Legislator Case Law & Legislation
W20060938025 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-265

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9380 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-265

[K] har klaget til Pressenævnet over 5 af 6 udsendelser i programserien ”Drømmehuse”, som blev sendt på Danmarks Radio henholdsvis den 6., 13., 20. og 27. oktober, samt den 3. november 2005 og genudsendt i perioden mellem den 4. oktober og 9. november 2005, idet selskabet mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Programserien ”Drømmehuse” portrætterer tre familier, familien [A], familien [B] og familien [C], der hver især bygger deres drømmehus; henholdsvis et arkitektegnet hus, et amerikansk bjælkehus og et fuldmuret hus. Programmerne sætter fokus på de udfordringer og problemer, der opstår, når et hus opføres.

[K] accepterede at medvirke i programserien efter en forespørgsel fra familien [B], som i programserien får bygget et bjælkehus fra [K].

Programserien er produceret af Deluca Film, der har datterselskabet Deluca Like Communications ApS. Datterselskabet ejer sammen med virksomhederne, ØHP2 ApS og Drømmehusbogen ApS, firmaet bag den faglitterære pendant til programserien: Drømmehusbogen 2005 I/S. ØHP2 ApS ejes af [D], der i ”Drømmehuse” får opført et arkitekttegnet hus.

Programmerne er optaget i perioden april 2004 til maj 2005, samt i juni og juli 2005, hvor Danmarks Radio som opsamling optog familiernes reaktioner på byggeforløbene. Klipning og redigering af optagelserne skete i perioden januar 2005 til efteråret 2005. [D] fratrådte en stilling i et computerfirma i marts 2005 og orienterede Deluca Film om, at han havde etableret typehusfirmaet, M2 A/S, i maj 2005.

Danmarks Radio har over for [K] beklaget, at der har været en aftale mellem producenten af programmerne og en af de medvirkende i programmerne omkring den bagvedliggende bogudgivelse og tilkendegivet, at dette vil blive påtalt over for producenten. Danmarks Radios programetik foreskriver således bl.a., at der skal være klarhed og rene linier, og producenterne må i konsekvens heraf ikke have særlige aftaler med medvirkende i et program, hvis aftalerne på nogen måde kan relateres til indholdet af programmerne.

[K] har klaget til Pressenævnet, idet selskabet finder, at Danmarks Radio har været medvirkende til, at der er sket en uretmæssig promovering af [D]s typehusfirma ØHP ApS på bekostning af [K] interesser.

2. Parternes synspunkter

[K] har navnlig anført følgende fem klagepunkter

1. At [D] fik grundidéen til programserien. Dette blev fortiet for [K], som derfor anser sin medvirken som sket på forkerte forudsætninger.

2. At [D] og dennes samarbejdspartnere promoveres i programmerne bl.a. ved, at der i udsendelsen den 3. november 2005 vises en gulvmåtte med navnet på familien [A]s arkitekt, ligesom [D] i udsendelsen den 27. oktober 2005 udtaler

” Jeg kan godt forstå, at folk bygger et typehus. For et typehus, det er repeat-business. Det har man prøvet før. Det er meget nemmere. Byg et typehus. Det kan jeg kun sige, hvis man vil gøre det nemt for sig selv ”

3. At der som følge af den underliggende tale og den foretagne redigering er frembragt et fordrejet virkelighedsbillede, hvor der især fokuseres på problemerne ved opførelsen af bjælkehuset. [K] har i den forbindelse anført, at seerne ikke informeres om, at [K]’ problemer som entreprenør skyldes de udførende håndværkerfirmaer. [K] har endvidere anført, at indslagene vedrørende opførelsen af bjælkehuset er væsentlig kortere end indslagene vedrørende opførelsen af de andre to hustyper.

4. At Danmarks Radio trods tilsagn herom ikke foretog ændringer i speak’en til henholdsvis udsendelse fem og seks. Af ændringerne til program fem fremgår følgende

”For familien [B], som selv er MEDBYGGERE på deres drømmehus, var valget af et 276 m2 amerikansk bjælkehus det eneste rigtige.”

Speak’en senere i programmet skulle være ændret fra

”Det er ikke nogen nem hverdag, men heldigvis er der gode nyheder på vej. [E] og [E1] har nemlig fået tilbudt en gratis rejse til USA, af entreprenøren, som et lille plaster på såret for alle de mange uheld.”

Til

”Det er ikke nogen nem hverdag, men heldigvis er der gode nyheder på vej. [E] og [E1] har nemlig fået tilbudt en rejse til USA af entreprenøren.”

5. At Danmarks Radio har tilsidesat god presseskik ved at genudsende udsendelserne efter, at sammenhængen mellem producenterne og ØHP ApS blev kendt.

Danmarks Radio har indledningsvist anført, at selv om der er sket en overtrædelse af Danmarks Radios programetik, er det ikke ensbetydende med, at god presseskik er tilsidesat. Til de fem klagepunkter har Danmarks Radio anført følgende

1. At programserien ikke er opfundet af [D], men at han på grund af sine byggeplaner blev prøvefilmet i 2003. [D] blev underrettet om programidéens udvikling og fik lejlighed til at komme med forslag. Danmarks Radio har herudover anført, at [D] ikke har medvirket til redigeringen.

2. At der ikke er sket en promovering af [D]s samarbejdspartnere eller af typehuse frem for bjælkehuse.. Danmarks Radio har i den forbindelse bl.a. anført, at [D]s udtalelse ”Vælg et typehus” skal tolkes humoristisk, og at det ikke er muligt at lave en programserie, uden at enkelte relevante firmaer er synlige på byggepladser.

3. At de fejl og uheld, der opstod, når kameraholdet var til stede, er skildret umanipuleret, og at [K] som medvirkende ikke er berettiget til en konkret eksponering eller omtale. Danmarks Radio har vedrørende dette klagepunkt bl.a. fremhævet, at det af [E]s udtalelse fremgår, at hullet i taget skyldes, at taget endnu ikke er færdigt. Af [E]s udtalelse fremgår

”Vi [[E1] og [E]] kommer ud til byggerod, kaos, ikke et helt lukket hus, ikke et komplet tag. Stort set ikke andet end nogle vægge med en lille smule tag over. Det er det, vi kommer ud til og skal flytte ind i.”

4. At ændringerne i speak’en i program fem ikke nåede rettidigt frem i Danmarks Radios system pga. krav om tekstning af genudsendelser. Program fem blev derfor genudsendt uden ændringerne.

5. At modtagelsen af [K]’ klagebrev ikke førte til, at de programsatte genudsendelser blev taget af programmet, idet Danmarks Radio måtte skaffe sikker dokumentation for rigtigheden af beskyldningerne om et økonomisk samarbejde mellem Deluca Like Communications ApS og [D].

Danmark Radio har efterfølgende omtalt forholdene vedrørende udsendelsesrækken i sit nyhedsbrev og besluttet ikke at genudsende programserien på ny.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Jan Kristensen, Lene Sarup og Leif Max Hansen.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvem der var ophavsmand til grund¬idéen bag programmerne, samt om, hvorvidt [D] har haft en uberettiget indflydelse på programmernes indhold og redigering. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring der er den rigtige.

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, når udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende forpligtelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved offentliggørelse af kommentarer og vurderinger, når disse indgår i formidlingen af en sag, hvori den pågældende person kan have en særlig personlig eller økonomisk interesse.

Pressenævnet lægger til grund, at [D] meldte sig som deltager til programserien ”Drømmehuse”. Nævnet lægger endvidere til grund, at [D]s virksomhed, ØHP2 ApS, efter det oplyste, indgår i økonomisk samarbejde med produktionsselskabets datterselskab, Deluca Like Communications ApS, ligesom [D] ejer typehusfirmaet, M2 A/S. Disse forhold måtte give anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for [D]s kommentarer og vurderinger. Nævnet har dog ikke tilstrækkelig grundlag for at antage, at der er sket en sådan tilsidesættelse af denne pligt, at god presseskik er tilsidesat.

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, er Danmarks Radio berettiget til at beslutte, hvilke oplysninger, man vil bringe i mediet. Pressenævnet finder, at programmerne i det væsentligste ligger inden for redaktørens ret til at redigere mediet. Pressenævnet finder imidlertid, at Danmarks Radio ved at give tilsagn om at ændre i speak’en ikke burde have undladt dette, men Nævnet finder, at ændringerne ikke er så væsentlige, at undladelsen giver grundlag for at udtale kritik.

Pressenævnet finder, at Danmarks Radio heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

Afgjort den 9. maj 2006.

Endelig adm. afgørelse 2006 9380 Valid

Resumé

Klager – et firma – klagede over programserie bragt i Danmarks Radio.

Parterne havde afgivet modstridende forklaringer om, hvem der var ophavsmand til grund-ideen bag programmerne, samt om, hvorvidt [D] havde haft en uberettiget indflydelse på programmernes indhold og redigering. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring der var den rigtige.

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, når udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende forpligtelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved offentliggørelse af kommentarer og vurderinger, når disse indgår i formidlingen af en sag, hvori den pågældende person kan have en særlig personlig eller økonomisk interesse.

Pressenævnet lagde til grund, at [D] meldte sig som deltager til programserien ”Drømmehuse”. Nævnet lagde endvidere til grund, at [D]s virksomhed, ØHP2 ApS, efter det oplyste, indgik i økonomisk samarbejde med produktionsselskabets datterselskab, Deluca Like Communications ApS, ligesom [D] ejede typehusfirmaet, M2 A/S. Disse forhold måtte give anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for [D]s kommentarer og vurderinger. Nævnet havde dog ikke tilstrækkelig grundlag for at antage, at der var sket en sådan tilsidesættelse af denne pligt, at god presseskik var tilsidesat.

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, var Danmarks Radio berettiget til at beslutte, hvilke oplysninger, man ville bringe i mediet. Pressenævnet fandt, at programmerne i det væsentligste lå inden for redaktørens ret til at redigere mediet. Pressenævnet fandt imidlertid, at Danmarks Radio ved at have givet tilsagn om at ændre i speak’en ikke burde have undladt dette, men Nævnet fandt, at ændringerne ikke var så væsentlige, at undladelsen gav grundlag for at udtale kritik.

Pressenævnet fandt, at Danmarks Radio heller ikke i øvrigt havde tilsidesat god presseskik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →