Legislator Case Law & Legislation
W20060975025 DK

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-333

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9750 Valid

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-333

[K] har ved advokat Olav Petersen klaget til Pressenævnet over en berigtigelse bragt den 5. april 2006 i Danmarks Radio, idet selskabet mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Danmarks Radio sendte den 29. marts 2006 i TV Avisens Indsigt et indslag vedrørende salg af for gammelt kød. Af indslaget fremgik blandt andet, at [K] havde været involveret i salg af 2,4 tons gammelt bacon i november 2005.

Danmarks Radio sendte den 5. april 2006 i TV Avisen kl. 21.00 en berigtigelse af indslaget i TV Avisens Indsigt den 29. marts 2006. Af berigtigelsen fremgår blandt andet

”TV Avisens Indsigt den 29. marts handlede om den aktuelle fødevaresag, og her nævnte vi bl.a. tidligere fødevareskandaler. I den forbindelse fik vi sagt, at firmaet [K] var indblandet i en sag fra november sidste år, hvor flere tons bacon blev solgt til danske importører med falsk datomærkning. [K] har imidlertid intet med denne sag at gøre. Derimod er [K] involveret i en anden sag fra samme periode, hvor 80 tons gammelt kalkunkød blev eksporteret til Tyskland med forkert mærkning. TV Avisen beklager fejlen.”

[K] har oplyst, at [A] som direktør for [K] den 9. marts 2006 blev foreholdt en sigtelse. Af sigtelsen fremgår blandt andet

”Overtrædelse af bekendtgørelse om bortskaffelse og forarbejdning af animalske biprodukter § 3, jfr. § 1, jfr. Forordning nr. 1774/2003 af 3. oktober 2002, artikel 7, jfr. Bilag II, kapitel III, ved i forbindelse med overlevering af kalkunkød til Thomsen Im- und Export Gmbh

- den 15. marts 2004,

- den 24. maj 2004,

- den 6. september 2004,

- den 18. oktober 2004,

- den 4. januar 2005, og

- den 6. januar 2005

ikke at have foranstaltet og udfærdiget korrekte handelsdokumenter, idet der bl.a. ikke var anført kategorien på kødet, herunder at kødet ikke var beregnet til konsum.”

2. Parternes synspunkter

[K] har indledningsvis anført, at sætningen ”Derimod er [K] involveret i en anden sag fra samme periode, hvor 80 tons gammelt kalkunkød blev eksporteret til Tyskland med forkert mærkning”, er irrelevant i forbindelse med berigtigelse af den begåede fejl, idet sagen vedrørende kalkunkød ikke har nogen sammenhæng med de 2,4 tons gammelt bacon.

[K] har gjort gældende, at man er berettiget til en korrekt berigtigelse samt en beklagelse for sætningen fremført den 5. april 2006.

[K] har anført, at de faktiske forhold i sætningen angående kalkunkødeksporten er bestridt, idet [K] alene har fungeret som frysehus for Harboe Farm. [K] har videre anført, at Harboe Farm reelt var ejer af det for gamle kalkunkød, som blev solgt, idet kalkunkødet blev opbevaret på frysehuset på foranledning af og for regning af Harbo Farm.

Danmarks Radio har oplyst, at berigtigelsen den 5. april 2006 havde til formål at give korrekte, faktiske oplysninger, som blev undladt eller fejloplyst i indslaget den 29. marts 2006.

Danmarks Radio har anført, at udsagnet ”Derimod er [K] involveret i en anden sag fra samme periode, hvor 80 tons gammelt kalkunkød blev eksporteret til Tyskland med forkert mærkning.” er en faktisk korrekt oplysning, idet der er rejst sigtelse mod [K], og [K] har fungeret som frysehus for Harboe Farm, der angiveligt ejede kødet.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Lene Sarup og Ole Askvig.

Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen. Pressenævnet finder, at den rettelse, som Danmarks Radio den 5. april 2006 oplæste var i en sådan form, at seerne ikke fik fornøden mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, fordi DR tilføjede en oplysning om en anden sag, som [K] er indblandet i. Nævnet udtaler kritik heraf.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre følgende

”Kendelse fra Pressenævnet

TV-Avisens magasin Indsigt bragte den 29. marts 2006 et indslag om handel med for gammelt bacon. I det indslag var der en fejl, som vi rettede den 5. april 2006. I indslaget sagde vi blandt andet, at firmaet [K] var indblandet i en sag om flere tons bacon solgt til danske importører med falsk datomærkning. Af vor rettelse fremgik det, at [K] intet havde at gøre med denne sag. Men i rettelsen tilføjede vi, at firmaet var involveret i en anden sag om 80 tons gammelt kalkunkød, der blev eksporteret til Tyskland med forkert mærkning.

Denne sidste del af rettelsen har [K] klaget over til Pressenævnet, idet [K] mener, at vi, ved at tilføje en oplysning om en anden sag, handlede i strid med god presseskik.

Pressenævnets afgørelse og begrundelse

Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen. Pressenævnet finder, at den rettelse, som Danmarks Radio den 5. april 2006 oplæste var i en sådan form, at seerne ikke fik fornøden mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, fordi DR tilføjede en oplysning om en anden sag, som [K] er indblandet i. Nævnet udtaler kritik heraf.

København, den 23. august 2006

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Lene Sarup og Ole Askvig.”

Afgjort den 23. august 2006.

Endelig adm. afgørelse 2006 9750 Valid

Resumé

Klager – et firma – klagede over berigtigelse bragt i Danmarks Radio.

Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen. Pressenævnet fandt, at den rettelse, som Danmarks Radio den 5. april 2006 havde oplæst var i en sådan form, at seerne ikke havde fået fornøden mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, fordi DR tilføjede en oplysning om en anden sag, som [K] var indblandet i. Nævnet udtalte kritik heraf.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →