Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-268/269
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-268/269
[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Nord-jyske Stiftstidende og i Nordjyske Stiftstidendes Internetavis den 8. december 2005, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Den 8. december 2005 bragte Nordjyske Stiftstidende og Nordjyske Stiftstidendes Internetavis under overskriften ”Ulovlig aftale blokerer ikke for ny” følgende artikel
”BRANDING: Den nuværende samarbejdsaftale med Aalborg DH er kendt ulovlig. De fleste af byrødderne er dog parate til at finde checkhæftet frem igen, hvis der kan laves en ny aftale, der over-holder loven
AALBORG: I mandags havde Aalborg Byråd et møde med den nye ledelse af Aalborg DH. Indtrykket var godt, og derfor ærgrer det også Vibeke Gamst (K), at det nu viser sig, at samarbejdsaftalen mellem Aalborg Kommune og den professionelle håndbold-klub ikke var lovlig.
- Dengang vi fik fremlagt aftalen, sagde vi, at det skulle være 100 procent lovligt, hvilket borgmesteren med den samlede administration også sagde den var. Derfor er det min opfattelse, at vi har fået dårlige råd. Men jeg vil gerne være med til at lave en ny aftale og det er uanset om vi får 5 eller 25 billetter, siger Vibeke Gamst (K).
Dermed er hun på linje med borgmester Henning G. Jensen (S).
- Men den viden, jeg har nu, så lever den nye ledelse fuldt ud op til, at alt skal foregå på en ordentlig måde. Derfor mener jeg, at Aalborg Kommune får masser af branding for pengene i Aalborg DH, siger borgmesteren.
Mariann Nørgaard (V) støtter op.
- Vi skal jo tegne en ny kontrakt inden udgangen af året, og jeg mener det er uvurderligt at have en samarbejdsaftale med de store idrætsklubber. Vi skal selvfølgelig pille de elementer ud, som Tilsynet har sagt er ulovlige, men så må borgmesterens forvaltning i samarbejde med skole- og kulturforvaltningen få lavet en aftale, som jeg forventer at de vil fremlægge for byrådet, så vi kan nikke og godkende den, siger Mariann Nørgaard.
Anne-Dorte Krog (SF) er heller ikke afvisende for en ny aftale med Aalborg DH eller Aab.
- Som kommune kommer vi udover kommunegrænserne med de sportsgrene. Derfor er det oplagt at tage med i overvejelserne, men det skal med i en helhedsvurdering af, hvad vi vil sponsorere og hvordan vi vil brande kommunen, siger Anne-Dorte Krog.
- Jeg synes, at det er svært at forholde sig til en ny aftale eller ej, men principielt set synes jeg ikke, at kommunen skal have aftaler med de professionelle idrætsklubber. Jeg er mere interesseret i breddeidrætten og det kan være, vi skal fokusere mere på det i de kommende år, siger Preben Pedersen (R).
Inge Ibsen Fomcenco (KD) derimod mener, at kommunen nu bør ophæve sine aftaler med klubberne.
- Først og fremmest er jeg lidt overrasket over afgørelsen, men når det er sagt, så synes jeg, at det vil være et dumt signal, at sende, hvis vi fortsætter. Vi kan selv betale for vores billetter, siger Inge Ibsen Fomcenco (KD).
[K] (DF) ønsker ikke at udtale sig til NORD-JYSKE.”
2. Parternes synspunkter
[K] har anført, at han er citeret korrekt og sobert i andre artikler i avisen, og at det derfor ser mærkeligt ud, at artiklen skrevet af Caspar Birk slutter med ordene ”[K] (DF) ønsker ikke at udtale sig til Nordjyske”.
Nordjyske Stiftstidende har anført, at hverken [K] eller andre skal bestemme, hvem der repræsenterer et medie. Hvis man ikke ønsker at udtale sig til en bestemt medarbejder er det god presse-skik, at mediet overfor læserne tilkendegiver, at den pågældende ikke ønsker at udtale sig til mediet om sagen.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
[K] afslog at udtale sig til Nordjyske Stiftstidende under henvisning til, at han ikke ønskede at udtale sig til den journalist, som bladet havde sat på opgaven, men gerne til andre af bladets medarbejdere. Pressenævnet finder, at bladet under disse omstændigheder med rette i artiklen har anført, at [K] ikke ønsker at udtale sig til bladet. I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet var bladets redaktør endvidere berettiget til at beslutte, at man ikke ville offentliggøre [K]’ begrundelse for ikke at ville udtale sig til den journalist, som rettede henvendelse til ham. Pressenævnet finder derfor, at Nordjyske Stiftstidende og Nordjyske Stiftstidendes Internetavis ikke har tilsidesat god presse-skik.
Afgjort den 22. februar 2006.
Resumé
Klager klagede over artikel bragt i Nordjyske Stiftstidende og Nordjyske Stiftstidendes Internetavis.
[K] afslog at udtale sig til Nordjyske Stiftstidende under henvisning til, at han ikke ønskede at udtale sig til den journalist, som bladet havde sat på opgaven, men gerne til andre af bladets medarbejdere. Presse-nævnet fandt, at bladet under disse omstændigheder med rette i artiklen havde anført, at [K] ikke ønskede at udtale sig til bladet. I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet var bladets redaktør endvidere berettiget til at beslutte, at man ikke ville offentliggøre [K]’ begrundelse for ikke at ville udtale sig til den journalist, som rettede henvendelse til ham. Pressenævnet fandt derfor, at Nordjyske Stiftstidende og Nordjyske Stiftstidendes Internetavis ikke havde tilsidesat god presseskik.