Genoprettelse af medlemskab, overlod til stedsøn at betale a-kasse i en periode, hvor medlemmet selv var bortrejst
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 8. Betaler man ikke medlemsbidraget til tiden, skal a-kassen sende et rykkerbrev.
Stk. 2. A-kassen skal sende brevet, når den konstaterer, at man ved den forudgående måneds afslutning ikke har betalt hele det bidrag, der skulle betales i denne måned. Opkræver a-kassen et restancegebyr, skal dette pålægges alle medlemmer, der ikke har betalt bidraget, inden brevet sendes. Restancegebyret må ikke fremstå som en del af medlemsbidraget.
Stk. 3. A-kassen skal i brevet klart skrive, at man vil blive slettet, hvis medlemsbidraget til a-kassen ikke bliver betalt senest 3 uger efter, at brevet er sendt, jf. dog § 9, stk. 3, om genoprettelse af medlemskabet.
Stk. 4. Betaler man medlemsbidraget til a-kassen, kan man ikke slettes som medlem af denne, selvom man ikke betaler det faglige kontingent.
Stk. 5. A-kassen skal kunne dokumentere, at brevet er sendt.
Slettelse og genoprettelse af medlemskabet
§ 9. Betaler man ikke medlemsbidraget inden udløbet af betalingsfristen på 3 uger, jf. § 8, stk. 3, skal a-kassen straks sende et brev om, at man slettes som medlem af a-kassen. Man slettes fra det tidspunkt, hvortil man har betalt.
Stk. 2. A-kassen skal skrive i slettebrevet, at medlemskabet bliver genoprettet, hvis man senest 4 uger efter at brevet er sendt, betaler det opkrævede bidrag, samt de bidrag, der senere skulle have været betalt.
Stk. 3. Betaler man, hvad man skylder senest 4 uger efter, at a-kassen har sendt brevet, genoprettes medlemskabet. Betaler man det opkrævede bidrag senest den dag, brevet sendes, genoprettes medlemskabet.
Stk. 4. Betaler man bidraget efter udløbet af betalingsfristen på 3 uger i rykkerbrevet, og får man sit medlemskab genoprettet, får man en karantæne, jf. § 10, stk. 1.
Stk. 5. A-kassen skal kunne dokumentere, at brevet er sendt.
Rykker- og frameldeproceduren for efterlønsbidraget
Rykkerproceduren
§ 11. Betaler man ikke efterlønsbidraget til tiden, skal a-kassen sende et rykkerbrev.
Stk. 2. A-kassen skal sende brevet, når den konstaterer, at man ved den forudgående måneds afslutning ikke har betalt hele det bidrag, der skulle betales i denne måned. Opkræver a-kassen et restancegebyr, skal dette pålægges alle medlemmer, der ikke har betalt bidraget, inden brevet sendes. Omfatter brevet også det almindelige medlemsbidrag, jf. § 8, stk. 2, skal det stå i brevet, hvad der skal betales henholdsvis i medlemsbidrag og i efterlønsbidrag.
Stk. 3. A-kassen skal i brevet klart skrive, at man bliver frameldt betaling af efterlønsbidrag, hvis det opkrævede bidrag ikke bliver betalt senest 3 uger efter, at brevet er sendt. Det skal også fremgå af brevet, at man kan risikere at miste sin ret til efterløn.
Stk. 4. A-kassen skal kunne dokumentere, at brevet er sendt.
Framelding af efterlønsbidraget
§ 12. Betaler man ikke efterlønsbidraget inden udløbet af betalingsfristen på 3 uger, jf. § 11, stk. 3, skal a-kassen straks sende et brev om, at man er blevet frameldt betaling af bidraget. Man frameldes fra det tidspunkt, hvortil man har betalt.
Stk. 2. A-kassen skal skrive i frameldebrevet, at man ikke får nogen afbrydelse i sin anciennitet, hvad angår efterlønsbidraget, hvis man senest 4 uger efter at brevet er sendt, betaler det opkrævede bidrag, samt de bidrag, der senere skulle have været betalt. Det skal fremgå af brevet, at man kan vælge igen at betale efterlønsbidrag, jf. § 3, stk. 2. Er frameldebrevet også et slettebrev, skal det stå i brevet, hvad der skal betales henholdsvis i medlemsbidrag og i efterlønsbidrag, jf. § 9, stk. 2.
Stk. 3. Betaler man det opkrævede bidrag senest den dag, brevet sendes, får man ikke nogen afbrydelse i sin anciennitet, når det drejer sig om efterlønsbidraget.
Stk. 4. A-kassen skal kunne dokumentere, at brevet er sendt.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 2002 om standardvedtægt for anerkendte arbejdsløshedskasser.
Bilag 1 til bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 2002 om
standardvedtægt for anerkendte a-kasser
(Standardvedtægten)
§ 14. Et medlem har pligt til at meddele bopælsændring til a-kassen.
§ 34. En anerkendt arbejdsløshedskasses vedtægt skal være i overensstemmelse med en standardvedtægt, som udarbejdes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet og godkendes af beskæftigelsesministeren.
§ 78. Et medlem skal betale medlemsbidrag efter § 77 til de af kassen fastsatte tidspunkter. Medlemsbidraget skal vedrøre en nærmere angiven periode.
Stk. 2. Et medlem, der undlader at betale det fulde medlemsbidrag rettidigt, bortset fra frivilligt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, slettes som medlem af kassen med virkning fra det tidspunkt, indtil hvilket medlemmet har betalt bidrag, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Slettelse kan kun finde sted, hvis medlemmet ikke har betalt det skyldige medlemsbidrag senest 3 uger efter, at kassen skriftligt har rykket medlemmet for restancen. Rykkerskrivelsen skal afsendes til de medlemmer, der ved den forudgående måneds afslutning ikke har betalt det fulde medlemsbidrag, der forfalder i denne måned. Skrivelsen skal udtrykkeligt angive, at medlemmet vil blive slettet, hvis det skyldige medlemsbidrag ikke bliver betalt.
Stk. 4. Hvis det skyldige medlemsbidrag, jf. stk. 2 og 3, samt senere forfaldent medlemsbidrag betales senest 4 uger efter, at medlemmet er blevet skriftligt underrettet om slettelsen, hæves slettelsen.
Stk. 6. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-5, herunder regler om udelukkelse fra ret til dagpenge m.v. for medlemmer, der har undladt at betale medlemsbidrag rettidigt, og om tilbagebetaling af medlemsbidrag.
Stk. 7. Undlader et medlem at betale frivilligt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, rettidigt, skal kassen rykke medlemmet for restancen. I rykkerbrevet skal det udtrykkeligt anføres, at undladelse af at betale efterlønsbidraget kan medføre, at medlemmet mister retten til efterløn. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler herom.
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 514 af 7. juni 2001, om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse.
Rykker- og sletteproceduren for medlemsbidraget
Rykkerproceduren
Genoprettelse af medlemskab, overlod til stedsøn at betale a-kasse i en periode, hvor medlemmet selv var bortrejst
Arbejdsdirektoratet traf den 27. juli 2005 afgørelse om, at De ikke kunne få genoprettet Deres medlemskab af a-kassen med virkning fra den 1. april 2005.
Direktoratet traf den 4. oktober 2005 afgørelse om, at De ikke kunne få dispensation for Deres afbrud i medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag.
De klagede ved brev af 30. oktober 2005 over direktoratets afgørelse af 4. oktober 2005.
Ved brev af 29. november 2005 sendte direktoratet Deres klage videre til Arbejdsmarkedets Ankenævn, idet direktoratet bemærkede, at man på baggrund af de i klagen anførte forhold havde valgt at betragte klagen som også at være en klage over direktoratets afgørelse af 27. juli 2005.
Ankenævnet skal i den forbindelse bemærke, at direktoratets oversendelsesbrev efter sin ordlyd kan opfattes som et afslag på genoptagelse af direktoratets afgørelse af 27. juli 2005. Det er efter ankenævnets opfattelse ikke hensigtsmæssigt, at der kan opstå tvivl om, hvorvidt der er truffet en afgørelse, herunder at en sådan afgørelse – som følge af formen – er truffet uden en klagevejledning til medlemmet.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
De kan få genoprettet Deres medlemskab af a-kassen med virkning fra den 1. april 2005.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af den 27. juli 2005.
B E G R U N D E L S E
Et medlem har pligt til at meddele bopælsændring til a-kassen.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at De ikke har meddelt a-kassen, at De var bortrejst til udlandet i et år, herunder meddelt a-kassen en udenlandsk adresse, et telefonnummer eller en mailadresse, hvorpå De kunne træffes.
Ankenævnet har endvidere, i overensstemmelse med Deres eget udsagn, lagt til grund, at De alene havde frameldt Deres folkeregisteradresse.
Et medlem skal betale medlemsbidrag til de af kassen fastsatte tidspunkter. Medlemsbidraget skal vedrøre en nærmere angiven periode.
Et medlem, der undlader at betale det fulde medlemsbidrag rettidigt, bortset fra frivilligt efterlønsbidrag, slettes som medlem af kassen med virkning fra det tidspunkt, indtil hvilket medlemmet har betalt bidrag.
Slettelse kan kun finde sted, hvis medlemmet ikke har betalt det skyldige medlemsbidrag senest 3 uger efter, at kassen skriftligt har rykket medlemmet for restancen.
Ved brev af 2. maj 2005, sendt til den af a-kassen senest kendte adresse, gjorde a-kassen Dem opmærksom på, at a-kassen ikke havde modtaget Deres forfaldne medlemskontingent og efterlønsbidrag, og at beløbet skulle betales senest den 24. maj 2005. Det fremgik af brevet, at De ville blive slettet som medlem af a-kassen, hvis ikke det skyldige beløb blev betalt.
A-kassen modtog ikke det skyldige beløb.
Hvis det skyldige medlemsbidrag, samt senere forfaldent medlemsbidrag betales senest 4 uger efter, at medlemmet er blevet skriftligt underrettet om slettelsen, hæves slettelsen.
Ved rekommanderet brev af 26. maj 2005 oplyste a-kassen, at De var blevet slettet som medlem af a-kassen, ligesom Deres indbetaling af efterlønsbidrag var blevet afbrudt fra den 1. april 2005. Det fremgik endvidere af brevet, at De kunne få genoprettet Deres medlemskab, hvis De indbetalte det skyldige beløb senest den 24. juni 2005.
A-kassen modtog dette rekommanderede brev retur den 13. juni 2005 med påtegningen ”fordi modtageren ikke afhentede forsendelsen”.
Efter at have undersøgt Deres adresseoplysninger i cpr-registret, hvor De alene stod anført som ”udrejst”, sendte a-kassen den 14. juni 2005 på ny et slettebrev til Dem med seneste frist for indbetaling af det skyldige beløb, den 24. juni 2005.
Det er ankenævnets opfattelse, at a-kassen ikke var forpligtet til efter reglerne at sende dette ”andet” slettebrev.
Når a-kassen imidlertid valgte at sende dette brev, er det ankenævnets opfattelse, at også dette slettebrev burde overholde den i loven fastsatte betalingsfrist på 4 uger. Det betyder, at fristen i slettebrev af 14. juni 2005 rettelig burde have været den 12. juli 2005, og ikke den 24. juni 2005.
Deres stedsøn har derfor på Deres vegne indbetalt det skyldige medlems- og efterlønsbidrag inden fristen den 12. juli 2005, hvorfor Deres medlemskab genoprettes, ligesom De heller ikke får nogen afbrydelse i Deres anciennitet, hvad angår efterlønsbidraget.
Ankenævnet skal anmode a-kassen om at træffe afgørelse om spørgsmålet om karantæne.
R E G L E R
- Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, § 34, stk. 1, samt § 78, stk. 1-4, og stk. 6-7.
- Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 514 af 7. juni 2001, om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse, §§ 8, 9, 11 og 12.
- Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 2002 om standardvedtægt for anerkendte arbejdsløshedskasser, § 14.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.
På ankenævnets vegne
xxx
xxx
Kopi til
xxx
xxx
Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003.
Resumé
Medlemmet havde været medlem af en a-kasse til den 1. april 2005, hvor medlemmet blev slettet på grund af kontingentrestance.
Ved brev af 2. maj 2005 gjorde a-kassen medlemmet opmærksom på, at a-kassen ikke havde modtaget medlemmets forfaldne kontingent og efterlønsbidrag, og at beløbet skulle betales senest den 24. maj 2005 . Det fremgik endvidere af brevet, at hvis medlemmet ikke indbetalte det fulde kontingent rettidigt, var a-kassen ifølge lovgivningen forpligtet til at slette medlemmet som medlem uden yderligere varsel. Det fremgik desuden af brevet, at manglende betaling af skyldigt efterlønsbidrag kunne få konsekvenser for medlemmets ret til efterløn.
Ved rekommanderet brev af 26. maj 2005 oplyste a-kassen over for medlemmet, at han var blevet slettet som medlem af a-kassen, ligesom a-kassen var nødt til at afbryde medlemmets indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. april 2005. Det fremgik endvidere af brevet, at medlemmet kunne få genoprettet sit medlemskab uden afbrydelse, hvis han indbetalte det skyldige medlemsbidrag senest den 24. juni 2005. Det fremgik herudover, at medlemmets efterlønsbidragsindbetaling kunne blive genoprettet uden afbrydelse, hvis medlemmet indbetalte det skyldige efterlønsbidrag inden den 24. juni 2005.
A-kassen modtog den 13. juni 2005 det rekommanderede brev retur, idet det af postvæsenets påtegning fremgik, at begrundelsen for returneringen var, at forsendelsen ikke var blevet afhentet.
Ved brev af 14. juni 2005 genfremsendte a-kassen – efter at have modtaget oplysninger fra cpr-registret om, at medlemmet skulle have bopæl på adressen – brevet.
A-kassen modtog beløbet den 28. juni 2005.
A-kassen og direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne få genoprettet sit medlemskab.
Medlemmet blev herefter på ny optaget som medlem i a-kassen.
Direktoratet traf efter ansøgning afgørelse om, at medlemmet ikke kunne få en dispensation for afbrudt medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag.
På møde den 23. marts 2006 traf ankenævnet afgørelse om, at medlemmet kunne få genoprette sit medlemskab af a-kassen med virkning fra den 1. april 2005