Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-284

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-284

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet den 29. december 2005, idet Ekstra Bladet har afvist at bringe et genmæle.

1. Sagsfremstilling

Den 29. december 2005 bragte Ekstra Bladet under overskriften ”JEG ER BARE FORELSKET I PRÆSTEN” og underoverskriften ”BESAT VESTJYDE TERRORISERER KIRKE: 59-årig mand har sendt kvindelig præst på sygeorlov” følgende artikel

”- Jamen, jeg er jo bare forelsket i præsten.

Den lille slanke mand med det viltre hår kan ikke rigtig selv se, at han har gang i noget stort i [A].

Men det har han unægtelig. Præsten ligger sygemeldt på tredje måned. Menigheden er gået i koma. Politiet i Varde er snart drænet for alle kræfter.

Alene i juledagene kom der fem politianmeldelser mod den 59-årige pensionist. En gudstjeneste måtte aflyses juledag, fordi den lille mand pure nægtede at forlade kirken. 2. juledag kom han op at slås med formanden for menighedsrådet foran kirken, så hendes håndtaske fløj gennem luften.

Til sidst måtte de tilkaldte politifolk dirigere – ikke trafik – men kirkegængere ind og ud af den hvidkalkede kirke for at undgå yderligere håndspålæggelser.

- Vi har så meget at lave her i julen. Kanonslag, der sprænger i luften, og nu også dig. Vi har ikke tid til det her. Kan du ikke tage det roligt, bønfaldt betjentene [K].

Men [K] tillod ikke julefreden at sænke sig i den ellers så hyggelige by nord for Varde. Og nu frygter menigheden med rette for, at de uhyggelige løjer fortsætter langt ind i det nye år.

Hun er så smuk

- Jeg bøjer mig ikke. De skal ikke bestemme over mig. Jeg går i kirke, hvor jeg vil, siger Madsen og skubber stædigt brillerne op i panden.

Det hele begyndte i sommer, da [K] mistede sin kun 18-årige datter under tragiske omstændigheder. Tynget af sorg søgte han hjælp, hos sognepræst [B].

- Men så blev jeg forelsket i hende. Hun er en meget smuk kvinde. Hendes hår er skønt og hendes nakke noget helt specielt. Det skrev jeg til hende i en kærlighedserklæring. Jeg ved godt, at hun kun er i slutningen af 30’erne, og at jeg er meget ældre. Jeg ved også godt, at hun er gift og har to børn. Men jeg var altså dybt betaget af hende.

- Præsten skrev aldrig tilbage, og så ringede jeg til hende og undskyldte brevet. Men hun ville ikke tilgive mig. Hvad siger du – en præst, der ikke kan tilgive?

I den kommende tid afskibede [K] omkrig ti breve til sognepræsten, som til sidst fik politiet til at give den forelskede kirkegænger et politi-tilhold mod at kontakte hende. Han måtte dog godt fortsætte med at komme i kirken.

Han synger, når han vil

Siden har [K] ikke overset en eneste gudstjeneste i [C] Kirke og nabo-kirken i [D].

Uheldigvis for både præst og menighed følger Madsen imidlertid sine helt egne ritualer i kirken. Han messer med på præstens trosbekendelse, og han rejser sig med mellemrum midt i den kirkelige handling og synger det bedste, han har lært. Ene mand. Midt i kirken.

I det sidste halve år er menigheden blevet mere og mere rasende over den manglende ro på alle rækker. Hjælpepræsterne bliver stressede og farer vild i ceremonien. En søndag kom præsten ligefrem til at sige Fadervor to gange. Alt sammen på grund af Madsens chikanerier.

[K] er allerede blevet idømt 30 dagbøder for otte gange at have saboteret kirkegangen. Han har også fået 20 dagbøder for at have overtrådt politi-tilholdet mod præsten.

Vi holder ham ude

- Men jeg har anket begge sager, fortæller Madsen. I kampens hede har han også politianmeldt et par præster og klaget til biskoppen i Ribe, statsadvokaten i Sønderborg og dommeren i Varde.

Nu har nogle af de almindelige kirkegængere i [A] imidlertid fået nok.

- Vi har simpelt hen besluttet fysisk at forhindre manden i at komme ind i kirken. Det kan ikke være rigtigt, at han skal chikanere vores søde og dygtige præst på denne måde, fortæller den pensionerede missionær og sygeplejerske [E] fra [A].

[E] erkender, at [K] juridisk set har lov til at komme i kirken.

- Men vi stopper ham alligevel. Vi vil ikke være med til det her mere. Han kan jo trække os rundt ved hårene i årevis med det her. Nu skal det have en ende.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra den sygemeldte sognepræst.”

Under et fotografi af [K] står

”Den 59-årige [K] er allerede blevet dømt for otte gange at have forstyrret gudstjenesterne med sang og messen. Han truer med at fortsætte.”

Ved siden af et fotografi af præsten står

”Sognepræst [B] har lagt sig syg på grund af [K]s kærlighedserklæringer. Og de stressede hjælpepræster laver konstant fejl under gudstjenesterne. En præst kom således til at sige Fadervor to gange.”

Ved siden af et fotografi af en kirkegænger står

”Nu skal det her stoppe, [E] og nogle andre kirkegænger vil fysisk forhindre den forelskede kirkegænger i at komme ind i kirken, hvor han chikanerer præsten”

[K] sendte den 10. januar 2006 følgende e-mail til Ekstra Bladet med anmodning om genmæle

”I afsnittet med overskriften ”Han syner når han vil” står der: ”Siden har [K] ikke overset en eneste gudstjeneste i [C] Kirke og i nabokirken i [D].” Dette er faktuelt forkert. Jeg er aldrig gået til gudstjeneste i begge kirker samme dag. I næste afsnit hævdes det, at jeg følger mine helt egne ritualer: Igen faktuelt forkert. Det, jeg har gjort, er ganske i overensstemmelse med ritualet i sandsynligvis flertallet af danske kirker, og jeg rejser mig heller ikke med mellemrum midt i den kirkelige handling og synger. Hele menigheden står op under evangelielæsningen. Og jeg har sunget det menighedssvar, som står i den kgl. Resolution af 12. juni 1992 om højmessen i den danske folkekirke. Desuden ”messes” trosbekendelsen ikke i de to sogne af hverken præst eller undertegnede.

Endelig klager jeg over, at bladets fotograf på artiklen tog billeder af mig i mit hjem, skønt jeg havde forbudt det. Samme fotograf tog uden tilladelse billeder af mig, da jeg cyklede til [D] Kirke Nytårsdag. ”

Ekstra Bladet svarede ved e-mail af 10. januar 2006 følgende på anmodningen om genmæle

”1) Du kan naturligvis ikke gå til to gudstjenester samtidig. Meningen med den lidt kluntede sætning er at signalere, at du hver søndag trofast er gået i en af de to kirker for at følge gudstjenesten. Vi tror, at læserne fatter hensigten.

2) Det er vores journalists opfattelse, at du følger dine helt egne ritualer i forhold til, hvad menighedsrådene opfatter som naturligt ved kirkegangen i de to kirker. Netop derfor finder menigheden din opførsel forstyrrende.

3) Journalisten og fotografen oplyser, at du inviterede dem indenfor og understregede, at du ikke ønskede at blive fotograferet. Undervejs i samtalen ændrede du mening og tillod fotografering. Du er således ikke fotograferet, uden der blev givet en utvetydig tilladelse. Det fremgår også, at du diskuterede det betimelige i, om en tegning af kirken – som din datter har udført, og som hang på væggen – skulle danne baggrund for billedet af dig. Der er optaget omkring 30 billeder af dig i køkkenet - hovedparten med hjælp af flash, som journalisten holdt i perioder for at skabe sidelys. Det er således absurd at påstå, at du ikke var bevidst om, at du blev fotograferet.

4) Fotografiet nytårsdag er taget på offentlig vej, og i forlængelse af fotograferingen havde fotografen Poul Anker en hyggelig samtale med dig, hvorunder du på intet tidspunkt klagede over fotograferingen. Fotografen arbejdede yderligere i god tro, idet han netop få dage inden havde oplevet dig selv stille op til fotografering. Hvis du har stærke grunde til ikke at ville blive gengivet som cyklist, kan vi tilbyde at slette fotografiet fra arkivet.

Sammenfattende ser jeg intet grundlag for at bringe et genmæle. ”

2. Parternes synspunkter

[K] har henholdt sig til følgende klagepunkter anført over for Ekstra Bladet

”Ad 1): Der var ikke tale om at gå til to gudstjenester samtidig, men om, at jeg angiveligt ikke havde forsømt nogen gudstjeneste i de to sogne. Faktisk kunne jeg godt have gået til to gudstjenester samme dag i pastoratets to sogne - hvilket jeg altså aldrig har gjort. Spørgsmålet er ej heller, om læserne fatter hensigten, men, om det, bladet faktisk skriver, er sandt.

Ad 2): Klaus Jessens opfattelse interesserer mig ikke - derimod, hvad journalisten f a k t i s k skriver; og det er ligeledes uinteressant, hvad eventuelle uvidende menighedsråd/sognebørn måtte have af opfattelser (jeg har f. eks. personlig oplevet, at en mangeårig kirkegænger og tidligere kirkeværge troede, at jeg med mit menighedssvar afbrød prædikenen!). Næppe nogen af selv mine kritikere blandt råd eller sognebørn ville hævde, at jeg "messer med på trosbekendelsen" og "med mellemrum rejser mig op og synger".

Ad 3): Jeg ændrede ikke mening m. h. t. fotografering inden døre i mit hjem - jeg var blot så flink at, foruden at traktere med brunkager og kaffe, undlade at forsøge at ødelægge fotografens apparat. Og jo, jeg er "fotograferet, uden der blev givet en utvetydig tilladelse". Der blev, da de to fra bladet blev lukket ind, tværtimod givet et utvetydigt f o r b u d mod fotografering inde. Og jeg har ikke ved at omtale min datters tegning diskuteret denne som mulig baggrund for et foto. Endelig er spørgsmålet ikke, om jeg var bevidst om, at jeg blev fotograferet, men om, hvorvidt jeg havde tilladt det eller ej. Bladet havde jo mulighed for at undlade at anvende de billeder, som jeg havde forbudt taget - ganske som chefredaktøren nu tilbyder at skrotte cyklistfotoet.

Ad 4): Samtalen var alene hyggelig, fordi jeg på daværende tidspunkt endnu ikke havde læst bladets artikel - hvilket jeg i øvrigt gjorde fotografen opmærksom på. Så jeg tager naturligvis mod chefredaktørens tilbud om at slette fotografiet fra arkivet. Desuden antydede fotografen, dels, at jeg var beruset fra gårsdagen og derfor cyklede til kirken, og dels, at jeg skulle videre til næste gudstjeneste i [A]. Så fotografen vidste altså (åbenbart i modsætning til chefredaktøren), at det var muligt at følge t o gudstjenester samme dag - hvilket jeg selvfølgelig svarede fotografen, at jeg ikke agtede.

Jeg fastholder altså mit krav om genmæle , idet jeg med beklagelse må konstatere, at journalisten ikke udnyttede den chance, han havde for med det lange interview af mig og med henvisningen til Ny Varde Kommunes debatsides indlæg af undertegnede at bringe en god historie om selvtægt i et lille samfund, men i stedet valgte at bygge sin historie på læsning af JydskeVestkysten.”

Ekstra Bladet har henvist til sit tidligere svar til [K] den 10. januar 2006 og har herudover anført, at fotografier af [K] på cykel er blevet slettet af fotobasen efter hans eget ønske.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet har ikke mulighed for at foretage en bevismæssig bedømmelse af faktiske forhold, som parterne er uenige om. Pressenævnet kan derfor ikke tage stilling til, hvorvidt [K] har givet journalisten lov til at fotografere ham. Endvidere fremgår det, at fotografierne efterfølgende er slettet af bladets fotobase efter [K]s ønske, og at de ikke er bragt i bladet.

Efter medieansvarslovens § 36, stk.1, skal anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen skade af betydning, under visse yderligere betingelser tages til følge. Efter samme lovs § 38, stk. 1, skal genmælets indhold i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger.

De udsagn, der er bragt i artiklen af 29. december 2005, og som [K] har anmodet om genmæle overfor, vedrører ikke oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, jf. medieansvarslovens § 36, stk. 1. Pressenævnet finder, at der ikke er grundlag for at bringe et genmæle.

Afgjort den 6. april 2006.

Resumé

Klager klagede over artikel i Ekstra Bladet.

Pressenævnet havde ikke mulighed for at foretage en bevismæssig bedømmelse af faktiske forhold, som parterne var uenige om. Pressenævnet kunne derfor ikke tage stilling til, hvorvidt klager havde givet journalisten lov til at fotografere ham. Endvidere fremgik det, at fotografierne efterfølgende var blevet slettet af bladets fotobase efter klagers ønske, og at de ikke havde været bragt i bladet.

Efter medieansvarslovens § 36, stk.1, skal anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen skade af betydning, under visse yderligere betingelser tages til følge. Efter samme lovs § 38, stk. 1, skal genmælets indhold i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger.

De udsagn, der var bragt i artiklen af 29. december 2005, og som klager havde anmodet om genmæle overfor, vedrørte ikke oplysninger af faktisk karakter, som var egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, jf. medieansvarslovens § 36, stk. 1. Pressenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at bringe et genmæle.