Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-292
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-292
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikelserie den 19. og 20. januar 2006 i Ekstra Bladet, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
1.1. Ekstra Bladet, den 19. januar 2006
Ekstra Bladet bragte den 19. januar 2006 under overskriften ”En lidt uheldig sag” følgende lederartikel
”NOGLE GANGE kan virkeligheden være en voldsom udfordring til fantasien. Eksempelvis bringer Ekstra Bladet i dag en afsløring, som er afsindig langt ude i hampen. Underholdningsværdien er til gengæld tilsvarende høj. Hør bare
I et år har en af de førende skikkelser i rockergruppen Hells Angels været tilsynsværge for en indsat i den særligt sikrede afdeling i Statsfængslet i Nyborg.
DEN INDSATTE, [A], der er dømt for vold og trusler, har som tilsynsværge haft [K]. Han er tidligere krigsminister i Hells Angels, han er selv dømt for vold og er stadig aktivt medlem af rockerbanden.
Den viden havde landsretsdommer Ejler Bruun vistnok ikke, da han beskikkede [K] som tilsynsværge for den voldsdømte, skønt man ikke kan anklage rockeren for at spille med fordækte kort. [K] opgav nemlig Hells Angels' hovedkvarter i København som sin c/o-adresse.
EN TILSYNSVÆRGE har til opgave at rådgive og vejlede den dømte. I dette tilfælde kan den tanke opstå, at rådgivningen har været lidt mere indforstået, end de fleste af os bryder os om, og gavnet den almene retsbevidsthed har den med sikkerhed ikke.
For sin indsats har tilsynsværgen fået et mindre beløb af staten, men med til job-beskrivelsen hører også, at tilsynsværgen har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse. Den voldsdømte indsatte har altså kunnet møde den voldsdømte top-rocker så ofte, der har været behov.
LANDSRETSDOMMER Ejler Bruun, der godkendte det særegne arrangement, siger i dag til Ekstra Bladet
'Det er nok en lidt uheldig sag.'
Og dermed risikerer dommeren ikke anklager for at overdrive. Ser vi bort fra det underholdende i hele affæren, må det være åbenbart, at en sådan øvelse ikke tåler gentagelse. Der burde være mulighed for at lave et system, som afskærer så overkompetente mennesker som en voldsdømt rocker fra at være tilsynsværge for en voldsdømt.”
Samme dag bragte Ekstra Bladet under overskriften ”HA-rocker værge for farlig fange” og underoverskriften ”AFSLØRING: I et år har Hells Angels-rocker kunne hæve vederlag hos politiet, fordi landsretsdommer gjorde ham til værge for særlig sikret voldsfange.” følgende artikel
”En voldsdømt topskikkelse i rockergruppen Hells Angels har i et år fungeret som tilsynsværge for en forbryder, der af myndighederne blev betragtet som både flugt- og personfarlig.
Værgen, den 44-årige [K], har i den forbindelse kunnet hæve vederlag og få refunderet rejsebilag af politiet.
Den groteske historie blev en realitet den [B] 2004 i Østre Landsret, hvor rockeren blev accepteret som tilsynsværge for den 42-årige [A] fra Fyn.
Den 42-årige blev samme dag idømt forvaring for vold og trusler og blev siden placeret på den særligt sikrede afdeling i Statsfængslet i Nyborg. Det var den dømte, der under retssagen selv bad om at få [K], der er tidligere krigsminister i Hells Angels, som tilsynsværge. Simpelt hen fordi de to igennem en årrække har været venner og blandt andet har en fælles fortid i søværnet.
Rocker-adresse i retsbogen
En idé, landsretsdommer Ejler Bruun tilsyneladende syntes, var glimrende. Faktisk så glimrende, at dommeren – fordi Hells Angels-rockeren i øjeblikket bor i Malmø – tillod ham at bruge Hells Angels´ hovedkvarter som kontakt-adresse.
I retsbogen fra den [B] 2004 står der således: ”I medfør af straffelovens § 71 beskikkede retten herefter [K], adresse c/o: H.A., Svanevej 5, 2200 København NV, som tilsynsværge for domfældte.” Men hvor landsretsdommeren tilsyneladende ikke have nogen skrupler ved det mildest talt usædvanlige valg af tilsynsværge, så stillede andre sig mere undrende.
Problemer i statsfængsel
Blandt andet i Nyborg Statsfængsel, hvor [A] i månedsvis var anbragt på en særligt sikret afdeling.
- Vores fængsel er jo et Bandidos-fængsel. Så da vi pludselig skulle til at modtage et fuldgyldigt Hells Angels-medlem som værge til en indsat, ja så forstod vi ikke meget af verden. Vi var da også en fire-fem mænd, der blev sat til at følge [K] igennem fængslet hver gang. Bare lige for en sikkerheds skyld, siger en ansat i det fynske fængsel til Ekstra Bladet.
Fængslets inspektør Arne Tornvig Christensen har til gengæld ikke meget at sige.
- Du kan skrive, at jeg kender til sagen. Ikke mere, lyder beskeden fra ham. Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra tilsynsværgen [K]. Men Hells Angels-rockeren har ikke besvaret vores opkald.”
1.2. Ekstra Bladet, den 20. januar 2006
Ekstra Bladet bragte den 20. januar 2006 under overskriften ” Direktoratet kendte alt til HA-værge” og underoverskriften ”Kriminalforsorgen stolede blindt på, at dommer vidste, hvad han gjorde” følgende artikel
”- Det er ikke en heldig sag. Og der vil blive foretaget ændringer. Sådan siger Annette Esdorf, der er vicedirektør i Direktoratet for Kriminalforsorgen. Udtalelsen kommer, efter at Ekstra Bladet i går kunne afsløre, at et fuldgyldigt medlem af rockergruppen Hells Angels i et år har fungeret som tilsynsværge for en farlig fange. Et grotesk forhold, som det nu viser sig, at Direktoratet for Kriminalforsorgen var bekendt med i næsten et år.
Jeg ærgrer mig
Jamen, jeg kan jo kun bekræfte, at det er sandt. Vi kendte til sagen, men stolede på, at retten havde foretaget et rigtigt valg af tilsynsvægre. I dag kan jeg da kun ærgre mig over, at vi ikke orienterede dommeren om det uheldige i situationen, siger Annette Esdorf, der på baggrund af Ekstra Bladets afsløring nu vil tage kontakt til landets fængselsinspektører
- Vi vil simpelt hen fortælle dem, at de skal orientere os, hvis de opdager tilsvarende forhold.
Altså at medlemmer af rockerbander fungerer som tilsynsværger. Så vil vi tage kontakt til de implicerede dommere og orientere dem om situationen.
HA er vel et firma
- Således at der kan foretages et nyt valg af værge, siger Annette Esdorf. Manden bag det tåbelige valg af tilsynsværge var landsdommer Ejlar Bruun.
Selv om Hells Angels-rockeren spillede med fuldstændig åbne kort over for retten og oplyste sin adresse som HA´s hovedkvarter i København, fattede han ikke mistanke.
- Jeg troede, HA var et firma, lyder hans forklaring.”
Det fremgår af sagen, at [K] ved udateret henvendelse til Ekstra Bladet efter offentliggørelsen af de påklagede artikler har fremsat sine kommentarer til det bragte. Denne henvendelse fremstår imidlertid ikke som en anmodning om genmæle, jf. medieansvarsloven § 36, stk. 3. [K] har telefonisk den 3. februar 2006 over for Pressenævnets sekretariat tilkendegivet, at hans klage alene vedrører tilsidesættelse af god presseskik.
2. Parternes synspunkter
[K] har anført, at det er i strid med god presseskik at afbillede ham med navns nævnelse på baggrund af en 13 år gammel voldsdom for værtshusslagsmål. [K] bemærker, at han i dag har en ren straffeattest, ligesom han også havde det ved beskikkelsen som værge.
[K] har afvist at være ’tidligere krigsminister i Hells Angels’. [K] har videre afvist, at Hells Angels har en titel med benævnelsen ’krigsminister’.
[K] har videre oplyst, at Ekstra Bladets journalist lagde sit telefonnummer ved et Hells Angels-medlem og sendte ham en sms den 18. januar 2006, hvorefter [K] forgæves forsøgte at kontakte journalisten. [K] har endvidere anført, at artiklerne ikke havde en sådan nyhedsværdi, at Ekstra Bladet ikke kunne have ventet med offentliggørelsen, inden de havde en kommentar fra ham.
[K] har endelig oplyst, at han den 25. januar 2006 afleverede et brev til Ekstra Bladet, hvoraf hans kommentarer til artiklerne fremgik.
Ekstra Bladet har anført, at oplysningerne om [K] er korrekte og samfundsrelevante.
Ekstra Bladet har oplyst, at [K] omtales som ’tidligere krigsminister’, idet denne betegnelse blev anvendt af Ekstra Bladets kilder.
Ekstra Bladet har herudover oplyst, at bladets journalist flere gange inden offentliggørelsen forsøgte at få fat i [K]s hemmelige telefonnummer, og at journalistens telefonnummer blev efterladt ved flere Hells Angels medlemmer, ligesom [A] har overgivet journalistens telefonnummer til [K].
Ekstra Bladet har bestridt at have modtaget et brev fra [K].
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Parterne har afgivet modstridende forklaringer vedrørende benævnelsen ’tidligere krigsminister’ og afleveringen af et brev til Ekstra Bladet. På grund af de begrænsede muligheder for bevisførelse for Pressenævnet kan Nævnet ikke afgøre hvilken forklaring, der er den rigtige.
Pressenævnet lægger imidlertid til grund, at Ekstra Bladet har forsøgt at kontakte [K] inden artiklernes offentliggørelse.
Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Endvidere følger det, at en domfældt person bør forskånes for at få fremdraget en ham tidligere overgået straffedom.
Pressenævnet finder, at der er en sådan offentlig interesse i omtalen af sammenhængen mellem klagers tidligere straffedom og beskikkelsen af ham som værge for en voldsdømt, at der er belæg for at nævne forholdet i artiklen om samme, hvorfor Nævnet ikke udtaler kritik heraf.
Afgjort den 14. juni 2006.
Resumé
Klager klagede over artikelserie bragt i Ekstra Bladet.
Parterne havde afgivet modstridende forklaringer vedrørende benævnelsen ’tidligere krigsminister’ og afleveringen af et brev til Ekstra Bladet. På grund af de begrænsede muligheder for bevisførelse for Pressenævnet kunne Nævnet ikke afgøre hvilken forklaring, der var den rigtige.
Pressenævnet lagde imidlertid til grund, at Ekstra Bladet havde forsøgt at kontakte [K] inden artiklernes offentliggørelse.
Det følger af de Vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Endvidere følger det, at en domfældt person bør forskånes for at få fremdraget en ham tidligere overgået straffedom.
Pressenævnet fandt, at der var en sådan offentlig interesse i omtalen af sammenhængen mellem klagers tidligere straffedom og beskikkelsen af ham som værge for en voldsdømt, at der var belæg for at nævne forholdet i artiklen om samme, hvorfor Nævnet ikke udtalte kritik heraf.