Arbejdspladsvurdering, når virksomheden også har ansatte, der arbejder i udlandet
Table of Provisions (8)
Statutory Text (8 Articles)
Kapitel 2 a
Arbejdspladsvurdering
Kapitel 4
Almindelige pligter
Arbejdsgiveren
§ 6 a. Arbejdsgiveren skal sørge for, at der udarbejdes en skriftlig arbejdspladsvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene på arbejdspladsen navnlig med henblik på at sikre en skriftlig behandlingsmåde i forbindelse med den nærmere planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af arbejdspladsvurderingen, og at sikre, at resultatet heraf gøres synlig, jf. § 6 b, stk. 5. Udarbejdelse af arbejdspladsvurderingen kan ske i elektronisk form.
Stk. 2. For at sikre, at alle arbejdsmiljøforhold inddrages i arbejdspladsvurderingen, skal arbejdsgiveren sørge for, at virksomhedens sikkerhedsorganisation inddrages i og deltager i hele processen vedrørende planlægningen, tilrettelæggelsen, gennemførelsen og opfølgningen, samt ajourføringen af arbejdspladsvurderingen. Det skal gennem en påtegning på arbejdspladsvurderingen fra sikkerhedsorganisationen dokumenteres, at sikkerhedsorganisationen har været inddraget.
Stk. 3. I virksomheder, hvor der ikke skal oprettes sikkerhedsorganisation, skal de ansatte på tilsvarende måde inddrages i udarbejdelsen af arbejdspladsvurderingen, jf. stk. 2.
§ 6 b. En arbejdspladsvurdering skal udarbejdes under hensyntagen til arbejdets art, de tekniske hjælpemidler, stoffer og materialer, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser, der anvendes i virksomheden, arbejdsstedets indretning, samt virksomhedens størrelse og organisering.
Stk. 2. En arbejdspladsvurdering skal under iagttagelse af de forebyggelse sprincipper, der er angivet i bilag 1, omfatte en stillingtagen til de arbejdsmiljøproblemer, der er i virksomheden, og hvordan de skal løses. De nødvendige løsninger skal angives i arbejdspladsvurderingen.
Stk. 3. Arbejdsgiveren kan selv vælge, efter hvilken metode en arbejd spladsvurdering skal udarbejdes. Ved den valgte metode skal det dog sikres, at vurderingen indeholder følgende elementer
1)
Identifikation og kortlægning af virksomhedens arbejdsmiljøforhold, herunder om der er arbejdsmiljøproblemer samt problemernes art og omfang.
2)
Beskrivelse og vurdering af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer, herunder problemernes art, alvor og omfang, samt årsagerne til problemerne for at kunne igangsætte de nødvendige løsninger.
3)
Inddragelse af virksomhedens sygefravær med henblik på vurdering af, om forhold i virksomhedens arbejdsmiljø kan medvirke til sygefraværet.
4)
Prioritering og opstilling af en handlingsplan til løsning af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer, som ikke kan løses umiddelbart. Af planen skal fremgå, i hvilken rækkefølge og i hvilken takt de konstaterede problemer skal løses.
5)
Retningslinjer for hvordan der skal følges op på handlingsplanen, herunder hvem der har ansvaret for gennemførelse af planen, samt hvornår og hvordan der skal føres tilsyn og kontrol med de iværksatte foranstaltninger, herunder om igangsatte løsninger er fyldestgørende, og om handlingsplanen skal revideres m.v.
Stk. 4. En arbejdspladsvurdering skal ajourføres, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser m.v., som har betydning for virksomhedens arbejdsmiljø, dog senest hvert tredje år.
Stk. 5. En arbejdspladsvurdering skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet.
Stk. 6. En arbejdspladsvurdering skal ikke sendes til eller godkendes af Arbejdstilsynet, medmindre der er fastsat særlige regler herom i henhold til arbejdsmiljøloven.
§ 6 c. Hvis arbejdsgiveren ikke selv har fornøden indsigt til at udarbejde arbejdspladsvurderingen, skal arbejdsgiveren indhente bistand fra en bedriftssundhedstjeneste eller andre særligt sagkyndige.
Stk. 2. Selvom der indhentes bistand fra særligt sagkyndige, er det dog stadig arbejdsgiverens ansvar, at der udarbejdes en arbejdspladsvurdering, og at kravene, der fremgår af § 6 a og § 6 b, stk. 1-5, er opfyldt.
7. AT-anvisninger, AT-meddelelser m.v.
At-vejledning nr. D.1.1 af 1. januar 2005 og arbejdspladsvurdering.
10. Skiftende og midlertidige arbejdspladser
Det er som regel ikke nødvendigt at gennemføre en hel APV for hver enkelt skiftende arbejdsplads. Arbejde, der udføres på skiftende eller midlertidige arbejdssteder, rummer oftest nogle generelle arbejdsfunktioner, som APV'en kan tage udgangspunkt i. APV'en justeres herefter som en løbende proces i forhold til den konkrete arbejdsfunktion.
Det første element i APV'en for en virksomhed, der udfører arbejde ude - f.eks. hjemmehjælp eller vvs-arbejde - er at identificere arbejdsmiljøproblemerne i forhold til de arbejdsfunktioner og -procedurer, man kender i forvejen. Herefter gennemgås de øvrige elementer i APV'en - vurdering, inddragelse af sygefravær, prioritering og opstilling af handlingsplan. Næste skridt er at sammenholde APV'en med en vurdering af forholdene på de konkrete arbejdssteder, hvor arbejdet udføres.
Hvis der er forskellige arbejdsmiljøproblemer på de pågældende arbejdsst eder, tages de med i APV'en efter de retningslinjer, som virksomheden bestemmer sig for.
Virksomheden skal sikre, at APV'en er tilgængelig for alle ansatte, f.eks. ved at APV'en ligger i lokaler, hvor de ansatte jævnligt kommer.
§ 15 a. Arbejdsgiveren skal sørge for, at der udarbejdes en skriftlig arbejdspladsvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene på arbejdspladsen under hensyntagen til arbejdets art, de arbejdsmetoder og arbejdsprocesser, der anvendes, samt virksomhedens størrelse og organisering. Arbejdspladsvurderingen skal forefindes i virksomheden og være tilgængelig for virksomhedens ledelse, de ansatte og Arbejdstilsynet. En arbejdspladsvurdering skal revideres, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser m.v. og disse ændringer har betydning for sikkerhed og sundhed under arbejdet, dog senest hvert tredje år.
Stk. 2. En arbejdspladsvurdering skal omfatte en stillingtagen til virksomhedens arbejdsmiljøproblemer, og hvordan de løses, under iagttagelse af de forebyggelsesprincipper, der er angivet i arbejdsmiljølovgivningen. Vurderingen skal indeholde følgende elementer
1) Identifikation og kortlægning af virksomhedens arbejdsmiljøforhold.
2) Beskrivelse og vurdering af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer.
3) Prioritering og opstilling af en handlingsplan til løsning af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer.
4) Retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen.
Stk. 3. Arbejdsgiveren skal inddrage sikkerhedsorganisationen eller de ansatte i planlægningen, tilrettelæggelsen og gennemførelsen af samt opfølg ningen på arbejdspladsvurderingen, jf. stk. 1 og 2.
Stk. 4. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om arbejdsgiverens pligter efter stk. 1-3.
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse
Arbejdspladsvurdering, når virksomheden også har ansatte, der arbejder i udlandet
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 30. august 2005 behandlet klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 24. november 2004.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Virksomheden skal gennemføre arbejdspladsvurdering.
B E G R U N D E L S E
Arbejdsmiljøloven gælder for virksomheder, der har ansatte.
Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt til grund for afgørelsen, at virksomheden ikke havde gennemført arbejdspladsvurdering, da Arbejdstilsynet aflagde besøg den 26. oktober 2004.
Arbejdsmiljøklagenævnet har endvidere lagt til grund for afgørelsen, at virksomhedens montører udfører arbejde både i Danmark og i udlandet.
Arbejdsmiljøklagenævnet har lagt vægt på, at arbejdsmiljølovgivningen gælder for virksomheder, der har ansatte, og at arbejdspladsvurdering skal udarbejdes for arbejdspladsen og omfatte virksomhedens arbejdsmiljøproblemer.
Montørernes arbejdsplads omfatter både dansk og fremmed territorium, og virksomhedens arbejdsmiljøproblemer omfatter også generelle problemer, som måtte være afledt af, at arbejdet udføres i udlandet. Arbejdspladsvurderingen skal derfor gennemføres for alle ansatte på hele arbejdspladsens arbejdsområde – med særlig hensyntagen til, at montørarbejde udføres på midlertidig skiftende arbejdssteder (eventuelt under iagttagelse af punkt 10 i At-vejledning D.1.1 om arbejdspladsvurdering).
Arbejdsmiljøklagenævnet henviser til
- § 15 a i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999, med de ændringer, der følger af lov nr. 425 af 9. juni 2004 om ændring af lov om arbejdsmiljø og
- § 6 a og § 6 b i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder således Arbejdstilsynets afgørelse af 24. november 2004.
Nævnets afgørelse skal efterkommes senest den 22. november 2005.
Tilbagemelding skal ske til Arbejdstilsynet senest den 29. november 2005.
På klagenævnets vegne
XXX
Kopi til
1. Sagsforløb
Arbejdstilsynet fremstiller sagen på følgende måde i udtalelsen af 26. maj 2005
”
Sagens indhold
Efter et tilsynsbesøg den 26. oktober 2004 afgav Arbejdstilsynet den 24. november 2004 påbud om arbejdspladsvurdering. Et udkast til påbud havde været fremsendt i høring og den 15. november 2004 havde virksom heden oplyst, at man var i færd med at udarbejde arbejdspladsvurdering for de ansatte på kontoret, men at man ikke mente, at der skulle udarbejdes arbejdspladsvurdering for montørerne.
”
2. Arbejdstilsynets afgørelse
Arbejdstilsynet traf den 24. november 2005 følgende afgørelse
”
Arbejdstilsynet har besøgt XXX den 26. oktober 2004. Ved besøget talte Arbejdstilsynet med Managing Director XXX og sikkerhedsrepræsentant XXX. Fra Arbejdstilsynet deltog tilsynsførende XXX.
Beskrivelse
Det blev oplyst, at virksomheden ikke har gennemført en arbejdspladsvurdering (APV). Virksomheden har ansatte og er derfor omfattet af reglerne om arbejdspladsvurdering.
Høringssvar
“Vi vil hermed meddele at vi er i gang med at lave en APV for vores kontoransatte, men at vi ikke mener at vi skal udarbejde en APV for vores montører”.
Vurdering
Virksomhedens bemærkninger giver ikke anledning til en ændret vurdering, og Arbejdstilsynet fastholder derfor afgørelsen om at alle ansatte, der udfører arbejde i Danmark, er omfattet af reglerne om udarbejdelse af APV.
Påbud
Det påbydes XXX at gennemføre arbejdspladsvurdering.
Påbudet skal efterkommes senest mandag den 7. februar 2005.
Hvis påbudet ikke efterkommes inden fristen, vil der normalt blive indgivet politianmeldelse.
”
3. Klagen til Arbejdsmiljøklagenævnet
I brev af 2. december 2004 har virksomheden skrevet
”
Vi ønsker hermed at indgive en klage til Arbejdsmiljøklagenævnet efter arbejdsmiljølovens § 81, vedr. påbud om arbejdspladsvurdering.
Vi har fået et påbud om at udarbejde en APV for vores montører, hvilket vi som tidligere nævnt ikke mener at vi skal udarbejde, fordi vi ikke har montører som kun arbejder i Danmark, de kan f. eks. arbejde 14 dage i Danmark og derefter 4 uger i Tyskland efterfulgt af tre uger i England, det er meget varierende.
Sikkerhedsmæssigt er vi meget bevidste om, at vores sikkerhedsudstyr er i orden, samtidig med at vi altid har et tæt samarbejde med vores kundes sikkerhedsrepræsentant på de arbejdspladser som vi arbejder på, både herhjemme og i udlandet.
Vi uddanner vores folk i førstehjælp, brandbekæmpelse og højderedning, netop for at være sikker på at de er godt rustet til arbejdet.
Bl.a. på baggrund af dette mener vi ikke at vi skal udarbejde en APV på vores montører.”
4. Arbejdstilsynets udtalelse
Arbejdstilsynets udtalelse fremgår af brev af 26. maj 2005
”
Arbejdstilsynets vurdering
Det er Arbejdstilsynets opfattelse, at Arbejdsmiljølovens § 15 a og Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse kapitel 2a finder anvendelse på alle virksomheder, der har ansatte.
Det er endvidere Arbejdstilsynets opfattelse, at en arbejdspladsvurdering også både kan og skal omfatte montører, som udfører montage arbejde både i indland og udland.
For så vidt angår indholdet af en arbejdspladsvurdering omfattende montørarbejde skal det tilføjes, at At-vejledning D. 1.1 om udarbejdelse og revision af arbejdspladsvurdering punkt 10 om skiftende og midlertidige arbejdspladser kan anvendes
“Det er som regel ikke nødvendigt at gennemføre en hel APV for hver enkelt skiftende arbejdsplads. Arbejde, der udføres på skiftende eller midlertidige arbejdssteder, rummer oftest nogle generelle arbejdsfunktioner, som APV’en kan tage udgangspunkt i. APV’en justeres herefter som en løbende proces i forhold til den konkrete arbejdsfunktion.
Det første element i APV’en for en virksomhed, der udfører arbejde ude - fx hjemmehjælp eller vvs-arbejde - er at identificere arbejdsmiljøproblemerne i forhold til de arbejdsfunktioner og -procedurer, man kender i forvejen. Herefter gennemgås de øvrige elementer i APV’en — vurdering, inddragelse af sygefravær, prioritering og opstilling af handlingsplan. Næste skridt er at sammenholde APV’en med en vurdering af forholdene på de konkrete arbejdssteder, hvor arbejdet udføres.
Hvis der er forskellige arbejdsmiljøproblemer på de pågældende arbejdssteder, tages de med i APV’en efter de retningslinjer, som virksomheden bestemmer sig for.
Virksomheden skal sikre, at APV’en er tilgængelig for alle ansatte, fx ved at APV’en ligger i lokaler, hvor de ansatte jævnligt kommer.”
Det er herefter Arbejdstilsynets opfattelse, at påbuddet bør opretholdes.
5. Nyt efter klagen
Intet nyt modtaget
6. Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober, med de ændringer, der følger af lov nr. 425 af 9. juni 2004 om ændring af lov om arbejdsmiljø
Resumé
Virksomheden havde fået påbud om at gennemføre arbejdspladsvurdering, fordi Arbejdstilsynet konstaterede, at virksomheden ikke havde en arbejdspladsvurdering.
Virksomheden mente ikke den skulle gennemføre arbejdspladsvurdering for virksomhedens montører, fordi disse både arbejdede i ind- og udland (Tyskland og England).
Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, virksomheden skulle gennemføre arbejdspladsvurdering.
Nævnet lagde vægt på, at arbejdsmiljølovgivningen gælder for virksomheder, der har ansatte, og at arbejdspladsvurdering skal udarbejdes for arbejdspladsen og omfatte virksomhedens arbejdsmiljøproblemer.
Arbejdsmiljøklagenævnet henviste til, at montørernes arbejdsplads omfattede både dansk og fremmed territorium, og at virksomhedens arbejdsmiljøproblemer omfattede generelle problemer, som måtte være afledt af, at arbejdet blev udført i udlandet. Arbejdspladsvurderingen skulle derfor gennemføres for alle ansatte på hele arbejdspladsens arbejdsområde – med særlig hensyntagen til, at montørarbejdet blev udført på midlertidig skiftende arbejdssteder.