Legislator Case Law & Legislation
W20060937425 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-311

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9374 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-311

[K2] og [K1] har ved bestyrelsesmedlem [A] klaget til Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet den 11. februar 2006, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Ekstra Bladet bragte den 11. februar 2006 på forsiden overskrifterne ”Sælger smuglervarer” og med mindre typer ”Ekstra Bladet afslører imamen [K2]”.

Samme dag inde i avisen bragte Ekstra Bladet under overskriften ”Laban sælger smugler-colaer” og underoverskriften ”Efter fredagsbønnen: Hver uge sælges Mecca Colaer til de mange bedende muslimer i hans moske” følgende artikel

”Når imam [K2] er færdig med sin fredagsbøn, er han tilsyneladende også færdig med at være hellig.

Så snart den sidste religiøse formaning har sluppet [K2]s læber, omdannes området omkring Islamisk Trossamfunds Moske nemlig til en mindre smuglerrede.

Nu skal der tjenes penge!

Væk med bedetæpperne på gårdspladsen og frem med træpallen med de ulovlige Mecca Colaer, der sammen med blandt andet fjerkræ, brød og æg sælges til de mange muslimer, der deltager i fredagsbønnen.

Salget af de ulovlige colaer foregår helt åbenlyst og finder sted på Islamisk Trossamfunds grund.

Betaler vandregning

Pengene fra salget af colaer, fjerkræ, brød og æg er indirekte med til at finansiere Islamisk Trossamfunds aktiviteter.

Ifølge sælgerne går pengene fra salget til at betale Islamisk Trossamfunds el, vand og varmeregninger. Et beløb, der ifølge Islamisk Trossamfunds egne oplysninger løber op i mere end 700.000 kroner om året.

Islamisk Trossamfund har senest været meget aktiv i forbindelse med den famøse delegation af imamer, der i december rejste rundt og satte mellemøsten i brand i forbindelse med de verdensberømte Muhammed-tegninger.

Præcis hvor mange penge de ulovlige Mecca Colaer indbringer ønsker ingen i Islamisk Trossamfund at oplyse.

Alvorlig sag

- Vi har ingen kommentarer til Ekstra Bladet. Uanset hvad det drejer sig om, lød det fra skiftende talsmænd foran Islamisk Trossamfunds bygninger i går.

Ekstra Bladet har også forgæves forsøgt at få fat på imam [K2] over telefonen.

Vores reportere har besøgt det eksotiske marked de seneste to fredage. Her har der været ulovlige Mecca Colaer. Colaerne sælges uden kvittering og kan både købes enkeltvis og i rammer med 24 stk.

Ekstra Bladets reporter har købt en enkelt Mecca Cola for fem kroner.

Den smager glimrende, men er altså ulovligt at sælge.

- Den mangler gyldigt pantmærke og er derfor ulovlig. Ved at snyde på den her måde slipper man for at betale afgifter og pant, og det er en alvorlig sag, fastslår registreringsansvarlig hos Dansk Retur System Rikke Ibsen, da Ekstra Bladet viser hende Mecca Colaen.

Underdirektør i Miljøstyrelsen Helge Andreasen bekræfter, at Islamisk Trossamfund har et stort forklaringsproblem.

Straffes med bøde

- Colaen er ulovlig, når der ikke er pantmærke på. Det kan udløse bøder og konfiskation af lagrene, fastslår underdirektøren.

Udviklingsdirektør i De Samvirkende Købmænd Claus Bøgelund Nielsen ser også med stor alvor på salget af de ulovlige Mecca Colaer.

- Det er et meget udbredt problem det her, og Islamisk Trossamfund er åbenbart ikke spor bedre end de mange kiosker, der snyder ved at sælge ulovlige sodavand, siger udviklingskonsulenten.”

2. Parternes synspunkter

[K2] og [K1] har anført, at artiklen som helhed virker vildledende, fordi den sammenkæder nogle citater fra anonyme kilder, hvilket kan give læseren det fejlagtige indtryk, at der foregår noget ulovligt hos [K1] i Danmark. Et massemediums funktion er ikke at viderebringe udokumenterede rygter eller fiktion, men derimod at bringe korrekt information. Oplysninger fra anonyme kilder må skærpe kravet til mediets kildekritik.

Klagerne har videre anført, at Ekstra Bladet har forelagt forkerte oplysninger for udviklingskonsulent i de samvirkende købmænd Claus Bøgelund Nielsen.

Klagerne har endelig anført, at artiklen med de misvisende oplysninger er med til at drive hetz mod personen [K2], idet man prøver at antyde, at det er [K2] selv, der står bag salget af de ulovlige colaer, men at [K2], ligesom mange andre medlemmer af foreningen, er medarbejder på frivillig basis.

Ekstra Bladet har anført, at avisen har dokumenteret, at de forhandlede colaer var ulovligt importeret og manglede lovpligtigt pantmærke.

Ekstra Bladet har til de påklagede udsagn videre anført følgende

· At salgstallene på 700.000 kroner og oplysninger om pengenes videre formidling stammer fra Det Islamisk Trossamfund.

· At omtalen af et trossamfunds ulovlige salg af dagligvarer er af offentlig interesse.

Ekstra Bladet har endelig anført, at man forgæves forsøgte at indhente en kommentar til oplysningerne i artiklen.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Kaare R. Skou, Ole Askvig.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer vedrørende lovligheden af det salg, der finder sted på [K1]s grund. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til hvilken forklaring, der er den rigtige. Det fremgår ikke af klagen, hvilke oplysninger Ekstra Bladet har forelagt for udviklingskonsulenten hos de samvirkende købmænd. Allerede af den grund kan Pressenævnet ikke tage stilling til dette klagepunkt.

Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Pressenævnet finder, at Ekstra Bladets har forsøgt at kontrollere oplysningernes rigtighed ved at forelægge dem for henholdsvis [K2] og [K1]. Det forhold, at kilderne er anonyme, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder, sådan som klagen forligger oplyst, at der ikke er grundlag for at udtale kritik vedrørende dette punkt.

Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det samme gælder de såkaldte spisesedler. Pressenævnet finder, at spisesedlen og udsagnene vedrørende [K2] og [K1] har dækning i artiklen, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Pressenævnet finder, at Ekstra Bladet heller ikke i øvrigt har tilsidesat god presseskik.

Afgjort den 14. juni 2006

Endelig adm. afgørelse 2006 9374 Valid

Resumé

Klager klagede over artikel bragt i Ekstra Bladet.

Parterne havde afgivet modstridende forklaringer vedrørende lovligheden af det salg, der fandt sted på [K1]s grund. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke tage stilling til hvilken forklaring, der var den rigtige. Det fremgik ikke af klagen, hvilke oplysninger Ekstra Bladet havde forelagt for udviklingskonsulenten hos de samvirkende købmænd. Allerede af den grund kunne Pressenævnet ikke tage stilling til dette klagepunkt.

Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte. Pressenævnet fandt at Ekstra Bladets havde forsøgt at kontrollere oplysningernes rigtighed ved at forelægge dem for henholdsvis [K2] og [K1]. Det forhold, at kilderne var anonyme, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet fandt, sådan som klagen forelå oplyst, at der ikke var grundlag for at udtale kritik vedrørende dette punkt.

Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det samme gælder de såkaldte spisesedler. Pressenævnet fandt, at spisesedlen og udsagnene vedrørende [K2] og [K1] havde dækning i artiklen, og Nævnet udtalte ikke kritik heraf.

Pressenævnet fandt, at Ekstra Bladet heller ikke i øvrigt havde tilsidesat god presseskik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →