Legislator Case Law & Legislation
W20060912125 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-266

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9121 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-266

[K] har ved advokat Anders Skovholm klaget til Presse-nævnet over reportagen ”Politiskolen”, som blev bragt i programmet ”Døgnrapporten” den 12. november 2005 på TV Danmark, idet hun finder, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

1.1. Døgnrapporten, TV Danmark, den 12. november 2005

”Politiskolen” er en reportage om politielever. I det pågældende afsnit følger man en politielev hos Glostrup Politi ved navn [A]. Først ses dagens morgenmøde, hvor opgaverne bliver fordelt. Speakeren forklarer, at [A] skal med en mandlig betjent ud på dagens første opgave, som består i at køre ud til en psykisk syg pige, som har truet med at begå selvmord.

Udsendelsen fortsætter

”[A]: Ja, vagthavende har sendt os ud til en adresse, hvor en anmelder har ringet på vegne af en anden pige, som har truet med at begå selvmord, og det har hun åbenbart truet med før, så vi skal lige ud og se, hvordan hun har det, og hvad der sker derude.”

Betjentene ses gå fra bilen og hen til en ejendom. Man ser kort ejendommen udefra, og husnummeret ses ligeledes. Betjentene går hen til en opgang.

Udsendelsen fortsætter

”[A] (i ejendommens dørtelefon): Det er Glostrup Politi. Gider du lige at lukke os ind et øjeblik?”

De to betjente ringer på en dørklokke. En dør åbnes, og en pige-stemme høres. Pigen græder. Hun kan ikke ses. Betjentene bliver ude på reposen, og man ser udelukkende betjentene og således hverken pigen eller lejligheden.

Udsendelsen fortsætter

”

Den mandlig betjent: Hvad er der galt?

[A]: Der har ringet en anden dame og sagde, at du havde det virkelig dårligt.

Pige: Ja, jeg kan bare ikke mere.

Den mandlige betjent (viser en æske piller og et brev frem til seerne): Det er så det her, hvad vi har fundet inde i hos pågældende Ketoganer, som er receptpligtige, som er ordinerede, i forbindelse med at pågældende har noget sygdom, og så har vi fundet et afskedsbrev.

Den mandlige betjent (henvendt til vagthavende over sin walkie-talkie): Jamen, vi har kontakt med pågældende herude, og hun er meget ked af det, og hun havde spist en Ketogan, plus hun havde en hånd fuld, sad med en håndfuld. Jeg havde tænkt: Hvis du kunne få en vagtlæge herud og lige snakke med hende.”

Herefter ser man, at to Falck mænd kører pigen ud til en ventende ambulance på en båre. Hun er sløret fra midt på brystkassen og op, og man kan ikke se hendes ansigt. De to betjente går ved siden af og aftaler, at [A] skal køre med i ambulancen.

Udsendelsen fortsætter

”

[A]: Altså, hun har åbenbart nogle psykiske problemer. Hun har ikke været til behandling for det før.

Speak: Den selvmordstruede har kastet op i ambulancen og overføres til medicinsk behandling. ”

2. Parternes synspunkter

[K] har anført, at hun ikke har givet tilsagn om at ville filmes af TV Danmark, da hun blev ført ud til ambulancen af Falck mændene.

[K] har videre anført, at hendes bror efterfølgende på hendes anmodning tog kontakt til både TV Danmark og vagthavende i politiet og frabad sig medvirken i udsendelsen.

Endelig har [K] anført, at hun er blevet genkendt af flere personer trods sløringen, hvorfor sløringen anses for at have været utilstrækkelig.

Den medarbejder hos TV Danmark, der forestod filmoptagelsen, har oplyst, at [K] ikke under optagelserne den 22. oktober 2005 meddelte, at hun ikke ønskede at blive filmet. Under en telefonsamtale den 24. oktober 2005 fortalte han hendes bror, at TV Danmark gerne ville bringe optagelserne, hvis ”vi vurderede, at vi kunne sløre [hendes] identitet forsvarligt”, og det udtrykte broren ”forståelse for”. Det er TV Danmarks opfattelse, at der ved samtalen med [K]s bror blev givet samtykke til at vise klippet, såfremt der blev foretaget anonymisering. Det er således TV Danmarks opfattelse, at der ved samtale den 24. oktober 2005 er givet samtykke til, at det pågældende klip kan vises, såfremt der foretages anonymisering. Idet [K]s ansigt var sløret, og idet hverken adressen eller navnet på boligområdet nævnes, finder TV Danmark, at de har beskyttet [K]s anonymitet tilstrækkeligt.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet finder, at klageren har retlig interesse i at sagen behandles af nævnet. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan udelukkes, at hun kan genkendes trods sløring, idet der er bragt billeder af hendes bopæl, som muliggør identifikation.

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at selvmord og selvmordsforsøg ikke bør omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.

Pressenævnet finder, at der ikke i denne sag er en klar almen interesse i at bringe det omstridte indslag. Nævnet finder herefter, at TV Danmark trods sløring af klagerens person har overtrådt god presseskik ved at bringe optagelserne med billeder af hendes bopæl, som muliggør identifikation. Klagerens manglende protest under optagelserne kan på grund af hendes tilstand ikke anses for et samtykke. Der kan heller ikke anses at være givet samtykke under den efterfølgende telefonsamtale med hendes bror, og et samtykke fra ham ville under alle omstændigheder have været uden betydning for afgørelsen. Nævnet udtaler derfor kritik.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af TV Danmark at offentliggøre følgende

”Kendelse fra Pressenævnet

Den 12. november 2005 bragte TV Danmark en reportage ”Politi-skolen” i programmet ”Døgnrapporten”. Reportagen indeholder optagelser med en ung kvinde i forbindelse med en hospitalsindlæggelse. Kvinden har klaget til Pressenævnet, idet hun anfører, at hun ikke har givet tilladelse til at bringe optagelsen, ligesom hun mener, at god presseskik er tilsidesat, selvom hun var forsøgt sløret i udsendelsen.

Pressenævnets afgørelse og begrundelse

Pressenævnet finder, at klageren har retlig interesse i at sagen behandles af nævnet. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan udelukkes, at hun kan genkendes trods sløring, idet der er bragt billeder af hendes bopæl, som muliggør identifikation.

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at selvmord og selvmordsforsøg ikke bør omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.

Pressenævnet finder, at der ikke i denne sag er en klar almen interesse i at bringe det omstridte indslag. Nævnet finder herefter, at TV Danmark trods sløring af klagerens person har overtrådt god presseskik ved at bringe optagelserne med billeder af hendes bopæl, som muliggør identifikation. Klagerens manglende protest under optagelserne kan på grund af hendes tilstand ikke anses for et samtykke. Der kan heller ikke anses at være givet samtykke under den efterfølgende telefonsamtale med hendes bror, og et samtykke fra ham ville under alle omstændigheder have været uden betydning for afgørelsen. Nævnet udtaler derfor kritik.

København, den 22. februar 2006

Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole Askvig.”

Afgjort den 22. februar 2006

Endelig adm. afgørelse 2006 9121 Valid

Resumé

Klager klagede over tv-udsendelse på TV Danmark

Pressenævnet fandt, at klageren havde retlig interesse i at få sagen behandlet af nævnet. Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at hun kunne genkendes trods sløring, idet der var bragt billeder af hendes bopæl, som muliggør identifikation.

Det fremgår af de vejledende presseetiske regler, at selvmord og selvmordsforsøg ikke bør omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.

Pressenævnet fandt, at der ikke i denne sag var en klar almen interesse i at bringe det omstridte indslag. Nævnet fandt herefter, at TV Danmark trods sløring af klagerens person havde overtrådt god presseskik ved at bringe optagelserne med billeder af hendes bopæl, som muliggør identifikation. Klagerens manglende protest under optagelserne kunne på grund af hendes tilstand ikke anses for et samtykke. Der kunne heller ikke anses at være givet samtykke under den efterfølgende telefonsamtale med hendes bror, og et samtykke fra ham ville under alle omstændigheder havde været uden betydning for afgørelsen. Nævnet udtalte derfor kritik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →