DK
EØS og grænsearbejdere. Medlemmet M, der hidtil kun havde arbejdet i Danmark, flyttede i juli 2004 til Sverige, da der var en måned tilbage af ansættelsesforholdet. Arbejdsgiveren blev taget under konkurs 2. juli 2004 og M afholdt i juli 2004 såvel planlagt som tvungen ferie. M indfandt sig kun 2 gange på sin danske arbejdsplads i juli 2004. M blev anset for at være omfattet af begrebet "andre arbejdstagere end grænsearbejdere" i artikel 71, stk. 1, litra b i Rådets Forordning 1408/71 (atypisk grænsearbejder), jf. principperne i EF-Domstolens dom i Sag 236/87 (Bergemann-dommen). Uanset at M ikke havde bopæl i Danmark, kunne han vælge at stille sig til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark og få udbetalt danske dagpenge.
Table of Provisions (15)
Statutory Text (15 Articles)
Artikel 1
Definitioner
I denne forordning
a) [ ]
b) betyder udtrykket "grænsearbejder" enhver arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, som udøver sin erhvervsmæssige virksomhed på en medlemsstats område, men er bosat på en anden medlemsstats område, hvortil han som hovedregel vender tilbage hver dag eller mindst en gang om ugen; en grænsearbejder, som af det foretagende, til hvilket han normalt er knyttet, udsendes til den samme medlemsstats eller til en anden medlemsstats område, eller som præsterer en tjenesteydelse på samme medlemsstats eller på en anden medlemsstats område, anses dog fortsat som grænsearbejder i et tidsrum af højst fire måneder, selv om han i denne periode ikke hver dag eller mindst én gang om ugen kan vende tilbage til sit bopælssted
AFSNIT II
BESTEMMELSE AF, HVILKEN LOVGIVNING DER SKAL ANVENDES
Kapitel 1
Område og begreber mv.
Kapitel 2
Generelle rådighedsbetingelser
Bopæl og ophold
§ 3. Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet.
§ 4. Et medlem skal have bopæl og opholde sig i Danmark. Se dog forordning (EØF) nr. 1408/71, artikel 71 a, i, og 71 b, ii. (Nævnssekretariatets tilføjelse: Der bør efter sekretariatets opfattelse være henvist til ”artikel 71 b, i”)
Tilmelding til AF
KAPITEL 6
ARBEJDSLØSHED
Afdeling 3
Arbejdsløse, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat
KAPITEL 6
YDELSER VED ARBEJDSLØSHED
Gennemførelse af forordningens artikel 71
§ 6. Et medlem skal være tilmeldt og have kontakt til AF for at kunne få dagpenge. [ ]
Stk. 2. [ ]
Overtagelse af arbejde
§ 7. Et medlem skal kunne overtage arbejde ved arbejdstids begyndelse dagen efter, at arbejdet er formidlet af AF, a-kassen eller anden aktør.
Stk. 2. Kravet om varslet kan fraviges for et medlem, hvis AF eller a-kassen på forhånd har orienteret medlemmet herom.
Stk. 3. Medlemmet skal kunne møde til samtaler, kontaktforløb og tilbud i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats dagen efter, at medlemmet har modtaget indkaldelse hertil fra AF eller anden aktør.
Artikel 13
Almindelige regler
1. Med forbehold af artikel 14 c og 14 f er de personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.
2. Med forbehold af artikel 14 til 17
a) er en person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område, eller den virksomhed eller arbejdsgiver, der beskæftiger ham, har sit hjemsted eller sin bopæl på en anden medlemsstats område
b) [ ]
AFSNIT III
SÆRLIGE BESTEMMELSER OM DE ENKELTE ARTER AF YDELSER
§ 62. Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem, som står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at være til rådighed, at medlemmet
1) er aktivt arbejdssøgende,
2) kan og vil overtage arbejde med dags varsel,
3) kan og vil deltage i kontaktforløb og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og
4) giver arbejdsformidlingen de oplysninger, som er nødvendige for, at medlemmet kan formidles arbejde og gives tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 2. [ ]
Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2. Der kan herunder fastsættes nærmere bestemmelser om
1) de betingelser, et medlem skal opfylde for at kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,
2) [ ]
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed
Artikel 71
1. Arbejdsløse arbejdstagere, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, modtager ydelser efter følgende regler
a) i) grænsearbejdere, der er delvis eller periodisk arbejdsløse i den virksomhed, hvor de er beskæftiget, modtager ydelser efter lovgivningen i den kompetente stat, som om de var bosat på denne stats område; disse ydelser udbetales af den kompetente institution
ii) grænsearbejdere, der er helt arbejdsløse, modtager ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område de er bosat, som om de under deres seneste beskæftigelse havde været omfattet af denne lovgivning; disse ydelser udbetales af bopælsstedets institution for denne institutions regning
b) i) andre arbejdstagere end grænsearbejdere, der er delvis, periodisk eller helt arbejdsløse, og som fortsat står til rådighed for deres arbejdsgiver eller for arbejdsformidlingen på den kompetente stats område, modtager ydelser efter lovgivningen i denne stat, som om de var bosat på dens område; disse ydelser udbetales af den kompetente institution
ii) andre arbejdstagere end grænsearbejdere, der er helt arbejdsløse, og som stiller sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, på hvis område de er bosat, eller som vender tilbage til denne stats område, modtager ydelser efter denne stats lovgivning, som om de senest havde været beskæftiget dér; disse ydelser udbetales af bopælsstedets institution for denne institutions regning; hvis den pågældende arbejdstager allerede har fået tilkendt ydelser for den kompetente institutions regning i den medlemsstat, af hvis lovgivning han senest har været omfattet, skal han dog modtage ydelser i overensstemmelse med reglerne i artikel 69; udbetaling af ydelser efter lovgivningen i den stat, hvor den arbejdsløse er bosat, stilles i bero i det tidsrum, hvor han i medfør af artikel 69 kan gøre krav på ydelser efter den lovgivning, hvoraf han senest har været omfattet.
2. Så længe en arbejdsløs har ret til ydelser i medfør af stk. 1, litra a), nr. i) kan han ikke gøre krav på ydelser efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat.
Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet
Artikel 84
Arbejdsløse arbejdstagere, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat
1. I de i forordningens artikel 71, stk. 1, litra a), nr. ii) og b), nr. ii), første punktum, omhandlede tilfælde anses bopælsstedets institution for den kompetente institution, for så vidt angår anvendelsen af bestemmelserne i gennemførelsesforordningens artikel 80.
2. Anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii), er betinget af, at den arbejdsløse arbejdstager - foruden den i gennemførelsesforordningens artikel 80 omhandlede attest - for institutionen på sit bopælssted fremlægger attest fra institutionen i den medlemsstat, af hvis lovgivning han senest har været omfattet, om, at han ikke har ret til ydelser efter forordningens artikel 69.
3. Med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 71, stk. 2, afkræver bopælsstedets institution den kompetente institution alle oplysninger vedrørende den arbejdsløse arbejdstagers rettigheder over for den sidstnævnte institution.
EF-Domstolens dom af den 22. september 1988 i Sag 236/87 – Anna Berg emann mod Bundesanstalt für Arbeit, Samlingen af Afgørelser 1988, side 5125 ( Berg emann-dommen).
Anna Berg emann var nederlandsk statsborger og arbejdede og boede i Nederlandene. Den 5. juni 1984 indgik hun ægteskab med en tysk statsborger og flyttede dagen efter til ægtefællens bopæl i Kerken i Tyskland. Flytningen til Tyskland fandt sted i en periode, hvor Berg emann havde ferie, og ferien varede, indtil arbejdsforholdet ophørte den 30. juni 1984. Hun vendte derfor ikke tilbage til Nederlandene for at arbejde. Berg emann ansøgte den 20. august 1984 de tyske myndigheder om arbejdsløshedsydelser, hvilket blev afslået.
EF-Domstolen udtalte i præmis 11, ”at i henhold til artikel 1, litra b), i forordning nr. 1408/71 ”betyder udtrykket ’grænsearbejder’ enhver arbejdstager , som udøver sin erhvervsmæssige virksomhed på en medlemsstats område, men er bosat på en anden medlemsstats område, hvortil han som hovedregel vender tilbage hver dag eller mindst en gang om ugen ”
Præmis 12: ”Det fremgår af denne bestemmelse, at betegnelsen grænsearbejder kun kan bruges om arbejdstagere, som dels er bosat i en anden stat end beskæftigelsesstaten, dels regelmæssigt og hyppigt, nemlig ”hver dag eller mindst en gang om ugen”, vender tilbage til bopælsstaten.
Præmis 13: ”Heraf følger, at en arbejdstager, som ikke vender tilbage til beskæftigelsesstaten efter at være flyttet til en anden medlemsstat, ikke er omfattet af begrebet grænsearbejder i artikel 1, litra b)’s forstand. Følgelig kan en sådan arbejdstager ikke påberåbe sig bestemmelsen i forordningens artikel 71, stk. 1, litra a), ii).
Præmis 14: ”Den nationale rets første spørgsmål må derfor besvares således, at en arbejdstager, som under sin seneste beskæftigelse flytter til en anden medlemsstat, og som ikke vender tilbage til beskæftigelsesstaten for at arbejde, ikke kan betragtes som ”grænsearbejder” i den betydning, der er anført i artikel 1, litra b), og artikel 71, stk. 1, litra a), ii), i forordning 1408/71.”
EF-Domstolen udtalte i præmis 17, ”at artikel 71, stk. 1, litra b), ii), i den nævnte forordning ikke kun finder anvendelse på de kategorier af arbejdstagere, som er nævnt i afgørelse nr. 94 truffet af den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring (af 24. januar 1974, EF-Tidende nr. C 126 af 17. oktober 1974, s. 22).” Afgørelse nr. 94 er nu erstattet af afgørelse nr. 160 af 28. november 1995 om rækkevidden af artikel 71, stk. 1, litra b), nr. ii) i Rådets forordning 1408/71, EF-Tidende L 49 af 28. februar 1996, s. 31-33.
Præmis 18: ”at formålet med artikel 71 ifølge niende betragtning til forordning 1408/71 er at sikre den vandrende arbejdstager arbejdsløshedsydelser med henblik på at gøre det lettere at søge beskæftigelse.” Den daværende niende betragtning genfindes i dagens udgave af forordning 1408/71 i betragtningerne 24 og 25.
Præmis 20: ”Som det fremgår af Domstolens praksis (jfr. den ovennævnte dom af 17. februar 1977 i sag 76/76), er det berettiget at udbetale ydelser ved arbejdsløshed i bopælsstaten, når der er tale om visse kategorier af arbejdstagere, som, især personligt og arbejdsmæssigt, har bevaret en snæver forbindelse til det land, hvor de har etableret sig eller har deres sædvanlige opholdssted. Arbejdstagere med en sådan forbindelse til den stat, hvor de er bosat, har nemlig normalt også i denne stat de største muligheder for at vende tilbage til arbejdslivet.”
Præmis 21: ”Herefter må det antages, at artikel 71, stk. 1, litra b), ii), finder anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor en arbejdstager er flyttet til en anden stat end beskæftigelsesstaten af familiemæssige grunde, nemlig for at bo sammen med sin ægtefælle og deres barn, da hun under disse omstændigheder utvivlsomt har bedre betingelser for at søge nyt arbejde i bopælsstaten end i beskæftigelsesstaten.”
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003
EØS og grænsearbejdere. Medlemmet M, der hidtil kun havde arbejdet i Danmark, flyttede i juli 2004 til Sverige, da der var en måned tilbage af ansættelsesforholdet. Arbejdsgiveren blev taget under konkurs 2. juli 2004 og M afholdt i juli 2004 såvel planlagt som tvungen ferie. M indfandt sig kun 2 gange på sin danske arbejdsplads i juli 2004. M blev anset for at være omfattet af begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere” i artikel 71, stk. 1, litra b i Rådets Forordning 1408/71 (atypisk grænsearbejder), jf. principperne i EF-Domstolens dom i Sag 236/87 ( Berg emann-dommen). Uanset at M ikke havde bopæl i Danmark, kunne han vælge at stille sig til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark og få udbetalt danske dagpenge.
Vedr. M, Deres j.nr. xxx
Ankenævnet har behandlet X Arbejdsløshedskasses klage på møde den 9. februar 2006.
Nævnet traf de nne
A F G Ø R E L S E
Ankenævnet anser M for omfattet af begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere” i artikel 71, stk. 1, litra b i forordning (EØF) 1408/71.
Uanset, at han ikke havde bopæl i Danmark i sin ledighedsperiode fra den 2. august 2004 og frem til den 22. november 2004, havde han ret til at stille sig til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark, samt ret til i ledighedsperioden at få udbetalt danske dagpenge efter de i Danmark gældende regler, såfremt han i øvrigt opfyldte de almindelige betingelser herfor.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af den 22. marts 2005.
B E G R U N D E L S E
’Grænsearbejder’ eller ’anden arbejdstager end grænsearbejdere’ ifølge Forordning 1408/71
Ankenævnet har lagt til grund, at M i juli måned 2004 var beskæftiget hos den danske arbejdsgiver D. Dette ændres hverken af det forhold, at han i perioden først afholdt ferie og derefter blev fritstillet (reelt afholdt yderligere ferie) i forbindelse med arbejdsgiverens konkurs. M var i juli 2004 bosat i Sverige.
Han var derfor ved ledighedens indtræden den 2. august 2004 omfattet af artikel 71 i forordning 1408/71 – jf. overskriften til artikel 71 ”Arbejdsløse, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat (Sverige) end den kompetente stat” (Danmark, jf. artikel 13, stk. 2, litra a).
I henhold til artikel 1, litra b, i forordning 1408/71 ”betyder udtrykket ’grænsearbejder’ enhver arbejdstager , som udøver sin erhvervsmæssige virksomhed på en medlemsstats område, men er bosat på en anden medlemsstats område, hvortil han som hovedregel vender tilbage hver dag eller mindst en gang om ugen; ”
Efter, at han havde fået svensk bopæl den 1. juli 2004, tog M to gange i juli 2004 (den 12. og den 27. juli) frem og tilbage over den dansk-svenske grænse for at aflevere firmarelaterede effekter og tømme sit skrivebord på arbejdspladsen D i Danmark.
I juli 2004 (hvor han var beskæftiget i Danmark og bosat i Sverige) vendte M, efter det oplyste, imidlertid ikke tilbage fra Danmark til Sverige hver dag eller mindst en gang om ugen, og han var efter nævnets opfattelse derfor ikke ”grænsearbejder” i denne periode, som defineret i forordningens artikel 1, litra b.
Da han ikke kan betragtes som grænsearbejder i medfør af artikel 1, litra b, kan han ikke være omfattet af artikel 71, stk. 1, litra a. Som en konsekvens heraf finder Ankenævnet, at M da må være omfattet af artikel 71, stk. 1, litra b og begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere”.
Da M ved ledighedens indtræden den 2. august 2004 ikke havde udsigt til igen at få arbejde hos sin seneste arbejdsgiver, var han på ledighedstidspunktet at betragte som en ”anden arbejdstager end grænsearbejdere, der er helt arbejdsløs”. En sådan person har, selvom han ikke har bopæl i Danmark i sin ledighedsperiode, ret til at stille sig til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark samt ret til i ledighedsperioden at få udbetalt danske dagpenge efter de i Danmark gældende regler, jf. artikel 71, stk. 1, litra b, nr. i).
Ankenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at formålet med artikel 71 er, at sikre vandrende arbejdstagere arbejdsløshedsydelser med henblik på at gøre det lettere at søge beskæftigelse.
Nævnet har endvidere lagt vægt på, at M ved ledighedens indtræden kun havde boet en måned i Sverige med sin danske kæreste, at han hidtil kun havde arbejdet i Danmark, og at han på dette tidspunkt måtte anses for at have haft de største muligheder for at vende tilbage til arbejdslivet i Danmark.
Ankenævnet skal bemærke, at der med denne afgørelse er taget stilling til ledighedsperioden fra den 2. august 2004 og frem til den 22. november 2004, men ikke eventuelle senere ledighedsperioder.
Ankenævnet skal afslutningsvis beklage den lange sagsbehandlingstid.
R E G L E R
Ankenævnet henviser til
– Den under ”Regel-afsnittet” citerede del af præamblen til samt artikel 1, litra b samt artikel 71, stk. 1, litra a samt litra b, i) og ii) i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (Forordningen),
– Artikel 84 i Forordning (EØF) nr. 574/72 af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet (Gennemførelsesforordningen),
– EF-Domstolens dom af den 22. september 1988 i Sag 236/87 – Anna Berg emann mod Bundesanstalt für Arbeit, Samlingen af Afgørelser 1988, side 5125 ( Berg emann-dommen), særligt præmisserne 11-14 og 17-21,
– § 62 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, og
– §§ 3, 4, 6 og 7 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003 om rådighed.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet, herunder
– xxx
Af brev af den 23. maj fra S Arbetslöshetskassa (S) fremgår, at S havde været i kontakt med Arbetslöshetskassornas Samorganisation (SO) vedrørende M’s sag. Ifølge SO kunnne M betragtes som ”oäkta gränsarbetare”, og han kunne derfor søge om ydelser enten fra arbejdslandet eller bopælslandet. M blev bedt om at indsende en ny ansøgning til a-kasse, så der kunne træffes en ny afgørelse i sagen.
Af brev af den 23. juni 2005 fremgår, at S besluttede at optage M, idet han nu kunne betragtes som uægte (atypisk) grænsearbejder. M’s oprindelige indmeldelsesansøgning nåede frem til S den 22. september 2004, og han blev optaget fra den 1. september 2004 (begyndelsen af denne måned).
M har ikke kunnet blive medlem af S fra august 2004, da hans skriftlige ansøgning først er modtaget i den svenske a-kasse i september 2004. M hævder, at han under en telefonsamtale med en sagsbehandler i S (som han ikke har navnet på) den 3. august 2004 fik at vide, at han skulle vente med skriftligt at søge om optagelse, til han havde modtaget en attest E 301 fra sin danske a-kasse, og at dette var grunden til, at han først skriftligt søgte om optagelse i kassen i september 2004. X a-kasse har anmodet S om at optage medlemmet fra begyndelsen af august 2004 og udbetale ham svenske dagpenge fra dette tidspunkt. Ved breve af den 1. august 2005 og den 28. december 2005 har S a-kasse afvist at optage medlemmet med virkning fra den 1. august 2004.
Nævnssekretariatet har været i telefonisk kontakt med S og Arbetslöshetskassornas Samorganisation. Af disse samtaler fremgik, at man ved afgørelsen af medlemmets sag om, hvorvidt han var dagpengeberettiget i Sverige, har anvendt principperne i EF-Domstolens dom i Sag 236/87 – Anna Berg emann.
På ankenævnets vegne
X X
fuldmægtig
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Arbejdsdirektoratet
Regler
Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet
Præambel
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 51 og 235,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg, og
ud fra følgende betragtninger
Reglerne om koordinering af de enkelte medlemsstaters lovgivning om social sikring indgår som led i den frie bevægelighed for personer og skal således bidrage til en forbedring af arbejdstagernes levestandard og beskæftigelsesvilkår;
[ ]
for at skabe bedre betingelser for arbejdskraftens bevægelighed er det nødvendigt at tilvejebringe en større koordinering ad samtlige medlemsstaters ordninger vedrørende arbejdsløshedsforsikring og arbejdsløshedsunderstøttelse;
for at gøre det lettere at søge beskæftigelse i de enkelte medlemsstater bør der især for et begrænset tidsrum ydes arbejdsløse understøttelse efter den medlemsstats lovgivning, som de pågældende senest har været omfattet af;
[ ]
AFSNIT I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Resumé
Medlemmet M havde siden den 1. oktober 1996 været ansat som kontorassistent i en dansk virksomhed. Den 30. januar 2004 blev han opsagt med 6 måneders varsel til fratræden den 30. juli 2004 (nedskæringer pga. truende konkurs). M afholdt planlagt ferie fra den 21. juni og til og med den 11. juli 2004. Den 1. juli 2004 flyttede M til Sverige sammen med sin kæreste. Den 1. juli 2004 blev den danske virksomhed taget under konkursbehandling, og konkursboet fritstillede M fra den 2. juli 2004. Som følge af fritstillingen afholdt M restferie fra den 12. juli og til og med den 25. juli 2004. Den 12. og 27. juli 2004 tog han frem og tilbage over grænsen for at aflevere IT-udstyr til arbejdsgiveren samt for at tømme sit skrivebord for personlige ejendele.
M var ledig i perioden 2. august 2004 og frem til og med den 22. november 2004. Han kom igen i arbejde i Danmark den 23. november 2004 i et vikariat, der udløb den 31. marts 2005.
Den 2. august 2004 meldte M sig ledig på Arbejdsformidlingen i XX, der dog ikke ville registrere tilmeldingen, da han havde bopæl i Sverige. M meldte sig derfor også ledig på den svenske arbejdsformidling samme dag, og søgte herefter den 3. august 2004 telefonisk om medlemskab af en svensk a-kasse og om svenske dagpenge. Den svenske a-kasse traf den 24. september 2004 afgørelse om, at M ikke kunne optages i den svenske a-kasse med den begrundelse, at han ikke i juli 2004 kunne anses for at have været ”grænsearbejder” i medfør af artikel 1, litra b i forordning 1408/71. Den 25. januar 2005 traf den danske a-kasse afgørelse om, at medlemmet ikke havde ret til danske dagpenge fra den 2. august 2004 med den begrundelse, at han ikke havde bopæl og ophold i Danmark og dermed ikke stod til rådighed for det danske arbejdsmarked.
Direktoratet fandt, at M var at anse for omfattet af begrebet ”grænsearbejder” i artikel 1, litra b i forordning 1408/71 i juli 2004 (dvs. den modsatte afgørelse af, hvad den svenske a-kasse var nået frem til). Direktoratet fandt imidlertid ikke, at han kunne anses for at være omfattet af begrebet ”anden arbejdstager end grænsearbejder” (atypisk grænsearbejder) i medfør af EF-Domstolens afgørelse i Sag 1/85 (Miethe-dommen – dvs., at Direktoratet ikke fandt, at medlemmet ud fra en samlet betragtning havde opretholdt en sådan personlig og faglig tilknytning til Danmark, der gav ham større mulighed for på ny at opnå beskæftigelse i Danmark end i Sverige). Han kunne derfor ikke stå til rådighed for det danske arbejdsmarked og modtage danske dagpenge.
Efter, at Arbejdsdirektoratet traf sin afgørelse, meddelte den svenske a-kasse den danske a-kasse, at M ville kunne betragtes som en ”uægte/atypisk grænsearbejder” for den tid, hvor han havde bopæl i Sverige og havde beskæftigelse i Danmark. M søgte herefter på ny om medlemskab af den svenske a-kasse og blev optaget med virkning fra den 1. september 2004 (dvs. svensk dagpengeret fra 1. september 2004).
Af nævnssekretariatets samtaler med den svenske a-kasse og Arbetslöshetskassornas Samorganisation i Sverige fremgik, at man ved afgørelsen af M’s sag om, hvorvidt han var dagpengeberettiget i Sverige, havde anvendt principperne i EF-Domstolens dom i Sag 236/87 – Berg emann-dommen.
Ankenævnet anså M for omfattet af begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere” i artikel 71, stk. 1, litra b i forordning (EØF) 1408/71. Uanset, at han ikke havde bopæl i Danmark i sin ledighedsperiode fra den 2. august og frem til den 22. november 2004, havde han ret til at stille sig til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark, samt ret til i ledighedsperioden at få udbetalt danske dagpenge efter de i Danmark gældende regler, såfremt han i øvrigt opfyldte de almindelige betingelser herfor. Ankenævnet ændrede dermed direktoratets afgørelse af den 22. marts 2005.
Ankenævnet fandt, at M ved ledighedens indtræden den 2. august 2004 var omfattet af artikel 71 i forordning 1408/71 – jf. overskriften til artikel 71 ”Arbejdsløse, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat”.
Efter, at han havde fået svensk bopæl den 1. juli 2004, tog M to gange i juli 2004 (den 12. og den 27. juli) frem og tilbage over den dansk-svenske grænse for at aflevere firmarelaterede effekter og tømme sit skrivebord på arbejdspladsen D i Danmark.
I juli 2004 (hvor han var beskæftiget i Danmark og bosat i Sverige) vendte M, efter det oplyste, imidlertid ikke tilbage fra Danmark til Sverige hver dag eller mindst en gang om ugen, og han var efter nævnets opfattelse derfor ikke ”grænsearbejder” i denne periode, som defineret i forordningens artikel 1, litra b.
Da han ikke kunne betragtes som grænsearbejder i medfør af artikel 1, litra b, kunne han ikke være omfattet af artikel 71, stk. 1, litra a. Som en konsekvens heraf fandt Ankenævnet, at M da måtte være omfattet af artikel 71, stk. 1, litra b og begrebet ”andre arbejdstagere end grænsearbejdere”.
Da M ved ledighedens indtræden den 2. august 2004 ikke havde udsigt til igen at få arbejde hos sin seneste arbejdsgiver, var han på ledighedstidspunktet at betragte som en ”anden arbejdstager end grænsearbejdere, der er helt arbejdsløs”. En sådan person har, selvom han ikke har bopæl i Danmark i sin ledighedsperiode, ret til at stille sig til rådighed for Arbejdsformidlingen i Danmark samt ret til i ledighedsperioden at få udbetalt danske dagpenge efter de i Danmark gældende regler, jf. artikel 71, stk. 1, litra b, nr. i).
Ankenævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at formålet med forordningens artikel 71 er, at sikre vandrende arbejdstagere arbejdsløshedsydelser med henblik på at gøre det lettere at søge beskæftigelse.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at M ved ledighedens indtræden kun havde boet en måned i Sverige med sin danske kæreste, at han hidtil kun havde arbejdet i Danmark, og at han på dette tidspunkt måtte anses for at have haft de største muligheder for at vende tilbage til arbejdslivet i Danmark.