Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-289

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-289

[K] har klaget til Pressenævnet den 25. januar 2006 over to artikler i JydskeVestkysten den 8. januar 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

1.1. JydskeVestkysten, 8. januar 2006.

Den 8. januar 2006 bragte JydskeVestkysten under overskriften ”Det forgiftede kys” og underoverskriften ”Fra kærlighed til had: Kort efter brylluppet opdagede Simone, at Anders ikke havde lyst til at røre hende. Deres ægteskab udviklede sig til et mareridt med direkte kurs mod en skæbnesvanger skilsmisse ti år senere.” følgende artikel

”Anders var efterhånden blevet en ungkarl på 41 år. Mens det åbenbart kneb med at finde ud af det med kærligheden, havde han gang i en lovende karriere inden for politiet.

Simone var nogle få år yngre. Hun blev født i Berlin i 1954, var flyttet til Danmark i 1975, og seks år senere havde hun taget en universitetsuddannelse i Odense. I 1985 blev hun mor til Lauge, og godt et år senere fødte hun Søren. Simone havde fået arbejde på en handelshøjskole i Jylland.

Det var en efterårsdag i 1989. I retssalen sad Anders som politiets repræsentant. Der ville blive brug for en tolk, og retten havde indkaldt Simone.

Over for ham sad en enlig mor [Simone] til to små drenge.

En julidag 1990 var der sol, sommer og kærlighed over landet. Anders og Simone blev gift på rådhuset, og bagefter var der fest på det lokale hotel.

Tre år efter brylluppet blev Simone og Anders forældre til en lille datter.

”Hanne er resultatet af ét af mine udenomsforhold”, påstår Simone i sin omfattende redegørelse til Statsadvokaten.

- Det er da muligt, at jeg ikke er pigens far, siger Anders over 12 år senere, da han endnu en gang bliver konfronteret med Simones påstand om, at han har forgrebet sig på hendes yngste søn og på datteren.

I første omgang var Anders dog under alle omstændigheder den lykkelige far til Hanne, og han foreslog Simone, at han også blev adoptivfar for både Lauge og Søren.

Simone sagde ja.

I 1999 var ægteskabet tæt ved at revne Simone kom hjem med Benny, der var én af hendes kolleger. Han blev en ven af huset.

Men Anders opdagede hurtigt, at han var mere end det. Simone lagde efterhånden ikke skjul på, at hun havde et forhold til Benny. Mange nætter og i weekenden flyttede Simone ud i Bennys hus, og Anders var alene tilbage med tre børn.

Det blev for meget for ham. Og Simone ville ikke længere være sammen med en partner, hun betragtede som én, der var til andre mænd og ikke til hende. Det kom til en uforsonlig skilsmisse, og Simone forlod hjemmet og flyttede sammen med Lauge, Søren og Hanne til et hus i nabobyen. Det var i 2000 ”

Samme dag side bragte JydskeVestkysten under overskriften ”MAGTKAMPEN” følgende faktaboks

”En skilsmisse for fem år siden har udviklet sig til en noget nær uset magtkamp mellem to, der engang har elsket hinanden.

Simone beskylder Anders for at være homoseksuel og for et pædofilt overgreb på to af hendes egne børn. Selv om Statsadvokaten har afvist anklagen som grundløs, holder hun fast og gentager den. Hun mener, at hendes tidligere mand, der har en toppost inden for politiet, gør sig skyldig i magtmisbrug. Først til at undgå en retssag, og dernæst til at forfølge hende.

Anders påstår, at han er udsat for en sindsforvirret kvindes hævngerrighed og afviser alle anklager. Han afgør i den kommende uge, om skilsmisse-dramaet skal ende i en retssal.”

Samme dag bragte JydskeVestkysten under overskriften ”Scener fra en skilsmisse” følgende underrubrik

”HÆVNBEGÆR OG ANKLAGER

Anders benægter også, at han skulle være homoseksuel. Han er gift igen. Simone er flyttet tilbage til Tyskland, hvorfra hun fortsætter sit opgør med manden, hun engang elskede.”

Artiklen fortsætter

”En kvinde sidder i sit lille rækkehus, der ligger blot én kilometer inde i Tyskland.

Simone er dansk statsborger, men hun er nu tilbage i sit fødeland. På en eller anden måde på flugt fra den tidligere ægtemand, hun føler er årsag til, at hun blev mobbet ud af Danmark.

Måske betaler hun prisen for den meget alvorlige anklage, hun rettede mod manden, der med anerkendt dygtighed og flid har arbejdet sig til en god stilling inden for politiet.

Scene 1

Mistanken

En klasselærer gør flere gange i 2000 og et par år frem Simone opmærksom på, at hendes yngste søn har et besynderligt forhold til sit eget køn. I samvær med mandlige lærere og klassekammerater virker Søren afvisende, fjendtlig og aggressiv.

Scene 2

Eksplosionen

I september 2003 er Simone sammen med sine kolleger på en tur til Hamborg.

Simone sender anklagen 2. november 2003.

Scene 4

Bagholdsangrebet

Der er alt andet end julestemning over december 2003 for Simone. Den 15. i måneden beslutter otte kolleger på hendes arbejdsplads at skrive til kommunen. Da Simone får kendskab til aktionen, er det som et bagholdsangreb mod hende, og hun er chokeret.”

Nedenstående vedrører henvendelsen fra de otte kolleger fra [A] til [B]. I artiklen er lærernes klage citeret. Artiklen fortsætter

”Henvendelsen til kommunens familiecenter er et forsvarsskrift for Søren, der ikke længere bor hos sin mor, og der rettes flere barske beskyldninger mod Simone.

”Hun har i klassekammeraternes påhør truet Søren, og i forlængelse heraf må de alvorlige trusselsbreve, hun har sendt ham, betegnes som psykisk terror af drengen. Vi sætter derfor stort spørgsmålstegn ved hendes evne til at varetage forældremyndigheden og endvidere ved hendes troværdighed som person”, skriver kollegerne.

To dage senere henvender arbejdspladsens chef sig også til kommunen. Han giver udtryk for, at han deler den bekymring og den vurdering af situationen, der udtrykkes i brevet.

Simone begynder at se det, der for hende ligner et mønster. Anders kender lederen, og det samme er tilfældet med mindst, én af de otte underskrivere. Der bliver koldt omkring hende på arbejdspladsen, og hun er sikker på, at det er Anders, der har gjort sin indflydelse gældende og været med til at skrue ned til frysepunktet.

Scene 5

Afhøringen

Mens Simone kæmper sin kamp mod en følelse af at være udsat for en tiltagende mobning

Allerede 16. december 2003 er politiet færdig med den usædvanlige sag mod en kollega, og Statsadvokaten sender sin afgørelse til anmelderen Simone. Hans konklusion er ikke til at tage fejl af: ”Jeg finder anmeldelsen grundløs”.

Scene 6

Flugten

Statsadvokatens afgørelse er dog på ingen måde en stopper for opgøret mellem Simone og Anders.

Fortsættelsen følger i 2004. 11. april skriver Simone igen til Statsamtet

14. august 2004 bliver en afdeling på en amtsgård draget ind i sagen. Med kopi til hendes fagforening.

Henvendelsen er en klage over hendes nu tidligere chef, men igen omtaler Simone de pædofile anklager mod Anders. Hun sætter også navn på en forhenværende kollega, som beskyldes for sexchikane.

Chefen bliver beskyldt for ikke bare at have tolereret, men også støttet de mangeartede former for mobning, som Simone føler sig udsat for. Igen peger hun på, at det er Anders, der i kraft af sin position er med til at forpeste hendes tilværelse.

I november samme år flytter – eller flygter – Simone tilbage til Tyskland efter 29 år i Danmark.

”

2. Parternes synspunkter

[K], der er ansat som lærer på den omtalte skole, har anført, at den foretagne anonymisering ikke har været tilstrækkelig til at hindre genkendelse, hverken over for [A] eller Anders.

[K] har vedrørende Anders anført, at det er i strid med god presseskik at kontakte Anders under falsk navn, ligesom JydskeVestkysten burde have haft en mere ligelig fordeling af Anders’ og Simones synspunkter.

[K] har videre anført, at artiklen miskrediterer hans arbejdsplads, [A], og at JydskeVestkysten trods opfordring hertil ikke kontaktede skolen, før journalisten skrev artiklen.

[K] har herudover anført, at JydskeVestkysten kun har fremstillet moderens synspunkter i forbindelse med den klage til [B], der i artiklen er betegnet ”Bagholdsangrebet”. Udsagnet om, at Simone blev mobbet ud af skolen, er en grov anklage, der burde være undersøgt.

Endeligt har [K] anført, at Simone er i gang med en kampagne mod [A] og navngivne lærere.

JydskeVestkysten har anført, at [K] ikke har den fornødne retlige interesse vedrørende Anders, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2. 2. punktum. JydskeVestkysten har videre anført, at [A] er behørigt anonymiseret.

JydskeVestkysten har herudover anført, at avisen ikke kontaktede [A], idet anonymisering ikke var mulig, hvis avisen udbad sig kommentarer om navngivne personer. JydskeVestkysten har videre anført, at skolens og lærernes opfattelse er kommet til udtryk i artiklen gennem citatet fra de otte kollegers brev til kommunens familiecenter.

JydskeVestkysten har endelig anført, at pkt. A5 i Vejledende regler om god presseskik er opfyldt, idet avisen tydeligt gør opmærksom på, at det er Simones kommentarer, når avisen skriver; ”en følelse af at være udsat for tiltagende mobning”. Der er endvidere tale om en kommentar, der ikke falder ind under ”oplysning” jf. pkt. A3 i de Vejledende regler for god presseskik, hvorfor kommentaren ikke skulle have været forelagt.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Lene Pagter Kristensen, Jan Kristensen, Lene Sarup og Leif Max Hansen.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.

Det kan ikke udelukkes, at de detaljerede oplysninger om Simone sammenholdt med en henvisning til ”en handelshøjskole i Jylland”, indebærer, at personer med nær tilknytning til det omtalte lokalområde vil kunne identificere den omtalte lærergruppe, herunder [K]. [K] har derfor retlig interesse i forholdene vedrørende den omtalte lærergruppe. [K] kan imidlertid ikke indgive klage over for forholdene vedrørende Anders, idet han ikke har retlig interesse i disse forhold, hvorfor denne del af klagen afvises, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, 2. pkt.

Et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Pressenævnet lægger til grund, at Simone selv ønskede at udtale sig i forbindelse med artiklen. Dette burde have givet JydskeVestkysten anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for Simones vurderinger og kommentarer. Pressenævnet finder dog, at JydskeVestkysten ved at gengive citatet i klagen til [B] har medtaget lærernes – herunder [K]s – holdning hertil. Pressenævnet finder endvidere, at udtalelserne fra arbejdspladsens chef er dækkende for skolens vurdering, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Pressenævnet finder, at udsagnet ”Mens Simone kæmper en kamp mod en følelse af at være udsat for en tiltagende mobning ” fremstår som Simones egen vurdering, som JydskeVestkysten korrekt har gengivet, hvorfor det ikke er i strid med god presseskik.

Pressenævnet finder, at der heller ikke i øvrigt er grundlag for at udtale kritik i sagen.

Afgjort den 9. maj 2006.

Resumé

Klager klagede over artikler bragt i JydskeVestkysten.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.

Det kunne ikke udelukkes, at de detaljerede oplysninger om Simone sammenholdt med en henvisning til ”en handelshøjskole i Jylland”, indebar, at personer med nær tilknytning til det omtalte lokalområde ville kunne identificere den omtalte lærergruppe, herunder [K]. [K] har derfor retlig interesse i forholdene vedrørende den omtalte lærergruppe. [K] kunne imidlertid ikke indgive klage over for forholdene vedrørende Anders, idet han ikke havde retlig interesse i disse forhold, hvorfor denne del af klagen afvistes, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, 2. pkt.

Et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Pressenævnet lagde til grund, at Simone selv ønskede at udtale sig i forbindelse med artiklen. Dette burde have givet JydskeVestkysten anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for Simones vurderinger og kommentarer. Pressenævnet fandt dog, at JydskeVestkysten ved at gengive citatet i klagen til [B] havde medtaget lærernes – herunder [K]s – holdning hertil. Pressenævnet fandt endvidere, at udtalelserne fra arbejdspladsens chef var dækkende for skolens vurdering, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf.

Pressenævnet fandt, at udsagnet ”Mens Simone kæmper en kamp mod en følelse af at være udsat for en tiltagende mobning ” fremstod som Simones egen vurdering, som JydskeVestkysten korrekt havde gengivet, hvorfor det ikke var i strid med god presseskik.

Pressenævnet fandt, at der heller ikke i øvrigt var grundlag for at udtale kritik i sagen.