Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-276

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-276

[K] har klaget til Pressenævnet over en boganmeldelse af sin roman ”[A]” bragt i Politiken den 1. november 2005, idet Politiken har afvist at bringe et genmæle.

1. Sagsfremstilling

1.1. Anmeldelse af ”[A]” bragt i Politiken den 1. november 2005

”Provinsens mafia

Arven fra Morten Korch lever i romandebut om en jysk provinsby.

ROMAN

[K]: [A]

(Gyldendal, 360 sider, 275 kroner). Udkommer i dag.

[K] er en 55-årig jysk arkitekt, der driver typehusvirksomhed, fiskesø, hytteby og tegnestue. Nu har han også skrevet en roman. Her ville det være meget let at skrive: og det skulle han hellere have ladet være med. Et langt stykke hen ad vejen var det da også min tanke – ligesom en til forargelse grænsende undren over, at Gyldendal har udgivet den.

For i ”[A]”, som er en roman om halvfjerdserne i en østjysk provinsby af samme navn, ligger klicheerne – en del [af] dem taget direkte fra Morten Korch – i lag. Påskuddet for fortællingen, som man dog hurtigt glemmer, fordi det er påklistret og slet ikke foldet ud, er mordet på en lokal særling med en skjult formue. Man husker svagt en sådan sag fra medierne. Selve fortællingen handler om, at [A] er gennemsyret af dobbeltmoral, korruption, sammenspisthed, inkompetence, der går ud over småfolk, utilpassede typer og forsvarsløse enker. De værste skurke er selvfølgelig missionen (men ikke præsten), skoleinspektøren, advokaten og skatteinspektøren. Heldigvis har byen mindst én hædersmand i form af en dyrlæge, der gennemskuer hykleriet, siger, hvad han mener, ikke er bange for nogen og gør det nødvendige lobbyarbejde, f.eks. når den forførte, forrådte og misbrugte, men dygtig Lilly skal have spiritusbevilling. Den dyrlæge er nok den værste og mest Morten Korch-agtige af klicheerne, men han er også meget sympatisk. (Værre er det, at der i hele bogen er en tendens til, at forfatteren skoser én fordom ved hjælp af en anden. De usympatiske personer skal til overflod forsynes med enten et handicap eller en perversion – hvad der for forfatteren vist kommer ud på et).

BÅDE FOLKEVALGTE, embedsmænd og erhvervsliv sidder sammen i en loge, kaldet ”Clubben”, der i praksis fungerer som et alternativt byråd, der – helt uden om offentlig indsigt, kontrol eller valgbarhed – laver økonomiske rævekager og holder hånden over egne medlemmer. Hvis den lokale presse optager et kritisk læserbrev, ryger den livsvigtige indtægt fra alle kommunens annoncer. Og hvis en borger kommer et af klubbens medlemmer på tværs på nogen måde, så sørger skattedirektøren for, at deres selvangivelser og regnskaber kommer gennem et grundigt tjek fem år tilbage. Det er vist med effektivt illustrative eksempler, der kan give hvem som helst sved på panden. Forfatteren synes at have et nært kendskab til lokale skattefolks beskidte kneb i kunsten at genere flittige borgere, og han vender igen og igen tilbage til, at kommunen altid taber sine skattesager højere oppe i systemet. Der er i det hele taget mange gentagelser i ”[A]”, og en del forekommer som et kneb, der skal hjælpe hukommelsen og lette læsningen for den type læsere, der kun når et par sider før indslumringen om aftenen.

NÅR ALT dette er sagt, så vil jeg alligevel ikke brokke mig over, at Gyldendal har udgivet denne bog. Det skyldes ene og alene, at det er godt, der af og til skrives råt for usødet – sågar af og til pedantisk som her – om den skjulte magtstruktur i nogle mænds broderskaber. Samt om ovennævnte dobbeltmoral, korruption, sammenspisthed og inkompetence, som jeg ikke et øjeblik er i tvivl om ligger og lurer ude i kommunerne. Så skal man åbenbart bære over med psykologiske og sproglige klicheer i bøger, der ikke har mere med skønlitteratur at gøre end ambitionen om at være det. Eller skal man?”

Det fremgår af sagen, at [K] den 21. november 2005 rettede skriftlig henvendelse til kulturredaktøren på Politiken og påpegede en række faktiske fejl i anmeldelsen af bogen og anmodede om genmæle heroverfor samt tilkendegav, at god presseskik var tilsidesat. Politiken afviste dette ved e-mail af samme dato.

Klagebrevet til Pressenævnet er dateret den 17. december 2005 og fejlagtigt sendt til Nævnets tidligere adresse i Borgergade. Brevet er videresendt af postvæsenet og modtaget i Pressenævnet den 28. december 2005.

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har anført, at han er klar over, at han i givet fald må affinde sig med overfladiskhed og anmeldersjusk, men at der efter hans opfattelse er følgende faktiske fejl i anmeldelsen

1) Påstand om litterært tyveri

Anmelderen beskylder ham for at have hentet figurer fra Morten Korchs forfatterskab. Der er tale om en grov beskyldning for et litterært tyveri og krænkelse af en anden forfatters ophavsret. Beskyldningen er udokumenteret.

2) Romanen omtaler missionen som skurk. Det er forkert. Der er alene omtalt to ”skurke”, som har tilknytning til missionen. Missionen som helhed er slet ikke omtalt.

3) Anmelderen nævner ”forsvarsløse enker”. Der er omtalt én enke, hvor anmelderen får alle de andre fra er uoplyst.

4) Anmelderen omtaler også ”en skattedirektør”. En sådan er slet ikke omtalt i bogen.

5) Anmelderen nævner, at [K] i bogen skoser sine fordomme. Det burde være påvist. Han skoser som sådan ingen fordomme i bogen. Og dermed heller ikke den ene fordom med den anden.

6) Anmelderen omtaler personer ”med et handicap”. Men hvilke personer? De findes ikke.

7) Anmelderen nævner, at ”et handicap og en perversion skulle kunne komme ud på et”. Det er uforståeligt i forhold til bogens indhold, og anmelderen har heller ikke kunnet give eksempler på sin påstand.

8) Anmelderen fremhæver, at ”kommunen igen og igen taber sine sager oppe i systemet”. Denne oplysning er også forkert. Det fremgår netop, at ikke alle vinder sager oppe i systemet.

9) Anmelderen nævner i flæng ”skattedirektør” og ”skatteinspektør”. I bogen eksisterer kun en skatteinspektør, den anden person har anmelderen frit opfundet til sin anmeldelse.

Herudover er der fejl af mindre betydning. Henset til omfanget af de faktiske fejl mener [K], at Politiken bør tilpligtes at bringe en berigtigelse. [K] har videre anført, at Indre Mission er en af hans gode klienter, og at en offentlig udokumenteret påstand om, at han i sin bog skulle omtale missionen som skurk, kan have vide økonomiske konsekvenser.

2.2. Politikens synspunkter

Politiken har anført, at det mest konkrete eksempel i de påståede faktiske fejl er, at en skatteinspektør omtales som skattedirektør, og at der er tale om en fiktiv person fra bogens univers. Når [K] endvidere opfatter henvisningen til Morten Korch-klicheer som udtryk for en påstand om litterært tyveri, afspejler det en uvidenhed om denne references universalitet i dansk litteratur- og filmkritik, der vel kun kan forklares med, at [K] er debutant.

Politiken har herudover anført, at anmeldelsen samlet set ligger vel inden for de vide rammer, der gælder for litterær kritik i dansk presse.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Lene Sarup og Ole Askvig.

Klagebrevet er dateret den 17. december 2005, hvilket vil sige inden for klagefristen, men fejlagtigt sendt til Pressenævnets tidligere adresse, og som følge heraf først modtaget i Nævnet efter fristens udløb, jf. medieansvarsloven § 40, stk. 1. Uanset at klagebrevet er modtaget i Nævnet efter udløbet af 4-ugersfristen, finder Nævnet, at klagen skal realitetsbehandles. Nævnet har herved også lagt vægt på, at det ikke fremgår af Politikens afslag på genmæle, at afslaget kan indbringes for Pressenævnet senest 4 uger efter at afslaget er kommet frem, og at Nævnets adresse ikke fremgår af afslaget, jf. medieansvarsloven § 40, stk. 1.

Nævnet finder, at bemærkningerne i anmeldelsen med henvisning til Morten Korch-klicheer er udtryk for anmelderens vurdering af bogens indhold, og at der ikke er grundlag for at give genmæle over for sådanne vurderinger.

Uanset om de oplysninger, over for hvilke der i øvrigt ønskes genmæle, måtte være forkerte, finder Nævnet, at oplysningerne ikke er egnet til at påføre [K] skade af betydning, og der er derfor ej heller grundlag for genmæle vedrørende disse punkter.

Afgjort den 16. marts 2006

Resumé

Klager klagede over boganmeldelse i Politiken

Klagebrevet var dateret den 17. december 2005, hvilket ville sige inden for klagefristen, men fejlagtigt sendt til Pressenævnets tidligere adresse, og som følge heraf først modtaget i Nævnet efter fristens udløb, jf. medieansvarsloven § 40, stk. 1. Uanset at klagebrevet var modtaget i Nævnet efter udløbet af 4-ugersfristen, fandt Nævnet, at klagen skulle realitetsbehandles. Nævnet havde herved også lagt vægt på, at det ikke fremgik af Politikens afslag på genmæle, at afslaget kunne indbringes for Pressenævnet senest 4 uger efter at afslaget var kommet frem, og at Nævnets adresse ikke fremgik af afslaget, jf. medieansvarsloven § 40, stk. 1.

Nævnet fandt, at bemærkningerne i anmeldelsen med henvisning til Morten Korch-klicheer var udtryk for anmelderens vurdering af bogens indhold, og at der ikke var grundlag for at give genmæle over for sådanne vurderinger.

Uanset om de oplysninger, over for hvilke der i øvrigt ønskes genmæle, måtte være forkerte, fandt Nævnet, at oplysningerne ikke var egnet til at påføre klager skade af betydning, og der var derfor ej heller grundlag for genmæle vedrørende disse punkter.