Feriegodtgørelse, bruger af beskyttet værksted, lønmodtagerbegreb

Feriegodtgørelse, bruger af beskyttet værksted, lønmodtagerbegreb

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 8. februar 2006.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De er ikke lønmodtager i ferielovens forstand. De har derfor ikke ret til feriegodtgørelse.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 21. juli 2005.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

- De som udviklingshæmmet arbejder på det beskyttede værksted,

- værkstedet er oprettet som et beskæftigelses- samt aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 87 og § 88,

- værkstedets målsætning er at styrke medarbejdernes kompetencer, livskvalitet og selvværd

- De får ca. 18 kr. pr. time for arbejdet, og

- Lønnen er som udgangspunkt fastsat svarende til indsatsen.

Ankenævnet finder ikke, at De er lønmodtager i lovens forstand.

Ved en lønmodtager forstås ifølge lovens § 1 en person, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.

Ankenævnet vurderer, at der er tale om personligt arbejde, som De modtager vederlag for. Ankenævnet finder imidlertid, at der ikke er tale om et tjenesteforhold.

Ankenævnet har lagt vægt på, at formålet med beskæftigelsen på værkstedet primært har et socialt og ikke et erhvervsfagligt sigte, og at formålet således ikke er i en arbejdsgivers interesse. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er et normalt over-underordnelsesforhold med normale afskedigelsesprocedurer m.m.

K L A G E P U N K T E R

I klagen er det anført, at hvis De ikke udførte arbejdet, skulle det udføres af virksomheder og overenskomstansat personale.

Ankenævnet bemærker, at formålet med arbejdet er socialt, og at arbejdet efter serviceloven ikke må være konkurrenceforvridende.

Det er endvidere anført, at der ikke er tale om en arbejdsdusør efter servicelovens § 88, men om løn, idet De er beskæftiget efter § 87.

Ankenævnet bemærker hertil, at der udbetales løn efter indsats til personer, som er beskæftiget efter både § 87 og § 88. Arbejdsdusør gives ifølge bekendtgørelsen om aflønning m.v. og støtte til befordringsudgifter i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og i aktivitets- og samværstilbud gives til personer, som beskæftiges på grund af særlige sociale problemer efter servicelovens § 87, stk. 2, og som ikke er omfattet af aktiveringsbestemmelserne.

Endelig er det anført, at Deres retsopfattelse og medborgerskabsfølelse er krænket.

Hertil bemærker ankenævnet, at ifølge Vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap giver produktivt arbejde de handicappede ligestilling og dermed øget selvværd og livskvalitet.

Endelig har De henvist til Arbejdsdirektoratets bemærkning om, at brugerne i værkstedet eventuelt er omfattet af arbejdsmiljøloven. De har anført, at ferieloven og arbejdsmiljøloven kompletterer hinanden og spurgt hvilke dele af arbejdsmiljøloven, der ikke gælder for udviklingshæmmede.

Ankenævnet beder Arbejdsdirektoratet om at besvare spørgsmålet om sammenhængen mellem arbejdsmiljøloven og ferieloven.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

- § 1 i bekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004 af Ferielov

- §§ 87-90 i bekendtgørelse nr. 280 af 5. april 2005 af lov om social service (nu afløst af bekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 af lov om social service)

Resumé

En udviklingshæmmet arbejdede på et beskyttet værksted. Værkstedet var oprettet som et beskæftigelses- samt aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 87 og § 88.

Værkstedets målsætning var at styrke medarbejdernes kompetencer, livskvalitet og selvværd.

Den pågældende fik ca. 18 kr. pr. time for arbejdet, som han betalte skat af. Lønnen var som udgangspunkt fastsat svarende til indsatsen.

Ankenævnet fandt ikke, at den pågældende var lønmodtager i ferielovens forstand og havde derfor ikke ret til feriegodtgørelse.

Ankenævnet vurderede ikke, at der var tale om et tjenesteforhold.

Ankenævnet lagde vægt på, at formålet med beskæftigelsen på værkstedet primært havde et socialt og ikke et erhvervsfagligt sigte, og at formålet således ikke var i en arbejdsgivers interesse. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var et normalt over-underordnelsesforhold med normale afskedigelsesprocedurer m.m.

Ankenævnet tiltrådte således direktoratets afgørelse.