Kendelse fra Pressenævnt i sag 2006-6-331/332
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnt i sag 2006-6-331/332
[K] har klaget til Pressenævnet over en lederartikel i Sjællandske den 4. april 2006 og en enslydende lederartikel på www.sjaellandske.dk samme dag, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Sjællandske og www.sjaellandske.dk bragte den 4. april 2006 under overskriften ”Islamisk fanatiker på skærmen” følgende lederartikel
”Det har vakt nogen opsigt, ikke mindst i ligestillingskredse, at Danmarks Radio på DR 2-kanalen har lanceret et program med en ”studievært”, som ikke blot bærer det kvindeundertrykkende tørklæde efter mellemøstlig skik, men som også er kendt som en rabiat og stærkt venstreorienteret islamist.
Blandt de vrede protester var et debatindlæg her i avisen i går fra Nahid Riazi på vegne af kvindeorganisationen IKIR – Foreningen for Indvandrerkvinders Rettigheder.
Hun oplyster her, at den pågældende palæstinensiske kvinde, 24-årige [K], er tilhænger af den religiøse sharia-lovgivning, som er både udemokratisk og påbyder middelalderlige straffe som eksempelvis håndsafhugning, stening og hængning, ligesom den er ekstrem kvindeundertrykkende.
- Danmark Radio legaliserer på den måde de mest fascistiske kræfters tilstedeværelse i et public service-medie, som ellers ikke skulle huse nazister, fascister eller islamister ved at bruge dem som tv-værter. Desuden banens vejen for, at public service-medier bliver et sted, hvor værterne må optræde med deres religiøse og politiske symboler, lød indvendingen.
Vi kan tilføje, at en hædersmand som Naser Khader (R) har nægtet at optræde som gæst i programmet under henvisning til, at hun er så fanatisk, at hun ikke vil trykke ham, en mand, i hånden.
Nu er der det at sige til sagen, at den pågældende islamist ikke er ansat og ikke er egentlig studievært, men blot bedt om i en udsendelsesrække på otte at optræde netop som rabiat islamist, altså at repræsentere sig selv. Det gør hun sammen med historikeren Adam Holm, der som ikke-troende, kritisk rationalist angiveligt skal optræde som hendes modstykke.
Derfor er der ikke lagt skjul på noget – seerne ved, hvad og hvem, de har med at gøre – og det er på den baggrund vanskeligt at bebrejde programmets tilrettelæggere noget. Og under alle omstændigheder er det helt op til DR frit at bestemme, hvordan et debatprogram tilrettelægges.
Og hvis man virkelig mener, at der kan komme noget frugtbart ud af en debat mellem to så voldsomme modsætninger, så fred være med det. Vi tror ikke, at en så fanatisk person på nogen måde kan vække sympati, tværtimod.
Derimod kan man nok spørge sig selv, om valget af hende er helt retfærdigt i forhold til den store gruppe af fredelige og almindelige muslimske indvandrere, som næppe vil slås i hartkorn med [K]s middelalderlige tankegang, men som måske mere hælder i retning af Naser Khaders linje med at kombinere demokrati, danskhed og muslimsk tro.”
2. Parternes synspunkter
[K] har indledningsvist anført, at Sjællandske og www.sjaellandske ikke har været kritisk over for kilden Nahid Raizi, der var ude på at få hende fyret, jf. de Vejledende regler for god presseskik, pkt. A2.
[K] har videre anført, at avisen blåstempler oplysninger fra Nahid Riazi, IKIR, om at hun ”er tilhænger af den religiøse sharia-lovgivning, som er både udemokratisk og påbyder middelalderlige straffe som eksempelvis håndsafhugning, stening og hængning, ligesom den er ekstrem kvindeundertrykkende”. [K] har oplyst, at hun aldrig har sagt noget, der kan tolkes i den retning, men derimod har hun offentligt erklæret sig som tilhænger af demokratiet og taget afstand fra kvindeundertrykkelse. Hun har endvidere oplyst at have betegnet straffene stening og dødsstraf som barbariske. [K] afviser, at sharia er en entydig størrelse, idet der er mange forskellige skoler og tolkninger af sharia.
[K] har videre anført, avisen gengiver en anklage om, at hun er ”fascist” og sidestilles med nazister, ligesom avisen også betegner hende som ”rabiat” og ”fanatiker”.
[K] har anført, at oplysningerne er forkerte, og at Sjællandske og www.sjaellandske.dk har tilsidesat god presseskik ved ikke at have forelagt hende oplysningerne og kontrolleret oplysningernes rigtighed, jf. henholdsvis de Vejledende regler for god presseskik pkt. A1 og pkt. A3.
Sjællandske og www.sjaellandske.dk har indledningsvist afvist at have handlet i strid med god presseskik og har videre afvist, at de presseetiske regler finder anvendelse på dagbladenes ledende artikler, hvor avisen tager stilling til et politisk spørgsmål og aktuelt emne som led i en løbende debat.
Avisen har anført, at [K] som selvvalgt offentlig person i kraft af sin faste gæsteoptræden i tv-programmet ”Adam og [K]” og politiker for [A] i Odense er i en position, hvor hun må tåle mere end almindelige borgere.
Avisen har videre anført, at lederartiklen citerer fra et læserindlæg fra Nahid Riazi fra IKIR, som oplyser, at [K] i indvandrermiljøet er kendt som en islamisk fanatiker og tilhænger af sharia. Avisen har endvidere anført, at der ikke findes forskellige udgaver af sharia-loven, hvorfor det er det rene nonsens, når [K] tager afstand fra dele af sharia-loven som f.eks. stening. Herudover afviser Sjællandske og www.sjaellandske.dk muligheden for at være tilhænger af demokratiet og afstandstagen fra kvindeundertrykkelse, når [K] samtidig er tilhænger af sharia og går med tørklæde.
Sjællandske og www.sjaellandske har herudover anført, at opfattelsen af [K] i det demokratiske indvandrermiljø i Danmark er ”rabiat” og ”fanatiker”, hvilket avisen har lov til at skrive.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet kan på grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Nævnet ikke tage stilling til, hvorvidt [K] er tilhænger af en fortolkning af sharia-lovgivningen, hvorefter håndafhugning, stening og hængning er mulige straffe, og om Nahid Riazi fra kvindeorganisationen Foreningen for Indvandrerkvinders Rettigheder var ude på at få hende fyret.
Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende forpligtigelse for
mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved offentliggørelse af en sag, hvori de pågældende kan have en særlig økonomisk eller personlig interesse.
Klagen vedrører lederartikler, hvor der tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager. Det fremstår efter Pressenævnets opfattelse klart, at der var tale om lederartikler, hvori medierne tilkendegav deres egne holdninger til tidligere offentliggjorte oplysninger. På baggrund af artiklernes karakter af lederartikler finder Pressenævnet, at Sjællandske og www.sjaellandsske.dk til trods for, at de ikke har efterprøvet de tidligere offentliggjorte oplysninger, idet de uden videre har tilsluttet sig synspunkter fremsat af Nahid Riazi, ikke har handlet i strid med god presseskik. Nævnet udtaler derfor ikke kritik heraf.
Pressenævnet finder videre, at udsagnene ”Danmarks Radio legaliserer på den måde de mest fascistiske kræfters tilstedeværelse i et public service-medie, som ellers ikke skulle huse nazister, fascister eller islamister ved at bruge dem som tv-værter”, ”kendt som en rabiat og stærkt venstreorienteret islamist” og ”fanatiker” klart fremtræder som gengivelse af henholdsvis Nahid Riazis og Naser Khaders vurderinger.
Herefter har medierne ikke tilsidesat god presseskik ved at bringe lederartiklerne uden at have forelagt deres indhold for [K], og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.
Afgjort den 29. juni 2006
Resumé
Klager klagede over lederartikel bragt i Sjællandske og på www.sjaellandske.dk.
Pressenævnet kunne på grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Nævnet ikke tage stilling til, hvorvidt [K] var tilhænger af en fortolkning af sharia-lovgivningen, hvorefter håndafhugning, stening og hængning var mulige straffe, og om Nahid Riazi fra kvindeorganisationen Foreningen for Indvandrerkvinders Rettigheder var ude på at få hende fyret.
Det fremgår af de Vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende forpligtigelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved offentliggørelse af en sag, hvori de pågældende kan have en særlig økonomisk eller personlig interesse.
Klagen vedrørte lederartikler, hvor der tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager. Det fremstod efter Pressenævnets opfattelse klart, at der var tale om lederartikler, hvori medierne tilkendegav deres egne holdninger til tidligere offentliggjorte oplysninger. På baggrund af artiklernes karakter af lederartikler fandt Pressenævnet, at Sjællandske og www.sjaellandsske.dk til trods for, at de ikke havde efterprøvet de tidligere offentliggjorte oplysninger, idet de uden videre havde tilsluttet sig synspunkter fremsat af Nahid Riazi, ikke havde handlet i strid med god presseskik. Nævnet udtalte derfor ikke kritik heraf.
Pressenævnet fandt videre, at udsagnene ”Danmarks Radio legaliserer på den måde de mest fascistiske kræfters tilstedeværelse i et public service-medie, som ellers ikke skulle huse nazister, fascister eller islamister ved at bruge dem som tv-værter”, ”kendt som en rabiat og stærkt venstreorienteret islamist” og ”fanatiker” klart fremtrådte som gengivelse af henholdsvis Nahid Riazis og Naser Khaders vurderinger.
Herefter havde medierne ikke tilsidesat god presseskik ved at bringe lederartiklerne uden at have forelagt deres indhold for [K], og Nævnet udtalte ikke kritik heraf.