Legislator Case Law & Legislation
W20060911325 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-241

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2006 9113 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-241

[K] har klaget til Pressenævnet over Jydske Vestkystens afslag på at bringe et genmæle vedrørende en artikel bragt den 24. september 2005.

1. Sagsfremstilling

Den 24. september 2005 bragte Jydske Vestkysten (Esbjerg) under overskriften ”Mand tiltalt for at chikanere kvindelig præst” følgende artikel

”Ulykkelig kærlighed til en præst endte i går foran en dommer for en 59-årig mand fra [A] Kommune.

Manden stod tiltalt for ved flere lejligheder at have chikaneret sognepræsten i [B] og [C] Sogne, [D].

Manden fik tidligere på året et tilhold fra Varde Politi, der forbød ham at henvende sig personligt til præsten. Men siden har han henvendt sig til præsten telefonisk. Han har skrevet på hjemme-siden [E], og han har indrykket en annonce i et lokalt ugeblad. Den 59-årige har også fulgt gudstjenesterne i [B] og [C], når [D] fungerede som præst. De lokale menigheder har følt, at manden med sang og høj tale forstyrrede gudstjenesten og generede præsten.

Lagt i håndjern

Sagen kulminerede søndag 4. september i [B], da politiet blev tilkaldt og fjernede den 59-årige mand. Det gik så voldsomt for sig uden for kirken, at manden blev lagt i håndjern og ført bort.

Baggrunden for den usædvanlige retssag er uforløst kærlighed. Manden mistede sidste sommer sin datter. I forbindelse med sjælesorgen hos den kvindelige præst misforstod han situationen. Han erklærede hende sin kærlighed. Men præsten afviste det forelskede sognebarn. Det gjorde manden så vred, at han begyndte at chikanere præsten, som endte med at anmelde den forsmåede mand.

Der falder dom i sagen torsdag 6. oktober.”

Den 21. oktober 2005 sendte [K] følgende e-mail til Jydske Vestkysten med anmodning om genmæle

”Bent Christensens artikel i bladet (Esbjerg, Indland, s.8) er ikke blot skæmmet af halve sandheder, men indeholder også en lodret løgn: i afsnittet ”Lagt i håndjern” fortælles det, at den 59-årige blev lagt i håndjern og ført bort. Dette er direkte usandt. At den 59-årige mand efter at være blevet meddelt et tilhold har henvendt sig til præsten telefonisk, er ganske vist korrekt, men hvis det var Bent Christensen, som gjorde notater under retsmødet 23/9, var det ærgerligt, at han ikke blev i retslokalet under hele mødet og/eller ikke hørte ordentligt efter. Anklageren trak nemlig denne del tilbage, da det fremgik under retsmødet, at den 59-årige havde forsøgt først at ringe til andre menigheds-rådsmedlemmer end præsten for at få opklaret tid og sted for menighedsrådsmødet, bl.a. formanden, hvis kone smed røret på, da hun hørte, hvem der var i telefonen.

Videre skriver Bent Christensen, at den 59-årige har fulgt gudstjenester, hvor [D] fungerede som præst. Sammenhængen (en række sætninger, indledt med sætningen, som begyndte med: ”Men siden har han henvendt sig ”) antyder, at tilholdet omfattede forbud mod at følge [D]s gudstjenester. En sådan udvidelse af tilholdet har [D] ikke haft held til at gennemtrumfe hos statsadvokaten. Bladet har haft alle muligheder for at nuancere historien, idet den 59-årige har tilsendt det de tre indlæg fra [E], som gang på gang blev fjernet fra hjemmesiden, som til sidst blev lukket, fordi den første støtteerklæring til den 59-årige indløb, og fordi bestyrelsesformanden blev mindet om, at hun selv engang – lige som først den 59-årige og senere præsten – havde været gennem en krise.”

Den 1. november 2005 besvarede Jydske Vestkysten henvendelsen med følgende e-mail

”

Du anførte heri, at du ikke blev lagt i håndjern, da du blev ført bort af politiet. Før vi kunne tage stilling til at bringe genmælet, var vi nødvendigvis nødt til at undersøge din påstand hos Varde Politi, som vi straks samme dag kontaktede. Her har man på grund af ferie og andet fravær først kunnet svare os i dag. Svaret er, at du ikke blev lagt i håndjern, men blev ført bort ved grev i armene.

Vi beklager selvfølgelig fejlen og retter den i morgen på avisens indlandssider, hvor fejlen har været bragt. Vi vælger altså selv at rette fejlen omkring håndjernene frem for at bringe dit genmæle. Her støtter vi os dels til Vejledende Regler for God Presseskik, afsnit A, punkt 7, som siger, at ”Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår”. Vores kendskab til fejlen er indgået i dag, og derfor retter vi den i morgen. Og dels støtter vi os til Medieansvarslovens paragraf 38, som siger: Genmælets indhold skal i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger ”. Dette er ikke gældende for den del af din genmæle-anmodning, der ikke omhandler aspektet med håndjernene. Den øvrige del af anmodningen er udelukkende dine egne tolkninger af det skrevne og din egen version af sagen, hvilket ifølge Medieansvarsloven ikke må være tilfældet. Jeg skal understrege, at vi dels ikke på noget tidspunkt har nævnt dit navn i artiklerne, så du har kunnet identificeres af andre end dem, der i forvejen kender sagen, og dels har givet dig lejlighed til i avisen at forklare sagen set fra din side.

”

Den 2. november 2005 bragte Jydske Vestkysten følgende

”RETTELSE

JydskeVestkysten skrev 24. september, at en 59-årig mand fra [B] søndag 4. september blev lagt i håndjern, da han blev anholdt ved [B] Kirke. Det er ikke rigtigt. Vicepolitimester Carsten Serritzlew, Varde Politi, oplyser, at manden var modvillig og blev ført bort ved, at betjente greb ham i armene. JydskeVestkysten beklager fejlen.”

Den 5. november 2005 sendte [K] følgende e-mail til Jydske Vestkysten med anmodning om at bringe et nyt genmæle

”Bent Christensens artikel her i bladet d. 24. sept. (Esbjerg, Indland, s. 8) er ikke blot skæmmet af halve sandheder men indeholder også en lodret løgn! I afsnittet ”Lagt i håndjern” står der, at den 59-årige blev lagt i håndjern og ført bort. Dette er direkte usandt. At den 59-årige mand efter at være blevet meddelt et tilhold har henvendt sig til præsten telefonisk, er ganske vist korrekt, men ærgerligt nok blev journalisten ikke i retslokalet under hele retsmødet og/eller hørte ikke ordentligt efter: Der blev nemlig sagt noget om håndjern, men det vedrørte en helt anden anholdelse og drejede sig kun om en politiassistents trussel om anvendelse af håndjern.

JV’s journalist skriver også, at den 59-årige har fulgt gudstjenester, hvor [D] fungerede som præst. Sammenhængen (en række sætninger, indledt med sætningen, som begyndte med: ”Men siden har han henvendt sig ”) levner hos den læser, som ikke ved bedre, ingen tvivl om, at der også her var tale om noget ulovligt. Den 59-åriges tilhold omfatter imidlertid ikke noget forbud mod at følge [D]s gudstjenester.”

Ved e-mail af 6. november 2005 afviste Jydske Vestkysten at bringe den fornyede anmodning og genmæle og henviste til, at den faktuelt forkerte oplysning var rettet i avisen den 2. november 2005.

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har navnlig anført, at artiklen den 24. september 2005 er fejlagtig, idet han ikke blev lagt i håndjern, og at rettelsen af 2. november 2005, der er formuleret af chefredaktøren, er fejlagtig, idet der står, at han var ”modvillig” ved anholdelsen. Endvidere må han godt deltage i [D]s gudstjenester.

2.2. Jydske Vestkystens synspunkter

Jydske Vestkysten har anført, at man ved at rettet den faktuelle fejl så snart man blev opmærksom herpå, har levet op til afsnit A, pkt. 7, i de vejledende regler for god presseskik. Avisen har afslået [K]s anmodninger om genmæle, dels under henvisning til, at fejlen var rettet, dels under henvisning til, at genmælet ikke var fattet i overensstemmelse med medieansvarslovens § 38.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Finn Rowold, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.

I den omhandlede artikel og rettelse bragt i Jydske Vestkysten er [K] ikke nævnt ved navn, men alene ved angivelse af alder og omtale af sagens nærmere geografiske placering og indhold. Henset til omtalen af sagen, herunder den geografiske placering, kan det ikke udelukkes, at [K] kan identificeres, hvorfor nævnet finder, at [K] har retlig interesse i, at sagen behandles af nævnet.

Efter medieansvarsloven § 36, stk. 3, skal anmodning om genmæle fremsendes skriftligt til redaktøren senest 4 uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået. Efter samme lovs § 38, stk. 1, skal genmælets indhold i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger. De af [K] fremsendte e-mails til Jydske Vestkysten den 21. oktober og 5. november 2005 med anmodning om genmæle opfylder ikke kravene til et genmæle i henseende til alene at korrigere faktiske oplysninger.

Nævnet finder, at den af Jydske Vestkysten bragte rettelse den 2. november 2005 er i overensstemmelse med medieansvarslovens bestemmelser. For så vidt angår [K]s anmodning om et genmæle som følge af, at der i rettelsen i Jydske Vestkysten den 2. november 2005 står, at han var ”modvillig”, finder nævnet - sådan som sagen foreligger oplyst - at der ikke er grundlag for at pålægge Jydske Vestkysten at bringe et genmæle herom. Nævnet kan endvidere ikke tage stilling til, om bladets oplysninger om, hvorvidt [K] må deltage i præstens gudstjenester, er korrekte.

Nævnet finder, at der heller ikke i øvrigt er grundlag for at udtale kritik i sagen.

Afgjort den 24. januar 2006.

Endelig adm. afgørelse 2006 9113 Valid

Resumé

Klager klagede over Jydske Vestkystens afslag på at bringe et genmæle vedrørende en artikel.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.

I den omhandlede artikel og rettelse bragt i Jydske Vestkysten var klager ikke nævnt ved navn, men alene ved angivelse af alder og omtale af sagens nærmere geografiske placering og indhold. Henset til omtalen af sagen, herunder den geografiske placering, kunne det ikke udelukkes, at klager kunne identificeres, hvorfor nævnet fandt, at klager havde retlig interesse i, at sagen behandles af nævnet.

Efter medieansvarsloven § 36, stk. 3, skal anmodning om genmæle fremsendes skriftligt til redaktøren senest 4 uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået. Efter samme lovs § 38, stk. 1, skal genmælets indhold i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger. De af klager fremsendte e-mails til Jydske Vestkysten den 21. oktober og 5. november 2005 med anmodning om genmæle opfyldte ikke kravene til et genmæle i henseende til alene at korrigere faktiske oplysninger.

Nævnet fandt, at den af Jydske Vestkysten bragte rettelse den 2. november 2005 var i overensstemmelse med medieansvarslovens bestemmelser. For så vidt angik klagers anmodning om et genmæle som følge af, at der i rettelsen i Jydske Vestkysten den 2. november 2005 stod, at han var ”modvillig”, fandt nævnet - sådan som sagen forelå oplyst - at der ikke var grundlag for at pålægge Jydske Vestkysten at bringe et genmæle herom. Nævnet kunne endvidere ikke tage stilling til, om bladets oplysninger om, hvorvidt klager måtte deltage i præstens gudstjenester, var korrekte.

Nævnet fandt, at der heller ikke i øvrigt var grundlag for at udtale kritik i sagen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →