt år ventet her i en treværelses lejlighed
Speak : så økonomien er blevet særdeles presset.
Studievært : Og familien i Holbæk er ikke ene om at have bøvl med [K2]. Tre andre familier mener at have såvel arbejde som penge til gode hos byggefirmaet, og de bliver nu inviteret til Holbæk for at diskutere de økonomiske problemer. ”
De fire familier, der er kunder hos [ K2], hilser på hinanden og fortæller, hvor mange penge de hidtil har brugt på husbyggeriet. Udsendelsen fortsætter
” Jesper Scharfs : Vi har altså at gøre med en mand, der hverken kan bygge huse eller overholde aftaler. Og det var ikke det, vi regnede med, vi fik, og derfor så er det gået galt.
Speak : Fire familier fra hele landet er samlet i Holbæk. I fællesskab vil de forsøge at finde ud af, om de kan få de penge tilbage, som de mener at have til gode hos [K2]
Speak : Nina og Thorkild Christensen I de seneste syv måneder har huset set sådan her ud. For det har familien betalt omkring 600.000 kroner på forskud.
Speak : Familien har altså betalt cirka 600.000 kroner, men ifølge en uvildig syns- og skønsmand er der kun bygget for 230.000 kroner. Kontant har bedt denne revisor kigge på [K2]s regnskaber. Helmo Madsen er medejer af et af landets førende revisionsfirmaer.
Thorbjørn Helmo Madsen, revisor, Dansk Revision : Jeg vil aldrig nogensinde købe et hus gennem det her firma. Det er det økonomiske grundlag alt for spinkelt til.
Speak : Revisoren kan se, at [K2]s egenkapital er på bare 231.000 kroner, og det er et spinkelt grundlag, når man skal bygge huse til millioner. Men spørgsmålet er, om de penge overhovedet eksisterer.
Thorbjørn Helmo Madsen : Revisoren [den revisor, der har udarbejdet [K2]s regnskab] han har simpelthen ikke kunnet udarbejde et regnskab på noget som helst grundlag. Han fraskriver sig ethvert ansvar i det her regnskab.
Speak : Men det vidste familien fra Ringe ikke
Speak : Derfor har de nu skrevet til [K2], at de mener at have godt 250.000 kroner til gode.
Thorbjørn Helmo Madsen : Ja, men så kan de kigge i vejviseren efter de her penge, for der er ingen penge at hente.
Speak : Men hvordan kan det gå så galt. En af forklaringerne skal findes seks år tilbage i tiden.”
På skærmen vises skiftevis optagelser fra 2002 med [K1] og programmets speak. I øverste højre hjørne af skærmen fremtræder følgende tekst i en klar blå boks: ”Pengemagasinet, 2002”. Tekstboksen skiftevis fremtræder og forsvinder i den følgende sekvens. Speak’en til udsendelsen fortsætter
” Speak : Dengang gik direktør [K1] personlig konkurs med sit daværende selskab [K2]. To år senere fortalte han DRs Pengemagasinet om konsekvenserne af konkursen.
[K1], direktør, [ K2] : Min store datter, hun købte så nogle af stumperne og startede et ApS, som hedder [ K2]. Og så stumperne, de kommer over i. Og der er jeg så direktør i dag, men bare det, at jeg er direktør i firmaet, det er jo egentlig nok til, at firmaet har problemer.
Speak : De økonomiske problemer flytter altså med fra konkursboet over i det nye selskab, [ K2].
[K1] : Vi kan for eksempel ikke få en bankforbindelse så længe, at jeg er direktør i det firma, for jeg er, hvad skal man sige. Det, at du er personlig konkurs, føler jeg, er ensbetydende med, at du på en eller anden måde er ”kriminel”. Det er i hvert fald ikke en person, som ret mange vil røre ved. Slet ikke bankerne.
Speak : Alligevel fortsatte [K1] altså med at bygge huse. Nu i det nye [K2].”
Tekstboksen med ”Pengemagasinet, 2002” forsvinder fra skærmen. Speak’en til udsendelsen fortsætter
” Speak : Sådan et hus besluttede [B] og [A] fra Kalvehave ved Møn, at de ville have. For et år siden skrev parret derfor kontrakt med [K2], men noget tyder på, at der nu også er økonomiske problemer i ApS-selskabet. På det seneste har parret nemlig fået regninger fra et helt andet firma.
[B], Oberstløjtnant, Kalvehave : Det cvr-nummer, som står her [der zoomes ind på en faktura]. Det tilhører Nordisk Designhuse. Så det er altså ikke noget, der hører sammen med det firma, der står her.
Speak : Det andet firma, Nordisk Designhuse, ejes af [K1]s datter, og [K1] er ikke involveret i selskabet. Alligevel skal parret fra Kalvehave altså pludselig betale deres regninger hertil.
Torbjørn Helmo Madsen : Det, at man opretter det ene selskab efter det andet og ud fra den økonomi og det regnskab, der ligger her, så tyder det på, at man ligesom prøver at flytte aktiviteterne fra et selskab til et andet, og så lade de gamle selskaber gå ”nedenom og hjem”. Det vi også kan kalde konkurs-rytteri.
Speak : De økonomiske uoverensstemmelser betyder, at heller ikke huset i Kalvehave er færdigt i dag.
[B] : Det var ikke lige det, vi regnede med i sin tid, da vi tegnede en kontrakt med ham. Det må vi indrømme.
Speak : I dag har alle fire familier advokat på deres sager mod [K2]. Enten fordi [K1] har anlagt sag mod familierne for manglende betalinger, eller fordi familierne mener, de har penge til gode for deres ufærdige huse.
Studievært : Om lidt skal vi høre, hvad de officielle myndigheder siger til regnskaber af den her beskaffenhed, men først skruer vi tiden små 14 dage tilbage. Her kommer historien om, hvor galt det kan gå, når man handler med et firma, der har så massive økonomiske problemer som [K2].
Speak (der filmes fra Næstved Sygehus) : Det er den 19. Januar. [A] er blevet indlagt på sygehuset i Næstved. Oprindeligt skulle hun bare have et nyt hus, men i dag har hendes og [B]s byggeprojekt taget en usædvanlig drejning. Byggefirmaet [K2] har ifølge parret brudt ind i deres hjem.
[A], Flyverspecialist, Kalvehave : Jeg ved ikke, hvad det er for nogle revolver-metoder. Altså. Men jeg synes i hvert fald, at det er en meget ubehagelig situation at sidde i.
Speak : Men, hvordan kan det gå så galt, at parret nu sidder her på sygehuset. Stridens kerne er denne overbygning ved indgangen til parrets nye hjem.
[B] : Her er den famøse overbygning, der jo både mangler færdiggørelse af tagrender og maling af vindskeden og maling af søjlerne.
Speak : [K2] mener derimod, at overbygningen er helt færdig og kræver derfor, at parret skal betale 57.000 kroner.
[B] : Det tror jeg ikke, at der er nogen mennesker, der vil. Og med sådan en erfaring eller det vi har fået at vide om Holme Olstrup [anden familie i programmet], hvor de har betalt og alligevel ikke fået varerne. Så vil det være temmelig tåbeligt også at gå hen og betale for noget, som ikke er færdigt endnu.
Speak : Det hele ender med, at [K1] stopper byggeriet. På den ene side i sagen har vi altså parret, hvis hus ikke er færdigt.
[A] : Uforskyldt. Vi har betalt for det. Vi har gjort alt. Vi har advokat, der siger, at vi ikke har gjort noget forkert.
Speak : På den anden side har vi [K2], der altså mener at have penge til gode.”
Tekstboksen ”Pengemagasinet, 2002” fremtræder igen i højre hjørne af skærmen. Udsendelsen fortsætter
” Speak : Og pengemangel har direktøren bitre erfaringer med fra konkursen tilbage i 2002. Dengang sagde han til DRs Pengemagasinet.
[K1] : Jeg drømmer mange gange om, at jeg vinder i Lotto, fordi så vil jeg dagen efter gå rundt og betale dem, som jeg skylder penge. Det ville da være utroligt dejligt for mig, fordi så kunne jeg eventuelt begynde at gå ned i byen igen. Nu tør jeg faktisk ikke gå ned i byen, for jeg kunne risikere at møde nogen, som jeg skylder penge. Ikke også?”
Tekstboksen ”Pengemagasinet, 2002” forsvinder. Udsendelsen fortsætter
” Speak : Sagen er altså, at både parret fra Kalvehave og direktøren for [K2] er i en nærmest desperat situation.
[B] : Man kan se tydelige mærker her efter kobenet.
Speak : Og det kulminerer på voldsom vis den 19. januar i år, da tre mand fra [K2] ankommer til byggegrunden.
[A] : Og så siger han, at jeg skal fandme ind i det her hus. Og så sagde jeg, men I har ikke noget inde i det hus der at hente, siger jeg så. Så siger han, enten låser du mig op, eller også bruger jeg det her brækjern. Og der stod han med brækjernet i hånden.”
Sammen med den følgende speak vises fotografier og tekstboksen ”Pengemagasinet, 2002”: Speak’en lyder som følger
” Speak : [K2] hævder over for Kontant, at døren er åben. Parret hævder, at den bliver brudt op. Hvordan de tre folk fra firmaet kommer ind i huset, er altså uvist. Men de begynder nu at fjerne værdier i form af byggemateriale.
[B] : Jeg betragter det som simpelt tyveri. Indbrud. Tyveri. Et forsøg på selvtægt, fordi han skulle redde nogle stumper og få det økonomi ud af det, som han mente måtte være.
Speak : [K2] mener, at ifølge byggekontrakten er byggematerialerne firmaets. Hvem, der har ret, skal afgøres i retten.
[B] : Der kan man se de tagsten, som vi fik slået ud af hånden på dem.
Speak : Men nu udvikler tingene sig. For mens folket fra [K2] bærer byggematerialer ud, så begynder [A] at bære teglstenene tilbage i huset. Det kommer til håndgemæng, og det ender med, at [A] ryger omkuld.
[A] : Og rammer så. Der er sådan noget, jeg ved ikke. Er det cement, eller hvad er det? Altså fra, hvis du har lavet en sokkel. Og der rammer min ryg med fuld kraft, ikke.
Speak : [B] får straks tilkaldt en ambulance. [A], der er opereret for en diskusprolaps lander nemlig på ryggen, og nu har hun svært ved at bevæge sig.
[A] : Ja, men jeg tror simpelthen det her, det er løgn
Speak : [K2], der ikke vil udtale sig til tv, fastholder, at parret startede tumulten. Sagen er anmeldt til Vordingborg Politi, og det er nu myndighedernes opgave at afgøre, hvem der har ret.
Studievært : Det er også myndighedernes opgave at holde øje med, om et firma har rod i papirerne. Og det er der som sagt meget, der tyder på, at [K2] har. Her i landet er der helt bestemte krav til, hvad et regnskab skal indeholde. Spørgsmålet er, om [K1]s byggefirma opfylder de krav. Svaret får vi hos den øverste myndighed på det område.
Speak : Kontant har bedt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om at se på regnskaberne fra [K2].
Carsten Ingerslev, Kontorchef, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen : Det revisionsforbehold, som er taget, er nok noget af det voldsomste, jeg nogensinde har set. Revisor siger jo grundlæggende, at han ikke kan revidere regnskabet, fordi han ikke har adgang til de oplysninger, han har brug for.
Speak : Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har derfor sendt dette brev til [K2]. Her står, at firmaet skal komme med et reelt regnskab, der er revideret og dermed godkendt af en revisor inden 14 dage. Ellers vil [K2] blive tvangsopløst.
Speak : stikprøvekontrol og sørger derudover for, at samtlige indsendte regnskaber bliver scannet og lagt ud på Internettet. Her kan kunder så selv undersøge et firmas økonomi.”
1.2. Pengemagasinet, Danmarks Radio, 2002
Programmet ”Pengemagasinet” på Danmarks Radio fra 2002 indledes med følgende
”Studievært : Indgangsdøren bliver låst, låsen skiftet ud, skrivebordene fjernet og erklære sig konkurs Til de økonomiske prøvelser kommer alle de andre ubehageligheder. Kundernes, kreditorernes, myndighedernes, vennernes og naboernes reaktion på en konkurs. Som De skal høre om lidt, er det ofte det værste. Vi danskere har en anden holdning til den slags. I USA for eksempel er det nærmest en kvalifikation for en virksomhedsleder at kunne arbejde sig op igen efter en konkurs. Nu skal det livsvarige åg over en fallent fjernes, mener Regeringen.
Speak : I landsbyen Gl. Vindinge ved Vejle bor denne mand. [K1] ”
1.3. [K1]s brev, 29. januar 2006
[K1] henvendte sig ved brev af 29. januar 2006 til Danmarks Radio. Af brevet fremgår følgende
”Vedrørende Deres interesse for [K2].
Hermed følger oplysninger, som jeg ikke husker, at vi var inde omkring ved den sidste telefonsamtale. Som nævnt håber jeg, at I vil vente med at lave en udsendelse til retten har talt. Skulle I alligevel ønske at lave en udsendelse på tirsdag er jeg bange for, at dette vil medføre uoverskuelige problemer for vores kunder/bygherrer, leverandører samt vores lille familievirksomhed. En udsendelse vil helt sikkert medføre, at vi går konkurs. Hvem har så fordel af en konkurs? De eneste som vil have fordel af en konkurs er advokater samt de bygherrer som skylder os penge ca. 500.000,00 kr. De håber nok på, at de ved en konkurs kan slippe for at betale deres skyld. De 500.000,00 kr. vi har til gode og som der er stævnet for, er penge, som vi mangler for at kunne gennemføre igangværende byggerier. Derfor 2 hold ulykkelige familier. De ca. 500.000,00 kr. er alt for mange penge at have som udestående for en lille familievirksomhed med 3 ansatte som vores. Vi har selvfølgelig holdt lav profil med de manglende indbetalinger, idet jeg ved, at rygter kan ødelægge utroligt meget.
Jeg håber, at vi kan få lov at gennemføre disse retssager, således at de berørte familier kan få bygget deres huse.
Alle spørgsmål vedr. [K2] kan besvares ved at ringe til mig på 4053 7012 alle dage mellem 0900 og 2100.
Med venlig hilsen
Direktør [K1]”
2. Parternes synspunkter
2.1. [K1]s og [K2]’ synspunkter
Advokat Henrik Bonné har anført, at hans klient ved Danmarks Radios telefoniske henvendelser afviste at udtale sig vedrørende igangværende byggesager, men udtalte sig vedrørende den konkursbehandling i 2001, som han tidligere har udtalt sig om til Pengemagasinet i 2002. Advokaten har videre anført, at hans klient senere tilbød at lade sig interviewe, hvilket Danmarks Radio afviste.
Advokaten har herudover anført, at det i udsendelsen omtalte håndgemæng i Kalvehave er krænkende oplysninger, som hans klient burde have haft lejlighed til at kommentere.
Klagerne har anført, at klippet vedrørende udsendelsen fra 2002 i programmet ”Pengemagasinet” er sendt uden deres samtykke. De har videre anført, at de ikke var informeret om, at udsendelsen fra 2002 ville blive brugt i anden sammenhæng end oprindelig tiltænkt i 2002.
De har endvidere anført, at seerne til Kontant ikke gøres opmærksomme på, at klippene fra 2002 er optaget i en anden sammenhæng.
Klagerne har herudover anført, at udsendelsen den 31. januar 2006 har karakter af et ensidigt partsindlæg vedrørende verserende retssager, og i og med at [K1] ikke udtaler sig, og at når klippene fra 2002 vises, fremstår det som om, der er ført bevis for de påståede mangler, som retssagerne vedrører.
Klagerne har herudover anført, at der ingen konkret anledning har været til at sende programmet, inden der er faldet dom i verserende retssager.
Advokat Henrik Bonné har endelig oplyst, at udsendelsen har medført trusler mod [K1] og hans familie, ligesom [K2] er på konkursens rand.
2.2. Danmarks Radios synspunkter
Danmarks Radio har oplyst, at [K1] to gange over telefonen afviste at udtale sig vedrørende verserende byggesager, og han ønskede ikke, at Danmarks Radio anvendte noget fra de to telefoninterviews i udsendelsen. Danmarks Radio har videre oplyst, at [K1] henviste til sin advokat, men denne afviste også at deltage i udsendelsen, ligesom advokaten meddelte, at han ikke kunne bidrage med yderligere konkrete oplysninger. Danmarks Radio har endvidere oplyst, at journalisten opgav sit mobilnummer og sin mailadresse.
Danmarks Radio har anført, at man opfattede [K1]s brev af 29. januar 2006 som en opfordring om at ringe, såfremt man havde yderligere spørgsmål. Danmarks Radio har videre anført, at man afviste at lade [K1] udtale sig i den næste Kontant-udsendelse.
Danmarks Radio har oplyst, at man forgæves forsøgte at få en kommentar vedrørende hændelsesforløbet i Kalvehave, at man i speak’en til udsendelsen gjorde opmærksom på de divergerende opfattelser vedrørende hændelsesforløbet, og at [K1] selv opfordrede Danmarks Radio til at se udsendelsen fra 2002.
Danmarks Radio har anført, at man ikke anså det for nødvendigt at indhente samtykke til visning af udsendelsen ”Pengemagasinet” fra 2002, idet der hverken er afgørende ændringer i den journalistiske sammenhæng eller i [K1]s livssituation. Danmarks Radio har videre anført, at det af teksten på skærmen fremgik, at der var tale om arkivklip.
Danmarks Radio har endvidere anført, at man anså udtalelserne fra 2002 som en mulighed for at vise sagen fra begge sider, idet hverken [K1] eller hans advokat ønskede at stille op til interviews. Danmarks Radio har endelig anført, at man har interviewet uvildige parter, hvorfor man anser udsendelsen for afbalanceret og i overensstemmelse med god presseskik.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Lene Sarup og Ole Askvig.
Parterne har afgivet modstridende forklaringer vedrørende muligheden for at kommentere forholdene vedrørende håndgemænget i Kalvehave. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke afgøre hvilken forklaring, der er den rigtige.
Pressenævnet finder, at oplysningerne vedrørende de verserende retssager kan være skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for [K1] og [K2], hvorfor oplysninger skal søges efterprøvet, inden de bringes. Pressenævnet finder imidlertid, at Danmarks Radio ved at henvende sig til henholdsvis [K1] og dennes advokat har forsøgt at forelægge dem oplysningerne, og Nævnet udtaler ikke kritik af det bragte. [K1]s brev af 29. januar 2006 kan ikke føre til et andet resultat.
Pressenævnet finder, at [K1]s opfordring til Danmarks Radio om at kigge på udsendelsen fra 2002 må indebære, at han må anses at have samtykket i, at klip fra den tidligere udsendelse vises på ny. På denne baggrund finder Nævnet, at Danmarks Radio ved at vise klip fra udsendelsen i 2002 ikke har tilsidesat god presseskik.
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er Danmarks Radio berettiget til at beslutte hvilke oplysninger, man vil bringe i mediet. Pressenævnet finder, at oplysningerne vedrørende [K1] og [K2] ikke går ud over redaktørens ret til at redigere mediet, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.
Pressenævnet finder, at Danmarks Radio heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.
Afgjort den 23. august 2006
Resumé
Klager og et firma klagede over udsendelse bragt i Danmarks Radio.
Parterne havde afgivet modstridende forklaringer vedrørende muligheden for at kommentere forholdene vedrørende håndgemænget i Kalvehave. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke afgøre hvilken forklaring, der var den rigtige.
Pressenævnet fandt, at oplysningerne vedrørende de verserende retssager kunne være skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for [K1] og [K2], hvorfor oplysningerne skulle søges efterprøvet, inden de blev bragt. Pressenævnet fandt imidlertid, at Danmarks Radio ved at henvende sig til henholdsvis [K1] og dennes advokat havde forsøgt at forelægge dem oplysningerne, og Nævnet udtalte ikke kritik af det bragte. [K1]s brev af 29. januar 2006 kunne ikke føre til et andet resultat.
Pressenævnet fandt, at [K1]s opfordring til Danmarks Radio om at kigge på udsendelsen fra 2002 måtte indebære, at han måtte anses at have samtykket i, at klip fra den tidligere udsendelse vises på ny. På denne baggrund fandt Nævnet, at Danmarks Radio ved at vise klip fra udsendelsen i 2002 ikke havde tilsidesat god presseskik.
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet var Danmarks Radio berettiget til at beslutte hvilke oplysninger, man ville bringe i mediet. Pressenævnet fandt, at oplysningerne vedrørende [K1] og [K2] ikke gik ud over redaktørens ret til at redigere mediet, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf.
Pressenævnet fandt, at Danmarks Radio heller ikke i øvrigt havde tilsidesat god presseskik.