Refusion

§ 3 og § 5, stk. 1 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion for udbetalte ydelser.

O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N

Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.

På ankenævnets vegne

xxx

xx

De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

Arbejdsdirektoratet

Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003

§ 3. En a-kasse har ikke ret til refusion, hvis den med urette har udbetalt ydelser. Er der udbetalt refusion, skal a-kassen betale den tilbage.

Stk. 2. A-kassen har dog ret til refusion i de i §§ 4-7 anførte tilfælde.

§ 5. Hvis udbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har a-kassen ret til refusion, hvis a-kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt.

§ 86, stk. 4 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, og

§ 86.

..

Stk. 4. Hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 15, er udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion fra statskassen og skal betale udbetalt refusionsbeløb for den fejludbetalte ydelse tilbage fuldt ud, medmindre den fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold. Tilbagebetaling skal ske, uanset om staten har lidt økonomisk tab. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan dog i ganske særlige tilfælde give tilladelse til, at kassen helt eller delvis får ret til refusion, hvis staten ikke har lidt et økonomisk tab af samme størrelse som det fejludbetalte beløb. Direktørens afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 og arbejdsløshedskassers ret til refusion for udbetalte ydelser.

Refusion

Vedrørende xxx, cpr.nr. xxxxxx-xxxx

Ankenævnet har behandlet a-kassens klage på møde den 9. februar 2006.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

A-kassen har ret til refusion for dagpenge udbetalt til xxx i karantæneperioden.

Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 19. oktober 2005.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at ankenævnet på møde den 9. februar 2006 traf afgørelse om, at xxx skulle anses for selvforskyldt ledig, idet han uden en gyldig grund afviste et formidlet arbejdet ved xx.

Ifølge § 3 i bekendtgørelse om a-kassernes ret til refusion for udbetalte ydelser har en a-kasse ikke ret til refusion, hvis den med urette har udbetalt ydelser.

Det følger dog videre af § 5, stk. 1 i bekendtgørelsen, at hvis udbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse, har a-kassen ret til refusion, hvis a-kassen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og skønnet kan anses for forsvarligt.

Ankenævnet finder, at a-kassen har indhentet et tilstrækkeligt grundlag for det foretagne skøn.

Ankenævnet finder endvidere, at det af a-kassen foretagne skøn kan anses for forsvarligt, idet a-kassen ved afgørelsen lagde vægt på, at xxx hver anden uge havde en samlet daglig transporttid på 3 timer og 45 minutter.

A-kassen fandt således, at den samlede daglige transporttid skulle vurderes individuelt uge for uge, og ikke som et samlet gennemsnit.

A-kassen fandt endvidere, at en overskridelse på 45 minutter, svarende til 25% er en større overskridelse, end hvad xxx er pligtig til at acceptere.

Ankenævnet er på baggrund af ovenstående af den opfattelse, at a-kassen ved afgørelsen har udøvet et forsvarligt skøn.

R E G L E R

Ankenævnet henviser til

Resumé

Medlemmet afslog et formidlet arbejde med henvisning til lang transporttid.

Den samlede daglige transporttid udgjorde skiftevis 2 timer og 45 minutter den ene uge og 3 timer og 45 minutter den anden uge.

Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet skulle anses for selvforskyldt ledig, idet ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet havde været ledigt i mere end 3 måneder, og derfor måtte acceptere en samlet daglig transporttid på mere end 3 timer.

Ankenævnet lagde således vægt på, at den gennemsnitlige daglige samlede transporttid udgjorde 3 timer og 15 minutter, hvilket ikke gik ud over, hvad medlemmet skulle acceptere.

Ankenævnet fandt samtidig, at a-kassen havde ret til refusion for de udbetalte dagpenge i karantæneperioden, idet a-kassen havde indhentet et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og idet det foretagne skøn måtte anses for forsvarligt.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at a-kassen ved afgørelsen af sagen havde fundet, at transporttiden skulle vurderes individuelt uge for uge, og ikke som et samlet gennemsnit, og at a-kassen havde fundet, at en overskridelse på 45 minutter, svarende til 25% var en større overskridelse, end hvad medlemmet var pligtig til at acceptere.