Ankestyrelsens principafgørelse U-9-05 om anerkendelse - hudkræft - malignt melanom - radaranlæg - ioniserende stråling

Ankestyrelsens principafgørelse U-9-05 om anerkendelse - hudkræft - malignt melanom - radaranlæg - ioniserende stråling

Resume

Hudkræft efter arbejde som radaroperatør i Forsvaret gennem 3 ½ år kunne ikke anerkendes som en arbejdsskade.

Der var ikke ny lægelig dokumentation for sammenhæng mellem arbejdet og udviklingen af hudkræft.

Der var tale om en begrænset udsættelsen for ioniserende stråling - røntgen stråling - i forbindelse med radaranlægget og udsættelsen var ikke tilstrækkelig til at udgøre en forøget risiko for udvikling af hudkræft.

Arbejdet fandtes derfor ikke udelukkende eller i overvejende grad at være årsag til lidelsen.

Love

Lov om arbejdsskadesikring - lov nr. 422 af 10. juni 2003 - § 7

Sagsfremstilling

Sikrede havde arbejdet med vedligeholdelse, kalibrering og kontrol af ildleder- og radaranlæg i Forsvaret i perioden 1968 - 1971 og et halvt år i 1973.

Han brugte ca. halvdelen af arbejdstiden med check af ildlederanlægget og den anden halvdel på check af radaranlægget.

Der havde ikke været nogen strålingseksposition i forbindelse med ildlederanlægget.

Arbejdet ved radaranlægget indebar inspektion og check af selve megatronen, der genererer radarstrålingen samt kalibrering af systemet, hvilket blev foretaget i radarsenderens umiddelbare nærhed.

Desuden var sikrede udsat for stråling fra luftradarer placeret henholdsvis 5 meter og 30 meter fra arbejdsstedet.

Det var alene megatronen, som for nogle anlægs vedkommende sendte egentlig røntgenstråling, mens de øvrige anlæg udelukkende udsendte elektromagnetisk stråling.

Statens Institut for Strålehygiejne havde foretaget rekonstruerede målinger af uskærmede radaranlæg med en kumuleret dosis over 600 arbejdstimer pr. år, og fundet, at der havde været tale om en stråledosis som lå under den nuværende dosisgrænse, som er 20 milliSv.

pr. år, ligesom røntgenstrålingen havde så lav energi, at effekten kun kunne nå 1 - 1½ cm ind i kroppen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af arbejde ved radarskærme i Forsvaret i forhold til udvikling af kræftlidelser.

Afgørelse

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var ny lægevidenskabelig dokumentation for en sammenhæng mellem erhvervsmæssig eksposition i forbindelse med arbejdet som radaroperatør og udvikling af hudkræft, herunder malignt melanom.

Dette gjaldt både ioniserende stråling og ikke ioniserende stråling.

Sikredes arbejde havde heller ikke indebåret en sådan særlig påvirkning og belastning, at det måtte antages, at arbejdet udelukkende eller i overvejende grad var årsag til malignt melanom.

Ankestyrelsen henviste til de foretagne målinger fra Statens Institut for Strålehygiejne og vurderede på den baggrund udsættelsen for røntgenstråling i forbindelse radaranlægget som begrænset.

Udsættelsen fandtes ikke at have været tilstrækkelig til at den udgjorde en forøget risiko for udvikling af hudkræft.