Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-334

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-334

[K] har klaget til Pressenævnet over en radioudsendelse den 28. april 2006, kl. 13.00, i Radio Frederiksberg-Journalen, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Radio Frederiksberg-Journalen sendte den 28. april 2006, kl. 13.00, udsendelsen ”13-direkte”. I udsendelsen kommenterer radioværterne en artikel, der er lagt ud på www.dkdebat.dk, der er et debatforum på Internettet.

Www.dkdebat.dk bragte under overskriften ”Jeg var Britt og Oles [radioværterne] slave i 4 år” og underoverskriften ”- ”Jeg var slave for Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach i 4 år, og de stjal fra mig!” fortæller en midaldrende kvinde til redaktionen” følgende indlæg

”- Det hele startede med, at de to frederiksbergske svindlere tilbød at hjælpe med en sag, jeg havde mod kommunen. Jeg skulle bare underskrive en generel fuldmagt til Britt og Ole og så betale 500 kr. til deres såkaldte forening ”Dansk Socialhjælp”, som de også kalder ”Børnenes Stemme”, så ville de hjælpe mig med min sag.

Men jeg tog fejl. Det eneste Ole Hans gjorde var at sidde på sin flade røv og drikke diætcola og lege med sin computer. Han skrev nogle breve og sendte dem til de sociale myndigheder, men der kom aldrig noget ud af det. Hver gang skrev kommunen tilbage, at der var noget, Ole Hans havde misforstået. Og efterhånden som tiden gik, kostede det mere og mere, sagde Ole og Britt. Da jeg ikke kunne betale, tilbød de, at jeg kunne passe deres genbrugsforretning på Falkoner Allé, og så slippe for at betale.

Jeg passede forretningen i fire år! Ole og Britt forlangte, at jeg var der hele dagen hver dag! Hvis jeg skulle på f.eks. apoteket eller i banken, måtte min voksne søn afløse mig. Ole og Britt ulejligede sig aldrig ned i forretningen. Ole Hans lå mest på sofaen og ”fik gode idéer”. Da Britt lå på sygehuset, måtte jeg endogså lave mad til Ole Hans. Min søn forærede mig et splinternyt køleskab med fryser, et par kogeplader og nogle kopper og tallerkener, som jeg kunne have i forretningen. Køleskabet alene kostede 2.300 kr.

Om vinteren var der koldt i forretningen, men jeg måtte ikke bruge varme for Ole Hans. Det blev jeg syg af. Ole Hans og Britt blev ved med at forlange flere og flere penge fra mig, og da jeg ikke kunne betale, forlangte de, at jeg kom og gjorde rent i deres fælles lejlighed, når jeg lukkede forretningen om aftenen. Hvis jeg nægtede, sagde Britt: ”Så dropper vi bare lige din sag”. Og så smed hun papirerne på gulvet, og Ole Hans greb hårdt fat i mig og skubbede mig ud. Han var også tit voldelig overfor Britt.

Ny lås i døren og 11.000 kr. væk

Da jeg ankom til forretningen næste morgen, var der sat en ny lås i døren. Jeg kom ikke senere ind. Mit nye 2.300 kroners køleskab og kogepladerne har jeg aldrig set igen, men mine kopper og tallerkener var blevet sat til salg i butiksvinduet.

Det værste var dog, at jeg havde efterladt mit hævekort i butikken. Men da jeg gik i banken for at hæve min pension på 11.000 kr. var de allerede hævet! Da jeg kom hjem til min lejlighed på 7. sal, havde Ole Hans’ stik-i-rend-dreng [A] været der og stillet nogle åbne papkasser foran min dør med alle de fortrolige dokumenter fra min sag, som Britt og Ole havde haft gennem 4 år, så enhver, der kom forbi trappegangen, frit kunne ”forlyste” sig med dem.

Det er, hvad man kan vente sig af Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach og deres såkaldte ”humanitære” forening Dansk Socialhjælp.”

Af udsendelsen i Radio Frederiksberg-Journalen, hvor radioværterne kommenterer indlægget på www.dkdebat.dk, fremgår blandt andet

” Radiovært 1: Derfor gør man alt også inde på dkdebat

Radiovært 1: Som tidligere har været lukket inde på den lukkede afdeling, hvor hun [[K]] så er sluppet ud fra. Hun er jo velkendt her i bybilledet på Frederiksberg, hvor hun kører rundt, så folk må springe for livet, i sin kørestol.

Radiovært 1: ”Det hele startede med, at de to frederiksbergske svindlere” ”tilbød at hjælpe mig med en sag”. Det var en sag, hun havde med kommunen. Alle hendes fire børn var tvangsfjernet, så kom der et par stykker hjem, og så var der stadigvæk en enkelt, som hun gerne ville have hjem. Vi [radioværterne] har ikke tilbudt noget på den måde. Hun har selv kontaktet os. Spurgt om vi ville tage sagen, og det har vi sagt ”ja” til. Hun har betalt De sociale myndigheder kendte jo [K]. Nu kom jeg til at sige navnet. Men det er sådan set heller ikke nogen hemmelighed, at det er hende. Og navnet er jo velkendt inden for kommunen. Og samme person havde jo forbud mod at komme på Frederiksberg Rådhus, og blev passet op af to rådhusbetjente hver gang, og er flere gange blevet smidt ud korporligt

Radiovært 1: i øvrigt har vi heller ikke hævet noget af hendes pension, og i øvrigt kan jeg slet ikke huske, at hævekortet var glemt. Jeg tror snarere, at det er hendes søn, der har hævet, hvis det skal være Grunden til, at [K] også blev smidt ud her fra lejligheden, det var, at hun slog på mig simpelthen i arrigskab og råbte og så måtte jeg sende hende uden for døren Det kan vi jo ikke ha’. Der var jo vidner på og det hele. Jeg tror også en udenlandsk person, vi kender, var på besøg da, men alt det må vi jo så se på. Nu har vi jo sendt det til vores advokat Vi kan da i hvert fald sige, at hun er fuld af løgn på Frederiksberg, hvor hun er kendt som en ”rød hund”

Radiovært 1: Der står også, at vi måtte sætte ny lås i døren. Og det er også rigtigt, fordi undertegnede havde – nu her var der ikke lovformelige kontrakt og sådan noget. Det behøver man jo heller ikke at have. Men hun var i hvert fald blevet sagt op og jeg kan da godt sige lige ud, at der manglede kasse. Penge i kassen. For at sige det lige ud. Samtidig er hun løbet fra en telefonregning på 2200, som hun havde lovet, at hun skulle betale, fordi hun sad og sladrede i vores telefon dernede. Og det havde hun også indstillet sig på. Alt det var grunden til, at vi måtte ophøre med samarbejdet.

Radiovært 2: Og så en voldelig optræden yderligere. Og voldelig over for kunder og aggressiv over for kunder og folk, der gik forbi forretningen.

Radiovært 1: Bl.a. har hun decideret sparket en kunde på skinnebenet. Sådan en person kan man jo ikke have, selvom vi har en lang line. At vi så bagefter skal svines til på denne her måde. Det viser jo, hvad det er for en person. Og hun er velkendt for sin elektriske kørestol, der fræser rundt her på Frederiksberg. På fortovet.

Radiovært 2: Der er da også mange, der kunne stille op og fortælle, hvordan hun optræder på gader og i forretninger. Og der er da også supermarkeder, hvor hun direkte har forbud mod at komme ”

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har indledningsvist anført, at udtalelserne i radioudsendelsen er usande og krænkende, idet ingen på Frederiksberg kan være i tvivl om, hvem der er tale om. [K] har anført, at navnlig følgende udsagn er krænkende

At blive betegnet som en ”rød hund”,

”Grunden til, at [K] også blev smidt ud her fra lejligheden, det var, at hun slog på mig simpelthen ”,

” Hun har decideret sparket en kunde over skinnebenet”, og

”Men hun var i hvert fald blevet sagt op, og jeg kan godt sige det lige ud, at der manglede kasse. Penge i kassen. For at sige det lige ud.”

[K] har videre anført, at radioværterne har citeret fortroligt materiale fra sagsakter, som de har haft til gennemsyn i deres egenskab af hhv. formand og næstformand i foreningerne Dansk Socialhjælp og Børnenes Stemme, idet hun havde en sag med kommunen.

[K] har oplyst, at hun ikke har været ”indlagt på en lukket afdeling”, og hun har ikke forbud mod at komme i nogle supermarkeder på Frederiksberg. [K] har endvidere oplyst, at den omtalte telefonregning angår samtaler, hun blev pålagt dagligt at foretage, når radioværterne skulle have læst dagens breve op.

[K] har endelig anført, at hendes søn beskyldes for tyveri af 11.000 kr.

2.2. Radio Frederiksberg-Journalens synspunkter

Radio Frederiksberg-Journalen har indledningsvist anført, at de fremkomne udtalelser skal ses som ”svar på tiltale” mod [K]s indlæg på www.dkdebat.dk.

Radio Frederiksberg-Journalen har videre anført, at de fremkomne udtalelser er korrekte, idet udsagnene i udsendelsen stort set alle er hentet fra radioudsendelser under fællestitlen: ”Pyntedukke-sagen”, hvor [K], ved navns nævnelse, selv har udtalt sig i forbindelse med hendes socialsag.

Radio Frederiksberg-Journalen har endvidere anført, at [K] har været indlagt på psykiatrisk afdeling, hvilket hun selv har udtalt offentligt.

Radio Frederiksberg-Journalen afviser at beskylde [K]s søn for tyveri af 11.000 kr.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet finder, at omtalen af [K] i den påklagede udsendelse er sket på en sådan måde, at det ikke kan udelukkes, at hun kan genkendes i lokalområdet, hvorfor hun har en retlig interesse i, at sagen behandles af Nævnet.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at eftersom der ikke foreligger en fuldmagt fra [K]s søn, er hun ikke klageberettiget vedrørende udsagnet om de 11.000 kr.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer vedrørende nogle af udsagnene i udsendelsen. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Nævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til hvilke forklaringer, der er de rigtige.

Pressenævnet finder, at betegnelsen ”rød hund” fremstår som Radio-Frederiksberg-Journalens vurdering af [K]s fremtoning, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Det følger videre af de Vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Pressenævnet finder, at [K]s sag ved de sociale myndigheder ikke har en sådan offentlig interesse, at sagen kræver omtale, men idet hun selv har valgt at kommentere sagen offentligt, finder Pressenævnet, at Radio Frederiksberg-Journalen ikke har tilsidesat god presseskik på dette punkt, og Nævnet udtaler ikke kritik.

Afgjort den 14. juni 2006.

Resumé

Klager klagede over radioudsendelse bragt i Radio Frederiksberg-Journalen.

Pressenævnet fandt, at omtalen af [K] i den påklagede udsendelse var sket på en sådan måde, at det ikke kunne udelukkes, at hun kunne genkendes i lokalområdet, hvorfor hun havde en retlig interesse i, at sagen behandledes af Nævnet.

Pressenævnet bemærkede indledningsvis, at eftersom der ikke forelå en fuldmagt fra [K]s søn, var hun ikke klageberettiget vedrørende udsagnet om de 11.000 kr.

Parterne havde afgivet modstridende forklaringer vedrørende nogle af udsagnene i udsendelsen. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Nævnet, kunne Nævnet ikke tage stilling til hvilke forklaringer, der var de rigtige.

Pressenævnet fandt, at betegnelsen ”rød hund” fremstod som Radio-Frederiksberg-Journalens vurdering af [K]s fremtoning, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf.

Det følger videre af de Vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Pressenævnet fandt, at [K]s sag ved de sociale myndigheder ikke havde en sådan offentlig interesse, at sagen krævede omtale, men idet hun selv havde valgt at kommentere sagen offentligt, fandt Pressenævnet, at Radio Frederiksberg-Journalen ikke har tilsidesat god presseskik på dette punkt, og Nævnet udtalte ikke kritik.