Afgørelse af klage investering i udvidet produktionskapacitet FGK-tilladelser
Statutory Text (2 Articles)
Afgørelse af klage – investering i udvidet produktionskapacitet – FGK-tilladelser
Agrogården
Lombjergevej 1
5750 Ringe
Att.: Planteavlskonsulent Kirsten Larsen
Den 21. februar 2006
Sagsnr.: 6196
Ref.: DSK/cgk
Tlf.: 33922190
E-mail: cgk@fvm.dk
Vedrørende Deres klage over Direktoratet for FødevareErhvervs afgørelse af 20. oktober 2005 om afslag på tildeling af FGK-tilladelser fra den nationale reserve. Direktoratets j.nr. 3901-05-330. Ansøgningsnr.:3042.
Ved brev af 16. november 2005 har De på vegne af NN klaget over Direktoratet for FødevareErhvervs afgørelse af 20. oktober 2005. Sagen vedrører afslag på tildeling af tilladelse til at dyrke frugt, grønt og andre kartofler end stivelseskartofler fra den nationale reserve 2005 (investering i udvidet produktionskapacitet- FGK-tilladelser).
Departementet omgør hermed delvist direktoratets afgørelse.
Sagsfremstilling
Ved ansøgning af 18. april 2005 ansøgte NN om tildeling af FGK-tilladelser til 21,63 ha på baggrund af en investeringer før den 15. maj 2004 på 638.341 kr. til henholdsvis jordbærplanter (kr. 35.182), lade/hal (kr. 539.991) og spirekasser (kr. 63.168). NN oplyste, at investeringernes startdato var den 27. maj 2002, og at ibrugtagning fandt sted løbende fra 1. januar 2003 til foråret 2006. Der var i ansøgningen endvidere anført en investering i leveringsrettigheder til 144.000 kr. i perioden 15. maj -31. december 2004 samt en budgetteret udgift til jordbærplanter i 2005 på kr. 36.180 kr. Det fremgik af ansøgningen, at FGK-arealet som følge af investeringerne var forøget med 21,63 ha. Der var til ansøgningen desuden vedlagt en revisorerklæring, hvoraf fremgik, at udgifterne vedrørte perioden 27. maj 2002 – 5. maj 2004 og en investering i en produktionsudvidelse med FGK-afgrøder. Revisorerklæringen var underskrevet af Karsten Siggard fra Agrogården.
NN havde i bemærkningsfeltet anført følgende om udvidelsen af FGK-arealet: I år 2002 opførtes en isoleret lade med spire- og kølerum. Spirerummet blev anvendt til kartofler og kølerummet til kartofler og jordbær. Laden var klar til ibrugtagning den 1. januar 2003, men udnyttelsen af bygningen skete løbende i forbindelse med udvidelsen af FGK-arealet. I år 2003 blev der i efteråret indkøbt pulverandele til produktion af pulverkartofler og i december spirekasser til kartofler. Den 7. maj 2004 og 2005 blev der indkøbt jordbærplantemateriale. Endelig anførte NN, at målet i 2006 var at dyrke 8 ha jordbær, 3 ha pulverkartofler, 29 ha spise-, chips- og læggekartofler, i alt 40 ha med FGK-afgrøder.
Det fremgik af markplanerne, at NN i år 2003 havde 14,67 ha med spisekartofler og 2,79 ha med frugt og bær, i 2004 var FGK-arealet forøget med læggekartofler på 2,80 ha, og der var i alt 4,15 ha med jordbær. I 2005 havde NN 19,54 ha med spisekartofler, 7,70 ha med industrikartofler, 1,60 ha med læggekartofler, 3,00 ha med stivelseskartofler og 5,95 ha med jordbær.
Den 26. september 2005 fremsendte Karsten Siggaard fra Agrogården faktura af 7. maj 2004 på køb af jordbærplanter på kr. 35.182,80 samt faktura af 23. december 2003 på køb af spirekasser på kr. 78.960,00.
Ved brev af 20. oktober 2005 meddelte direktoratet NN afslag på hans ansøgning. Direktoratet begrundede afslaget med, at investeringen i spirekasser blev vurderet som en effektivisering og forbedring af produktionen, ikke en egentlig udvidelse. Direktoratet anførte vedrørende investeringen i laden, at der ikke var en tilstrækkelig sammenhæng med produktionsforøgelsen for de pågældende FGK-afgrøder. Desuden anførte direktoratet, at investeringen var slået igennem allerede i år 2003. Endelig anførte direktoratet vedrørende investeringen i jordbær-udplantningsmaterialet, at der ikke havde været en 20% stigning for den pågældende afgrøde.
De har ved brev af 16. november 2005 som begrundelse for Deres klage anført, at investeringen i spirekasser er et led i en produktionsforøgelse, hvor NN valgte at lave egne læggekartofler, hvilket er langt billigere end at indkøbe læggekartoflerne. De har påpeget, at det af ansøgningen fremgår, at opførelsen af laden først får virkning på arealet med tidlige spisekartofler fra høståret 2004, da laden først var færdig i december 2002. Deres klage var vedlagt en investeringsplan, hvori de enkelte investeringsobjekter og - tidspunkter var opregnet, samt en beskrivelse udfærdiget af NN af udvidelsen af henholdsvis kartoffel- og jordbærarealet i perioden 2001-2004. Det fremgår blandt andet heraf, at NN påbegyndte produktionen af tidlige spisekartofler i 2001. Grundet prisen på læggekartofler valgte NN at opføre en hal med mulighed for opbevaring og forspiring af læggematerialet. Da den isolerede lade først var færdig i december 2002, var det først muligt efter høsten i 2003 at opbevare og lave egne læggekartofler til sæsonen 2004. I december 2003 indkøbte NN yderligere spirekasser med henblik på at udvide arealet med tidlige spisekartofler til 16,60 ha i 2004. Endelig anførte NN, at laden endvidere anvendes til fremstilling af egne læggekartofler til avl af chips- og pulverkartofler. Vedrørende jordbærarealet anførte NN, at produktionen blev påbegyndt i 2001, hvor de første planter blev sået. I år 2003 nedpløjede NN 0,9 ha grundet syge planter og plantede i stedet 1,1 ha i efteråret 2003. NN anførte, at målet er at dyrke 8 ha med jordbær.
Direktoratet har i sin indstilling af 21. december 2005 anført samme begrundelser som i afgørelsen og indstillet, at afgørelsen blev fastholdt.
Departementet fremsendte ved brev af 22. december 2005 direktoratets indstilling til Dem og gav Dem i den anledning en frist til den 12. januar 2006 til at fremkomme med yderligere bemærkninger.
De fremsendte ved brev af 9. januar 2006 yderligere bemærkninger, hvoraf fremgår, at NNs produktion af tidlige spisekartofler blev udvidet fra 6,50 ha i 2003 til 16,60 ha i 2004. De har anført, at produktionen af tidlige spisekartofler er en specialproduktion, som kræver ekstra omhu i forhold til produktion af almindelige spisekartofler. De har anført, at det er nødvendigt og en forudsætning for produktionen, at læggekartoflerne forspires i særlige spirekasser, og at kartoflerne i marken overdækkes med fiberdug for at sikre, at kartoflerne kan leveres til forbrugeren sidst i maj. De har henvist til tidligere redegørelser for indkøb af spirekasser og har påpeget, at der ikke er tale om en effektivisering, men en langtidsinvestering begrundet i udvidelsen af kartoffelarealet. De anførte vedrørende laden, at den er en forudsætning for at gennemføre den planlagte udvidelse af produktionen af såvel tidlige spisekartofler som andre kartofler. De har anført, at laden skal bruges til opbevaring, sortering og forspiring af egne læggekartofler, og at den eksisterende lagerkapacitet ikke var tilstrækkelig til den forøgede produktion. Desuden var det påkrævet at udvide faciliteterne til forspiring af kartofler til tidlige spisekartofler, og De har påpeget, at laden således har en direkte sammenhæng med produktionsforøgelsen. Dernæst bemærker De, at laden ikke resulterer i en udvidelse af arealet med kartofler i 2003 men først i 2004, hvor NN havde mulighed for at opbevare egne kartofler til læggekartofler fra høsten 2003. De har henvist til, at der var en kraftig stigning i kartoffelarealet fra 2003-2004 fra 14,67 til 28,17 ha. Endelig har De bemærket, at investeringerne til jordbær blev godkendt af direktoratet.
Sagen vil herefter blive afgjort på det foreliggende grundlag.
Regelgrundlag
Det er ifølge §20 i bekendtgørelse 1514 af 22. december 2004 om direkte støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen en betingelse for tildeling af FGK-tilladelser fra den nationale reserve, at der
· søges om støtte til et areal, der omfatter mere end 2 ha,
· er foretaget en investering på minimum 30.000 kr. eksklusiv moms,
· er en realøkonomisk sammenhæng mellem investeringen i produktionsfaktorer, som vedrører dyrkning af FGK-afgrøder og produktionsforøgelsen,
· som følge af investeringen er sket en produktionsforøgelse af FGK-afgrøder på mindst 20% og
· foreligger en attesteret erklæring om investeringens realøkonomiske sammenhæng med produktionsudvidelsen og en udgiftsopgørelse.
Investeringen i produktionskapacitet eller jord skal være foretaget senest den 15. maj 2004, jf. art 21, stk. 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 795/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser til enkeltbetalingsordningen i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere.
Departementets bemærkninger og afgørelse
Departementet skal bemærke, at det af ansøgningen og revisorerklæringen fremgår, at investeringen er foretaget i perioden 27. maj 2002 til den 2. maj 2004, og at FGK-arealet som følge af investeringen i henhold til markplanerne er steget fra 17,37 ha i 2003 til 34,79 ha i 2005. Dermed opfylder ansøgningen betingelserne om, at investeringerne skal være foretaget inden den 15. maj 2004, og at der søges om støtte til et areal på mere end 2 ha. Endvidere er betingelsen om en minimumsforøgelse på 20% ligeledes opfyldt.
Endvidere skal departementet bemærke, at NNs investeringer før fristen den 15. maj 2004 er på 638.341 kr. (fordelt på jordbærplanter til kr. 35.182, lade/hal til kr. 539.991 og spirekasser til kr. 63.168) og dermed samlet set over den fastsatte beløbsgrænse på minimum kr. 30.000 ekskl. moms.
De investeringer, der er foretaget efter fristen (leveringsrettigheder til pulverkartofler til kr. 144.000 kr. og jordbærplanter til kr. 36.180 ) vil således ikke kunne danne grundlag for tildeling af FGK-rettigheder, men er med til at danne et billede af den samlede investeringsplan.
Det er en forudsætning, at investeringerne vedrører en udvidelse af produktionskapaciteten for de pågældende FGK-afgrøder, og at der er en realøkonomisk sammenhæng mellem investeringen og udvidelsen af FGK-arealerne.
Direktoratet afviste investeringerne i jordbærplanterne under henvisning til, at der ikke havde været en 20% stigning for denne afgrøde. Departementet skal bemærke, at vurderingen af stigningen på 20% skal ske på baggrund af en sammenligning mellem det samlede FGK-areal i 2003 og det samlede FGK-areal i 2005. Da der, som nævnt ovenfor, er en stigning på 20% på det samlede FGK-areal på NNs bedrift, er denne betingelse opfyldt. Departementet skal endvidere bemærke, at der fra 2003 til 2005 er en stigning på 3,16 ha fordelt med en stigning på 1,36 ha fra 2003 til 2004 og 1,8 ha fra 2004 til 2005. Departementet finder derfor, at der er en realøkonomisk sammenhæng mellem investeringen i jordbærplanter og produktionsudvidelsen.
Direktoratet afviste investeringen i laden/hallen med manglende sammenhæng med produktionsforøgelsen for de pågældende afgrøder, og at investeringen var slået igennem allerede i år 2003. De har vedrørende laden/hallen oplyst, at det først efter høsten i 2003 var muligt at anvende laden til fremstilling af læggekartofler til sæsonen 2004 til den forøgede produktion og til forspiring af kartofler til tidlige spisekartofler. De har endvidere anført, at den var en forudsætning for at gennemføre den planlagte udvidelse af produktionen af såvel spisekartofler som andre kartofler.
Departementet skal bemærke, at der fra 2003 til 2004 var en stigning i arealerne med spise- og læggekartofler på 2,80 ha, mens der fra 2004 til 2005 var en stigning på samme afgrøder og industrikartofler på 11,37 ha. Stigningen har således været størst fra 2004 til 2005. Departementet lægger til grund, at laden/hallen uanset færdiggørelsen i december 2002 først kunne anvendes efter høsten 2003 og finder, henset til fordelingen i stigningen af FGK-kartofler 2003 til 2004 og 2004 til 2005 således, at der er en realøkonomisk sammenhæng mellem investeringen i laden/hallen til kr. 539.991 kr. og produktionsudvidelsen af FGK-afgrøder. Departementet lægger endvidere til grund, at laden ikke finder anvendelse på øvrige af bedriftens afgrøder, herunder stivelseskartofler.
Allerede fordi departementet hermed kan godkende investeringer for mere end kr. 30.000 kr. ekskl. moms, omgør departementet hermed direktoratets afgørelse af 20. oktober 2005. Departementet skal bemærke, at der alene kan tildeles FGK-tilladelser fra den nationale reserve for forskellen mellem 2003 og 2005 arealet. Idet forskellen mellem NNs FGK-arealer med kartofler og jordbær fra 2003- til 2005 i henhold til markplanerne er 17,32 ha, omgøres direktoratets afgørelse for så vidt angår 17,32 ha.
Direktoratet er orienteret herom ved kopi af nærværende afgørelse og er samtidig anmodet om at foretage det i den forbindelse videre fornødne.
Departementets afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
Med venlig hilsen
Camilla Krohn
Resumé
Klager havde ansøgt Direktoratet for FødevareErhverv (DFFE)om tildeling af FGK-tilladelser til 21,63 ha på baggrund af investeringer før den 15. maj 2004 på i alt 638.341,- kr. til hhv. spirekasser (63.168,- kr.), opførelse af lade/hal (539.991,- kr.) og jordbærplanter (35.182,- kr.). DFFE gav afslag på ansøgningen med den begrundelse, at spirekasserne blev anset for at være en effektivisering og forbedring af produktionen men ikke en egentlig udvidelse, at der hvad angik laden/hallen ikke var en tilstrækkelig sammenhæng med produktionsforøgelsen for de pågældende FGK-afgrøder bl.a. fordi investeringen i hallen allerede var slået igennem i 2003, og endelig at investeringen i jordbærudplantningsmaterialet ikke havde givet sig udslag i en 20% stigning for den pågældende afgrøde.
Klager gjorde i klagen gældende, at investeringen i spirekasser var et led i en produktionsforøgelse, idet klager havde valgt at lave egne læggekartofler i stedet for at indkøbe disse. Den opførte lade/hal skulle give mulighed for opbevaring og forspiring af læggematerialet, men da laden først stod færdig i december 2002, var det først muligt efter høsten 2003 at opbevare og lave egne læggekartofler til sæsonen 2004. Dertil kom, at forspirings- og lagerfaciliteter er særligt nødvendige for en produktionsudvidelse, når der – som i det foreliggende tilfælde - er tale om produktion af tidlige spisekartofler, som skal kunne leveres til forbrugeren sidst i maj. Hvad angik jordbærarealet blev produktionen påbegyndt i 2001, hvor de første planter blev sået. I 2003 måtte 0,9 ha nedpløjes p.g.a. syge planter, men i efteråret 2003 blev der i stedet tilplantet 1,1 ha. Endelig henviste klager til, at investeringerne til jordbær blev godkendt af DFFE.
Departementet omgjorde DFFE’s afgørelse, idet det for det første blev lagt til grund, at investeringen var blevet foretaget i perioden 27. maj 2002 til den 2. maj 2004, og at FGK-arealet som følge heraf var steget fra 17,37 ha i 2003 til 34,79 ha i 2005. Herved fandt departementet følgende betingelser i enkeltbetalingsbekendtgørelsen opfyldt: Investeringer i produktionskapacitet eller jord skulle være foretaget senest den 15. maj 2004, der skulle søges støtte til et areal større end 2 ha, og der skulle være tale om en minimumsforøgelse af arealet på 20 %. Endvidere var kravet om, at den samlede investering inden fristen den 15. maj 2004 skulle være på mindst 30.000,- kr., opfyldt. Hvad angik investeringerne i jordbærplanter lagde departementet til grund, at enkeltbetalingsordningens krav om 20 % stigning i produktionen ikke gik på den enkelte afgrøde isoleret men skulle beregnes på baggrund af en sammenligning mellem det samlede FGK-areal i 2003 og det samlede FGK-areal i 2005. Allerede fordi departementet således kunne godkende investeringer for mere end 30.000,- kr., omgjorde man DFFE’s afgørelse. Idet der alene kunne tildeles FGK-tilladelser fra den nationale reserve for forskellen mellem 2003- og 2005-arealet, og idet forskellen mellem klagers FGK-arealer fra 2003 til 2005 i henhold til markplanerne var 17,32 ha, omgjorde departementet DFFE’s afgørelse for så vidt angik 17,32 ha.